Profeten Mouhammad

Historien om den velsignede fødsel, naede her til Pakistan for mere end 12 arhundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed ben Qasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortalt og genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, som unge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigt beholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tiderne sunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene.

Historien er enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boede der en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligt menneske, og hun kom fra en fin familie, Abdullah, hendes mand, var en ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sin venlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af de stolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba. Abdul Muttalib, var som den øverste leder ansvarlig for Allahs hus. Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således den kendteste mand i landet.
Amina havde kun været gift i nogle få maneder, da hendes mand drog på handelsrejse til Syrien. Pa tilbagevejen gjorde han ophold i Medina, hvor hans mor var født. Her blev han imidlertid alvorligt syg, og døde kort efter.

Da de dårlige nyheder nåede frem til Mekka, blev Amina overvældet af sorg. Hun var da gravid, og tanken om at den kommende baby, skulle fødes faderløs, gjorde hende meget urolig. "Hvordan vil min lille skat føle det, når han opdager at han ikke har nogen far?" tænkte hun. Jo mere hun tænkte over sagen, desto mere bedrøvet følte hun sig. Men hun havde i det mindste en tilfredsstillelse, nemlig at barnet ville holde erindringen om hendes kære mand i live.

Dette var det velkendte elefantens år, og det havde fået sit navn pga. de elefanter med hvilke Yemens guvernør, Abraha, marcherede til Mekka. Han var et magtfuldt menneske, der ønskede at udødeliggøre sit navn. Derfor opførte han et stort tempel i sin regeringsby. Han forlangte at folk skulle valfarte til hans tempel i stedet for til Kaabaen. Men ingen villle følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, som de altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandt hurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge Kaahaen, thi så vil pilgrimmene ikke længere drage til Mekka".
Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, som nævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget op imod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv at forsvare sit eget hus.

Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler. Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyrene igen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkede erobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertil svarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe på dem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sig eget hus".

Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendte en pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, og Abraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker som nogensinde. Begivenheden var et forvarsel om det største vidunder i historien. Få måneder senere blev Mekka beæret af den velsignede fødsel. Den største og sidste af profeterne var på vej ind i verden.

Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at fa vidunderlige drømme. I en af dem, sa hun et blændende Iys komme ud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste hele universet. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blev oplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevel ikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed.

Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imod himlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her er godt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blive menneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed".

Det var med blandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun var Iykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denne verdens forløser, men tanken om at han skulle blive forældreløs gjorde hende bedrøvet.

Amina talte med sin svigerfar, om sine drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat størst pris på Abdullah, og sønnensdød kom for ham som et frygteligt chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn.

Omsider kom det Iykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det det Iykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene.

Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina.

Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid. Hele Quraish-stammen var indbudt.

"Hvilket navn vil du give barnet", blev han spurgt.

"Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var svaret.

"Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne ved med at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere baret dette navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg, men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønsker at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære." Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte ham Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive menneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjæle fra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed og lovprisning. Og han skulle ogsa sise verden Allahs storhed, som ingen anden før eller siden havde været i stand til det.

Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor der boede alt for mange mennesker. Byens velståcnde indbyggere anså ikke Mekka for et godt sted for de opvoksende børn, at være. De plejede derfor, nar deres nyfødte var omkring en uge gamle, at sende dem ud på landet, hvor de blev opdraget af ammer. Dcn friske luft, og de frie omgivelser i ørkenen var til livslang glæde for børnene. De blev stærke og frygtløse, og de tillagde sig landboernes rene sprog.

Som vanligt kom ammerne til Mekka, for at se cfter børn, og naturligt ønskede enhver af dem, børn fra de rigeste forældre. Rige forældre betød stor belønning. På denne måde vandrede ammerne fra hus til hus, for at finde, hvad de ønskede. I blandt ammerne var også Halima Saadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havde hendes søgen været forgæves, og efterhanden troede hun, at hun skulle vende tomhændet hjem igen.
Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom hun tilbage til deres herberge, endnu mere træt og opgivende end ellers. "Hvad er der galt, kone?", spurgte han. "Er der ingen børn, som vi kan tage med os hjem?". Halima svarede: "Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. I)er er kun et faderløst barn tilbage. Hans strålende udseende vil erobre dit hjerte, men du kan ikke være sikker på hvad resultatet vil blive, af dine anstrengelser". "Halima", sagde Harith: "gå straks og hent barnet. Hvem ved om det maske bringer os held".

Derpå vendte Halima og Harith tilbage til deres hjem i ørkenen med Aminas barn. Kun lidet anede Halima, at hun af alle ammer, var den heldigste. Hun skulle være plejemor for det største menneske i historien, og han belønnede hende da også, som intet andet plejebarn kunne gøre det.
Fra det øjeblik Halima tog spædbarnet i sin favn, fyldtes hendes hjerte af en mærkelig følelse af fred og glæde. Hun følte, at hun var den lykkeligste kvinde i verden. Alle sorger og bekymringer forlod hende pludselig.

Snart blev Halima og Harith meget stolte af deres plejebarn. I forvejen havde de fire børn, og det nye barn blev hurtigt højt elsket af de øvrige børn.
Aminas faderløse søn bragte en usædvanlig Iykke ind i sit nye hjem. Den lille ørkenhytte blomstrede pludselig op. Alting fremstod nu i et helt andet Iys. Hele atmosfæren omkring huset syntes nu fuld af liv og håb. Hele familien følte forandringen. En uforklarlig tilfredshed fyldte deres hjerter. Deres geder og får voksede sig tykkere, uagtet de spiste det samme som de plejede. Ja de gav endog mere mælk. Hele familiens liv blev rigere og dybere. Harith og Halima blev det Iykkeligste par i Banu-Saad stammen, og helt naturligt stolte af deres gode held. Naboerne talte om dem, og ønskede at det havde været dem, der var de heldige.

Halima var glad for at se sit plejebarn vokse så hurtigt. Der var en usædvanlig glød i hans ansigt. Da han var to år gammel, bragte Halima, ham til Amina, der blev overvældet af glæde ved at finde sin søn ved så godt helbred. En epidemi rasede i disse dage i Mekka; derfor fandt Amina ikke at byen var et godt sted for hendes søn at opholde sig. Hun bad derfor Halima om at tage ham med tilbage til sit hjem, i ørkenen. Intet kunne glæde Halima og hendes familie mere. Hendes mand og børn blev glade ved atter at fa det velsignede barn tilbage i deres midte.

w w w . i s l a m i s k a . o r g
2002-06-23

	Klicka på skrivaren för att skriva ut artikeln.
	Ta gärna kontakt med oss om du har synpunkter eller vill fråga om någonting