Manddom
I disse fjerne tider fandtes der ingen skoler i Arabien,
og derfor fik Muhammad (fred være med ham) heller
ingen undervisning. Alligevel havde han et skarpt øje
og et tænksomt sind. Han uddrog en erfaring af alt
hvad han hørte og sa. Uanset om det var i ørkenens
vildnis, eller i markedspladsens mylder, var hans blik fæstnet
pa livets og naturens grundlæggende kendsgerninger.
Intet undgik hans opmærksomhed. Tingenes ydre former
var ikke nok for ham; han så efter deres dybere mening,
der var skjult for det overfladiske blik. Hans vågne
stunder var ofte fyldt med intens tænkning. Hvorfor
følger nat efter dag? Hvordan kan arstidernes evindelige
vokslen finde sted? Hvad betyder vinde, skyer og regn for
menneskene? Hvordan opstar disse forskellige naturfænomener?
Hvorfor bevæger himmellegemerne sig i nøje
afgrænsede baner? Den tænksomme unge ledte efter
svar på disse og andre spørgsmål.
Det
daglige liv, som Muhammad så omkring sig, gav også
næring til mange tanker. Folk tilbad idoler. De drak
tæt og spillede om penge. De begravede deres døtre
levende. De var grusomme imod deres slaver, og grove mod
kvinderne. Og det værste af alt; de satte en ære
i at være det! De prøvede at overgå hinanden
med alle tænkelige midler, i dette vanvittige kapløb,
som ofte ledte til blodige stridigheder. Nogle af disse
fejder varede i generationer.
Forholdene i Arabien var elendige. Og i de omkringliggende
lande var de ikke stort bedre. Den Hellige Profet var misfornøjet
med denne livsform. Han deltog aldrig i de tabelige ting,
der skete omkring ham, ligesom han heller ikke deltog i
idol-tilbedelsen. Støjende forlystelser, gik han
langt uden om, og var stille og tankefuld. Han holdt sig
langt bortc fra fester og markeder, og med tiden tænkte
han mere og mere på alt det onde han så omkring
sig. Muhammad (fred være med ham) søgte efter
en måde hvorpå han kunne befri verden for alt
det onde.
Slaget
ved Fudjar
Forskellige arabiske stammer var konstant i krig med hinanden.
Også Quraish-stammen deltog i en af disse krige, der
afbrudt af lange pauser varede i fire år.
På det tidspunkt var Profeten en ung mand på
femten år. Han var nødt til at holde med sin
stamme. Men han vidste, at hans stamme ikke kæmpede
for Allahs skyld, så derfor deltog han ikke særligt
aktivt i kampen. Han trak ikke sit sværd, men nøjedes
med at indsamle fjendens afskudte pile, og række dem
til sin stammes bueskytter. Selv afskød han kun få
pile. Dette slag er siden blevet kendt som slaget ved Fudjar.
Socialt
arbejde
De evindelige kampe, stammerne imellem, bragte lidelser
til mange mennesker. De svage led naturligvis mest, og for
dem var der ingen hjælp at finde. For år tilbage
havde nogle barmhjertige mennesker oprettet en hjælpeorganisation,
der skulle bistå de svageste i samfundet, men dette
selskab led en hensygnende tilværelse, og var reelt
set uden betydning. De sarede og de nødstedte fra
slaget ved Fudjar kunne således ikke fa nogen hjælp.
Den Hellige Profet følte sig dybt berørt deraf.
Han besluttede sig til at gøre noget ved sagen. Derfor
drog han da til Mekkas ledere og høvdinge, og talte
med dem om sagen. Heldigvis var han i stand til at opnå
støtte hos en del af dem, og således genopstod
det godgørende selskab atter, og Den Hellige Profet
blev drivkraften i foretagendet. Med tiden faldt mange af
hans støtter fra, men Den Hellige Profet fortsatte
ufortrødent sit arbejde.
Kaabaen
genopbygges
Kaabacn lå i midten af en lav dal. Et år regnede
det så meget, og dette afstedkom en oversvømmelse,
der skyllede Abrahams tempel bort .
Forskellige stammer arbejdede sammen om at genopbygge Kaabacn.
Templet var næsten færdigt, kun den berømte
sorte sten manglede at blive sat på plads. Men en
strid opstod, fordi hver enkelt stamme ønskede at
få denne ære. Det syntes nu som om, at kun sværdet
kunne træffe en beslutning. Ingen fredelig løsning
syntes mulig.
Da var der en, der fandt på en plan: "Lad sagen hvile
til i morgen", tilrådede han, "og den første,
der træder ind i Kaabacn i morgen tidlig skal beslutte
hvad der skal ske. Alle ma da acceptere hans afgørelse".
Denne ide syntes alle godt om. Mænd fra forskellige
stammer løb til Kaabaen før solopgang, næste
morgen, og alle prøvede på at være den
første, som tradte ind i Allahs hus. Men alle blev
de skuffede, thi en ung mand havde allerede indfundet sig.
Det var ingen andre end Abu Talibs nevø.
Den
Hellige Profet blev bedt om at fortælle, hvilken afgørelse
han var kommet til. Han tog derpå et lagen, bredte
det ud på jorden, og den sorte sten i midten. Høvdingene
blev nu kaldt frem, og bedt om i fællesskab at 1øfte
lagenet til dets rette højde. Alle gjorde som der
blev sagt, og da stenen nåcde den rette højde,
tog Den Hellige Profet den egenhændigt og satte stenen
på plads. Denne løsning faldt ud til alles
tilfredshed.
Sandhedens
ånd
Mekkas stormænd var købmænd og handelsrejsende.
Abu Talib skaffede sig ogsa sit udkomme på denne måde,
og det var derfor naturligt at Den Hellige Profet blev inddraget
i handel. Men han var ikke som andre handelsmænd,
idet han var yderst ærlig og pålidelig. Han
var venlig i sin tale, retfærdig og åben i sin
handel. Han kom aldrig med en forkert udtalelse, men var
oprigtig og redelig. Alle der handlede med ham, blev slået
af den unge mands store kvaliteter. Det var næsten
for utroligt, at noget menneske kunne være så
oprigtigt.
Engang
bad en kompagnon Den Hellige Profet, om at vente pa et gadehjørne.
Kompagnonen lovede at være tilbage i 1øbet
af få minutter, men han glemte irnidlertid alt om
sin aftale. I tre døgn stod Muhammad (fred være
med ham) på gadehjørnet, og ventede. Pa den
fjerde dag, kom kompagnonen tilfældigt forbi, og blev
lamslået da han så sin ven, der hvor han sidst
havde forladt ham, og blev meget bedrøvet over sin
glemsomhed. Men Den Elellige Profet bemærkede med
et smil: "Tag det nu roligt.Jeg lovede at vente på
dig, indtil du kom tilbage, og som du ser har jeg holdt
mit ord".
F,n
anden gang solgte Profeten nogle kameler. Da kunden var
gået kom Profeten i tanke om, at et af dyrene var
lam på det ene ben, og han skyndte sig efter manden.
Han indhentede ham snart, og gav ham pengene tilbage, og
tog kamelen med sig hjem igen.
Sådanne
ærlige handler var uhørte i datidens Arabien.
Snart spredtes historien vidt omkring; han blev elsket og
respekteret af alle for sin ærlighed og sit venlige
væsen. Den Hellige Profet blev kendt som "Al-Amin"
og "As-Sadiq" (den ærlige, den sandfærdige eller
Sandhedens ånd).
Ægteskab
I Mekka leveder der en rig enke, ved navn Khadidja. Hun
var ædel og smuk. To gange havde hun været gift,
men begge hendes ægtemænd var døde, og
havde efterladt hende i gode kar. For sine midler deltog
hun i handelen på de omkringliggende lande, og hun
udsendte agenter til mange byer og handelspladser. Da hun
hørte om Den Elellige Profets ærlighed, overvejede
hun at antage ham, som sin agent. Med et bud, lod hun ham
tilgå besked om hvad hun ønskede, og han indvilgede
da også heri.
Khadidja
sendte strakt den unge pålidelige handelsmand til
Syrien, ligesom hun sendte sin betroede slave, Majsarah,
med på turen. Rejsen blev en stor succes, og indbragte
Khadidja en større fortjeneste end hun havde håbet
på. Majsarah omtalte i rosende vendinger den nye agent.
Khadidja var dybt imponeret over hans ærlighed og
gode manerer. Så hun besluttede sig til at ægte
ham.
Endnu en gang lod hun Den Hellige Profet få besked
om sine planer. Mangen en rigmand i Mekka, havde forgæves
bejlet til Khadidjas hand. Hun havde afvist, at gifte sig
med nogen af dem, fordi hun regnede med, at de blot ville
have hende på grund af hendes rigdomme. Men her var
endelig en mand, som Khadidja ønskede at gifte sig
med. Hun vidste af personlig erfaring, at han ville værdsætte
hendes store kvaliteter og ikke hendes velstand. Derfor
tilsendte hun ham ægteskabstilbudet. Den Hellige Profet
talte derom, med sin onkel og med andre slægtninge,
som straks rådede Muhammad (fred være med ham)
til at acceptere. Kort tid efter ægtede Khadidja Den
Hellige Profet. Hun var da 40 år, mens han var 25
ar.
