Profeten Mouhammad

Quraish'erne stillede en hær på mere end 3000 mænd på benene. Rasende af hævntørst begyndte denne masse at bevæge sig frem mod Medina.

Mekka-hæren var på march, men Muslimerne anede intet derom, og først da de fremmede befandt sig tæt ved Den Hellige Profets by nåcde beskeden frem fra Abbas, Mesterens onkel. Disse underretninger gjorde naturligvis Den Hellige Profet meget urolig.

Som sædvanlig fremlagde han sagen for folket. Nogle sagde, at det var bedst at blive inde i byen, og der slå fjenden tilbage, mens andre ønskede at kæmpe i det åbne land. Den Hellige Profet syntes bedst om den første plan, men da langt de fleste foretrak åben kamp besluttede han sig til at respektere flertallets ønske.

Det var en fredag. Efter at have gennemført den sene aftenbøn, iførte Mesteren sig sit harnisk og var nu klar til at lede sine mænd til slagmarken. Henvendt til tropperne sagde han: "Hvis I lægger jeres liv i Allahs hænder og står fast, vil sejren blive vor".

Den Hellige Profet forlod nu Medina i spidsen for 1000 mænd. Da de skulle gennem byporten, skilte hyklernes leder Abdullah ben Ubayy sig ud fra hærskaren med sine 300 soldater. "Vi ønsker ikke at kæmpe i det åbne land", sagde han, der ønskede at kæmpe mod fjenden indenfor byens mure. Han brugte dette som undskyldning for at svigte, og reducerede hermed den Muslimske hær til 700 mænd.

Uhud er en bakke fa kilometer fra Medina. Den 11. Shawwal, marcherede Den Hellige Profet hertil og tog opstilling med bakken i ryggen. Derpa arrangerede han sine linier. Ved bakkens fod var der et smalt pas, som kunne blive farligt såfremt fjenden gjorde omkring, og lavede et bagholdsangreb. Halvtreds bueskytter blev derfor posteret der, med strenge ordrer om ikke at forlade deres stillinger, uanset slagets udfald.

Slaget begyndte, som vanligt med spredte fægtninger, der snart blev efterfulgt af almindelig kamp. Uagtet at Muslimerne var underlegne i antal, begyndte det snart at tynde ud i modstandernes rækker. Kvinder på begge sider, spillede også deres vigtige rolle. Quraishkvinder opildnede mændene og sang kampsange, mens de Muslimske kvinder forsynede krigerne med vand, og tog sig af de døde og sarecle.

En efter en blev flere af Mekka-hærens standart-bærere dræbt, og deres standarter lå dybt i støvet. De panikslagne Mekka-krigere glemte endog at tage sig af de gudebilleder, de havde ført med til kamppladsen. De hæslige ting lå med ansigtet i støvet, og kvindernes kamprab viste sig ikke at være til nogen nytte længere, idet deres mænd, og de selv med, flygtede, over stok og sten, efterladende et stort bytte. Ved synet af dette bytte glemte bueskytterne alt om de ordrer de havde faet, om at forsvare passet, og de løb frem for at samle de efterladte ting op.

Khalid ben Walid, der endnu ikke var blevet Muslim, var en af de fjendtlige generaler. Han så at passet var ubevogtet. Hurtigt ledte han en styrke ind gennem den trange kløft, dræbte de få bueskytter, der var blevet på deres post, og faldt den Muslimske hovedstyrke i ryggen. Da de øvrige Quraish-ledere, der var pa vild flugt, så dette, vendte de hurtigt om, og genoptog kampen.

Dette kom som en fuldstændig overraskelse for Muslimerne. Sejr var indenfor rækkevidde, da de pludselig så sig indfanget i en dødelig fælde. Forvirringen spredtes, og for at gøre det hele endnu værre blev den Muslimske standart-bærer Musab ben Omayr dræbt. Han lignede af ydre Mesteren selv, og hurtigt løb rygtet om at Den Hellige Profet var død, og dette var med til at ødelægge Muslimernes kampvilje. Da de troede sig uden leder mistede de modet. Stor forvirring fulgte nu. Små lommer af kæmpende Muslimer holdt endnu ud her og der, men også denne modstand blev brudt af den talstærke modstand. Det syntes nu som om ikke en eneste Muslim skulle overleve katastrofen.

I mellemtiden stod Den Hellige Profet fast på jorden omgivet af sine trofaste medkæmpere. Abu Dudjana skærmede Mesteren med sin umådelige krop og Saad Waqqas holdt fjenden på afstand med sine pile. Det Iykkes Kaab ben Malik at få et glimt af Mesteren selv. "Godt nyt, Oh Muslimer; Allahs Profet er hos os", råbte han gennem kamplarmen.

Alle vendte blikket imod stedet. Ven og fjende strømmede til. Fra alle sider rullede bølger af rasende Mekka-krigere henimod den lille Muslimske lomme, der omgav Mesteren. Men de troende stod som en stenmur rundt om deres Profet, og tilbageviste alle angreb med overmenneskelig styrke. Mange døde, og endnu flere blev såret. Så voldsom var kampen og vildskaben i fjendens angreb at Den Hellige Profet blev saret, idet han blev ramt i hovedet samt mistede to tænder. Blod strømmede ham ned ad kinden, men han var stadig så blid som nogensinde. "Hvilket håb for et folk, som farver deres profets ansigt rødt", udbrød han.

Med sværdet i fremstrakt hand, sagde Mesteren: "Hvem vil øve retfærdighed med dette sværd?" Abu Dudjana fik fat om våbnet og sprang på Mekka-krigerne som en vildkat. De unge Ansari-krigere dannede en solid ring omkring Mesteren og kæmpede med helt overmenneskelig styrke og mod.

En Ansari-kvinde, Umm Ammara, tog sig af de sårede. Da hun sa, at Mesterens liv var i fare, trak hun sit sværd og kastede sig ud i kampen. Ogsa hun kæmpede desperat og modigt, til hun var hardt såret.

Som kampen skred frem samlede hele den Muslimske styrke sig rundt om Mesteren. Orden og tillid vendte tilbage. I,angsomt blev fjenden trængt tilbage. Mesteren fulgt af sine mænd, steg op på Djebel Uhud, for at få et overblik over situationen. Mekka-krigerne fandt det ikke sikkert, at gå for langt frem, så de lod Muslimerne blive tilbage, mens de marcherede hjemad mod Mekka.

Slaget ved Uhud kostede Muslimerne halvfjerds værdifulde liv, og iblandt de faldne var Hamza, en af Islams modigste sønner. Elans død gjorde Den Elellige Profet meget bedrøvet. "Dette er den sørgeligste ulykke, der er overgået mig", udbrød han, da han så Hamzas lemlæstede lig. "Må Allah forbyde, at jeg stilles overfor en sådan ulykkelig hændelse igen". I dyb sorg, blev martyrerne begravet og de troende vendte tilbage til Medina.

Til trods for deres tilsyneladende sojr ved Uhud, mistede Ouraishlederne ikke deres ærefrygt for Islam. I hjertet vidste de, at sojren i realiteten tilhørte Den Hellige Profet, og hans tilhængere, og at det kun var den skæbnesvangre fejltagelse hos nogle få Muslimer (nemlig: bueskytterne i passet), der havde vendt Muslimernes sejr til nederlag. For de stolte Mekka-boerne, var der ingen tvivl om, at de ikke længere kunne modstå Muslimernes religion. I de næstfølgende to år gjorde de da heller intet forsøg på at indtage Medina.

Jøderne i Medina var rige og mægtige, og med tiden, som Islam voksede sig stærk, blev de misundelige og begyndte at lægge hemme lige planer om at tilintetgøre religionen fuldstændigt. Disse planer blev heldigvis opdaget, og 2 af de 3 jødiske stammer måtte se sig nødsaget til at forlade Medina. Mange af dem bosatte sig i Khaybar, der fra da af blev et stærkt jødisk knudepunkt, og herfra blev jødiske agenter sendt ud over hele Arabien for at slutte landet sammen mod Islam. Planen fungerede godt, thi med stor snildc og listighed vandt jøderne alle de elementer i landet, der var imod Islam, over på deres side. For at gøre fælles sag med Mekka-stammerne, gik de åbent ind for afgudsdyrke]se og glemte alt hvad de tidligere havde sagt og gjort til bekæmpelse af hedenskab. Som agenternes arbejde skred frem, Iykkedes det jøderne at rejse en hær på omkring 24.000 mand. I Hidjrahs femte år bevægede denne arme sig mod Medina, hvor Muslimerne skulle overlistes. Men en landsomfattende alliance kunne ikke holdes hemmeligt. Meldinger om de fjendtlige foreberedelser var lang tid i forvejen strømmet til Medina, og Muslimerne var således forberedte på at møde den hidtil største hær i Arabiens historie .

w w w . i s l a m i s k a . o r g
2002-06-23

	Klicka på skrivaren för att skriva ut artikeln.
	Ta gärna kontakt med oss om du har synpunkter eller vill fråga om någonting