PROFETERNES ROLLE

PROFETERNES ROLLE

Vores fremstilling her, har indtil dette punkt berørt:

Menneskets rette kurs er at leve i lydighed overfor Gud. For at kunne leve et sådant liv, er viden og tro absolut nødvendigt, det samme gælder hvad angår kendskabet til Gud og Hans egenskaber, hvad behager Ham, og hvad mishager Ham. Den vej Han har valgt og dommens dag, er med de øvrige ting viden, når troen på dem er uafvigelig hedder det Iman.
Gud har i Sin godhed sparet mennesket for de slidsomme betingelser det ville være at skaffe sig disse oplysninger ved personlige anstrengelser, og i stedet har Han åbenbaret denne viden til profeterne. Han har udvalgt profeter fra menneskeheden, og befalet dem at overbringe Guds vilje til andre mennesker, for at vise den rette vej, og derigennem har Han sparet menneskeheden for megen ulykkelighed.
En mand eller kvindes pligt er, at erkende en af Guds sande profeter, og tro på ham og hans lære, og uden indvendinger at følge og adlyde ham. Dette er vejen til overlevelse.

I dette kapitel skal vi se på oprindelse og historie, hvad angår profeternes rolle.

PROFETERNES ROLLE, OPRINDELSE OG NØDVENDIGHED.

Gud har meget gavmildt sørget for at mennesket, med alle dets behov i dette univers. A1mindeligvis ankommer ethvert nyfødt barn i denne verden med øjne til at se med. ører til at høre med. næse til at lugte og ånde gennem, hænder til at føle med. fødder til at gå på, og en hjerne til at tænke med. Alle disse muligheder, egenskaber og styrken i dem, er med til at sørge for ethvert behov vi har, hvert lille behov er på forhånd dækket og taget vare på.

Det samme gælder for den verden vi lever i, alle de essentielle ting vi behøver til livet, er tilstede. Luft. lys, varme og vand og så videre. Et barn vågner op. åbner sine øjne, og finder føde ved sin moders bryst. Dets forældre elsker det instinktivt, og i deres hjerter er der plantet en uimodståelig trang til at se efter barnet, og til at opdrage det og give det fra deres egne behov, ved at opofre for dets velbefindende.

Under den beskyttende varetægt, og Hans forsynende hensyn, vokser barnet op. og får på ethvert af sit livs stader, alle sine behov dækket. Al le de materielle betingelser for overlevelse, bliver opfyldt. Barnet finder, at hele universet er til dets tjeneste.

Mennesket er desuden blevet velsignet med styrke og kapacitet både hvad angår fysik, mentalitet og moral, noget som det har behov for i livets kamp. Men disse gaver har Gud ikke distribueret i lige mål. Havde han gjort det, ville menneskene være totalt uafhængige af hinanden, og derigennem ville Han have overflødiggjort gensidige hensyn og samarbejde. Derfor er det menneskeheden som helhed, der besidder alle nødvendige forudsætninger for at overleve. Kapacitet er distribueret blandt menneskene i sparsomt mål, og uensartet.

Nogle besidder fysisk styrke og tapperhed, mens andre udmærker sig gennem mental kapacitet. Nogle er blevet født med større kunstnerisk evne end andre, der måske udmærker sig ved at have en skarp tunge, endnu andre har militært strategiske evner, eller forretningsmæssigt talent, matematisk snilde, videnskabelig opdagertrang eller måske en filosofisk tilbøjelighed. Disse er særlige evner, der alle er af stor betydning for menneskenes kulturs bevarelse og videreførelse. Alle disse evner og talenter er gud-givne gaver. De er medfødte, hos de mennesker der udmærker sig ved at besidde dem, de kan ikke fremelskes gennem uddannelse og træning alene.

Reflekterer man over disse gaver fra Gud, forstår man at de er blevet distribueret på en storslået måde. De evner der er almindeligt behov for til vedligeholdelse af den menneskelige kultur, er blevet givet til de fleste mennesker, hvorimod de særegne egenskaber, som kun er nødvendige i mindre målestok, er blevet givet til de få. Der er mange soldater, bønder, kunstnere og arbejdere; men sammenlignet, er militære generaler, intellektuelle, professorer og statsmænd, få. Reglen synes at være den, at jo større kapacitet og genialitet vi søger, jo færre mennesker synes at besidde den. Supergeniet, der efterlader sit mærke på menneskehedens historieskrivning igennem århundreder, er stadig sjældent.

Her står vi så overfor et andet spørgsmål: behøver menneskeheden kun specialister indenfor områder som lov, politik, videnskab, matematik, mekanik, finans og lignende områder? Eller behøver de tillige specialister til at vise dem vejen til Gud og frelse? Der må helt klart være nogen til at fortælle menneskeheden formålet med det skabte, og hele livet, hvad mennesket er, og hvad der er årsagen til at det er til, hvem der har forsynet det med evner og forråd, og hvorfor. Hvad er den rette afslutning på livet, og hvordan opnås den, samt hvad er de sande livsværdier, og hvordan når man dem.

Vores argumentation nægter at acceptere at Gud, der har forsynet mennesket med alt helt ned til det mindste behov, ikke tillige skulle have forsynet mennesket med løsningen på dette største af alle de væsentlige spørgsmål. Det kan ikke forholde sig sådan, og det gør det heller ikke. Alt imens Gud har frembragt mennesker af format indenfor videnskab og kunst, har Han også frembragt mennesker med dyb indsigt, vision og intuition, til at forstå Ham. Han gav dem åbenbaring af det guddommelige og retskaffenhedens vægt, samt fromhed. Han gav dem viden om livets mening og mål, og lærte dem værdien af moral, Han overlod i profeternes varetægt at videre -give Sine guddommelige åbenbaringer til resten af menneskeheden, det er disse sendebud fra Gud, vi kalder profeter.

Profeterne adskiller sig fra andre i det menneskelige samfund ved deres særlige egenskaber og et helt naturligt formet sind, og et fromt og retskaffent livsforløb. I store træk kan man sammenligne deres særegenhed med kunstnere og andre, der har et særligt medfødt talent. Geniet i mennesket er sin egen annoncering, og det overføres automatisk til andre mennesker, når de hører, ser og accepterer det.

En profets sind opfatter således ting som andre mennesker ikke opfatter klart, en profet kaster således lys over nogle punkter, som andre mennesker ikke selv ser. En profet har indsigt i så fine finesser i væsentlige spørgsmål, som intet andet menneske kunne tænke sig frem til, selv efter mange års dyb spekulation og meditation. Tvivlen forsvinder, og årsagen i vores sind accepterer - mens vore hjerter føler ordenes sandhed. Vores erfaringer i livet bærer vidne om sandheden og visdommen i en profets inspirerede tale . Hvis vi selv skul le forsøge os med at fremlægge nogen lignende teori fra vores eget sind, ville vi utvivlsomt møde afmagt på grund af manglende evner. I alle affærer og på alle områder er profetens indstilling, sandfærdighed, ligefremhed og noble fremtræden, nær den menneskelige perfektion, og en profet vil aldrig udtrykke noget forkert eller begå fejl, eller ondskabsfulde handlinger. Tværtimod, en profet vil altid opfordre til det gode og fromme, og han vil være den der praktiserer, det han belærer andre om. Hverken ord eller handling hos disse mennesker kan tilskrives egne interesser. En profet vil måske li de for an d res velbefindende, men han vil aldrig lade andre lide for sit velbefindende.

Når det bliver helt klart at en profet er et sandt sendebud fra Gud, er det naturligt og korrekt, at hans ord bliver accepteret, og hans ordrer efterfulgt. Det er ulogisk at acceptere en profet som værende sendt fra Gud, og så derefter ikke at følge de råd og ordrer som han pålægger sine medmennesker i Guds navn. Selve det at acceptere og adlyde hans befalinger, er en bekræftelse på at man gennem accepten af den sendte, søger Guds vilje og velbehag. At nægte lydighed mod ham, vil på denne måde være lydighedsnægtelse mod Gud, hvilket vil lede til fortabelse.

Det er en selvfølge og en naturlig pligt, at adlyde og efterleve en instruktion fra en af Gud sendt profet, betingelsesløst. Det er muligvis ikke let i øjeblikket til fulde at forstå og se nytten i en given ordre fra en profet, men selve det, at det er en instruktion fra en profet, er garanti nok for sandheden i den. Vores manglende evne til at forstå, behøver ikke at betyd e at der er noget g alt med instruktionen , det er nok nærmere vores forståelse der er noget galt med.

Visse mennesker indrømmer integriteten og sandheden hos en profet, uden at de når en egentlig tro på ham (Iman), og uden at de derfor ændrer deres liv i henhold til hans lære. Et sådant menneske er ikke alene kafir, men er tillige uforskammet, fordi de ikke adlyder og følger en profet, efter at de har vedkendte, at han er et sandt sendebud. At følge usandhed efter at man har erkendt sandheden - hvad kan være mere inkonsekvent end det?

Nogle mennesker erklærer: «Vi behøver ingen profet for vores retledning, og vi skal nok selv finde vores vej,» Dette er heller sandt, for vi kender jo alle til geometri, og vi ved at der mellem to vilkårlige punkter kun kan være en lige linie, alle andre vil forblive mere eller mindre skæve, ifald de ikke er lige, vil de aldrig nå målet. Det samme gør sig gældende i Islam, det er den lige vej (sirat al mustaqeem). Denne vej begynder hos mennesket, og den går direkte til Gud, alle andre veje må vige. Denne vej er blevet påvist af profeterne, og der er ingen andre lige veje end denne. Den person der ignorerer denne vej for noget andet, vil snart finde sig selv i en blindgyde, skabt af hans egen fantasi. Hvad kan man tænke om en person, der har mistet sin retning og vej, og ikke så snart en anden viser ham den rette vej siger til gengæld: »Jeg agter ikke at følge dit råd, og den vej du har vist mig, jeg vil hellere gruble over det selv, her hvor jeg er fortabt, og derefter søge at finde vejen.» At vælge denne 1øsning når der er profeter tilstede, er ren stupiditet. Hvis alle og enhver øsker at starte fra bunden selv, vil det blive et stort tab i energi og tid. Vi går aldrig frem på denne måde, hverken i kunstens eller videnskabens arena, hvorfor skulle vi så gøre det her? Går man lidt dybere ind i emnet, står det hurtigt en klart, at en person der fornægter en sand profet, ikke vil kunne finde vejen til Gud, hvadenten den så skulle være skæv eller lige. Dette skyldes, at en person der nægter at tro på, og at følge råd fra en sandfærdig, påtager sig en så pervers indstilling, at han gradvist mister dømmekraften, i forhold til hvad der er sandt og hvad der er falskt. Vedkommende person bliver offer for sin egen arrogance, fornægtelse og mangel på dømmekraft. Måske skyldes fornægtelsen en form for falsk arrogance eller blind konservatisme, eller blind tiltro til forfædres sædvane, om ikke trældom overfor det lavere selvs ønsker. Hvis dette er tilfældet, er det tydeligt en umulig opgave at nå til en taknemlig underkastelse af profeternes lære.

På den anden side , hvis en person er sandhedselskende og oprigtig, så står vejen til virkeligheden helt åben for ham . I så fald vil vedkommende finde, at profeternes lære ikke er andet end ekkoet fra hans egen sjæl, og at det at o pd. age profeterne, ikke er an det end at genopdage sig selv.

Hævet over alt, er det faktum at profeterne er blevet oprejst af Gud Selv. Det er Ham, der har sendt dem til menneskeheden for at overbringe sin meddelelse til sine folk. Det er beordret af Ham, at vi skal have tro på Hans profet, og følge ham. Den der ikke følger Guds ordre bliver en rebel. Der kan vel ikke være nogen tvivl om, at en der nægter at adlyde sin regents vice- regent, nægter at adlyde dem begge. Universets Herre, kongernes Konge, den ab so lut Hers kende her gjort det obligatorisk for menneskeheden at følge Hans profeter, og at adlyde dem på Hans autoritet. Enhver der fornægter dette, er kafir, hen være sig troende på Gud eller ej.

Tilbage

KORT OVERSIGT OVER PROFETERNES HISTORISKE ROLLE

Lad os se historisk på profeternes rolle . Lad os se på hvor lang denne kæde er, hvordan den begyndte, og hvordan den til sidst nåede sin komplette udstrækning med den sidste profet Muhammad (Allahs fred være med ham).

Hele den menneskelige race kom fra en mand, Adam. Det var fra ham at hele den menneskelige familie udbredte sig over jorden. Både historie og religion, af alle slags, er enige om at Adam og Eva var det første jordiske par, og at de startede generationerne. Ingen videnskabelig undersøgelser peger på at mennesket kom til sin eksistens gennem forskellige individer, hverken samtidig, på forskelligt tidspunkt, eller på forskellige geografiske positioner. De fleste videnskabsfolk er enige om at mennesket er brevet til på en gang, og derefter er det gået videre til hele den menneskelige race.

Adam, som det første menneske på jorden, var også den første af Guds profeter. Gud åbenbarede Sin religion til ham, Islam, og befalede ham at give den videre til sine efterkommere; læren om, at Allah er En, verdens Skaber og Opretholder, at Han er den eneste Hersker, og den eneste der bør adlydes og tilbedes. At det er Ham vi skal tilbage til en dag, at det er Ham vi skal søge om hjælp, at vi bør leve et retskaffent liv i henhold til de ting der glæder Ham, og hvis dette bliver efterlevet, vil livet blive velsignet, og hvis ikke, så vil vi lide både her på jorden, og i det kommende.

De af Adams efterkommere der var "ode, fulgte denne vej, men de der var onde forlod deres forfaders lære. De begyndte at tilbede solen, månen og stjernerne, og andre begyndte at tilbede træer, dyr og floder. Andre troede at luft, vand, ild og helbred og alle de gode kræfter i naturen var under forskellige guders kontrol, og at en særlig tjeneste i en af disse retninger kun kunne opnås ved at tilbede en særlig gud. Uvidenheden kom på denne måde til at råde indenfor de mange former for afgudsdyrkelse og flerguderi. Det var på denne måde at de mange variationer af religion opstod. Det var på denne tid, at Adams efterkommere spredtes ud over hele jorden, og formede forskellige racer og nationer. Hver nation skabte herefter deres egne religionsforestillinger, med egne ritualer. Gud, som den eneste hersker og alverdens skaber blev glemt. Enhver form for ondskab kunne nu accepteres i religionens navn. Mange gode ting blev herefter fordømt, eller betragtet som ligegyldige.

På dette tidspunkt begyndte Gud at oprejse profeter blandt alle nationerne. Enhver af dem påmindede deres egen nation, om de ting der var blevet glemt eller tilsidesat. Der blev sat en stopper for afgudsdyrkelse og for at sætte nogen ved siden af Gud (shirk), og de forskellige vaner og traditioner baseret på uvidenhed,

forsvandt, og folkeslagene lærte nu at leve et liv, der var velbehagende for Gud, og dette blev fulgt op med visse love og leveregler, som blev pålagt samfundene alt efter omstændighederne. Der blev oprejst profeter i alle landene og blandt alle folkene, og de praktiserede alle den samme religion og oplærte alle folk i en og samme religion, - Islam.

Der har utvivlsomt rådet forskellige varianter indenfor lovgivning og adfærd, alt efter hvilket udviklingstrin eller særlige lokale omstændigheder på forskellige steder. Den særegenhed i læren, som hver enkelt profet søgte at udbrede, var baseret på den særlige uvane eller tradition, som han søgte at fjerne. Befolkningerne på et meget primitivt stade i udvikling fik (hvad angår kultur, intellekt m.v.) på et given sted, naturligvis meget simple, leveregler, hvorefter de blev modificerede eller forbedrede alt efter samfundet videre udvikling.

Sådanne forskelligheder i læren, var dog kun af overfladisk art. Den fundamentale lære indenfor religionerne var i hovedtrækkene den samme - Guds enhed, et liv i fromhed, godhed og fredelig adfærd, troen på det kommende liv og den retfærdige dom, med efterfølgende straf eller belønning.

Menneskets indstilling til Guds profeter har været sær. Mennesket har mishandlet dem, og forsøgt at gendrive deres lære. Nogle profeter blev sendt bort fra deres lande, andre blev myrdet, endnu andre prædikede et helt liv uden at de nåede at få mere end en enkelt eller to følger. Men til trods for den dårlige behandling, fornedrelsen og manglende forståelse de blev udsat for, nåede deres meddelelse alligevel ud, for disse profeter opgav ikke at fuldføre deres job. Deres tålmodige stræben bar frugt til sidst, og store befolkningsgrupper kom over til deres livsmåde og tro.

De falske tendenser, født i en tid med afvigen, falske traditioner og uvidenhed, tog nu en anden form. Til trods for at de accepterede profeterne og fulgte deres lære mens de levede, begyndte de efter profeternes død at introducere deres egne ideer inden for profet-læren. De adopterede digtning ind i deres tilbedelsesform, nogle tog endda til at tilbede deres afdøde profeter. Endnu andre gjorde profeten til en guds-inkarnation eller guds-søn, andre associerede deres profet med Gud i Hans guddommelighed.

I al korthed, menneskets forskellige indstillinger i denne retning var nedværdigende og selvdestruerende. De lavede nu idoler af de mennesker, der af Gud var blevet sendt til at tilintetgøre idoler.

Gennem sammenblandinger af religion, falske ritualer født af uvidenhed, grundløse og falske anekdoter, menneskeskabte regler, ændrede menneskene så grundigt på læren efter profeterne, at det blev umuligt at skille aksene fra kornets frø. Det var de heller ikke tilfredse med. så de opfandt så mange fortællinger og historier om deres profeter, at det blev umuligt at rekonstruere deres virkelige liv på jorden. Alligevel, til trods for alt dette, var profeternes mission på jorden ikke spildt. Visse spor af sandheden blev tilbage. Troen på En Gud, og et liv efter døden, var kommet igennem i forskellige nuancerede former. Visse principper om godhed, sandfærdighed og moral var blevet accepteret over hele verden. Profeterne havde på deres måde forberedt det mentale stade hos folkeslagene, på en måde, så den universelle religion kunne b live introduceret, uden fare for korruption. En religion der stod i forhold til menneskets sande oprindelse, og som havde i sig, alle de gode ting der var spredt ud over hele verden, og som var acceptable for menneskeheden som helhed.

Som tidligere nævnt, i begyndelsen opstod der profeter, sendt til forskellige nationer og menneskegrupper, og den enkelte profets lære var tiltænkt hans egen stamme eller nation. Årsagen var den, at på daværende tidspunkt i historien var folkeslagene så afskåret fra hverandre, på grund af geografiske afstande, at de rent faktisk ikke kunne forenes og mødes i en tro og et sæt love.

I tilgift havde uvidenheden hos disse nationer forårsaget moralske og andre normers forfald, til et niveau hvor det havde ændret på trosbegreberne. Behovet for profeterne var tilstede, så de kunne vindes over på Guds side. Det var en proces hvor alle onde tendenser hos dem skulle udviskes, og tendenserne til gode idealer og retskaffenhed skulle fremelskes. Gud alene ved, hvor mange tusinde år der gik med at hæve de moralske, mentale og åndelige normer hos disse mennesker.

Gennem spredning af handel, industri og kunst, opstod der en situation hvor nationerne kunne blandes. Fra Kina og Japan og til Afrika og Europa, åbnedes handelsruter både på havene, og på land. Mange folk lærte skrivekunsten, og oplysninger og ideer spredtes. Det førte til en udveksling i lærdom og dermed kom også de store hærførere, der etablerede kæmpe riger og sammenknyttede forskellige nationer under en og samme lovgivning. På denne måde nærmede nationerne sig hinanden, og deres forskelligheder blev færre og færre.

Under disse betingelser blev det muligt for hele menneskeheden at praktisere en altfavnende og livsgennemsyrende tro. En tro der kunne møde både moralske, spirituelle, politiske, økonomiske og andre behov som var tilstede hos menneskeheden. For henved totusinde år siden, havde menneskeheden nået et mentalt stade, der næsten krævede et religiøst og verdsligt system, som kunne omfatte hele menneskeheden under et. Buddismen, til trods for at den kun indeholdt moralske foreskrifter, var ikke et komplet livssystem. Den kom fra Indien og spredtes heft til Japan og Mongoliet på den ene side, og Afghanistan og Bokhara på den an den . Buddismens udsendinge rejste fjernt i verden på den tic. Kun få århundreder senere, opstod kristendommen. Til trods for at den lære Jesus underviste i var ren Islam, så reducerede hans følgere den til en sammenblandet masse, som de kaldte kristendommen. Til trods for at jøderne spredtes så fjert som til Persien og Lilleasien og til de fjerne egne af Europa og Afrika, så spredtes deres ellers så tydelige religion ikke. Fra disse få elementer er det allerede klart, at menneskeheden som helhed havde behov for en fælles religion, der kunne forene hele den menneskelige race. Da menneskene ikke kunne finde en fælles religion, der kunne omfatte dem alle, ja så begyndte de endog selv at udvikle de eksisterende religioner, til trods for deres mangelfuldheder.

På et så kritisk tidspunkt i menneskehedens historie, da den menneskelige psyke selv krævede en verdensreligion, blev en profet rejst i Arabien for at tjene hele verden, og alle nationerne. Den religion hen blev gives var igen Islam. Men denne gang var det i et fuldstændigt system, der kunne dække alle menneskets behov og alle aspekterne i livet. Denne profet var Muhammad, Islams profet, Guds fred være med ham.

Tilbage

PROFETEN MUHAMMAD

Hvis vi kaster et blik på verdenskortet, vil vi straks kunne se at intet andet land end Arabien kunne være mere passende for hele verden, og for alle nationerne, når det gjaldt fødslen af en verdensreligion. Arabien rigger lige midt mellem Afrika og Asien, og Europa er ikke langt derfra. På det tidspunkt hvor Muhammad kom, var Europa beboet af civiliserede og kulturelt avancere, folkeslag, disse befandt sig i en tilsvarende afstand fra Arabien som f.eks Indien gjorde.

Ser vi på historiens forløb i netop dette område, finder vi, at intet andet land end Arabien var mere i behov for en profet. Mange nationer i verden havde i lang tid søgt at underlægge sig verden, og konsekvensen af dette var blevet, at de havde udtømt deres egne kraftkilder. Araberne derimod, var et friskt og energisk folk. Såkaldt sociale fremskridt havde resulteret i dårlige vaner hos de avancerede nationer, mens araberne ikke ejede en sådan social organisation, og derved var de frie folk uden dekadent fornedrelse som følge af luksus og sensuelt begær.

De hedenske arabere i det femte århundrede var endnu ikke påvirket af den onde indflydelse fra kunstige sociale systemer, og verdens store nationer. De besad alle de gode menneskelige egenskaber, uberørte af tidens «sociale fremskridt>. De var både modige, frygtløse, gavmilde og trofaste mod deres løfter. De elskede frihed og politisk uafhængighed, de var ikke underlagt nogen imperialistisk struktur eller magt.

Araberne besad også visse uønskede egenskaber i deres livsform, som vi skal nævne senere. Årsagen for dette var den, at der ikke havde været sendt nogen profet til dem igennem tusinde år. Der havde tillige heller ikke været nogen reformator sendt til dem, som ellers kunne have civiliseret dem, og ansporet deres moralske liv og fjernet urenhederne. Århundreders frie og uafhængige ørkenliv, havde fremelsket og givet næring til helt ekstrem uvidenhed blandt dem. De var blevet så rodfæstede i deres egne uoplyste traditioner, at de havde behov for en overmenneskelig hjælp, til at blive humaniserede.

På samme tid var de dog også det folk der, om de blev givet en overmenneskelig kraft til oprejsning, var rede til at rejse sig op til disse idealers højdepunkt. De var parate til at rejse sig mod alverdens fjendskab for deres sag, om nødvendigt. Det var lige præcis en sådan lille og levende nation, der var behov for, til at få verdensprofeten Muhammads lære udbredt, måtte Allahs fred være med ham.

Desuden var der det arabiske sprog. Jo mere man studere arabisk litteratur, des mere forstår man, at der ikke kan være noget andet sprog mere passende til at udtrykke høje idealer. Det var det bedste til at tydeliggøre guddommelig viden med. og til at fæstne sig i det menneskelige hjerte og få det til at underkaste sig Gud. Små fraser og korte sætninger kan udtrykke en hel verden af meninger og ideer. Det er tillige så kraftfuldt et sprog, at selve udtrykkenes styrke kan bevæge mænd til tårer og ekstase. Det er så sødt, at det er som at få honning hældt ind igennem ørerne. Der er så megen harmoni i ordene, at hvert et fiber i kroppen bevæges ved deres symfoni. Det var så rigt et sprog med en sådan styrke, der var behov for til koranen, Guds storslåede ord.

Det var en manifestation af Guds store visdom, at Han valgte Arabien som fødested for verdens-profeten. Lad os nu se nærmere på hvor uovertruffen den velsignede personlighed Gud valgte til denne mission, var.

Tilbage

ET RATIONELT FORSVAR FOR MUHAMMAD SOM PROFET

Hvis man lukker øjnene, og forestiller sig at man er til for 1400 år siden, vil man erkende med det samme, at det er en verden, fuldstændig anderledes end den vi kender i dag. Med den lille befolkning og de store afstande, var det uhyre svært at udveksle ideer.

Kommunikationsmulighederne var få og uudviklede, og den menneskelige oplysning meget sparsom. Folk var snævertsynede og havde vilde overtroiske ideer.

Oplysningens glimt var få og sjældne, og mørket holdt stand. Der var ikke oplysningsstyrke nok tilstede, til at lyse bare en smule op på den menneskelige videns horisont. Der fandtes hverken radio, telefon, tv eller biograf. Jernbaner, biler, flyvemaskiner og lignede, var utænkelige, og der fandtes ingen trykkemuligheder. Kun håndskrevne kopier af bøger cirkulerede til afskrift, og det var den eneste form for lærdom, der gik i arv fra generation til generation. Egentlig uddannelse var en luksus kun få fik del i, og uddannelsesinstitutioner var få, og der var meget langt imellem dem. Den menneskelige videns forråd var sparsomt, fremsynet var snævert, og ideer og tanker var begrænset til den nærmeste omgivelse. Selv en lærd på den tid havde mere mangelfuld viden end en almindelig uoplyst i dag, og den mest kulturelle person, var mindre kulturel end en hvilken som helst person på gaden i dag er det. Menneskeheden var sandelig faldet i uvidenhedens og overtroens hul. Når som helst et oplysningens glimt ville vise sig, var det på forhånd dømt til at tabe slaget mod mørket der lå tykt overalt. Mennesker på den tid brugte et helt liv på at opnå en viden, som er hver mands eje i dag. Ting der i dag er «myte» og «overtro», var dengang tidsalderens uanfægtelige sandheder. Ting som vi i dag vil betegne som barbariske, var dagens orden. Metoder der for os er vanartede, moralskt set, var dengang selve sjælen i moral. Vantroen havde nået sådanne proportioner, at intet der ikke var overnaturligt, kunne blive opfattet som værende universel sandhed. Dette folk havde udviklet et mindreværdskompleks så at de ikke kunne forestille sig et menneskeligt væsen med en helgen-sjæl i.

Tilbage

ARABIEN - ET AFGRUNDSMØRKE

I denne gunstige tidsalder var der et område, hvor mørket lå tykkere end andre steder. Nabolandene Persien, Byzantium og Egypten havde et svagt lys af civilisation og lærdom, men Arabien var afskåret på grund af landets enorme ørkenstrækninger.

Arabiske handelsrejsende tilbagelagde store afstande på deres rejser. Det tog dem månedsvis at bringe varer fra disse lande, og det var vanskeligt for dem at opnå nogen egentlig viden om nabolandene. I deres eget land fandtes der end ikke et eneste bibliotek, eller en enkelt institution eller læreanstalt. Ingen syntes at have interesse i at udvikle den bestående viden, i den ene eller anden retning, de få der havde nogen viden, havde ikke tilstrækkelig vi den til at forstå selv de eksisterende videnskaber og kunst ud foldelser, til trods for deres sprogs høje udvikling, sproget der kunne udtrykke den menneskelige tankes mindste skygge på den mest ophøjede måde. Ved at studere den tids litteratur, kan man forvisse sig om hvor begrænset deres viden var. og hvor lav deres kulturelle standard var. og hvor overtroiske og barbariske de var. Arabien var et samfund hensunket i forfald. Det var et land uden regering. Hver enkelt stamme anså sig selv for at være en uafhængig enhed. Der var ingen anden lov end den stærkestes «reb>. Udøvelse af røveri, ildspåsættelse rovmord og lignende overfor uskyldige mennesker, hørte til dagens orden. Liv ejendom og ære, var i konstant fare. Stammerne var altid ude med kniven efter hinanden, En hvilken som helst triviel uoverensstemmelse, var nok til at starte en omfattende stammekrig. En beduin fra en stamme så sig i sin gode ret til at myrde en fra en anden stamme, uden særlig forklaring.

Hvad disse mennesker end havde af opfattelse om moral, kultur eller civilisation, så var det primitivt og ekstremt. De kunne dårligt se forskel på rent og urent, lovligt og ulovligt. Deres liv var barbarisk, og de levede i hor, druk og spil. Plyndring og mord var en del af deres daglige liv. De kunne stå nøgne foran hinanden uden at tænke noget derved. Selv deres kvinder kunne finde på at strippe nøgne rundt omkring kabaen. De kunne finde på at begrave deres spædbørn, hvis det var pigebørn, af frygt for at nogen skulle blive svigersønner til dem. De giftede sig med deres stedmødre, efter deres fædres død. De var uvidende om så simple og dagligdags ting som at spise ordentlig, klæde sig, og hygiejne.

Hvad angår deres religiøse tro, så led de under samme ondskab som resten af verden. De tilbad sten, træer, afguder, stjerner og ånder. I al korthed, de tilbad alle ting man kan tænke sig, blot ikke Gud.

De kendte intet til de ældre profeters lære. De havde en forestilling om at Abraham og Ismael var deres forfædre, men de kendte næsten intet til den religiøse forkyndelse, og den Gud de tilbad. Historierne om Ad og Thamud fandtes i deres folklore, men beretningerne om profeterne Hud og Salih, og deres lære, var der intet spor af. Jøderne og de kristne havde overleveret visse legender vedrørende de israelitiske profeter; legender der gav et ynkeligt billede af disse ædle sjæle. Deres lære blev blandet med elementer fra deres egen forestillingsverden, og deres livsforløb var blevet tilsværtet. Man kan i dag få en ide om hvordan disse ældre profeters religiøse opfattelser fra israelitterne, ved at læse i korankommentarerne fra noble lærde. Profeternes institution som sådan, er billedligt talt som alt det de israelitiske profeter stod for, hvilket er hovedbestanddelen i det alle de ædle følgere af sandheden står for. I en sådan tidsalder, og i et så ophøjet land, blev en mand født. Hans forældre døde da han var ganske lille, og få år senere døde hans bedstefar også. Som følge af dette blev han ikke opdraget og træn et efter de normer, so m et al -mindeligt arabisk barn blev på den tid. I sin barndom passede han geder og får, sammen med de andre beduindrenge, da han blev ældre, gik han ind i handel. Alle hans forbindelser og al den handel han drev, var med arabere alene, hvis tilstand vi allerede har beskrevet.

Han var fuldstændig uden skoling, og analfabet. Han havde aldrig chance for at sidde sammen med lærde mænd, for sådanne mænd var ikke tilstede i Arabien. Han fik nogle få chancer til at rejse ud af landet, nemlig til Syrien, men disse rejser var kun forretningsrejse., som de formede sig for arabiske handelskaravaner. Hvis han på en sådan rejse kunne møde nogle lærde mænd, var det så sjældent og så betydningsløst, at det ikke kunne gøre nogen forskel hvad angår formningen af hans karakter eller personlighed. Sådanne eventuelle møder kunne ikke være medvirkende til, at en beduin blev omformet til en lederskikkelse, ikke kun for sin egen nation, men for hele verden, og for alle senere tider, med den ophøjede viden dette kræver. Disse rejser kunne ikke have givet ham religiøse principper og etiske regler for kultur og civilisation, for sådanne fandtes ikke i verden på den tid. De kunne heller ikke skabe en perfekt menneskelig karakter, for det var ukendte idealer på den tid.

Tilbage

EN DIAMANT BLANDT EN BUNKE STEN

Vi kan nu passende se lidt nærmere på denne noble persons liv og arbejde, ikke kun i det arabiske samfund, men i verden som helhed i dens daværende form.

Han var fuldstændig forskellig, fra de folk han fødtes og opvoksede blandt, og hvor han til sidst fik sin fulde personligheds udformning. Selv hans værste fjender kunne aldrig anklage ham for at lyve. Han brugte aldrig grimme ord eller dårligt sprog. Han havde et charmerende væsen, med hvilket han vandt alles hjerter for sig. I sin omgang med folk fulgte han altid principperne for retfærdighed og fair optræden. Han forblev i handel og salg i årevis , m en h an tog al d rig til uærlig forretningsgang. De der handlede med ham havde fuld tillid til hans uangribelighed som forretningsmand. og hele den samlede nation kendte ham under navnet «Al-amin>> (den sandfærdige og ærlige). Selv hans fjender fik opbevaret deres værdier hos ham for at have dem i sikkerhed.

Han var selveste moderationen , i et samfund hvor det overdrevne var hovedbestanddelen. Født i et samfund hvor druk og spil var anset for at være positive egenskaber, holdt han sig altid borte fra disse ting. Han rørte aldrig alkohol, og spillede aldrig. Hans folk var rå, urene og ukultiverede, mens han var personliggørelsen af den højeste kultur og æstetik.

Omringet på alle sider af ondskab, flød der altid mælk af menneskelighed. Han hjalp enker og forældreløse, var gæstfri overfor de rejsende. Han kunne ikke gøre nogen fortræd, men han var villig til at lide for andres velbefindende. Han levede mellem folk der levede og åndede for strid, mens han selv var en elsker af fred, hvis hjerte smeltede når de tog til våben og skar halsen over på hinanden. Han holdt sig tilbage fra sin stammes øverste, og tog kun til orde når han havde mulighed for at genetablere venskab. Han blev opdraget i et hedensk samfund, men han selv så intet værdigt at tilbede i himlene eller på jorden, bortset fra den Eneste Sande Gud. Han bukkede sig ikke i støvet for nogen skabning eller ting, og han deltog ikke i de hedenske offerhandlinger heller ikke som barn. Instinktivt hadede han tilbedningen af noget af det skabte, kun Gud Selv kunne han tilbede.

I al korthed, denne persons standhaftige og udstrålende personlighed, midt i et sådant formørket samfund, kan retteligt blive sammenlignet med en lanterne der lyser op i mørket, nå det er tættest. Eller som en diamant i en stenbunke.

Tilbage

EN REVOLUTION KOMMER

Efter at have tilbragt den første del af sit liv så rent og civiliseret, sker der en revolution i hans liv. Han havde fået nok af mørket og uvidenheden omkring sig. Han valgte at svømme op imod uvidenhedens og mørkets sø, med dens rædselsfulde korruption, umoral, hedenskab og forvirring. Han fandt, at samfundet omkring ham disharmonerede med hans egen sjæl. Han trak sig tilbage, og tilbragte der dage og nætter i total isolation og meditation. Han fastede, for at hans sjæl og hjerte kunne opnå større renhed.

Han søgte og udforskede i dybden efter et lys, der kunne smelte hele dette mørke bort, og bringe kraft til den korrupte og uordentlige verdens omstyrtelse, og danner grundlag for en bedre verden.

Pludselig bliver hans hjerte oplyst af guddommeligt lys, som bibringer ham den kraft han har brug for. Han træder ud af sin hule og taler til folket:

«De afguder I tilbeder er humbug! Hold op med det fra i dag. Intet dødeligt væsen, ingen stjerne, intet træ, sten eller ånder er værdige for menneskelig tilbedelse. Hele universet, med alt hvad det indeholder, tilhører Gud den Almægtige. Han alene er Skaberen, Forsyneren og Opretholderen, derfor er det Gud, der er den Eneste Ophøjede hvortil alle bør bøje sig i bøn, og lydighed. Derfor, tilbed Ham alene og adlyd Hans befalinger. Plyndring, mord, overfald, ondskab og uretfærdighed samt alle de dårligheder I deltager i, er i Guds øjne «en kriminalitet». Forlad disse onde veje, for Han hader dem alle. Tal sandt og vær retfærdige. Dræb ikke nogen, og undlad plyndring. Tag Jeres lovlige andel af tingene, og giv til andre hvad der tilkommer dem. I er mennesker, og alle mennesker er lige i Guds øjne. Ingen er født med en skamplet på sit ansigt, og heller ingen er kommet ind i denne verden svøbt i en kappe af ære. Kun den der et gudsfrygtig, from og sand, i såvel ord som handling, er æret hos Gud. Forskelle i race eller fødested er ingen skel for at være mere eller mindre ophøjet eller værdig. Den der frygter Gud og gør gode handlinger er den mest agtværdige blandt mennesker. Den der ikke elsker Gud og som er henfalden til dårlige adfærdsmønstre er på forhånd dømt.

Der er en forudbestemt dag efter Jeres død, hvor I vil blive nødt til at stå foran Jeres Herre. I vil blive stillet til regnskab for Jeres handlinger, gode eller dårlige. I den Sande Retfærdiges retssal vil I skulle svare for Jer, og der vil ikke blive nogen favorisering af særlige folk, og I vil ikke kunne bestikke Ham. Jeres skæbne vil alene blive afgjort på grundlag af Jeres handlinger. Der vil ikke blive taget noget hensyn til Jeres herkomst eller racerenhed. Sand tro og retfærdige handlinger alene vil blive Jeres redning. Den der har sådanne, skal få sit sted i himmelen med uendelig lykke, og for den der ikke har gode handlinger, vil der kun være helvedes ild tilbage.»

Dette var den meddelelse, han bragte dem. Den uvidende nation vendte sig imod ham.
Ukvemsord og sten blev kastet mod ham. A1 tænkelig ondskab og tortur blev han udsat for, ikke kun for en dag eller to, nej, det fortsatte igennem treogtyve trælsomme år. Til sidst gik han i eksil. Men selv der fik han ikke lov at hvile, han blev efterstræbt på mange måder i sit eksil. Igennem otte år blev han uafbrudt bekriget og jaget der. Han led på alle måder, men alligevel gav han ikke efter og skiftede ikke standpunkt. Hvad angik hans sag, så var han fast, resolut og urokkelig.

Tilbage

HVORFOR AL DEN FJENDTLIGHED?

Man kan spørge sig selv, «hvorfor blev en hel nation hans fjende»? Var der noget som helst udestående af guld eller anden verdslig værdi involveret? Var det på grund af blodfejde? Havde han da bedt dem om noget? Nej fjendskabet var baseret på det faktum, at han havde bedt dem om at tilbede Een Gud. En sand Gud, og et liv i retfærdighed, fromhed og godhed, var det værste han kunne bede dem om. Han havde prædiket mod hedenskab og afgudsdyrkelse' og forkastet deres veje. Han havde med dette afskåret deres fortrinsret i religion, gjort høj og lav i befolkningen lige, og fordømt uretfærdigheder på grund af stamme eller race, som værende ren uvidenhed. Han ønskede alts å at ændre på hele den samfundsstruktur, der var blevet videregivet dem igennem generationer fra en fjern fortid.

På den anden side fortalte hans landsmænd ham, at hans mission var fjendtlig overfor de forfærdelige traditioner, og derfor bad de ham om at standse , eller tage de repressalier der måtte komme.

Hvorfor modstod han alle disse trængsler? Hans nation havde lovet at de ville gøre ham til deres konge og give ham alle de rigdomme deres land indeholdt, hvis han blot til gengæld ville standse sin religiøse prædiken og stoppe spredningen af sin meddelelse. Men han valgte i stedet at forkaste deres fristelser og lide for sin sag. Hvorfor? Hvad ville han opnå ved at hans landsmænd blev retfærdige eller fromme? Hvorfor brød han sig intet om rigdom, luksus, komfort, kongekappe og ære? Gik han efter endnu større værdier i verden, som fik disse til at se små ud? Var disse eventuelle materielle fordele af en sådan karakter, at han var villig til at gennemgå så mange lidelser for at opnå dem? Man skal tænke meget over disse ting for at finde svaret.

Er der et tilsvarende eksempel på selvopofrelse, medfølelse og medmenneskelighed at finde andetsteds? Et menneske der tilintetgjorde sin egen livslykke, for at andre kunne få deres, og hvor de, hvis vilkår han ønskede at forbedre, ønskede at stene ham, udskældte og forfulgte ham, selv i hans eksil; og alligevel fortsatte han med at kæmpe for deres velfærd.

Kan noget menneske der ikke er oprigtigt tage mod så megen modgang for en falsk sag? Kan en uærlig person udholde en situation hvor han konstant er truet på livet, stående ansigt til ansigt med tortur og væbnet modstand?

Den tro og den resolutte beslutsomhed og vedvarende stræben, der fastholdt hans bevægelse for sagen, og som til sidst førte til succes, er i sig selv det bedste bevis for hans sags karakter. Havde der været den mindste tvivl i hans hjerte om rigtigheden i det han stræbte efter, havde han ikke kunne modstå de storme, der rasede mod ham uafbrudt igennem enogtyve år. Dette er kun den ene side af hans indre revolution, den anden side er om end endnu mere bemærkelsesværdig.

Tilbage

EN ÆNDRET MAND VED FYRRE ÅRS ALDEREN, HVORFOR?

Igennem fyrre år levede han som en araber blandt arabere. I al den tid var han ikke kendt for at være en statsmand, en prædikant eller taler. Ingen havde tidligere hørt ham udtrykke poetiske visdomsord eller særlig viden. Han var ikke kendt som nogen autoritet indenfor områder som meta-fysisk eksistens, politik, lov, etik økonomi eller sociologi. For slet ikke at tale om ham som general. Han var heller ikke så meget som almindelig soldat. Han var ikke kendt for at have udtalt sig tidligere om Gud, engle, de åbenbarede bøger, dommedag, livet efter døden eller himmel og helvede.

Til trods for at han besad udpræget gode karakteregenskaber, og et charmerende væsen og kultiverede manerer, så var der intet ved hans fremtræden, der kunne få folk til at forvente noget stort og revolutionerende fra hans side. Han var i sin omgangskreds kendt for at være ordentlig, klog, veltalende, venlig, rolig, lovlydig og af god natur. Men da han kom ud fra hulen, var han blevet omformet.

Da han begyndte at prædike sin meddelelse over hele Arabien, stod hele halvøen måbende og forvirret over hans viden og indsigt, og den vidunderlige mundtlige overleveringsevue. Det var alt sammen så imponerende og overbevisende, at hans værste fjender blev bange ved blot at høre dette, tænk om alt dette skulle trænge sig ind i deres hjerter, gennemsyre deres rygmarv, og få dem til at konvertere fra deres gamle religion og kultur? Hvad han fremsagde var så enestående, at hele styrken af arabiske poeter, prædikanter og talere, ikke kunne være med i sammenligning, hverken når det gjaldt sprogets skønhed, eller udtrykkenes præcision. Dette trådte tydeligt frem, da han udfordrede de bedste af sin samtids poeter, ved at spørge dem om bare at lave en eneste strofe, af den kaliber som dem han fremsagde.

Tilbage

HANS ALTOMFATTENDE MEDDELELSE

Oven i alt dette, fremstod han nu foran sit folk som værende en enestående filosof, og en vidunderlig reformator, samt en kulturel omformer og en civiliserende kraft, en glimrende politiker, stor lederskikkelse, storslået dommer og en usammenlignelig general. Denne analfabetiske beduin, ørkenboeren, talte lærd og med visdom, på en måde som ingen tidligere, eller senere, havde talt.

Han uddybede komplicerede problemer indenfor metafysik og teologi. Han fortalte om nationer og imperiers opståen og forfald, og han forstærkede sine teser med historiske kendsgerninger. Han fremviste tidligere reformatorers resultater og gav sin bedømmelse af verdens forskellige religioner, og klarlagde forskellighederne mellem nationerne ude omkring i verden. Han belærte om etiske love og kultur. Han formulerede social lovgivning, økonomisk strukturering, gruppeadfærd og udenrigspolitiske standpunkter, på et så højt niveau at selv de mest lærde tænkere, kun efter et helt livs erfaring og forskning helt kan fatte det. Skønheden i alle disse samfundsvæsentlige problemstillinger, udfolder sig først rigtigt og progressivt, når mennesket gør både teoretiske og erfaringsmæssige fremskridt.

Denne stille og fredselskende handelsmand, der aldrig tidligere havde håndteret et sværd, blev pludselig forvandlet til en soldat, der aldrig blev kendt for at forlade slagmarken i utide, uanset hvor svært et slag der var tale om. Han blev en så storslået general, at han på kun ni år erobrede hele den arabiske havø. Dette foregik på et tidspunkt hvor krigsvåbnene og kommunikationsmulighederne var få og svage. Hans personlige militære initiativ og hans evne til at overføre disse færdigheder til den uensartede gruppe af arabere (hvis udstyr slet ikke er værd at nævne), betød, at han indenfor få år, havde styrtet de to mest formidable militære magter på den tid, og derigennem blev han herre over hovedparten af den dengang kendte verden.

Denne reserverede mand der igennem fyrre år ikke gjorde tegn på politisk aktivitet, pludselig op på verdens arenaen som politisk reformator og statsmand, og uden brug af medier af nogen art formåede hen at forene lov, religion, kultur og civilisation, under et banner, samt at forme en regering over de tyvetusinde kvadratkilometre ørkenland, med et folk der var både krigerisk, uvidende, råt, og uhjælpelig hensunket i lokale stammestridigheder.

Han ændrede deres måde at tænke på deres vaner og moral. Han omformede de rå, så de blev kultiverede, og de barbariske blev ved hans hjælp civiliserede, de onde og de med dårlig karakter blev til fromme gudsfrygtige mennesker. Alt dette lykkedes for ham, i en nation der igennem årtier ikke havde formået at fostre bare en mandsperson værd at nævne for noget lignende. Gennem hans indflydelse og rette ledelse blev det muligt for disse ædle sjæle, at rejse til verdens fjerneste hjørner, for at belære andre om religiøse og etiske principper, moral og civilisation. Det lykkedes ham, ikke gennem nogen verdslig kanal, undertrykkelse eller list, men alene gennem medmenneskelighed og sit personlige eksempel. Gennem sin venlige og noble opførsel, lykkedes det ham at blive venner med alle, selv sine fjender. Han erobrede hjerterne hos folk, med en ubetvingelig sympati for den anden, og med medmenneskelighedens sødme. Han var en ærlig og retfærdig regent, og hen devierede aldrig fra retfærdige og sande løsninger. Han ønskede ikke at efterstræbe selv sine værste fjender, de, der havde søgt at stene ham, og jaget ham bort fra sin hjemegn, og som havde sat hele Arabien op imod ham. Selv ikke dem der efter et slag havde tygget på hans afdøde onkels rå lever, i deres perverterede form for revance, ønskede hen at tage hævn over, men hen tilgav dem alle, da hen til sidst havde sejret over alle de der havde bekriget ham. Han tog aldrig revance overfor nogen.

Til trods for at hen blev den ledende i sit land, var hen så uselvisk og beskeden, at hen vedblev med at føre et simpelt og nærmest fattigt liv. Han levede lige så fattigt, som hen hele tiden havde gjort det i sin lerhytte, sov på en stråmåtte, bar grove klæder, spiste den simpleste form for føde, eller afstod fra at spise i vanskelige tider sammen med de fattigste. Han plejede at tilbringe hele nætter i bøn foran sin Herre. Han kom de fattige og hjemløse til hjælp, og han fandt det ikke den mindste smule fornedrende at tage del i arbejdernes fysiske anstrengelser. Helt til hans sidste var der ikke den mindste smule pomp og pragt, eller kongeværdighed over ham. Som ethvert andet almindeligt menneske, ville han sidde og tage del i andres sorger og glæder. Han ville i den grad blande sig med sit folk, at fremmede besøgende havde vanskeligt ved at udpege lederen, blandt folket.

Han søgte aldrig personlig vinding, og han efterlod ingen verdslig arv, han dedikerede alt til sin nation (millat). Han bad ingen af sine folk om at øremærke noget til sig selv, eller sine efterladte, dette til den yderlighed, at han forbød sin familie at modtage fattig-skatten (zakat)

Tilbage

HANS BIDRAG TIL DEN MENNESKELIGE TÆNKNING

Hvad denne store mand opnåede slutter ikke her. For at nå frem til fuld forståelse af hans værd, må man sammenholde det med verdenshistorien som helhed. En sådan sammenholdelse af hans liv og verden omkring ham, vil vise, at denne ubelæste ørkenboer fra Arabien, født i den formørkede tidsalder for 1400 år siden, er vor moderne tids virkelige pioner. Han er ikke kun lederen for de der accepterede hans lederskab, men også for de der ikke accepterer det, ja selv for dem der fornægter ham. Den eneste forskel er, at de sidstnævnte er uvidende om, at han til stadighed umærkeligt yder indflydelse på deres tankeverden og handlinger, og er det ledende princip i deres eget liv, og i sandhed, den ledende ånd i den moderne tidsalder.

Det var ham der vendte den menneskelige tankes kurs bort fra overtro, kærlighed til det unaturlige og uforklarlige, bort fra klosterliv og mod et rationelt syn på et fromt liv med kærlighed, realitetsindhold og afbalanceret verdslighed i livet. Det var ham, der i en verden der kun opfattede overnaturlige foreteelser som mirakler, og fordrede sådanne for at stadfæste sandhed når det galdt en religiøs missions bevisførelse, det var ham der krævede at kun rationelle beviser kunne blive kriteriet for sandhed. Det var ham, der åbnede øjnene hos dem der havde for vane at søge Guds tegn i de unaturlige fænomener fremfor de naturlige. Det var ham der på steder af grænseløs spekulation førte menneskene til en rationel forståelse og sund argumentering baseret på observationer, eksperimenter og forskning. Det var ham der klart definerede sansernes begrænsede felt, årsag og intuition. Det var ham der bragte fornyede tilnærmelser mellem spirituelle og materielle værdier. Det var ham der harmoniserede forholdet mellem tro, viden og handling. I korthed var det ham, der frembragte sand religiøsitet baseret på en videnskabelig ånd.

Det var ham der fjernede afgudsdyrkelsen, menneske-tilbedelsen og vantroen i alle dens afskygninger, og skabte en fastforankret tro på Guds enhed. Selv de religioner der var baseret udelukkende på overtro og hedenskab, blev tvunget til at adoptere en monoteistisk holdning.

Det var ham der ændrede ved hovedopfattelsen af etik og spiritualitet. Nogle troede at asketisk liv og selvudslettelse alene førte til moral og spirituel renhed, - at spiritualitet kun kunne opnås ved at flygte fra livet, uanset kødets lyster, og gennem legemets underkastelse af alle mulige former for tortur. Han viste vejen til spirituel udvikling, moralsk frigørelse, og opnåelse af frelse gennem deltagelse i begivenheder omkring os.

Det var ham der bibragte mennesket dets sande værd. De der kun accepterede en gudsinkarneret, eller gudsøn, som deres moralske forgænger eller åndelige vejleder, fik at vide at menneskeskabningen ikke under nogen foregivelser kunne blive gudommens stedfortræder på jorden. De der hævdede at være guddommelige, samt de der tilbad magtfulde personligheder, fik at vide, at disse falske herrer som de tilbad som var de goder, ikke var andet end almindelige mennesker. Det var ham der understregede, at ingen person kunne kræve at være en hellighed, autoritet eller overhoved gennem sin fødselsret, og ingen var på forhånd vanhelliget med en påhæftelse som kasteløs, urørlig eller slave. Det var ham og hans lære der inspirerede til tanker omkring menneskehedens enhed, alle menneskers ligeret, sandt demokrati og absolut frihed.

Den lovgivning vi har overtaget fra ham, er trængt dybt ind i vores nuværende samfundsstruktur, og processen fortsætter. De økonomiske grundsætninger og principper han kom med. har fundet grobund i mange bevægelser i verdenshistorien, og de indeholder stadig de samme gode løfter for fremtiden. De love til et lands styring som han formulerede, frembragte mange ændringer indenfor politisk teori, og de fortsætter med at yde indflydelse selv i dag. De fundamentale principper indenfor lov og orden der bærer hans genis stempel, har ydet indflydelse til et bemærkelsesværdigt niveau indenfor nationernes administration. Denne analfabetiske araber var den første til at formulere en ramme for internationale relationer, samt for krig og fred. Ingen før ham havde selv de fjerneste forestillinger om at der kunne være etiske regler for krigs førel se , samt at relationerne mellem forskellige statsdannelser kunne reguleres på grundlag af en fælles medmenneskelig holdning.

Tilbage

DEN STØRSTE REVOLUTIONÆRE

I verdenshistoriens kavalkade rager denne enestående personlighed højt op over alle andre, der sammenlignet med ham tager sig ud som dværge. Ingen anden stor personlighed har vist sig udstyret til at gøre sin indflydelse gældende i så høj grad, dækkende to aspekter af det menneskelige liv på en gang. Nogle var brilliante teoretikere, men når det kom til praktisk handling, var der ingen evner. Andre er blevet kendt som statsmænd alene, og endnu andre som strategiske mestre. Endnu andre har givet al deres styrke til etiske og spirituelle emner, men ignoreret økonomi og politik. Kort sagt, man støder kun på eksperter der har gjort sig gældende på et felt elene.

Han er det eneste eksempel vi kender, hvor alle enestående udmærkelser er blevet sammensat og personificeret. Han står som en legemliggørelse af sin egen lære, som filosof og seende på en og samme tid. En stor statsmand, militært geni, jurist og moralsk læremester, spirituel vejleder og religiøs autoritet. Hans vision gennemtrængte alle livets aspekter. Hans ordrer og befalinger dækkede over et enormt spekter, spændende fra internationale relationer til almindelige hverdags ting, så som at spise, drikke og personlig hygiejne. På grundlaget af sin filosofi, etablerede han et samfund med en kultur og civilisation, uden det mindste spor af mangler, fejl eller utilstrækkeligheder. Er der nogen anden person, man kan pege på og finde en lignende altomfattende personlighed?
De fleste andre berømte personligheder i verden siges at være et produkt af deres omgivelser, men dette tilfælde er enestående. Hans omgivelse synes ingen rolle at have spillet for udviklingen af hans personlighed overhovedet. Tilnærmelsesvis kan nævnes Hegels filosofiske historieskrivning, eller Marx's historiske materialisme, som samtiden dengang ønskede for at få en lederskikkelse, der kunne skabe en nation og bygge et imperium. Men hverken Hegel eller Marx kunne give nogen opskrift på, hvordan en sådan omgivelse skulle kunne producere en personlighed, der kunne belære om moralske værdier på højeste niveau, for at rense menneskeheden og fjerne overtroen og uretfærdigheden i verden. En, der kunne se ud over nationale grænser og racer og lægge grunden til en moralsk verden. En, der var praktisk, ikke teoretisk. En, der kunne lægge forretningstransaktioner, civil -og militær strategi, internationale affærer og moral, sammen under et, for at skabe en afbalanceret syntese mellem et verdsligt og spirituelt liv, og opnå fremskridt der til denne dag regnes for et mesterstykke i visdom og indsigt. Kan nogen ærligt hævde, at en person der gjorde alt dette var et produkt af Arabiens totale formørkelse på den tid?

Ikke alene synes han at være uafhængig af sin omgivelse, men han synes tillige at hæve sig over tid og rum, for hans vision gennembrød alle samtidens fysiske og intellektuelle barrierer, og indeholdt i sig hele den menneskelige races historie. Han hører ikke til blandt dem, der i historieskrivningen er blevet forherliget, og han er ikke blevet hyldet blot for at være en god lederskikkelse på sin tid. Han er den enestående og usammenlignelige leder for hele menneskeheden, gående gennem eftertiden, moderne i enhver tidsalder og enhver æra.

Dem folk kalder «historie skabere» er kun «skabte af historien». I virkeligheden er hele menneskehedens historie kun besmykkede med dette ene eksempel, på en der var «historie skaber». Hvis man skimmer historien for de store lederskikkelser der forårsagede revolutioner, vil man finde, at alle de revolutionære kræfter befandt sig i en situation, hvor de samledes til en forudset oprejsning, at de blev skubbet i en bestemt retning på forhånd, og faktisk kun ventede på det rette øjeblik. Ved at gå i spand med de tilstedeværende revolutionære kræfter, spillede den revolutionære leder kun den rolle i stykket, som på forhånd var ham givet ved iscenesættelsen. I modsætning til andre var profeten i den situation, at han måtte skabe en revolution helt fra grunden. Han var nødt til at forme og frembringe den type mennesker han havde brug for, fordi der ikke var nogen revolutionsånd tilstede, ligesom betingelserne ikke var det.

Han gav uudsletteligt indtryk i hjerterne på de tusinder af følgere gennem hans stærke personlige udstråling, og derigennem formedes de til at tænke på hans måde. Gennem sin jernhårde viljestyrke forbehandlede han grunden til revolution, og begivenhedernes forløb, og de blev kanaliseret, i den retning han ønskede. Er der nogen, der kender en anden personlighed, der i samme grad, og med et sådant eksempel «skabte historie»? Har der været en tilsvarende revolutionær person, lige så brillian og lige så storslået?

Tilbage

DEN ENDELIGE BEKRÆFTELSE

Man kan undre sig over hvordan en arabisk hyrde og karavanefører i den formørkede tidsalder for 1400 år siden i det ukendt Arabien som tillige var analfabet, kom til at gå foran med et så strålende lys, en sådan viden, magt, evne, og så fint udviklede moralske værdier' Man kan sige, at der intet specielt var ved hans meddelelse, at det var produktet fra hans eget sind. Hvis det var tilfældet, så skulle han have erklæret sig selv for at være Gud, og havde han gjort det, ville menneskene på jorden, der ikke stod tilbage for at kalde Krishna, Buddha og naturens kræfter for Gud, og Jesus som søn af Gud, gerne have accepteret ham som sådan.

Men hans argument var det stik modsatte, for han hævdede: «Jeg er kun et menneske som I selv. Jeg har ikke bragt Jer noget af egen kraft. Det er altsammen noget, der er åbenbaret til mig fra Gud. Hvad jeg har er Hans. Denne meddelelse, som selv den samlede menneskehed ikke kan producere, er en meddelelse fra Gud. Det er ikke mit eget sinds produkt. Hvert et ord af det er sendt ned til mig fra Ham, hyldesten går til Ham, hvis meddelelse det er. Alle de vidunderlige resultater som i Jeres øjne er tilskrevet mig, alle de love jeg har givet Jer, alle de principper som jeg har belært Jer om, - ingen af dem er fra mig. Jeg finder mig selv inkompetent til at producere sådanne ting fra mine egne evner og formåen. Jeg ser til den guddommelige retledning i alle henseender. Hvad som helst Han ønsker, gør jeg, hvad Han befaler pålægger jeg Jer!»

Hvilket vidunderligt og inspirerende eksempel på ærlighed og oprigtighed disse udtalelser står for'. Almindeligvis tager løgneren og den falske person æren for andre menneskers gode handlinger, endog i tilfælde hvor sandheden let kunne efterspores. I modsætning hertil hævdede denne store personlighed at ingen af hans store bedrifter, skyldtes hans egen indsats, dette til trods for at ingen kunne efterspore hans inspirationskilde.

Hvilket bevis kunne være større når det gælder oprigtighed i formål og personlige karakteregenskaber samt ædelmodighed? Hvem kunne være mere sandfærdig, end en der har modtaget så store gaver gennem hemmelige kanaler, og dog stadigvæk peger på inspirationskilden i stedet for sig selv? Alle disse faktorer leder til en uimodståelig konklusion, at han virkelig var det sande «Guds Sendebud».

Således var altså vores hellige profet Muhammad (Allahs velsignelser og fred være med ham). Han var udkommet af usædvanlig fortjenstfuldhed, han var et dydsmønster i godhed og gode egenskaber, et symbol på sandhed, en storslået profet fra Gud, til hele verden. Hans liv og tanker, sandfærdighed og ligefremhed, hans fromhed og venlighed, karakter og moral, ideologi og bedrifter, altsammen står som urørlige beviser på hans profetskab. Ethvert menneske der studerer hans liv og lære uden fordomme må erkende, at han var en sand profet fra Gud, og at qur'an er den bog han bragte til menneskeheden, Guds sande bog. Ingen seriøst søgende kan komme til nogen anden konklusion...

Det må nu være helt klart, at først nu kan vi, gennem Muhammad (fred være med ham) kende Islams direkte vej. Qur'an og profetens livseksempel er de eneste troværdige kilder for menneskeheden, til at erkende Guds totale vilje. Muhammad (fred være med ham), er Guds sendebud for hele den samlede menneskehed, og hele den lange række af profeter er blevet afsluttet med ham. Han var den sidste af profeterne, og alle de instrukser som Gud ønskede overbragt til menneskene gennem direkte åbenbaring, sendte Han via Muhammad (fred være med ham), og de er indkapslede i «qur'an og sunna». Enhver der ønsker at blive en oprigtig muslim, må have tro på Guds sidste profet, acceptere hans lære, og følge den vej han pegede på. Dette er vejen til succes of frelse.

Tilbage

PROFETRÆKKENS AFSLUTNING

Dette bringer os til spørgsmålet om profetrækkens afslutning. Vi har allerede været inde på profetskabets natur, og det er helt klart at forekomsten af en profet ikke er en hverdagsbegivenhed. Tilstedeværelsen af en profet i ethvert land, til ethvert folk, på enhver tid, er det heller ikke. Profetens lære og liv er det vejledende lys til retledning for et folk, og lige så længe en lære og dens retledning er levende, lige så længe er profeten selv levende. En profets egentlige død består ikke i en fysisk udånding, men derimod i afslutningen på hans læres indflydelse. De tidligere profeter døde, fordi deres følgere, eller efterkommere, havde sammenblandet læren og bragt forvirring i deres instruktioner. Eller de havde tilsmudset deres livseksempel ved at lægge selvbestaltede begivenheder til det. Eksempelvis eksisterer ikke en eneste af de tidligere bøger: toraen (gamle testamente), zabur (Davids salmer), eller indjil (nye testamente) i dag i deres oprindelige form. Selv tilhængerne af disse bøger indrømmer at de ikke i deres besiddelse i dag, har bogen i dens oprindelige tekstform. Livshistorierne fra de tidligere profeter er blevet så blandet med fiktion, at en nøjagtig og autentisk beskrivelse af deres liv, er blevet umulig. Deres liv er blevet til fortællinger, og der er ingen troværdige optegnelser at finde noget sted.

Det kan endog ikke siges med bestemthed hvor, og hvornår en given profet blev født, hvordan han levede, og hvilket moralkodeks han overgav til menneskene. Det er på denne måde at en profets død stadfæstes ved hans læres død.

Efter dette kriterie kan ingen sige andet, end at Muhammad (fred være med ham) og hans lære er i live. Hans lære står uændret, og den er ikke mulig at ændre. Qur'an, bogen han bragte menneskene, eksisterer i dag i dens originale tekst, uden et ord, en stavelse eller et bogstav ændret i den. Hans samlede livsforløb, hans udtalte ord og instruktioner og handlinger, er opbevaret med akkuratesserne i behold. Til trods for at det hele skete for 1400 år siden, så er det som om, det blot var i går. Ingen biografi over noget menneske er så detaljeret som Muhammads, Islams profet (Guds fred være med ham). I alt der berører vores liv, kan vi finde retledning fra Muhammad og hans livs eksempel. Det er derfor, der ikke er noget behov for en ny profet efter ham. Han var den sidste profet.

Desuden er der tre betingelser, der må opfyldes før en ny profet forekommer, udover det at efterfølge en afdød profet. De er:

At læren efter en tidligere profet er blevet forvandsket, eller helt død, hvorfor en genoplivelse af læren er blevet nødvendig.
At læren efter den afdøde profet var mangelfuld, eller forsvundet, hvorfor noget måtte tilføjes eller forbedres.
At den tidligere profet var blevet oprejst for en bestemt nation, folk eller land, hvorved en profet for et andet territorium var nødvendigt.

Ingen af disse betingelser er tilstede i dag. Læren efter den sidste profet Muhammad (fred være med ham) er levende, den er fuldstændig bevaret, og den er udødelig. Retledningen hen her vist menneskeheden er komplet og uden skår, og den er bevaret: qur’an. Alle Islams kilder er fuldstændig intakte, og hver og en af profetens handlinger og instruktioner kan verificeret uden den mindste tvivl. Dernæst, Gud her fuldkommengjørt den åbenbarede lære gennem profeten Muhammad (fred være med ham), og Islam er den fuldstændige religion for menneskeheden. Gud selv her sagt det: «Ida" her Jeg fuldkommengjørt jeres tro – religion - for jer, og Jeg her fuldkommengjørt Min Nåde over jer.» Et gennemgribende studie af Islam, vil bekræfte disse ord fra qur'an. Islam giver retledning for dette liv og for det næste. Intet væsentligt for den menneskelige retledning er brevet udeladt. Der er ingen basis for nye profeter på grundlag af nogen ufuldkommenhed.

Slutteligt, Muhammads meddelelse (fred være med ham), var ikke bestemt for noget bestemt folk, sted eller tidsperiode. Han blev oprejst som en verdens-profet, et sendebud med sandhed for hele den samlede menneskehed. Qur’anens befaling til ham var:» «O menneskehed, jeg er Guds sendebud til jer alle!» Han er brevet beskrevet som: «En velsignelse for alverdens mennesker» , og hans hele indstilling her været universal og menneskelig. Det er på dette grundlag vi siger, at der ikke er noget behov for en ny profet efter ham, og i qur'an er hen brevet beskrevet som «Khataman Nabiyun» (den sidste i en kæde af profeter).

Den eneste kilde til viden om Gud og Hans vej er Muhammad (fred være med ham). Vi kan kun kende til Islam gennem hans lære, der er så perfekt og omfattende, at den kan lede menneskene gennem alle kommende tider. Verden behøver ikke en ny profet; den behøver kun mennesker der her fuldstændig tro på -Muhammad (fred være med ham), og som vil blive banner-bærere for hans meddelelse, og propagandere den over hele verden, og derefter etablere den kultur som Muhammad (fred være med ham) gav til mennesket. Verden har brug for sådanne karakterfaste mennesker, der kan oversætte meddelelsen og praktisere læren, og etablere et samfund der er ledet gennem guddommelig lovgivning, den lovgivning som Muhammad (fred være med ham) så absolut kom for at etablere.

Dette er Muhammads mission (fred være med ham), og af dens succes afhænger menneskehedens succes.

Tilbage