Udvandring
til Abyssinien
Allahs
guddommelige mission gik nu ind til sit femte år.
Quraishlederne gjorde alt hvad de magtede, for at knuse
den, men Islam voksede sig stærkere og stærkere
for hver dag. Denne kendsgerning fik Mekka-høvdingenes
raseri til at stige yderligere, og de var desværre
i stand til at gøre livet utåleligt for mange
Muslimer. Disse lidende kom til Mesteren og spurgte om tilladelse
til at rejse til det nærliggende Abyssinien, på
den anden side af Det røde hav.
Mesteren
gav tilladelsen. Først udvandrede 15 kvinder og mænd,
siden fulgte flere til, og tallet steg til 83 Muslimer.
Dette
gjorde naturligvis ikke Mekka-høvdingene mildere
stemt, og de sendte to af deres mænd, til Negus, der
var konge i NIuslimernes nye land. Ved ankomsten til hans
hof, bad de kongen om at jage muslimerne ud af landet, med
den begrundelse, at de var uønskede folk. Negus spurgte
Muslimerne, hvad de havde at fremføre til deres forsvar.
Djaafar der var søn af Abu Talib, stod frem og sagde:
"Oh konge, vi var før hen et ondt folk. Vi tilbad
idoler og gjorde alle de tåbelige ting vi kunne komme
til. Allah har sendt os sin sidste profet, og han har lært
os at bede, og at være barmhjertige imod hinanden.
Dette har imidlertid gjort vort eget folk til vore fjender.
De ønsker at tvinge os til at leve i den ondskab
og ugudelighed vi nu har vendt ryggen. Vi håber, Oh
konge, at I ikke vil tillade disse onde mennesker, at lægge
hand på os."
Kong
Negus blev dybt rørt ved denne appel, og han bad
Djaafar om at fremsige nogle vers fra Koranen. Djaafar reciterede
fra kapitlet "Marjam". Kongen følte sig bevæget,
og sagde til de to udsendinge fra Mekka: "Jeg vil ikke udlevere
disse mennesker, thi de følger kun den sande tro".
Banu
Hashim indesluttes i en dal
Efterhånden
blev Mekkas høvdinge i stadig stigende grad bitre
og uforsonlige imod Abu Talib og Banu Hashim-stammen.
"Det
er Hashimitternes skyld", erklærede de, "hvis de slår
hånden af Muhammad (fred være med ham) vil han
snart stoppe sine aktiviteter. Eftersom de ikke gør
det, godt så lad dem undgælde for deres slægtninges
handlinger".
Således
indgik alle byens stammer en overenskomst, hvori de blev
enige om, at indstille ethvert handelssamkvem med Banu Hashim.
Ingen måtte sælge noget til dem eller slægten,
i det hele taget. Aftalen blev underskrevet, og hængt
op i den hellige Kaaba, og fandt sted i Den guddommelige
missions syvende år.
Nu
fulgte en periode med mange genvordigheder for Banu Hashimstammen
og for Muslimerne i det hele taget. Så stort var presset
at Abu Talib, stammens overhoved søgte tilflugt i
en snæver dal, der senere er blevet kendt som Abu
Talibs pas. I tre år levede Meste
ren
og hans følgesvende i denne dal. Mange af Muslimerne
sluttede sig her til dem. Alle forsyninger til dalen blev
indstillet, og Mekkaboerne var meget omhyggelige med at
ingen mad og føde nåede flygtningene, som udelukkende
matte ernære sig af blade og bær fra træer
og buske. Især børnenes tilstand var elendig.
Omsider forbarmede nogle venligtsindede Mekka-høvdinge
sig og tog stammen
til
nåde igen. De sønderrev aftalen, der stadig
hang i Kaabaen. De sultende og udhungrede Muslimer blev
nu i stand til at vende hjem. Den almindelige bitterhed
imod Islam og Muslimerne tog imidlertid ikke af, men fortsatte
med uformindsket styrke.
Sorgens
år
Kort
tid efter opholdet i dalen døde Abu Talib. Han var
da 80 år og hans helbred var blevet nedbrudt efter
tre ars sult og afsavn. Snart efter døde også
Khadidja, Mesterens gode og trofaste hustru. Begge disse
dødsfald fandt sted i Den hellige missions tiende
år. Tabet af de nære slægtninge gjorde
Mesteren meget bedrøvet. Abu Talib og Khadidja havde
været søjler der styrkede ham, og deres død
gjorde Mesterens fjender dumdristige i deres mod. En dag
da Den Hellige Profet stod i dyb bøn, i Kaabaen,
sneg Abu Dhal, sig ind på ham bagfra, kastede et klæde
om hans hals og forsøgte at strangulere Mesteren.
Han ville være blevet kvalt, hvis ikke Abu Bakr i
tide var kommet til hjælp.
Fordrivelsen
fra Taif
Modstanden
i Mekka var stadig voldsom, så Den Hellige Profet
forsøgte at sprede sin lære til en anden by.
Ca. 60 kilometer fra Mekka lå Taif, hvortil Mesteren
drog en dag. Her sammenkaldte han byens ledere og opfordrede
dem til at acceptere og antage Islam. De ænsede overhovedet
ikke hvad han havde at sige, så forsøget matte
hurtigt indstilles. Da han var ved at forlade byen, sendte
de onde høvdinge deres hunde efter iiam, ligesom
de fik en flok vagabonder til at kaste sten efter Den Hellige
Profet. Byger af sten ramte Allahs Profet, idet han forlod
byen, og dette ophørte først,
da
han søgte tilflugt under nogle træer i en nærliggende
have. Han var ganske ilde tilredt, og der flød så
meget blod, at hans sko blev fyldt deraf. Alligevel var
det eneste han sagde: "Herre tilgiv disse mennesker, thi
de ved ikke hvad de gør".
Miradj
-- opstigningen
I
den Guddommelige missions tiende år fandt også
den berømte opstigning sted. En nat kom Gabriel således
med den besked, at Allah ønskede at tale med sin
profet. Rejsen begyndte pa en bevinget hest. Fra Mekka blev
Den Hellige Profet bragt til Jerusalem. I Davids tempel
fremsagde han sine bønner sammen med profeterne Abraham,
Moses og Jesus, hvorpå rejsen tværs gennem himlene
begyndte. Omsider stod Den Hellige Profet foran den guddommelige
trone. Bagved et forhæng fandt en meget åbenhjertig
samtale sted. Ved nattens slutning vendte Den Hellige Profet
tilbage til sin by.
Lyset
spredes til Yathrib
Hvert
år, på den tid da pilgrimmene besøgte
Mekka, talte Mesteren til de mennesker, der kom fra andre
byer og lande, og han fortalte dem hvad Islam betød,
og hvad det stod for. Mekka-boerne prøvede med alle
midler at holde pilgrimmene langt væk fra Den Hellige
Profet, men heller ikke i dette havde de noget held med
sig.
I missionens 11. år, antog seks pilgrimme fra Yathrib
Islams lære, og i det følgende år, yderligere
tolv pilgrimme. På deres anmodning sendte Den Hellige
Profet Musaab ben Umair til Yathrib, for at sprede Islams
lære yderligere. Hans mission blev meget frugtbar,
thi inden et år blev mange Yathrib-boere Muslimer.
I missionens 13. ar drog 72 Muslimer fra Yathrib til Mekka,
på valfart. På deres vegne, anmodede de Den
Hellige Profet om at gøre Yathrib til Islams by.
Abbas en af Mesterens onkler var tilstede under samtalen.
"Hvis I ønsker at tage min nevø med jer",
sagde han, "må I afgive et løfte, nemlig: altid
at bistå og støtte ham, under alle omstændigheder,
og i alle forhold. Til trods for diverge rende opfattelser
i tro og anskuelser, har vi, hans slægtninge, stået
last og brast med ham i alle disse ar. Hvis I kan og vil
gøre dette, vil vi sende ham med jer. Hvis ikke,
så lad ham da blive her i Mekka".
"Vi lover det med glæde", var svaret, "men vi ønsker
også en forsikring. Når Allahs udsending har
opnået magt og indflydelse, må han ikke forlade
os og vende tilbage hertil".
"I får dette 1øfte", svarede Den Hellige Profet.
"Jeg er jeres, og I er mine".
Den
Guddommelige mission i Medina
Islam
finder et nyt hjem
En
strøm af Muslimer begyndte nu at flyde fra Mekka
til Yathrib. Længe før alle andre drog Mesteren
afsted med en lille udvalgt skare, hvad der kun gorde Mekka-boerne
rasende.
"Islam slar nu rod i Yathrib", udbrød de. "Med tiden
vil troen være stærk nok til at slå igen.
Der er endnu tid til at udføre det eneste mærkbare,
som kan fjerne faren helt. Dræb Muhammad (fred være
med ham) og Islam vil følgelig dø ud".
Hidjra
Mens
fjenderne således lagde planer imod hans liv, modtog
Mesteren et budskab fra Allah, om at forlade Mekka. I den
skæbnesvangre nat, da komplottet skulle gennemføres,
lod Mesteren Ali ligge i sin seng i stedet, og forlod selv
huset, ved midnatstide. Dragne sværd glimtede omkring,
men ingen var i stand til at se ham.
Han skyndte sig straks til Abu Bakrs hus, hvor to kameler
stod klar til at bringe de to gennem ørkenen. De
sad op og forlod i hast byen. Omkring 8 kilometer fra Mekka,
gemte de sig i en hule ved Djebel Thaur.
Ved daggry, sa fjenderne, at de var blevet narret, og i
stærk ophidselse udsatte de en dusør på
100 kameler til den der kunne bringe Den Hellige Profet
tilbage. I snesevis af ryttere drog nu afsted, ud i ørknen,
hvor de resultatløst finkæmmede bjerge og dale.
Nogle af dem kom i nærheden af hulen ved Djebel Thaur.
Abu Bakr blev nervøs, men Mesteren sagde roligt:
'Frygt ikke; Allah er med os".
I tre døgn gemte Mesteren og Abu Bakr sig i hulen.
På den fjerde dag, fortsatte de rejsen; efter et døgns
ridt standsede de atter for at få lidt hvile. Da blev
de fundet af en rytter, der havde set deres spor, og idet
han ville ride frem imod Mesteren og Abu Bakr, snublede
hesten og rytteren blev kastet af. Han gjorde endnu to forsøg,
men hver gang skete det samme. Så indså rytteren,
at her kæmpede han imod en overnaturlig magt. Han
blev sa overvældet af frygt, at han bad om nåde.
Den Hellige Profet tilgav ham straks.
Yathrib
bliver profetens by
De
to flygtninge kom efter 6 dages rejse til Quba, en landsby
5 kilometer fra Yathrib. Her blev de i næsten to uger,
og her sluttede Ali sig til dem. I Quba blev den første
moske bygget, og under opførelsen deltog Den Hellige
Profet og hans ledsagere, som almindelige arbejdere .
I alle disse dage havde Yathribs folk være på
udkig efter Mesteren. Men hver morgen mødte de forgæves
op, uden for byen; endnu var han ikke i sigte, men omsider
oprandt den Iykkelige dag. På en fredag morgen forlod
Den Hellige Profet Quba. En begejstret modtagelse ventede
ham i Yathrib. Mænd og børn stod langs med
vejen. Kvinderne stod på hustagene og sang af glæde.
Mesteren drog ind i byen, ridende på sin kamel. Alle
ønskede at han skulle blive deres gæst, men
han lod sin kamel vandre videre, og sagde: "Der hvor kamelen
standser, vil jeg blive". Dette skete ved Abu Ayyub Ansaris
hus, og han fik den ære at blive Den Hellige Profets
vært. Muhammad (fred være med ham) blev der
i næsten 7 måneder, mens hans eget hus blev
bygget.
Fra den dag Den Hellige Profet kom til Yathrib fik byen
navnet "Madina-tun-Nabi" eller Profetens by. Med tiden blev
byen kendt som Medina. Yathrib, der indtil da havde været
kendt som et lille søvnigt bondesamfund, ændrede
pludselig betydning, og blev nu en af verdens vigtigste
byer. Den blev udgangspunkt for en revolution, der skulle
ændre menneskets historiske forløb. Ved at
forsyne Islam med et hjemsted sprang Yathrib ind på
verdensarenaen.
