Islams broderskab

"Enhver Muslim er bror til alle andre Muslimer" Iyder Islams lære. Denne lærdom blev sat på sin første store prøve i Medina. Flygtningene fra Mekka havde hverken hjem eller penge. De fleste af dem, havde tidligere været ret velstaende folk, men Mekka-boerne havde ikke givet dem lejlighed til at bringe noget med sig. Den Hellige Profets første problem blev derfor at finde bolig til disse mennesker.
Islams broderskab 1øste ethvert spørgsmål. Mesteren tilkaldte en Ansari (Medina-boer) og en Muhadjir (flygtning), og sagde: "Fra nu af er I brødre". Båndene imellem disse to blev langt stærkere end blodets band var. Ansarien gav sin bror fra Mekka halvdelen af alt hvad han havde —hus, jord, penge og andre ejendele. Aldrig tidligere havde verden kendt et sådant broderskab.

Profetens moske

Nu var Yathrib Profetens by, og det hastede med at bygge en moske. En grund blev købt, tæt ved Ayyub Ansaris hus og her blev Medinas første moske opført. Den havde vægge af soltørret mudret jord og et tag af palmeblade. Tæt ved den nye moske opførtes en hytte til Mesterens familie. Under konstruktionen af moskeen arbejdede Den Hellige Profet atter som arbejder. Han bar de tunge stenblokke, som bøjede hans ryg under deres vægt.
"Kære Mester", sagde hans tilhængere, "der er nok af os til at gøre arbejdet. Det er bedre at du hviler".
"Nej!" kom svaret straks, "også jeg ma slide i det, akkurat som mine ledsagere gør det".
Moskeen dækkede et stort område. I et hjørne blev der rejst en forhøjning, med et stråtækt tag, hvor Ashabus-Suffa skulle bo. Det var mænd, der hverken havde hjem eller familier, og de havde kun liden interesse i verden og dens anliggender. Meget af deres tid blev brugt på at iagttage og nedskrive hvad Den Hellige Profet sagde og gjorde. For at opretholde livet indsamlede de træ og solgte det i bazaren.
Yathrib viste sig at være en frugtbar jord for Islam. Byen var hovedsageligt beboet af Aus- og Khazradj-stammerne, der begge hurtigt søgte ind i Islams fold. Nogle jødiske familier boede der også. Skønt de var få i antal, var de temmelig rige og meget magtfulde. Den Hellige Profet indgik en overenskomst om gensidig hjælp, med dem. På den måde fandt Islam et sikkert hjemsted i Yathrib. Her var der frihed til at vokse i styrke.

Mekka-boerne forbereder et angreb

Mekka-boerne kunne næppe forventes at forholde sig i ro mens Islam slog rod i Medina. Handel med Syrien var høvdingenes vigtigste næringsvej, og deres handelsruter lå ikke langt fra Medina. Derfor betød et stærkt Islam også at disse forbindelseslinier kunne blive truet. Derfor forberedte Mekka-høvdingene et angreb på Medina, førend det var for sent. Deres leder, Abu Sufyan, anførte en karavane til Syrien. Fortjenesten fra denne karavanes last skulle bruges til at udruste en hær med, og fjerne Islams nyligt grundlagte hjem.
Muslimerne havde ikke været i byen i mere end et ar, da underretningerne om de fjendtlige forberedelser begyndte at indløbe. I selvforsvar måtte også de lægge planer. De besluttede sig derfor til at angribe Abu Sufyans karavane, nar den var på vej tilbage til Mekka. Men Abu Sufyan var imidlertid klog, idet han forudså faren, og valgte en anden rute, selvom den var længere.
Mekka-høvdingene besluttede sig til at indtage Medina ved et overraskelsesangreb, så de ville ikke vente indtil Abu Sufyan var kommet tilbage. En mængde mænd med våben strømmede fra Mekka og styrede mod Profetens by. Næppe havde Abu Sufyans karavane passeret Medina, da rapporter begyndte at indløbe om, at en vældig hær snart ville sta foran byens porte. Medina skyndte sig febrilsk at forberede sig på angrebet.

Slaget ved Badr

Den muslimsk e ånd

Før de afsluttende planer, indkaldte Den Hellige Profet til et møde og forelagde sine ideer for folket Muhadjir-lederne forsikrede ham om deres totale støtte. Men Mesteren ønskede at kende Ansariernes følelser. Da lederne så dette stod de frem, og sagde. "Oh Allahs udsending, vi vil adlyde dig, om så du befaler os at springe i havet". Et smil viste sig på Den Hellige Profets ansigt, da han hørte svaret. Det blev besluttet at Muslimerne straks skulle drage ud for at hindre fjendens videre fremmarch.

I maneden Ramadan drog Den Hellige Profet ud fra Medina, i spidsen for en hær på 317 Muslimer, heriblandt to unge knægte. Der var kun ganske få heste og de troende var ikkc iført harnisk. Mekka-hæren bestod af omkring 1000 mænd, der alle var velbevæbnet, og af næsten 300 heste og 700 kameler. Ved Badr, en landsby 100 kilometer fra Medina mødtes de to hære, og her slog de ogsa lejr for natten.

Hele natten lang lukkede Den Hellige Profet ikke et øje. Han stod foran Herren, grædende og bedende, om en muslimsk sejr. "Herre", udbrød han, "Quraish er opsat pa at bringe døden til din Profet. Herre! kom os til hjælp. Hvis denne handfuld Muslimer omkommer idag, hvem skal da tilbede dig herefter?"

Tidligt næste morgen, fredag den 17. Ramadan, stod de to hære overfor hinanden. Den Hellige Profet arrangerede selv sine linier. Derefter gik han til den lille 1øvhytte, der var lavet til ham. Her faldt han på knæ i bøn, og bad Allah om at hjælpe Muslimerne.

Kampen begyndte med enkelte fægtninger. En stor Quraishhøvding, Utba, kastede sig ud i striden. Han var ledsaget af sin bror Shaybah og hans søn Walid. Tre Ansarier mødte dem.

"I er ikke vore ligemænd", udbrød den stolte Mekka-høvding; "send folk af ædlere blod til at kæmpe med os".

Dette opildnede Hamza, Ali og Ubayda til at kæmpe med endnu større styrke. Hamza dræbte Utba, Ali Walid, mens Ubayda blev saret af Shaybah. Derpå kastede Ali og Hamza sig ovcr Shaybah og slog ham ihjel. Ubayda blev båret tilbage til Muslimernes lejr. Han døde ved Mesterens fødder, med et smil om læberne.

Allahs hjælp

Almindelig kamp begyndte nu. Mekkas hær var 3 gange så stor som Muslimernes, og den var iført stål og harnisk. Men en mærkelig glød opildnede Muslimerne. Mange af dem så deres egne slægtninge falde for deres sværd, men intet kunne standse hænderne der dræbte.

Mesteren befandt sig i stadig bøn. De hardt trængte tilhængere strømmede hen til ham efter inspiration og mod, men de fandt ham i samtale med sin Herre. Hans pande berørte jorden. Igen og igen gentod han "Herre opfyld dine 1øfter. Hvis denne flok Muslimer omkommer idag, vil der ikke være nogen tilbage, som kan tilbede dig". Omsider bragte Gabriel gode varsler om sejren. Den Hellige Profet kom da ud fra sin hytte, og meddelte sine tilhængere de gode nyheder.

To Ansari-knægte

Abu Djahl, der kommanderede Mekka-hæren, var Islams dødsfjende, og enhver Muslim ønskede at være den, der dræbte uslingen. To Ansari-knægte kom til Abdur Rahman ben Auf og spurgte "Onkel, hvem er Abu Djahl?". Onkelen udpegede den stolte Mekkakriger, der befandt sig midt i kampens hede, og i samme øjeblik faldt de to knægte over uslingen, som sultne ørne. Dc slog ham til jorden og skilte hans hoved fra kroppen. Mange andre Mekkakrigere blev dræbt på lignende mådc, og snart mistede de øvrige soldater modet og flygtede. Muslimernes sejr var fuldstændig.

Den første styrkeprøve gav Islam overtaget. Det var uden tvivl et sjældent mirakel. Allah, den almægtige havde skænket overmenneskelig styrke til en handfuld af sine tjenere. Verden havde ikke set et sådant mirakel tidligere.

Krigsfanger

Muslimerne havde efter slaget ved Badr kun fjorten dræbte. Hos Mekka-hæren døde halvfjerds mænd, og et lige sa stort antal blev taget til fange og bragt til Medina. Alle blev de venligt behandlet, og de troende gav dem bedre mad at spise, end de selv fik. Omsider blev fangerne frigivet efter at 1øsesummen var blevet betalt. Abbas, Den Hellige Profets onkel var blandt fangerne. Nogen sagde: "Vi må hellere lade Abbas gå uden at betale noget".

"Nej, nej", sagde Mesteren, "Abbas er en rig mand, så han skulle langt snarere betale det dobbelte".

Nogle fanger, der kunne læse og skrive, vandt deres frihed, ved at undervise ti muslimer i alfabetet.

Et vendepunkt i historien

Slaget ved Badr var tilsyneladende en mindre affære, som blev udkæmpet i et fjernt og ukendt hjørne af verden. Men den fremtidige udvikling i hele menneskehedens liv, afhang af kampens udfald. Som Den Ilellige Profet tydeligt havde forudset ville Muslimernes nederlag ved Badr have betydet en afslutning på Islams eksistens, og dermed også afslutningen på al menneskelig værdighed.

Sejren ved Badr gjorde med et Islam til en styrke, der måtte frygtes og respekteres. Fra nu af blev Islam en altovervældende styrke, der skulle tage vare på menneskenes hele liv, deres sjæle savel som deres verdslige anliggender. Mesteren som hidtil havde været troens overhoved, blev nu også statens leder.

To ægteskaber

Kort tid efter slaget ved Badr skænkede Den Hellige Profet to af sine døtre bort til giftermål. Fatima, den yngste datter blev viet til Ali. Hendes medgift bestod af nogle få lerkar, en vandsæk og to håndmøller. Disse gaver skulle blive hendes livsledsagere, og i årene der fulgte, malede Fatima altid selv sit mel, og hentede selv sit vand ved brønden.

Den anden datter, Umm Kulthum blev gift med Uthman ben Affan. Inden da var hendes søster Ruqayya blevet viet til samme Uthman, men hun døde efter kort tids ægteskab, og derfor skænkede Mesteren sin anden datter til Uthman. Således fik han titlen "DhunNurain" hvilket betyder "indehaveren af to lys".

Mekka-boerne lider under nederlaget ved Badr

At kampen skulle ende som den gjorde, var der ingen i Mekka der havdc forestillet sig. Da nyheden nåede frem, afviste alle den, som usandhed. Men senere måtte de erkende, at det var rigtigt.

Efter at have tilbragt nogle dage i tungsind og fortvivlelse, kom den naturlige stolthed tilbage. De besluttede sig til at udslette skammens nederlag, og de traf hurtigt forberedelser til endnu en krig mod Islam. Denne gang i en langt større målestok, end tidligere. En hær på 3000 mænd blev udrustet. Kvinderne marcherede med, sammen med deres mænd, brødre og svogre. De skulle komme med kampråb, og opildne krigerne til modige handlinger. De skulle også fange alle der forsøgte, at flygte, og sende dem tilbage til kamppladsen.

---