TRO OG LYDIGHED

TRO OG LYDIGHED

Islam står for Lydighed overfor Gud. Det er almindelig sund fornuft, at en sådan lydighed ikke kan være fuldkommen, før man kender til visse faktiske ting om livet, og har en fastforankret tro på dem. Og hvad er så disse ting? Og hvad er så de hovedbestanddele mennesket er nødt til at kende, for at kunne forme sit liv i henhold til den guddommelige viljes vej ? Dette vil vi forsøge at uddybe i dette kapitel.

Det første er en urokkelig tro på Guds eksistens; uden denne er det selvsagt umuligt at være lydig mod Ham.

Dernæst er det nødvendigt at kende Guds egenskaber. Det er nemlig viden om de guddommelige egenskaber, der gør det muligt for mennesket at forædle de bedste menneskelige egenskaber, og forme sit liv i henhold til godhed og dyd. Hvis et menneske ikke forstår at der er En Gud, og kun denne Ene Skaber, Regent og Opretholder af universet, og at ingen som helst anden deler magt med Ham, end ikke så meget som en tråd af guddommelig magt, så forfalder et sådant menneske måske til at tilbede, og bede om velgerninger fra andre end Ham.

Kender mennesket derimod de guddommelige egenskaber og tawhid (Guds enhed), så er der ingen mulighed for at forbryde sig på dette punkt. Ligeledes, hvis et menneske er klar over at Gud er allestedsnærværende, og althørende, og at Han derfor ved, og hører alt hvad vi siger, såvel offentligt eller privat, og herunder tillige alle vores ikke-udtalte tanker, hvordan skulle vi da kunne få råd til at nægte lydighed mod Ham? Man vil uvægerligt føle sig underlagt den guddommelige vilje og handlen, og derfor opføre sig i henhold til denne. Hvad angår den der ikke kender til disse egenskaber, vil han blive ledt via sin uvidenhed, til ulydighed. Dette forhold gør sig også gældende ved alle de øvrige guddommelige egenskaber.

Det er fakta, at alle de egenskaber mennesket skal besidde, hvis han ønsker at regere efter Islam, kun kan udvikles og dyrkes, hvis der er gennemgående kendskab til de guddommelige egenskaber, da det er kendskabet til Guds egenskaber der forædler menneskets sind og sjæl, moral og handlinger. Et overfladisk kendskab, eller er rent akademisk kendskab til disse egenskaber, er ikke tilstrækkeligt, der må være en uafvigelig overbevisning tilstede, med solide rødder i både hjerte og sind, for at mennesket kan være immun overfor indre tvivl og perversioner. Det er tillige væsentligt, at man har et detaljeret kendskab til «livsmåden», ved at følge alt det der leder til Guds behag, og lægge afstand til det der mishager. Hvordan skulle en person kunne vælge den ene ting frem for den anden, hvis han ikke har det nødvendige kendskab, og hvordan skulle det være muligt at følge en guddommelig lov, for den der ikke kender den? Det er derfor nødvendigt at have indgående kendskab til den guddommelige lov, og den åbenbarede <<livsmåde».

Men endnu engang må det fremhæves, at kendskab alene ikke er tilstrækkeligt, det er nødvendigt med en fast overbevisning om den guddommelige lovs berettigelse, og at den kommende redning kun kan komme fra lydighed overfor dens Giver, uden dette vil mennesket ende i en blindgyde, afsporet fra den rette vej.

Endelig er det nødvendigt for mennesket at kende til konsekvenserne af en lydig adfærd, og konsekvenserne af en ulydig adfærd. Det er væsentligt at kende de velsignelser, der vil komme over den, der følger Guds vej, og lever et liv i renhed, dyd og lydighed. Samtidig er det væsentligt at mennesket er klar over konsekvenserne, ifald han vælger en vej med modstand og ulydighed; og til dette formål er kendskab til livet efter døden en absolut nødvendighed. Mennesket må have en urokkelig overbevisning om at livet ikke stopper ved døden; at der vil komme en genopstandelse, og at han bliver bragt til den højeste rettergang hvor retfærdigheden vil ske fyldest, med Gud Selv som overhovedet; at dommedagens fuldstændige retfærdighed vil komme til at overskygge alt andet, samt at gode handlinger vil blive belønnet, og at onde handlinger vil blive straffet. Enhver vil blive givet sin ret, og der vil ikke være plads til nogen undvigelser. Dette er det sikre forløb. Ansvarlighed er en grundlæggende og absolut nødvendig egenskab at besidde, for at kunne opnå fuldstændig lydighed overfor Guds love.

Tager vi f.eks en mand der ikke har nogen viden om den kommende verden; han finder det måske ganske uvæsentligt om han er lydig eller ej. Han tror måske at lydighed eller ulydighed vil få samme modtagelse efter døden, begge dele vil blive til støv med ham selv. Med en sådan indstilling, hvordan skulle det kunne forventes af ham, at han skulle underkaste sig vanskeligheder, og alt det besvær der er forbundet med at leve et liv i lydighed, samt at undgå alle de synder som ikke tilsyneladende giver ham hverken materielt eller moralsk forfald i denne verden? Med en sådan mands mentale indstilling, kan accepten og underkastelsen under Guds love ikke finde sted.

En mand der mangler fast forankret tro på det kommende liv og den guddommelige rettergang, kan heller ikke holde sig flydende på livets urolige vande, med al den fristelse og synd, kriminalitet og ondskab der findes; tvivlen og vaklen vil fratage ham viljen til handling. Det er kun muligt at forblive vedvarende i adfærd, hvis man forbliver vedvarende forankret i sin tro. Du vil ikke kunne følge en kurs helhjertet, hvis ikke du er sikker på de fordele der vil komme til dig på grund af din retning, og hvis du ikke er overbevist om de tab, der vil komme over dig, hvis du afviger. Det er derfor af overordentlig stor vigtighed, at man har en gennemgribende viden om konsekvenserne af tro eller vantro, samt om livet efter døden.

Disse er de grundlæggende fakta, s om m an må kende, hvis man ønsker at leve et liv i lydighed, altså i Islam.

Tilbage

TRO - HVAD ER DET FOR NOGET?

Tro er det vi har beskrevet i det foregående, som viden og erkendelse. Det arabiske ord « iman », som vi har oversat til dansk som «tro», betyder egentlig; «Erkendelse», «overbevisning», til et punkt hvor der ikke er skyggen af tvivl tilbage. Tro er således en stærk overbevisning, der opstår gennem erfaret viden og vished. Den person der erkender og holder fast ved en urokkelig tro på Guds-enhed, Hans egenskaber, Hans lov, Hans åbenbarede retledning og den guddommelige forordning om belønning og straf, kalder vi en «mumin» en «troende». Denne tro vil uvilkårligt lede mennesket til at leve et liv i lydighed overfor Guds vilje, en sådan person er en «muslim».

Det er derfor klart at en person der ingen tro (iman) har, kan ikke være muslim. Det er en uafvigelig hovedbestandel som er det begyndende punkt, uden dette kommer man aldrig i gang. Relationen mellem Islam og iman, er den samme som træet til sit eget frø. På samme måde som det ikke er muligt for et træ at spire uden frø, er det ikke muligt for en person, der fra begyndelsen ingen tro og overbevisning har, at blive muslim. På den anden side set, kan det ske, i lighed med et frø der bliver sået, at frøet ikke gror, eller om det gror, så udvikler det sig ukomplet eller med et handikap, så kan det også forekomme at et menneske med tro, men samtidig med en række svagheder, ikke bliver en sand eller standhaftig muslim.

Ud fra et synspunkt af «Islam» og «iman», kan mennesker klassificeres i fire kategorier:

1. De der her en sikker tro - en tro der får dem til helhjertet at hengive sig til Gud. De følger Guds vej, og giver sig selv, sjæl og legeme, for at søge at behage Ham, ved at gøre alt det Han ønsker fra os, og ved at afstå fra alt det Han ikke værdsætter hos os. I deres trofasthed er de mere nidkære, end de verdslige folk er efter at skaffe sig værdier og ære. Det er sådan, de oprigtige muslimer en

2. De der her tro, tro på Gud, Hans love og dommens dag, men som her en tro der ikke går dybt nok til at få dem til at underkaste sig Gud fuldt ud, de befinder sig i rang langt under oprigtige muslimer, og de fortjener straf for deres ugerninger og fejl, men de er stadig muslimer. De begår måske fejl, men de er ikke oprørere. De erkender Hans overhøjhed og Hans love, til trods for at de forbryder sig mod samme lov, men de her ikke engageret sig i en revolte mod den eksisterende overhøjhed. De indrømmer Hans Almagt, og deres egen skyld. Derfor er de skyldige og fortjener straf, men dette til trods, forbliver de dog alligevel muslimer.

3. De der ingen tro her overhovedet. Folk der fornægter Guds overhøjhed og gør oprør imod den. Selv hvis deres opførsel ikke er dårlig, og selv om de spreder forvirring og vold i deres omgivelser, så forbliver de dog oprørere, og deres gode handlinger er kun ringe i værdi. Sådanne mennesker er at sammenligne med lovløse. Undertiden handler selv lovløse efter et lands love, men dette gør dem alligevel ikke til lovlydige borgere. På samme måde kompenserer de gode handlinger fra sådanne mennesker ikke for de grove fejl og lydighedsnægtelser, de her begået overfor Gud.

4. De der hverken har tro eller gode handlinger. De spreder uorden i verden, og går ikke af vejen for nogen form for vold eller undertrykkelse. Dette er den værste slags mennesker, for de er både rebeller, lydighedsnægtere og kriminelle.

Ovenstående klassificerende betegnelser af menneskeheden, viser at virkelig succes og overlevelse for mennesket afhænger af tro (iman). Et liv i lydighed (Islam), fødes af frøet (iman). En persons Islam, er måske uden skår eller fejl, men uden iman kan der slet ingen Islam findes. Hvor der ikke findes Islam, er der kufr. Kufr's form og oprindelse varierer måske, men det er og forbliver fog kufr.

Tilbage

HVORDAN OPNÅR MAN VIDEN OM GUD?

Nu rejser spørgsmålet sig, -hvordan opnår man viden og tro på Gud, Hans egenskaber, love og dommedagen?

Vi har allerede refereret til utallige Gudsmanifestationer, både i os selv, og i vores omgivelser, der vidner om det fakta, at der er en, og kun en Skaber og Regent i dette univers, det er Ham der kontrollerer og styrer dette univers. Disse manifestationer reflekterer de guddommelige egenskaber hos Skaberen; Hans store visdom, Hans altomfattende viden, Hans almagt, Hans barmhjertighed, Hans kraft - i al korthed, Hans egenskaber kan spores overalt i Hans værk. Men menneskets intellekt og evne til at absorbere viden, forfejler at observere og forstå disse tegn i skabelsen, Visse mennesker har argumenteret for «to guder», andre har grebet til en tro på «tre-enighed», og endnu andre har forfaldet til «fler-guderi» generelt. Andre har tilbedt naturen, og så er der nogle der har delt Skaberen op i guder for regn, luft, ild, liv, død og så videre.

På samme måde har mennesker givet udtryk for livet efter døden, som f.eks at mennesket vil blive reduceret til støv efter livet, og at det ikke vil blive oprejst til liv igen; at mennesket er underlagt en proces af kontinuerlig genfødsel i denne verden, og bliver straffet eller belønnet i fremtidige liv.

Endnu større vanskeligheder rejser sig når vi kommer til spørgsmålet om livsformer. At formulere en fuldstændig afbalanceret livsmåde der er i overensstemmelse med Guds velbehag, ved kun at anvende menneskelig logik, er overordentlig vanskeligt. Dette gør sig gældende selv om man er udstyret med de højeste fakulteter af viden og intellekt, og har et stort lager af erfaringer og visdom. Chancerne for at formulere korrekte synspunkter vedrørende livet, er få, hvis man selv skal gøre det. Selv efter et livs erfaringer og ved at reflektere over disse, igen og igen, vil der være tvivl tilstede om, hvorvidt man nu også valgte rigtigt og fulgte den sande vej gennem livet.

Den mest fyldestgørende og mest retfærdige test på menneskets visdom, argumenteren og viden, vil muligvis være den, at efterlade det uden nogen ekstern retledning overhovedet. Men dette ville indebære, at kun de med den evner og målrettethed, ville kunne nå frem til den sande vej og overleve derved. Gud har derfor sparet mennesket for en sådan hård prøvelse. Til vidnesbyrd om Hans nåde og velgerninger, har Han oprejst mennesker blandt menneskeheden, til hvem Han gav sand og fuldkommen viden om Sine egenskaber, Sin lov og korrekte livsform. Han gav dem viden om livets mening og formål, om livet efter døden, og har derved, vist måden hvorpå mennesket kan opnå succes og evig lykke.

Disse udvalgte folk, er Guds sendebud. Hans profeter. Gud har overført viden og visdom til dem, gennem åbenbaring (wahi), og bogen hvor disse guddommelige overførelser findes, kaldes Guds bog, eller Guds ord. Testen på menneskets visdom og intellekt, findes derfor i dette, at acceptere Guds sendebud, efter at have observeret deres rene og fromme liv, og efter at have studeret deres noble og fejlfrie lære? Et menneske med visdom og sund fornuft, vil acceptere instruktioner givet af sandhedens sendebud. Fornægter mennesket Guds sendebud og deres lære, vil denne fornægtelse klart vise, at det er uden evne til faktisk at opdage sandhed og fromhed, når det rent faktisk er vidne til den. Mennesket i denne situation vil ikke bestå prøvelsen, og vil aldrig kunne opdage sandheden om Gud, Hans love og livet efter døden.

Tilbage

TROEN PÅ DET UKENDTE

Det er en dagligdags ting at søge efter en der kender til tingene, når man står og ikke rigtig ved hvordan man skal gribe en ting an. Bliver man syg, og ikke selv kender en kur, så går man til en læge, og følger hans instruktioner uden videre spørgsmål. Hvorfor nu det? Det er fordi, han har kvalifikationer til at give medicinsk rådgivning. Han har erfaring og har kureret utallige patienter før en selv. Det samme gør sig gældende indenfor jura, man accepterer det som en kvalificeret jurist rådgiver om, og handler i overensstemmelse hermed. Gælder det uddannelse, stoler man på sine lærere. Skal man til et bestemt sted, og ikke ved hvor det er, så spørger man en der er stedkendt, og følger vedkommendes anvisninger. Med andre ord, den måde man anvender til at finde råd og anvisninger på, når man ikke selv rigtigt ved, hvad man skal gøre, hos en specialist på sit felt, er måden at søge viden om det ukendte i den umiddelbare nærhed, hvorefter man modtager rådet og metoden uden yderligere tvivlsomme spørgsmål, kaldes «troen på det ukendte» (iman b'il ghaib).

Iman b'il ghaib, viser at man får viden fra en person, der er en kender, om noget man ikke før var kendt med. Man kender ikke Gud og Hans virkelige egenskaber. Man er ikke kendt med. at Hans engle er de væsener der dirigerer hele universets maskineri i henhold til Hans ordrer, og at de omgiver os hele tiden. Hvis vi ikke er klar over, hvordan vi lever livet bedst, og gennem hvilken måde vi kan behage Gud mest, er vi i mørke hvad angår det kommende liv, og så må vi gå til profeterne for at få oplysninger om det, fordi informationer af denne art er blevet overført til dem direkte fra det «Guddommelige Væsen». Profeterne er mennesker hvis oprigtighed, ukrænkelighed, pålidelighed og guddommelighed og absolutte renhed, står som et uimodsigeligt bevis på deres sande påstand om «viden». Hævet over det hele finder vi, at visdommen og sandheden i deres meddelelse, tvinger os til at indrømme at de taler sandt og fortjener at blive stolet på og fulgt.

Denne overbevisning er «iman b' 'ghaib. En sådan sandhedsopdagelse og sandhedserkendelse er nødvendig og essentiel at være udstyret med. for at kunne være adlydende overfor Gud, og for at handle i overensstemmelse med Hans velbehag, for der er ingen anden overbringer af sand viden end Guds sendebud, og uden den sande viden kan vi ikke komme videre på Islams vej.

Tilbage