Skyttegravsslaget

Den Hellige Profet fik i tide underretning om den jødiske sammensværgelse, og han søgte rad hos sine tilhængere, som tidligere. En af dem, Salman Farsi, foreslog at de gravede en dyb rende til forsvar for byens "åbne sider". Dette var en plan alle kunne godtage, og i tyve dage arbejdede 3000 mænd på at gøre skyttegraven færdig. Igen deltog Den Hellige Profet i arbejdet på lige fod med sine tilhængere. Da arbejdet var færdigt, var der blevet skabt et imponerende forsvarsværk, der var 5 meter dybt og lige sa bredt. Her var den Muslimske hær i sikkerhed.

De allierede styrker strømmede mod Medina under kommando af Abu Sufyan. Foran byens porte blev de standset af skyttegraven, og for at skjule deres egen magtesløshed, begyndte de at hane Muslimerne. "Det sømmer sig ikke for en araber, at kæmpe bag en beskyttelse", råbte de. De havde imidlertid bragt rigeligt med forsyninger med sig, så de besluttede at belejre Medina.

I uger stod denne belejring på. Forsyningerne i Medina begyndte at blive små. En jødisk stamme, Banu Quraiza, der boede indenfor Medinas sikre mure, havde i det skjulte ført forhandlinger med fjenden, og disse hyklere havde travlt med deres smædekampagne mod Mesteren, men til trods for alt dette var den Muslimske moral fortsat meget høj, og alle nærede den dybeste tillid til Allah og hans udsending.

På belejringens 27. dag ramte en frygtelig cyklon Medina-området. Fjendens telte blæste omkuld, og de voldsomme regnskyl blev ødelæggende for deres forsyninger og lagre. Kolde vinde fik belejrernes blod til at fryse til is. Oveni det hele blev Mekka-hæren ramt af indre splid og uenighed. Til Muslimernes store glæde blev belejringen ophævet og de fjendtlige hære forsvandt lige så pludselig, som de var kommet.

I Hidjrah'ens sjette år, forlod Den Hellige Profet Medina for at besøge Kaabacn. Han slog lejr ved Hudaybiya, lige udenfor sin gamle fødeby. Besked blev sendt til Quraish-lederne om at Muslimerne ikke var kommet for at kæmpe, men for at besøge Allahs hus.

Mekka-boerne syntes slet ikke at være indstillede på, at modtage Muslimerne med god vilje og fred. Imidlertid blev deres udsendinge, der kom til fredsdrøftelser, i Muslimernes lejr, forbavset over den and, der herskede blandt Muhammads (fred være med ham) tilhængere. Muslimerne viste ubegrænset kærlighed og respekt for Mesteren, og udsendingene havde aldrig oplevet noget lignende. Derfor rådede de deres folk til ikke at presse for hårdt pa.

Efter langvarige drøftelser indvilligede Quraish-lederne til slut i at underskrive en fredstraktat. I følge denne skulle Muslimerne drage tilbage til Medina, uden at have besøgt Kaabaen. De skulle så komme igen næste år, og måtte da højst blive i Mekka i tre dage. Traktaten sagde også, at Muslimerne skulle sende desertører tilbage til Mekka.

Efter alt at dømme var aftalen en sejr for Quraish-lederne. Men det viste sig snart at være anderledes. For første gang var Muslimerne nu i stand til at blande sig frit med andre stammer, som de syntes om. Det gav Mekka-boerne mulighed for at få nærmere syn på Islam, og mange følte snart dens naturlige tiltrækning, og kom ind i Islams fold. Blandt disse var mænd som Khalid ben Walid, Mekkas berømte general.

Traktaten forbød ogsa nye Muslimer at drage til Medina. Disse havde sa kun at danne deres egen koloni, hvilket skete ved kysten af Det Røde Hav. Det nye samfund blev således snart en trussel mod Quraish-stammernes handelsruter. Tilsidst så de sig nødsaget til at slette den helt åbentlyst uretfærdige paragraf af traktaten. Således blev overenskomsten fra Hudaybiya med tiden, en klar sejr for Islam.

Den Hellige Profet var blevet sendt som en velsignelse for hele menneskeheden. De endeløse krige med Quraish-lederne havde længe holdt Islam indenfor bystatens mure, men traktaten fra Hudaybiya gav nu Mesteren mulighed for at gøre Islams velsignelser universelle. Han skrev breve til regenter og konger og opfordrede dem til at acceptere Islam. Disse breve blev overbragt af betroede udsendinge, og der blev blandt andet sendt breve til kongerne af Iran, Byzanz, Abyssinien og Ægypten.

Negus, Abyssiniens konge antog Islam. Den ægyptiske konge gjorde det ikke, men sendte dog gaver i stedet til Den Hellige Profet. Kejseren af Byzanz gav besked om at bringe nogle arabere, der kunne fortælle ham onm den nye religion og om Den Hellige Profet. Abu Sufyan, Mekka-lederen, var tilfældigvis på besøg i Syrien, på dette tidspunkt, og tilfældet ville, at det blev ham der blev bragt til kejserens hof, for at fortælle om Islams lære. Kejseren blev dybt imponeret over det han hørte, og sagde "at Islam var sandhedens budskab".

Irans kejser, Khusro Parvez blev derimod yderst opbragt over tonen i Mesterens brev, som han ikke fandt ærbødig nok, og han rev det vredt i stykker. Da Den Hellige Profet fik dette fortalt, sagde han: "Allah vil sønderrive hans rige på lignende vis".

I 1øbet af få maneder blev verden vidne til sandheden i disse ord. Khusros søn, Shiroya, gjorde oprør mod sin far, og dræbte ham, og fra dette øjeblik fik det persiske imperium ingen ro og fred.

I to år blev Hudaybiya-traktaten respekteret af Mekka-boerne, indtil de pludselig brød den. Den Hellige Profet sendte en delegation for at få at vide hvorfor. Quraish-lederne svarede, at de ikke længere følte sig bundne af aftalen.

På den 10. dag i Ramadan, 8 a.h., drog Den Hellige Profet mod Mekka i spidsen for en hær på 10.000 mand. De slog lejr få kilometer fra byen, og deres tilsynekomst vakte stor opstandelse hos Mekkaboerne. I nattens mulm og mørke så de hele ørkenen oplyst af lejrbål. Deres leder Abu Sufyan, kom til Muslimernes lejr for at tage bestik af situationen, men han blev hurtigt genkendt, taget til fange og bragt til Mesterens kvarter. Han var en af Islams mest uforsonlige modstandere, og havde gjort hvad der stod i hans magt for at udslette religionen. Nu stod han som en hjælpeløs fange. En simpel gestus kunne udslette hans liv. Men Mesteren var legemeliggørelsen af kærlighed og nåde. "Alle dine forseelser er dig tilgivet, Abu Sufyan", sagde han med et smil "den der går ind i dit hus vil være sikker".

Tidlig næste morgen, begyndte indmarchen i Mekka. Muslimerne havde strenge ordrer om ikke at udgyde noget blod. Mekka-boerne fik at vide, at de ville være i sikkerhed, hvis de holdt sig indendøre, tog ophold i Kaabaen eller i Abu Sufyans hus. De Muslimske tropper strømmede nu ind i byen. Den Hellige Profets grønne fane bølgede fredeligt i den lette brise.

Den Hellige Profet red på sin snehvide hoppe, Duldul. Byen, som havde jaget ham ud og ført en grusom krig imod ham, lå nu foran hans fødder. Men Mesteren var så ydmyg og venligsindet, som altid. Hans hoved var bøjet i bøn, og han gentog: "Lovet være Allah, som gør godt med sine ord, som hjælper sine tjenere, og som knuser alle sine fjender".

Den Hellige Profet trådte ind i Kaabaen og rensede den for afguder. Intet spor af ugudeligheden fik lov at forblive. Bilal, en af Mesterens trofaste ledsagere, steg op pa Kaabaens tag og fremsagde "Azan", og under ledelse af Mesteren bad sejrherrerne takkebønnen.

I Kaabaen var Mekka-lederne forsamlet, hvor de tavst overværede hvad der foregik. Alle var de forbrydere og fortjente ingen barmhjertighed efter nogen kendt lov. Efter bønnen, henvendte Den Hellige Profet sig til dem og sagde: "Oh Quraish-høvdinge, ved I hvordan jeg vil behandle jer?"

"For de yngre i blandt os", svarede de, "er du en ædel bror, og for de ældre, er du en prægtig nevø".

"Jeg vil behandle jer" fortsatte Mesteren i en venlig tone "ligesom Josef behandlede sine brødre. I kan alle gå herfra uden frygt, af nogen art. Må Allah tilgive jer".

Mekka-høvdingene troede næppe deres egne ører. I blandt dem var der personer, som havde stræbt Den Hellige Profet efter livet. Der var også en, der var skyld i hans datters død, og der var Abu Sufyans kone, Hind, som havde spist Hamzas lever og hjerte. Disse synder kaldte på stærke og skånselsløse reaktioner. Men alt og alle blev tilgivet og glemt. Aldrig i historien havde der været en sejrherre, der viste sine slagne fjender så megen kærlighed og nåde.

Mesteren talte da til den store forsamling, der stod rundt om Kaabaen. Han sagde:

"Allah er den eneste der er værd at tilbede. Han har ingen jævnbyrdige. Han gør godt og han hjælper sine tjenere og udsletter sine fjender. Jeg træder al falsk ære, alle blodfejder og tåbelige skikke fra den hedenske tid under fode. Alle mennesker er skabt lige, og fra i dag, vil stolthed over fornem herkomst tilhøre fortiden. I er alle Adams børn, og Adam blev skabt af støvet. De mest ærefulde i blandt jer, er de som frygter Allah mest. Allah har forbudt åger og nydelse af vin".

Mekkas fald betød dog ikke afslutningen på al modstand mod Islam. Banu Thaqif, den ledende Taif-stamme, var stadig ubesejret. Endvidere fandtes Hawazin-stammen, der havde besat strækningen mel lem Mekka og Taif. Mekkas fald forstyrrede i højeste grad disse to stammer, og de frygtede for deres liv og religion. For at dæmme op for faren, samlede de en umådelig hær, der marcherede mod Mekka, og slog lejr ved Hunain. Et snævert pas var den eneste indgang til dalen. Fjendens bueskytter overvågede passet gemt bag klipper og buske.

Mesteren anførte en hær på 12.000 krigere, og det var den største hær han endnu havde stået i spidsen for. Hærens størrelse gjorde nogle af Muslimerne overmodige og sikre på en let sejr. Ved aftenstide nåede den Islamiske hærstyrke dalens indgang og slog lejr dgr.

Tidligt næste morgen brød hæren op igen. Mesteren dannede bagtroppen. Da de befandt sig i det snævre pas blev de pludselig overdænget med fjendens dødbringende pile. Det var stadig tusmørke og sigtbarheden var ringe. Rædsel overvældede fortroppen i den Muslimske hær, som udgjordes af Mekka-boere. Hovedløst og panikslagent flygtede de tilbage og stor forvirring fulgte. Stamme efter stamme flygtede fra Den Hellige Profet. Næsten ene og forladt stod han fast og råbte så højt at hans stemme skar gennem tumlen og larmen fra de flygtende krigere: "Jeg er Allahs Profet, der er ingen usandhed deri, og jeg er Abdul Muttalibs barnebarn".

Ordene havde en øjeblikkelig virkning. Muslimerne vendte omkring og løb hen mod det sted, hvor Mesteren stod. Snart faldt de over fjenden og vandt dagens kamp.