Familieliv
AiLgteskabet blev Iykkeligt. Khadidja elskede sin mand højt
og jo tættere de kom hinanden, desto mere voksede
hendes ømhed for ham. Alle hendes rigdomme tilhørte
nu også ham, og dette gjorde Profeten bedre egnet
til at tjene menneskeheden, end tidligere.
Khadidja
havde i sit hus en slave, ved navn Zaid, som hun skænkede
ham i bryllupsgave. Han frigav straks Zaid og adopterede
ham som sin søn. Khadidjas andre slaver og tjenestepiger
modtog pa lignende vis, den bedste behandling. Dcn Hellige
Profet tiltalte dem aldrig som "min slave" eller "min tjenestepige",
som andre mennesker havde for vane, at gøre. Altid
kaldte han dem "min søn" eller "min datter".
Efter
ægteskabets indgåelse tog Den Hellige Profet
vare på Khadidjas mange forretninger. Men hans hjerte
var andetsteds. Rigdommene betød ingenting for ham.
Han ansa penge for at være et middel, hvormed han
kunne hjælpe andre. Med sine rigdomme 1øskøbte
han adskillige slaver og tjenestepiger. Det gjaldt især
de slaver der led mest under deres herrcrs hardhændede
behandling. l)en Hellige Profet betalte også gælden
for fattige folk, der selv var ude af stand dertil .
Det
gode par levede et Iykkeligt liv. Allah skænkede dem
syv børn — tre sønner og fire døtrc.
Sønnerne døde i en tidlig alder, mens døtrene
voksede op og blev gift. Den ældste søn blev
kaldt Qasim, og det var ham som gav sin far efternavnet
Abdul Qasim. Så stor var farcns kærlighed til
sin søn, at han sidenhen holdt af at blive tiltalt
med dette navn. Den Hellige Profet var en elskelig far og
en god ægtemand. Hans kone lovpriste ham udelukkende.
Han elskede sine børn højt, og tog sig af
deres mindste behov. Nar nogen af børnene var syge,
sad han hos dem dag og nat. Han var i sandhed det mest hjertensgode
menneske. Så snart han sa et menneske i nød,
smeltede hans hjerte, og han gjorde alt, hvad han kunne
for at lindre den nødlidende.
De
stolte Mekka-boere anså deres kvinder for deres ejendom.
Kvinderne måtte tage sig af alt det huslige arbejde.
Hvis manden var rig, havde han tjenestepiger eller slaver,
til at hjælpe hustruen. Men sådan var det ikke
med Muhammad (fred være med ham). Han frigav alle
Khadidjas tjenestcpiger og hjalp selv sin hustru. Han fejede
gulvet og udførte alt slags arbejde. Han delte fuldtud
familiens Iykke og bekymringer med Khadidja og børnene.
Den
guddommelige mission i Mekka
Omsider Iys.
Som
tiden gik, mistede Den Hellige Profet helt interessen for
handel, og brugte mere og mere af sin tid på anliggender,
som han ønskede at forbedre. Han drog ofte ud til
Djebel Hira, et lille bjerg få kilometer fra byen,
hvor han fandt en grotte, og her var han fortabt i sine
tanker, i timer og dage, i sin søgen efter svar på
livets gåder. Han ledte efter udveje, der kunne rejse
mennesket fra de dybder, hvori det var faldet. Den Hellige
Profet tog ofte føde med sig, og kom ikke tilbage
til sit hjem i dagevis. Hele måneden Ramadan blev
således tilbragt i grotten.
Omsider
så han Iyset, efter at have tilbragt seks måneder
i sit "tilflugtssted".
Det skete en nat i måneden Ramadan (610 efter vor
tidsregning) at englen Gabriel viste sig for ham, med det
første budskab fra Allah. Den Hellige Profet blev
beordret til at handle som Allahs Udsending, og han skulle
gøre Allahs vilje kendt for hele menneskeheden. Han
skulle vise verden vejen til menneskelig værdighed,
fremskridt og virkelig Iykke.
Mesteren
var da 40 år gammel. I 15 år havde han kendt
den Iykke det var at vcere ægtemand og far. I mange
ar havde han haft en stor viden om de lidelser, som menneskeheden
måtte udsta. Nu kom Allahs ordre til ham om at frelse
verden fra alt ondt. Det var en ordre om at lede menneskene
frem mod et godt og rent liv.
Sandhedens
forste prøve
Mødet med Gabriel var en mærkelig ting for
Den Hellige Profet. Han havde aldrig hørt om noget
lignende, og han følte sig temmelig oprevet derover.
Derfor skyndte han sie hiem oe fortalte Khadidia. hvad der
var sket.
"Du
er det bedste menneske verden nogensinde har kendt", udbrød
hun. "Allah har derfor udvalgt dig til at arbejde for sin
sag. Du er blevet den udvalgte Udsending".
Khadidja
og Muhammad (fred være med ham) begav sig hen til
hendes fætter Waraga ben Naufal, der var kyndig i
de kristnes og i jødernes hellige bøger. Khadidja
fortalte hvad der var sket i grotten ved Djebel Hira.
"Frygt
ikke, kære kusine" sagde den lærde, "Din mand
er Allahs udvalgte Profet. Allah har talt til ham, som han
gjorde det til Moses".
Få
maneder senere, viste Gabriel sig igen, og bragte denne
gang et tydeligt budskab fra Allah. Den Hellige Profet skulle
standse menneskehedens gang på den onde vej, og befale
den kun at tilbede en Gud, nemlig Allah. Den hellige mission
skulle straks begynde.
I
overenstemmelse hermed begyndte den svære opgave det
var, at samle folk om Islam. I samfulde fyrretyve ar havde
Allah forberedt sin profet til den største gerning
i historien, og nu kom øjeblikket hvor Den Hellige
Profet skulle påtage sig at udføre sin mission.
Khadidja var den første, der hørte budskabet,
og hun var straks modtagelig, og blev s~nlledes den første
Muslim. Ali, Den Hellige Profets 10-årige fætter
var det første unge menneske, der tog Islams lære
til sig. Abu Bakr, Den llellige Profets mangearige ven,
blev den første voksne mand, der kom ind i Islams
fold. Zaid, den frigivne slave, var ligeledes blandt de
første Muslimer.
Allahs
sidste Profet blev således, først af alle steder,
hædret i sit eget hjem. Hans nærmeste var de
første til at acceptere ham. Dette var noget ganske
usædvanligt. Profeter før ham var blevet hånet
og bespottet af deres egne nære slægtninge og
venner. Først langt fra hjemstavnen vandt de deres
første tilhængere og anerkendelse, og familie,
slægt og venner var som regel blandt de allersidste,
der sluttede sig til dem. Men i tilfældet med Den
Hellige Profet var det modsat! I sandhedens første
prøve vandt han en succes, som ingen profet før
ham havde magtet. I Muhammads (fred være med ham)
tilfælde blev hans nærmeste de første
tilhængere.
Djebel
Safa
I et stykke tid blev Islams budskab fremført på
en tilbageholdende og stilfærdig måde. Abu Bakr
bragte nogle af sine venner ind i Islams fold. Mesteren
talte ligeledes til folk i det skjulte. Da kom endnu et
budskab fra Allah. Budskabet skal fremføres offentligt!
Allahs Udsending blev beordret til først at forkynde
for sin egen slægt, og derefter for alle mennesker.
Djebel
Safa er en lille høj, nær Kaabaen. En dag tog
Den Hellige Profet opstilling på den, og kaldte folk
sammen omkring den. "Hvis jeg fortæller jer, at en
stor hær er skjult bagved bjerget og kun venter på
at angribe jer, vil I da tro mig?"
"Naturligvis
vil vi det", lød svaret fra hundreder af stemmer;
"Vi ved at du aldrig fortæller usandheder".
"Sa
hør da videre på mig", fortsatte Den Hellige
Profet. "I skal ikke tilbede andre guder end Allah. Hvis
I gør det, vil en ond skæbne overgå jer
alle, og da vil I fortryde, men det vil være for sent.
Jeg vil ikke være i stand til at gøre noget
for jer, selvom I er mine slægtninge".
Et
voldsomt vredesudbrud fulgte ovenpå denne udtalelse.
"Han er blevet gal" sagde mange, mens andre kun havde endnu
værre udtryk tilovers for Den Hellige Profet. Snart
efter fjernede mængden sig, uden at nogen tog sig
af hvad der var blevet sagt.
