TROENS BESTANDDELE

"TAWHID" - TROEN PÅ GUDS ENHED

HVAD KALIMA BETYDER

TAWHIDS EFFEKT PÅ MENNESKETS LIV

TROEN PÅ GUDS ENGLE

TROEN PÅ GUDS BØGER

TROEN PÅ GUDS PROFETER

NØDVENDIGHEDEN AF DENNE TRO

TROEN PÅ LIVET EFTER DØDEN

LIVET EFTER DØDEN

TROENS BESTANDDELE

Vores fremlæggelse kan indtil nu opsumeres som følger:

Islam består af underkastelse og Lydighed overfor Allah, universets Herre. Da den eneste autentiske kilde til at kende Ham og Hans vilje og love er gennem den sande profets lære, kan vi definere Islam, som den religion der står for fuldstændig tro på profetens lære, og fast lydighed mod hans måde at leve på. Som følge heraf, er en der ignorerer profeten som mediet, og hævder at hen følger Gud direkte, ikke en muslim.

I tidligere tider var der forskellige profeter for hver deres nation, og profetrækkens historie fortæller os, at selv indenfor samme nation kom der den ene profet efter den anden. På den tid var Islam navnet på den religion, den pågældende nation blev belært om af deres profet, eller profeter. Bestanddelene og oprindelsen af Islam var den samme i enhver tidsalder og på ethvert sted. Udtrykkene for tilbedning og lovgivning og andre detaljer varierede i henhold til lokale og andre særlige betingelser. Det var derfor ikke påkrævet for nogen nation, at følge en anden nations profet, nationens ansvar var. at følge den profet der blev sendt til dem selv.

Perioden for flere profeter fik sin afslutning ved Muhammad (fred være med ham). Islams lære blev fuldkommengjort gennem ham. En gennemgribende lovgivning blev formuleret for hele verden, og han blev gjort til en profet for hele menneskeheden. Hans profet herredømme var ikke begrænset til nogen lokal nation, land eller tidsrum, hans meddelelse var for alle folk i alle tidsaldre. De tidligere meddelelser blev ophævet ved Muhammads komme (fred være med ham), da han gav verden en komplet livsformular. Dette betyder, at der ikke vil komme nye profeter, ingen nye religioner og ingen nye forordninger indtil den sidste dag. Muhammads lære (fred være med ham) er ment for alle Adams børn, hele den menneskelige race. Islam består nu af at følge Muhammad (fred være med ham), hvilket er at vedkende sig hans profetværdighed, at tro på alt hvad han har bedt os om at vi skal tro på, følge ham i bogstav og ånd og underkaste os alle hans befalinger og indikationer, af hvilken den mest fundamentale er «La illaha il-Allah» - der er ingen gud anden end Allah. Dette bringer os nu frem til spørgsmålet: Hvad har Muhammad (fred være med ham) bedt os om at tro på? Hvad er grundstenene i Islams tro? Vi skal fremlægge disse tros-dele. og se hvor simple, hvor sande, hvor elskelige og hvor værdifulde de er, og til hvilke højdepunkter de rejser menneskets status i denne verden og i den kommende.

Tilbage

" TAWHID " TROEN PÅ GUDS ENHED

Den væsentligste og mest fundamentale lære fra profeten Muhammad (fred være med ham) er troen på Guds enhed. Dette kommer til udtryk i den primære «Kalima» i Islam som: Der er ingen anden gud end Allah - «La illaha il Allah». Denne skønne frase er hjørnestenen i Islam, grundpillen og essensen. Det er udtrykket her, der differentierer en muslim fra en kafir (vantro), en mushrik (en der sidestiller andre med Gud og Hans guddommelighed) eller en dahriyah (en ateist).

Accepten eller fornægtelsen af denne tese gør en hel verden af forskel mellem mennesker. De der har troen på dette bliver forenet i et enkelt samfund, og dem der fornægter bliver en opposition til dette samfund. For de troende er der uhæmmet fremskridt at høste i denne verden og i den kommende, mens fiasko og vanære er den endelige station for dem der nægter at tro på tesen.

Dog er forskellen mellem troende og ikketroende ikke begrænset til at udtrykke nogle få ord. Det er selvsagt ikke i sig selv væsentligt at udtrykke disse ord. Den virkelige forskel består i den bevidste accept af denne doktrin og komplet efterleven af den i det daglige liv. Simple gentagelse af ordet «mad» vil ikke stille sulten, og simpel gentagelse af en medicinsk recept vil ikke læge en sygdom.

På samme måde er det, hvis «kalima» bliver r gentaget uden forståelse, den vil ikke kunne forårsage den revolution, den er bestemt til at frembringe. Dette kan kun forårsages ved, at personen forstår den fulde mening af doktrinen og følger den i ord og ånd. Vi undgår ild, fordi vi ved den brænder os, og vi holder os borte fra gift, fordi vi ved, den kan dræbe. På samme måde afholder vi os fra vantro, ateisme og afguderi, hvis vi har opnået fuld forståelse af tawhid. Dette er en naturlig konsekvens af troen på Guds enhed.

Tilbage

HVAD KALIMA BETYDER

På arabisk betyder « ilah » en der tilbedes, et væsen der ikraft af sin storhed og kraft findes værdigt til tilbedning, værdigt til at bøje sig for i ydmyghed. Alt, eller et hvilket som helst væsen, der besidder så stor en kraft og styrke, at det ikke kan overskues af mennesket, kaldes Også " ilah ". Begrebet «ilah» inkluderer også det, at væsenet besidder ubegrænset magt, at andre er afhængig af «ilah», og at det ikke selv er afhængig af nogen anden. Desuden indeholder «ilah» en betydning af noget tildækket og mystisk. Det persiske ord «Khuda», «Deva» på hindi og «Gud» på dansk, indeholder en lignende betydning. Andre sprog har et ord med tilsvarende betydning.

Ordet Allah er Guds essentielle personlige navn. La illaha il-Allah, betyder ordret: «Der findes ikke nogen ilah, bortset fra det Ene Store Væsen hvis navn er Allah.» Det betyder, at der i hele universet absolut ikke findes noget væsen, der fortjener at blive tilbedt, bortset fra Allah, det er kun for Ham, at hovederne bør bøjes i underkastelse og forgudelse, at Han er det eneste væsen der besidder alle kræfter, at vi er i behov for Hans velgørenhed, og at vi er forpligtede til at søge Hans hjælp. Han er skjult for vores sanser, og vores intellekt kan ikke fatte hvad Han er.

Nu hvor vi kender til betydningen af disse ord så lad os se på deres særegenhed.

Fra menneskets aller-tidligste historie, lige så vel som fra antikkens relikvier, fremgår det at mennesket i enhver tidsalder har vedkendt sig en eller flere guder og tilbedt dem. Selv i dag, fra den mest simple til den mest avancerede nation, er det klart at mennesket tror på og tilbeder noget guddommeligt. Det at have en guddom og tilbede den, er noget der ligger i den menneskelige natur, der er noget i den menneskelige sjæl, der tvinger det til at gøre det. Men spørgsmålet er, hvad er det for en ting, og hvorfor føler mennesket sig tvunget til at tilbede? Svaret til dette spørgsmål kan besvares hvis vi ser på den menneskelige situation i dette univers. Hverken mennesket eller dets oprindelse er almægtigt. Mennesket er hverken selv-eksisterende eller selv-forsynende, og menneskets kræfter er heller ikke ubegrænsede. Rent faktisk er mennesket svagt, skrøbeligt, afhængigt og hjemløst. Mennesket er afhængigt af mange kræfter udefra til opretholdelse af sin eksistens. Undertiden kommer disse kræfter indenfor menneskets rækkevidde, andre gange gør de det ikke. Der er mange væsentlige og essentielle ting af værdi, som mennesket stræber efter, nogle gange opnås det efterstræbte, andre gange opnås det ikke, for det er nemlig ikke fuldkommen i menneskets hånd at opnå det. Der er også mange ting, der kan volde mennesket skade, et helt livs arbejde kan blive destrueret på et øjeblik; tilfældigheder kan bringe hans forhåbninger til afslutning, sygdom, bekymringer og katastrofer truer altid mennesket og blokerer vejen til lykken. Menneskets forsøg på at blive fri af forhindringerne mødes både med held og uheld.

Mange ting overvælder mennesket med deres skønhed og storhed. Bjerge, floder, gigantiske dyr og voldsomme uhyrer, jordskælv, storme og andre naturkatastrofer. Mennesket ser skyer over sit hoved, ser dem fortsættes og formørkes og hører tordenvejr med lyn og tung regn. Solen, månen og stjernerne ses i konstant bevægelse. Mennesket reflekterer naturligt over disse vældige og styrkefulde himmellegemer, og i kontrast til dem, sig selv, skrøbelig og ubetydende.

På den ene side er der disse vældige fænomener, på den anden side er der menneskets bevidsthed om sin egen svaghed, hjælpeløshed og utilstrækkelighed. Det er ret naturligt, at der hos mennesket opstår en primitiv ide om guddom, når det sammenholdes med de storslåede kræfter og de hænder som sammenholder det hele. Sansningen af tingenes styrke får mennesket til at ydmyge sig overfor kræfternes spil og søge hjælp hos dem. Mennesket vil søge at behage disse kræfter for at opnå deres gunst, og frygten for at blive hjemsøgt rammer dybt i bevidstheden, da han kan risikere at blive tilintetgjort.

På det mest primitive stade af uvidenhed, tror mennesket, at det er de synlige naturfænomener med deres storhed, der enten giver hjælp eller negativ indflydelse i dets affærer. Mennesket forfalder til at tro, at disse fænomener i sig selv holder kraften og autoriteten, og derfor begynder mennesket at tilbede dyr, træer, bjerge, ild, regn, lugt, himmellegemerne og utallige andre objekter. Denne er den værste form for uvidenhed.

Når menneskelig uvidenhed spredes, og visse lysglimt kommer med ind på den intellektuelle horisont, opstår bevidstheden om at de store objekter i sig selv er hjælpeløse og afhængige, eller nærmere de er endnu mere hjælpeløse end mennesket selv, og mere afhængige. Selv det største dyr dør og bliver til intet, på samme måde som selv den mindste myre gør det, og det mister alt sin kraft og styrke. Store floder udtørrer, bjergene kan selv af mennesket sprænges i luften, jordens produktivitet er ikke styret af jorden selv. Vandforekomster gør den frugtbar, og tørke gør den gold. Selv vandet er ikke uafhængigt, for det er afhængigt af luften, der bringer skyerne. Luften er i sig selv magtesløs, og er afhængig af andre årsager for at kunne fungere. Månen, solen og stjernerne er også bundet af en magtfuld lov uden for deres egne afstukne love, fra hvilke de ikke kan afvige den mindste smule.

Efter alle disse overvejelser, vender menneskets sind sig mod muligheden for en magtfuld mystisk og guddommelig kraft, der styrer alle disse fænomener og objekter, en kraft der hos sig har samlet al autoritet. Disse overvejelser giver stof til en formodning om mystiske kræfter bag naturfænomenerne, med utallige guder der regerer over hver deres områder i naturen. Materielle former og symboler bliver konstrueret med det formål at repræsentere disse kræfter for mennesket, hvorefter mennesket tilbeder dem ved at ydmyge sig foran symbolerne. Dette er også en form for uvidenhed, sandheden bliver skjult for det menneskelige øje på dette niveau af menneskets intellektuelle og kulturelle pilgrimsrejse.

Efterhånden som mennesket gør videre fremskridt indenfor viden og lærdom, og efterhånden som mennesket reflekterer mere over livets fundamentale problemer, finder det frem til en altomfattende lov, der omfatter og kontrollerer hele det samlede univers. Hvilken fuldkommen ensartethed der er i forholdet mellem solopgang og solnedgang, mellem vindene og regnen og mellem årstidernes skiften. Hvilken vidunderlig harmoni der er, i de utallige kræfter der arbejder sammen. Hvilken ophøjet lov, så vis og så effektiv, og hvor storslået; alle universets funktioner er samarbejdede i et tids- og begivenhedsskema! Ved at observere alt dette ensartede og regelmæssige lydighedsfænomen overfor alle naturkræfterne, må selv en afgudsdyrker følge logikken og føle sig tvunget til at acceptere, at en guddom må være større end alle de andre, nemlig den guddom der udøver sin overlegne autoritet overfor alle de andre kræfter i universet. For var der andre separate guddomme i universet, så ville de uvægerlig komme til at forstyrre hele universets maskineri.

Mennesket kalder denne, «den største guddom», ved forskellige navne, så som: Allah, Permeswar, Gud, Khuda -i-Khuda'igan. Men da uvidenhedens mørke stadig er over os, fortsætter mennesket med at tilbede visse mindre guddomme sideløbende med den største. Det formodes at Guds kongerige ikke adskiller sig fra det jordiske kongerige. På samme måde som en regent har mange ministre, guvernører m.v., sådan har menneskene også foregrebet tingene på det Guddommelige, på den måde, at man ikke skulle kunne komme til den «Største» - «Gud», uden først at gøre sig vellidt af den befalende under-Gud, så den skal (ifølge visse uvidende folk) også tilbedes og appelleres til for hjælp, og under alle omstændigheder ikke fornærmes. De bliver anset for at være agenter, gennem hvem man kan tilnærme sig den ene store Gud.

Jo mere menneskets viden forøges, des mere utilfreds bliver det med flerguderiet. Så antallet af mindre guder bliver mindre. De mere oplyste folk vil sætte disse afguder under et skapt lys, og finde ud af at ingen af dem besidder nogen form for guddommelighed. De er endnu mindre betydningsfulde end mennesket selv, og endnu mere hjælpeløse, og de må fjernes en for en, indtil der ikke er andre tilbage end den eneste Gud.

Selv efter vedkendelsen at der kun findes Een Gud, forbliver der undertiden nogle efterladenskaber fra afguderiet. Nogle mennesker forestiller sig at Han har en krop lige som mennesker har det, og at Han er på et bestemt sted. Nogle tror at Gud kom ned til jorden i menneske form, andre tror at Gud, efter at have ordner universets sager, trak sig tilbage, og at Han nu er i hvileposition. Nogle tror det er nødvendigt at have en helgen som medie for at komme til Gud, eller ånder, og at intet kan udrettes hos Gud uden disses mellemkomst. Nogle tror at Gud har et særligt udseende eller form, og at det er en nødvendighed at have dette for øje, foran sig, i tilbedningshand-lingen.

Mange lignende forvirrede opfattelser af Guddommen er forblevet, og mange af disse eksempler er hovedrådende hos forskellige folk og nationer, endog i dag.

Tawhid er den højeste koncept for Guddommen. Det er den viden, som igennem alle tidsaldrene er blevet sendt til menneskene gennem profeterne. Det var den viden, som først Adam blev sendt til jorden med.; det var den samme viden Noah, Abraham, Jesus og Moses bragte (Guds fred være med dem alle). Det var den viden Muhammad, Guds fred være med ham, bragte os. Det er absolut ren viden, uden den mindste smule af overtro. Mennesket blev skyldigt i at begå shirk og kufr (tilbedning af afguder), da det vendte sig mod profeternes lære, og blev afhængige af deres egen fejlbarlige søgen efter årsager og opfattelser baseret på falske fortolkninger. Tawhid udvisker alle uvidenhedens skyer og oplyser horisonten med virkelighedens lys.

Lad os se på hvilke betydningsfulde ting tawhid som koncept, disse få ord: «La ilaha ilAllah», omfatter. Hvilken sandhed de indeholder, og hvilken tro de overbringer.

Først og fremmest står vi ansigt til ansigt med universet som spørgsmål, dette store endeløse univers. Mennesket kan ikke se hverken begyndelsen eller enden på det, og sindet kommer til kort. Det har bevæget sig i dets afstukne kurs igennem tiderne, og sådan fortsætter det sin rejse ind i fremtiden. Utallige skabninger er opstået i det og vil fortsætte med at opstå hver dag. Det er så overvældende, at et tænkende sind føler sig forankret i forundring. Mennesket er uden mulighed for at fatte dets realitet, vi kan ikke tro, at det er opstået ved en tilfældighed. Universet er ikke blot en samling af stof, og det er ikke et rod af ukoordinerede objekter. Det er ikke en sammenholdning af meningsløse ting. Alt dette kan ikke eksistere uden en skaber, en designer, en kontrollant eller en guvernør.

Men hvem er istand til at skabe og kontrollere dette majestætiske univers? Kun Ham der er Mesteren over alle kan gøre det. Ham der er Ubegrænset og Uendelig; Almagtfuld, Alviis, Altomfattende, Alvidende og Altseende. Han må have overlegen autoritet, over alt hvad der eksisterer i universet, og alt hvad der findes i det må være fri for enhver brist eller fejl, og ingen må have autoritet til at bryde ind i Hans arbejde. Kun et sådant væsen kan være skaber Kontrollant og Hersker i universet.

Dernæst er det væsentligt at alle egenskaberne og magten, er samlet hos en eneste. Det er umuligt for to eller flere væsener at sameksistere og have samme egenskaber og magt. Det ville uvægerligt ende i et sammenstød. Derfor må der være kun en suveræn og ophøjet person, der har magten over alle andre. Det er ikke muligt at forestille sig to guvernører for den samme provins . Eller to øverstbefalende de i en hær. På samme måde er en fordeling af disse kræfter på forskellige guddomme ikke mulig, hvis man f.eks. forestillede sig en gud, der var altvidende, en der var altseende, og en der var livgivende hver især med deres domæne, det er utænkeligt. Universet er en udelelig helhed, og til sidst ville hver af sådanne guddomme alligevel blive afhængige af hinanden, når de skulle udøve deres autoritet. Der ville naturligvis opstå mangler i koordinationen. Hvis noget sådant skulle ske, ville det betyde at verden ville falde fra hinanden. De guddommelige egenskaber er ikke til at overføre. Det er umuligt, at en bestemt guddommelig egenskab kan være tilstede i en bestemt guddom på et tidspunkt, for dernæst at være tilstede i en anden guddom på et andet tidspunkt. Et guddommeligt væsen der ikke evner at holde sig selv i live ved egen kraft, kan heller ikke give liv til andre. Den der ikke kan beskytte sin egen guddommelige kraft er heller ikke passende, når det gælder at regere det uendelige univers.

Jo mere man reflekterer over dette problem, des mere stærk bliver overbevisningen om at alle disse guddommelige egenskaber er nødt til at forefindes hos et og samme væsen. Flerguderi er en form for uvidenhed, der ikke kan stå for en rationel undersøgelse. Det er en praktisk umulighed. Livets og naturens virkelighed passer ikke til det. Mennesket bliver automatisk bragt til virkeligheden, og det er, der er tawhid, Guds enhed.

Mens vi holder gudsopfattelsen for øje, så lad os se lidt nærmere på dette uendelige store univers. Anstreng dig til dit yderste, og søg blandt de synlige objekter du kender eller opfatter, om du deriblandt kan finde en tilfredsstillende 1øsning på et objekt, der hos sig har alle disse egenskaber. Solen, månen, stjernerne, dyrene, fugle, fisk, stof, penge, et-eller flere mennesker? Besidder nogle af dem de guddommelige egenskaber? Nej, bestemt ikke. For alt hvad der findes i universet er skabt. For alt hvad der findes er enten kontrolleret eller styret, reguleret og i et afhængighedsforhold til andre. Det er dødelige ting, eller ting der omformes. Enhver bevægelse der foregår i universet føres gennem en uforanderlig lov, fra hvilken der ikke er nogen afvigelse. De skabte tings hjælpeløse tilstand beviser at ingen guddommelig egenskab kan finde ly nogetsteds i det skabte. Der er intet guddommeligt at finde, og der er absolut ingen forbindelse til dem. Det er en afvigelse fra sandheden, og den største skændsel, at give guddommelige egenskaber til nogle af de skabte ting.

Sådan er meningen med la ilaha il-Allah (der er ingen gud). Ingen dødelig besidder nogen guddommelig magt, ejheller materielle objekter, og ingen fortjener at blive tilbedt.

Men dette er ikke afslutningen på vores søgen. Vi har fundet frem til, at der ikke forefindes nogen guddommelighed i noget at det skabte stof eller i de menneskelige elementer i dette univers. Dette leder os til den konklusion, at der findes en guddommelig personlighed, der er hævet over alt hvad vore øjne kan se i universet. En der besidder guddommelige egenskaber. Hvem er da Viljen bag hele dette fænomen? Hvem er Skaberen af dette enorme univers? Hvem er det, der kontrollerer den perfekte lov, og dirigerer dens særlige rytme? Hvem er det, der administrerer alle bevægelserne? Han er Allah, universets Herre, og ingen anden kan sidestilles med Hans guddommelighed. Dette er hvad «La illaha (il-Allah)» betyder (undtagen Allah).

Denne viden er alle andre former for viden overlegen. Jo mere du anstrenger dig for at undersøge det, des mere bliver du overbevist om, at dette er startstedet for al anden viden. Indenfor enhver gren af viden du søger, det være sig: fysik, kemi, astrologi, geologi, biologi, zoologi, økonomi, politik, sociologi, eller hvad som helst, vil du finde, at jo dybere du går i efterforskningen, jo klarere står sandheden frem «La illaha il-Allah». Det er en koncept der åbner spørgsmålenes døre og i virkelighedens lys, oplyses sandhedens vej. Hvis du fornægter og besværger denne virkelighed, vil du kun opleve illusion for hvert et skridt du tager, da det er en fornægtelse af den primære sandhed, og det medfører at hele universet mister sin meningsfuldhed og betydning for dig.

Tilbage

TAWHIDS EFFEKT PÅ MENNESKETS LIV

Lad os nu studere hvilken effekt «La illaha ilAllah» har på menneskets liv, og lad os se hvorfor mennesket altid, hvis det efterlever denne frase, altid vil have succes i livet, og hvis det fornægter den, vil få fiasko både i dette og det næste liv.

En der tror på denne kalima kan ikke have snæversyn. Han tror på Gud, der er Skaberen af himlene og jorden, og Herskeren over både øst og vest, Opretholderen af hele universet. Efter denne realisation er intet i verden fremmed for ham mere. Han ser på alt hvad der findes som Herrens ejendom, den samme Herre som han selv tilhører. Hans kærlighed, sympati og tjeneste er ikke forbeholdt nogen bestemt gruppe eller område. Hans vision er blevet forstørret, hans intellektuelle horisonter er blevet udvidet, og hans syn er blevet liberaliseret og uendeligt, lige som Guds Kongerige er det. En sådan vidde i vision kan ikke opnås af en ateist, en afgudsdyrker, eller en der tror på en guddom, der formodes at besidde begrænsede og defekte kræfter lige som mennesket selv.

Denne tro producerer i mennesket den højeste form for selvrespekt og selvagtelse. Den troende ved, at Allah alene er den der besidder al magt, og ingen ved siden af Ham kan skade eller gavne mennesket. Denne overbevisning gør mennesket uafhængigt og selvstændigt over for al le m agter og kræfter, andre en Guds. Efter denne erkendelse vil mennesket aldrig mere bøje hovedet i ydmyghed overfor nogen skabning, og det vil heller ikke række hånden ud efter noget, til andre end Gud, mennesket vil ikke falde på maven af beundring overfor nogen af Guds skabninger. En indstilling som denne kan ikke produceres gennem nogen anden tro end Islam. Det er derimod nødvendigt for dem der tilbeder andre skabninger end Gud, undertiden også at bugge og skrabe for noget i skabningen, alt efter om de opfatter disse skabninger, som nogen der kan gavne eller skade dem, hvadenten de sætter lid til dem eller frygter dem.

Sammen med selvrespekten genererer denne tro tillige en form for moderation og ydmyghed i mennesket, der frigører det for forventning og falskhed. En troende bliver aldrig hoven eller arrogant. Den oppustede stolthed over magt og rigdom får ingen plads i hjertet, fordi mennesket nu er klar over at hvad det end besidder, så er det blevet givet fra Gud, og det er Gud der kan fratage lige så vel som give. I modsætning hertil bliver en vantro stolt når han opnår nogle verdslige fordele, da han tror, at det er hans fortjeneste gennem egen indsats. På samme måde er stolthed og selvtilstrækkelighed et naturligt produkt af shirk (det at associere noget med Gud i Hans Guddommelighed), fordi en mushrik tror at han har en særlig relation med sine guddomme, en relation der ikke findes mellem dem og de andre mennesker. . .

Denne tro gør mennesket retskaffent og oprigtigt. Den indgiver mennesket en overbevisning om, at der ikke er andre måder at opnå succes og frelse på end sjælens renhed og god opførsel. Med en perfekt tro på Gud, der er hævet over alle behov og som er fuldstændig retfærdig, og som ikke har nogen særlig relation til nogen på grund af eget værd, er der grundlagt en tro og en bevidsthed om, at med mindre man lever et retskaffent og retfærdigt liv overfor alle, kan man ikke opnå succes. Ingen indflydelseskilde eller undergrundsaktivitet kan frelse mennesket fra ruin. I modsætning til dette lever en kafir og en mushrik altid på falske forhåbninger. Nogle af dem tror at Guds søn har rådet bod for deres synder, andre tror at de er favoriserede af Gud og derved undgår Hans straf, endnu andre tror at deres helgener vil gå i forbøn for dem hos Gud på deres vegne, mens andre foretager ofringer til deres guddomme, og tror at de ved at bestikke disse kan opnå en tilladelse , til at gøre hvad de lyster. Sådanne falske troslærer holder dem indespærrede i synd og ugerninger. Da de er afhængige alene af deres guddomme, bekymrer de sig ikke om deres eget sjæleliv og renhed i handlinger. Hvad angår ateisterne, så tror de ikke at der er nogen der har magt over dem, over for hvem de skulle blive gjort ansvarlige for deres gode eller dårlige handlinger, og derfor opfatter de sig som værende uafhængige, og handler lige som det falder dem ind. Deres egen fantasi bliver til deres gud, og de forbliver slaver af deres egne ønsker og forhåbninger.

En troende mister aldrig modet. Han har en fast tro på Gud, der er Mesteren over alle jordens og himlenes rigdomme, Hans storhed og gavmildhed har ingen ende, og Hans magt omfatter alt. Denne tros indflydelse på en troendes hjerte er bemærkelsesværdig. Den bibringer tilfredshed, fredsommelighed og opretholder det gode håb. Til trods for at der muligvis kommer en fornægtelse fra hele omverdenen, så vil troen og afhængigheden aldrig forlade en, og med denne styrke kan man gå videre i sin kamp. Så udpræget en tillid kan ikke opstå fra nogen anden tro, end troen på Gud. Både en kafir, mushrik og en ateist har små hjerter; de er afhængige af begrænsede kræfter, og derfor er de i nødens stund hurtigt overrumplede af mismod, og ofte begår de selvmord.

Denne tro producerer i mennesket en meget stærk viljestyrke og fremdrift, med en tålmodig tillid til Gud. Når først den troende har besluttet sig og lagt sine ressourcer frem for at opfylde den Guddommelige befaling, for at sikre sig Guds velbehag, så er han sikker på, at han har al støtte bag sig af selveste universets Herre. Dette gør ham i allerhøjeste grad fast og styrkefuld som et bjerg, og intet mål af vanskeligheder, besvær og modstand kan få ham til opgive sin beslutning. Shirk, kufr og ateisme har ingen effekt der kan sidestilles.

Denne deklaration inspirerer tillige mennesket til modighed. Der er to ting der forårsager fejhed hos et menneske:

a) frygt for døden og kærlighed til sikkerheden, samt

b) ideen om at der er nogen anden foruden Gud, der kan fratage livet, og at man ved at adoptere foranstaltninger kan undgå døden. Troen på La ilaha il-Allah, fjerner begge disse ideer fra sindet. Den første ide forsvinder fordi man ved at liv, ejendom og alle andre ting, tilhører Gud, og man bliver rede til at ofre det hele for Hans skyld. Den anden ide kommer man af med. fordi han ved at ingen våben, og intet menneske eller dyr, har magt til at fratage livet. Kun Gud har magten til at gøre dette. Der er blevet forudbestemt et tidspunkt for døden, og alverdens kræfter i forening kan ikke fratage nogen deres liv før denne tid. Det er af denne årsag, at der ikke er nogen mere modig, end den der har troen på Gud. Intet kan true ham, ikke den stærkeste hær, eller den sværest tænkelige opposition, kan i sig selv få ham til at frygte. Hvorfra skulle en mushrik eller en kafir få denne styrkende kraft og fremdrift fra? For dem er livet den mest dyrebare ting de har, de tror at døden, er noget fjender bringer og påfører, og at det er til at 1øbe fra.

Troen på La ilaha il-Allah skaber en indstilling af fred og tilfredshed, og fjerner jalousi og misundelse fra sindet, holder fristelser på afstand, og forhindrer at søge egen succes gennem unfair midler. En troende forstår at alle værdier er i Guds hånd, og at Han deler ud af det, som Han ønsker, mennesket er underlagt Guds vilje helt og aldeles, både ære, magt omdømme, autoritet og alt andet. Det er Ham der giver til mennesker i Sin godhed, som det passer Ham. Mennesket kan kun kæmpe sig vejen frem på helt fair betingelser; succes eller ej, det er afhængig af Gud. Hvis Gud vil give, så kan ingen magt i verden forhindre det, vil Han tilbageholde, er der ingen, der kan træde op og fremskynde noget. I modsætning til dette, opfatter en mushrik, en kafir eller en ateist dette som afhængigt af deres egen indsats, eller forhindringen som forårsaget af en jordisk Opposition. Af denne grund er de altid afhængige og slavebundne til jalousi og begær. De vil ikke kunne holde sig tilbage, når det gælder bestikkelse, smiger, sammensværgelse eller andre unfair måder at nå deres mål på. Intet vil kunne stoppe deres jalousi og misundelse overfor en rival med succes, og de vil gøre alt for at forårsage hans modgang.

Den mest fremtrædende effekt af La illaha il-Allah er, at det får mennesket til at vedkende sig og følge Guds love. En person der har en sådan tro, er bevidst om, at Gud kender til alle ting, både i det åbne og det skjulte, og at Han er nærmere til os end vores egen halspulsåre. Om vi begår synd i et skjult hjørne eller i nattens mørke, eller om vi begår en god handling, Gud ved det, vi kan skjule noget for andre mennesker, men ikke for Gud, vi kan undgå alle andre end Ham. Jo stærkere et menneskes tro er på dette område, jo mere pligtopfyldende vil det blive overfor Guds befalinger. Mennesket vil søge at undgå det forbudte, og vil søge at fuldføre det ønskelige til sit yderste, både åbent og skjult, fordi det er klar over, at Guds politi aldrig vil lade det ene med dets handlinger. Ubehaget ved denne rettergang vil få os til at opfylde denne vigtigste forpligtelse påført gennem trosbekendelsen: «la illaha ilAllah». Det er alene gennem denne erkendelse at det bliver muligt at fuldføre forpligtelserne overfor Gud.

I henhold til profeten Muhammads lære (Guds fred være med ham) er troen på Gud det mest fundamentale og væsentligste princip. Det er hjørnestenen i Islam, og det er kildeudspringet for dets kraft. Alle andre trossætninger, befalinger og love står fast forankret på dette grundlag, de får alle næring fra denne kilde. Tager man denne grundlæggende sætning (La ilaha il-Allah) væk, vil der intet blive tilbage af Islam.

Tilbage

TROEN PÅ GUDS ENGLE

Profeten Muhammad (fred være med ham) har desuden instrueret os i at have tro på Guds engle. Dette er den anden artikel i den islamiske lære om tro, og den er meget væsentlig, den renser koncepten om tawhid for enhver urenhed, og fra enhver risiko for selv den mindste skygge af shirk (polyteisme).

Polyteisterne har associeret to slags skabninger med Gud:

Dem der har en materiel eksistens og er synlige for det menneskelige øje, som f.eks. månen, stjernerne, ilden, vandet, dyrene og «store mænd».

Dem der ikke har nogen fysisk eksistens og derfor ikke er synlige for det menneskelige øje, de usynlige væsener der formodes at være beskæftiget i universets administration, f.eks. en der kontrollerer luften, en anden lyset, en tredje regnen og så videre.

De formodede skabninger af typen under a), har som følge af deres materielle eksistens, mødt deres afsløring allerede ved øjet, og ved kalimat: La illaha il-Allah. Dette er for såvidt rigelig afsløring af ideen om, at de har del i nogen form for guddommelighed, og derfor ikke fortjener helliggørelse. Den sidstnævnte type, som værende ikke-materiel, er mere mystisk da den er skjult for det menneskelige øje, og det har fået polyteisterne til at hæfte mere betydning til disse væsener end til andre. De formoder at de er guder, eller gudebørn, de laver gudestøtter til deres forherligelse og ofrer til dem. For at rense troen fra dette indslag, og nå til troen på Guds enhed, er denne læresætning fremsat, da den forklarer disse usynlige væseners sande eksistens.

Muhammad (fred være med ham) har forklaret at disse usynlige væsener, som nogle folk tror er Guds børn, i virkeligheden er engle, ikke ånder. Guds engle. De har ingen del i Guds guddommelighed, de kan ikke være ulydige overfor Hans befalinger med så meget som en centimeter. Gud har an sat dem ti l at administrere sit Kongerige, og de udfører Hans ordre med akkuratesse. De har ingen autoritet til at gøre nogle ting ved egen tilskyndelse, de kan ikke præsentere Gud for nogen personlig fremstilling på noget niveau, og de kan ikke gå i forbøn for noget menneske. At tilbede dem og søge deres hjælp er ydmygende for mennesket, fordi de (englene) på menneskets skabelsesdag af Gud blev befalet at kaste sig ned for menneskets fødder (Adams), fordi Adam var blevet givet mere visdom end dem og fordi Gud havde sat Adam so m vice- regent på jorden, og derved foretrukket ham fremfor dem. Hvilken fornedrelse kan på dette grundlag være større, end at mennesket kaster sig for fødderne af dem der egentlig er blevet befalet at kaste sig ned for ham?

Muhammad (fred være med ham) forbød os at tilbede engle, og at associere nogen guddommelighed med dem. Han har også fortalt os, at de var Guds udvalgte skabninger, syndfrie, og ifølge deres natur ude af stand til at nægte lydighed overfor Gud. Desuden fortalte han, at disse engle konstant er omkring os, og at de noterer og bemærker alle vore gøremål, gode eller dårlige. De er i besiddelse af en komplet optegnelse over hvert menneskes handlinger. Efter vores død vil de præsentere en fuldstændig rapport over alle vores handlinger i livet, og vi vil i denne rapport finde korrekthed til punkt og prikke, intet er udeladt.

Vi har ikke fået noget dybere kendskab til englenes natur, kun nogle af deres evner og gode egenskaber er blevet meddelt os, og vi er blevet bedt om at tro på deres eksistens. Vi har ingen anden måde at komme til at kende deres egenskaber og evner på. Det vil derfor være rent gætteværk, hvis vi på egen hånd ville søge at give dem egenskaber. Vi må nøjes med at tro på dem, nøjagtig på den måde vi er blevet bedt om det. At fornægte deres eksistens er kufr, fordi vi for det første ikke har nogen grund til at fornægte deres eksistens, og for det andet fordi det ville være at tilskrive usandhed til profeten Muhammad (fred være med ham), hvilket ville være en stor skændsel. Vi tror på dem, fordi det sande Guds sendebud har fortalt os om dem.

Tilbage

TROEN PÅ GUDS BØGER

Den tredje trosartikel som profeten Muhammad (Guds fred være med ham) har befalet os at have, er troen på Guds bøger. De bøger Han har nedsendt til menneskene gennem sine profeter.

Gud har åbenbaret sine bøger til profeterne før Muhammad (fred være med ham), og disse bøger er blevet nedsendt til menneskene, på samme måde som Han nedsendte al-Qur'an til profeten Muhammad. Vi er blevet informeret om nogle af navnene på disse bøger: Abrahams bog, Moses bog-toraen, Davids bog- zabur, Jesus bog -indjil. , vi er ikke blevet in formeret om andre bøger end de nævnte profeters, derfor er vi ikke istand til at sige med sikkerhed, om andre end disse bøger er åbenbarede eller ej, i deres oprindelige form.

Det er dog vores principielle tro, at alle bøger der er blevet åbenbaret fra Gud, er sande bøger hele vejen igennem.

Af de bøger vi har nævnt, er Abrahams bøger ikke tilstede mere, og de er ikke til at spore i verden i dag. Davids-zabur (salmer), toraen (gl.testamente) og indjil (nye testamente) fra Moses og Jesus, eksisterer i dag hos deres respektive folk, men igennem Qur'an ved vi, at disse bøger ikke er korrekte i alle henseender, da teksterne er blevet sammenblandet med ting fra folkenes egne forestillinger. Denne korruption og sammenblanding af tingene i disse bøger er så velkendt, at selv jøderne og de kristne indrømmer, at de ikke i dag har den originale tekst, men kun dens oversættelse, der er blevet ændret igennem årene, og som stadig bliver revideret. Når vi læser i disse skrifter, finder vi mange passager, der tydeligvis viser, at de ikke kan være fra Gud. Guds ord og menneskers ord er blandet sammen i dem, og vi har ingen mulighed for at finde frem til hvad af det, der er fra Gud, og hvad der er fra mennesker.

Vi er blevet befalet at tro på de tidligere åbenbarede bøger på den måde, at vi indrømmer at der før Qur’an, er blevet sendt bøger ned fra Gud til profeterne, og at de alle var fra den ene og samme Gud, den samme der sendte Qur'an. At Qur'an er blevet sendt til os, er altså ikke nogen besynderlig begivenhed, fordi det er en fortsat begivenhed, der bekræfter de guddommelige instruktioner til folkene, som var gået tabt igennem historisk tid. Al-Qur’an er den sidste af de guddommelige bøger sendt fra Gud:

Den originale tekst i de fleste af de tidligere bøger gik helt tabt, og kun en oversættelse af dem eksisterer i dag. På den anden side er Qur'an i dag, som den var. da den blev åbenbaret til profeten, ikke et ord eller en stavelse er ændret. Den er tilstede i dag i sin originale tekst, og Guds ord er derigennem blevet bevaret til evig tid.

I de tidligere bøger skete der en sammenblanding af menneskers ord og Guds ord, men i Qur'an finder vi udelukkende Guds ord - og disse i deres oprindelige renheds form. Dette er blevet indrømmet selv af Islams modstandere.

Hvad angår de andre åbenbarede bøger, kan det siges, at de på grundlag af deres historiske oprindelse ikke kan tilskrives den profet, der siges at være deres ophav, i nogle tilfælde kan det ligeledes gennem autentiske beviser siges, at man ikke engang ved til hvilke profeter, og på hvilken tid de er fra. Hvad angår Qur’an, så er det hævet over enhver tvivl, at de er åbenbaret til Muhammad (fred være med ham). Bevisførelsen er så omfattende og så overbevisende og stærk, at selv de største modstandere af Islam ikke kan betvivle den. Beviserne er så detaljerede, at selv situation og sted for åbenbaringen for mange vers, vedkommende er kendt med sikkerhed.

De tidligere åbenbarede bøger blev nedsendt, i et sprog der forlængst er uddødt. Ingen nationer eller samfund taler i dag de sprog, og der er kun få personer, der hævder, at de har kendskab til dem. Så selv om disse bøger eksisterede i dag i deres uændrede form, ville det være umuligt på vores tid at forstå, tolke og efterleve dem. Modsat er Qur'an på et sprog, der lever, og som millioner af mennesker taler, og endnu flere millioner kender det og forstår det, og der bliver undervist i det på næsten ethvert universitet verden over. Ethvert menneske kan lære det, og for dem der ikke har tid til at lære det, er der mulighed for, at finde mennesker der kan det hvor som helst, og som kan forklare hvad det er der står i Qur'an.

Enhver af de eksisterende hellige bøger som findes blandt alverdens nationer, er blevet adresseret til bestemte folk eller nationer. Hver af dem indeholder befalinger der synes at være bestemt for en særlig periode i historien, og som alene synes at skulle være behjælpelig i en bestemt tidsalder. Der er ingen behov for dem i dag, og deres lære kan ikke uden videre praktiseres i dag. Det er ganske klart, at disse bøger var for et bestemt folk, og ikke for verden som helhed. Desforuden blev de ikke sendt for at skulle følges permanent af det folks efterkommere, men de var tiltænkt for en kortere periode. I modsætning til dette, er Qur’an tiltænkt hele menneskeheden, end ikke en enkelt sekvens kan mistænkes for at være ment for et enkelt folk alene. Efter samme mønster er alle befalinger og alle henvisninger i Qur'an nogle, der kan praktiseres og handles efter på ethvert sted og til enhver tid, hvilket beviser at Qur'an er en bog, der er tiltænkt hele den samlede menneskehed som en evig livsmodel for menneskelivet.

Der er ingen fornægtelse af de tidligere guddommelige bøger indhyllet i det gode og dydige som de står for, da de også belærer om en moralsk og sandfærdig måde at leve på. Men ingen af dem var omfattende nok til at rumme alt hvad der er nødvendigt for et retskaffent menneskeliv. Nogle af dem overdriver på en måde, andre på en anden. Det er alene Qur'an, som omfatter alt det der var godt i de tidligere bøger, og desforuden fuldkommengør Allahs vej, og præsenterer den i sin helhed, og uddyber den livsform der omfatter alt hvad der er behov for hos mennesket på denne jord.

På grund af menneskenes manipulationer, er mange ting blevet tilføjet i disse bøger, som i virkeligheden strider mod de faktiske forhold, ting der strider mod sund fornuft og strider mod ethvert retfærdighedsinstinkt. Der er ting i dem, der er både onde og uretfærdige, og som vil fordærve menneskets tro og handlinger. Desuden er der desværre blevet tilføjet ting, der er perverterede, uanstændige og højst umoralsk. Qur'an er fri for al den slags. Den indeholder intet, der strider mod fornuften, og intet der kan bevises at være forkert. Ingen ting i Qur'an kan siges at være uretfærdige, og intet er misvisende. Intet spor af noget der er umoralsk eller uanstændigt, findes der i den. Fra begyndelsen til enden er det en bog fuld af visdom og sandhed. Den indeholder det højeste indenfor filosofi, og den indeholder den mest passende lov for den menneskelige civilisation. Den peger på den rette vej og leder mennesket til succes og frelse.

Det er på grundlag af disse særlige kendetegn i Qur'an, at alverdens folk er blevet påbudt at tro på den, og at opgive alle andre bøger og at følge den alene. Studiet af Qur'an i forhold til de andre guddommelige bøger vil tydeligt vise, at troens natur, som den fremgår af Qur'an, ikke er identisk med troen beskrevet i de tidligere bøger som vi har dem i dag.

Troen på de tidligere bøger bør begrænses til en bekræftelse på, at de alle var fra Gud, at de var sande, og at de blev nedsendt for i deres tid, at opfylde de samme formål som Qur’an i dag gør det. Troen på Qur'an skal være sådan, at det for os er Guds eget og absolutte ord, at det er helt sandfærdigt, og at hvert ord i den er blevet bevaret, at alt nævnt deri er korrekt, og at det er ethvert menneskes pligt at bringe befalingerne til i Qur'an udførelse i sit livsforløb, og alt hvad der strider mod dette, må vi fornægte.

Tilbage

TROEN PÅ GUDS PROFETER

I forrige kapitel forklarede vi at Guds sendebud blev oprejst i hver deres nation, og at de alle i hovedtrækkene bragte samme religion -ISLAM - som profeten Muhammad (Guds fred være med ham) prædikede. I dette forhold står alle Guds sendebud på linie med hverandre. Hvis et menneske fornægter bare

en af dem, er det, som om det fornægter dem alle, og hvis et menneske tror på en enkelt af dem, så må han også tro på dem alle. Årsagen er simpelthen den, at hvis ti mennesker fremsætter en og samme udtalelse, og du indrømmer at en af dem er sand, så er det naturligvis et faktum at de andre ni også er sande, det samme ville naturligvis være tilfældet i modsat fald. Hvis den ene udtalelse var usand, ville de andre ni også være det. Det er af denne årsag, at det i Islam er absolut nødvendigt at have tro på alle de sendte profeter. En person der fornægter en bestemt profet er en kafir, selv om vedkommende måske tror på alle de andre profeter.

Traditionen fortæller os, at der til verdens utallige folkeslag på forskellige tidspunkter er blevet sendt i alt 124.000 profeter. Hvis du tager livet på jorden med i betragtningerne, helt fra begyndelsen, med al le de nationer og folkeslag forskellige steder på kloden, så synes dette tal ikke at være for stort. Vi er nødt til at tro på de ved navn nævnte profeter i Alqur'an. Hvad angår resten, så er vi blevet instrueret om, at alle de sendte profeter fra Gud til menneskenes vejledning, var sandfærdige mennesker, og dette er tilstrækkeligt for os at vide.

På denne måde tror vi på alle profeterne i Indien, Kina, Egypten, Persien, Afrika, Europa og alle andre lande i verden, men vi kan ikke præcisere os med hensyn til en enkelt profet, hvis han ikke er blevet navngivet i qur'an. Vi kan ikke med sikkerhed vide om han var profet eller ej, fordi vi ikke er blevet fortalt noget konkret om ham. Vi har heller ingen tilladelse til at tale nedsættende om nogle hellige mænd fra andre religioner, da det kan være en reel mulighed, at de var profeter, og hvis deres lære ikke ser ud til at være i overensstemmelse med de øvrige (i-qur'an) nævnte profeters, så er det måske deres følgere, der har påført ændringer i deres eftertid. Måske på samme måde som det er sket med følgerne efter Moses og Jesus (Guds fred være med dem). Det er derfor at vi, hvis vi tilkendegiver nogen mening om dem eller deres lære, kun mener visse ting omkring deres ritualer og opfattelser indenfor den religion der bærer navn efter en given profet. Når det gælder selve den profet der er tale om, så er vi naturligvis helt tavse, fordi vi ikke vil risikere at komme i den situation, at vi skulle blive skyldige i at tale nedsættende om en af Guds profeter.

Alle Guds profeter er blevet udnævnt af Ham til at belære om den direkte vej «Islam». I denne betydning er der ingen forskel på Muhammad og de andre profeter (Guds fred og velsignelser være med dem alle), og vi er blevet beordre at tro på dem, på samme måde. Alligevel, til trods for denne ensartethed, er der disse tre følgende forskelligheder mellem dem:

Profeterne i fortiden kom til et bestemt folk for en bestemt tidsperiode, mens profeten Muhammad (fred være med ham) er blevet sendt til hele menneskeheden for al fremtid.

Læren fra de tidligere profeter er enten fuldstændig forsvundet, eller de få ting der stadig er tilbage, er blevet blandet sammen med fejlcitater og fiktive udtalelser. Af denne årsag er det ikke muligt at følge deres lære i dag, selv om man gerne ville det. I kontrast til dette står profeten Muhammads lære, hans livshistorie, hans moral, hans livspraksis, vaner og gode egenskaber i øvrigt; kort sagt, alle hans livs og livsarbejdes detaljer er bevaret. Muhammad (fred være med ham) er derfor den eneste fra hele profetrækken, der er en levende personlighed i hvis fodspor vi kan gå, med tiltro og vished.

Den retledning der var ledetråden fra fortidens profeter var ikke fuldkommen, forstået på den måde at efter enhver af de tidligere profeter blev der sendt en efterfølgende profet til at fortsætte den tidligere arbejde, gennem tilføjelser moderationer eller nye forordninger, og derigennem blev en udvikling og en reformation videreført. Det er derfor at de tidligere profeters lære efter et tidsrum forsvandt og blev glemt. Der var jo ingen grund til at bevare den og lappe på det hele, når fornyet retledning og reform allerede var sendt i form af en ny profet. Til sidste blev menneskeheden givet den mest perfekte retledning, og alle de tidligere profeters lære blev derved opløst, eller erstattet gennem fuldkommengørelsen i døden. Profeten Muhammad har vist os, at vi må have tillid til og tro på, at vi efter døden vil blive oprejst efter døden, og at vi vil komme til at opleve dommedagen. Det essentielle i denne læresætning er som han har lært os:

At denne verdens liv, og alt hvad der findes i den vil komme til en afslutning på en bestemt og fastsat dag, Alting vil blive opløst. Den dag kaldes Qiama, den sidste dag.
At alle mennesker der har levet i verden siden den tidligste start, vil blive bragt til live igen, og blive fremstillet foran Gud, der vil give sin dom over mennesket den dag. Dette kaldes hasr, opståen.
At den fuldstændige optegnelse for alle mænd og kvinders handlinger, gode eller dårlige, vil blive præsenteret foran Gud til Hans bedømmelse.
At en person hvis gode handlinger er flere end dårlige, vil blive belønnet; og en person hvis dårlige handlinger er flere end gode vil blive straffet.
At de der kommer fra denne dom med succes, vil gå til paradiset, og at dørene for uendelig velsignelse vil stå åbne for dem; de der er fordømt og som vil blive straffet vil blive sendt til helvede, et sted med ild og tortur.

Tilbage

NØDVENDIGHEDEN AF DENNE TRO

Troen på et liv efter døden har altid været en integreret del af profeternes lære. Enhver profet har bedt sine følgere om at have troen på dette i behold, på samme måde som den sidste profet Muhammad har bedt os om at tro. Dette har altid været en essentiel del af det at være muslim. Alle profeterne har kategorisk afvist enhver der fornægter denne del af profeten Muhammads lære (fred være med ham). Det ville være både uklogt og frugtesløst at følge en uperfekt lære, når der samtidig er en perfekt lære tilstede. Den der følger Muhammad, følger samtidig alle de tidligere profeter, for alt hvad der i deres lære var godt og grundlæggende er legemliggjort i denne sidste profet og hans lære. Derfor, enhver der fornægter at tro på, og fornægter at følge, profeten Muhammads (fred være med ham) lære, og istedet vælger en anden lære, opnår kun at afskære sig selv fra den store mængde af gode og anvendelige instruktioner og retledning, der er legemliggjort i denne profet. Muhammads (Guds fred være med ham) lærdom har en sådan fylde og dybde, at noget tilsvarende hos tidligere profeter sendt fra Gud, ikke er set.

Det er af denne årsag, at det er så væsentligt for ethvert menneske at have tro på Muhammad (fred være med ham) og at følge ham. At blive en sand muslim (dvs. en følger af profeternes livsførelse) kræver komplet tro på profeten Muhammad (fred være med ham), og det kræver en bekræftelse på følgende:

at han var en sand profet fra Gud,

at hans lære er absolut perfekt, og fri for nogen fejl.

at han er den sidste profet sendt af Gud. Efter ham vil der ikke blive sendt flere profeter til noget folk, og der vil ikke opstå nogen anden personlighed, som det er essentielt for muslimer at tro på, indtil dommedag.

Tilbage

TROEN PÅ LIVET EFTER DØDEN

Den femte artikel i den islamiske tro er troen på et liv efter døden, og den eller som kaster så meget som skyggen af tvivl over dette, er en kafir. Dette er tilfældet, fordi en fornægtelse af livet efter døden gør alle de andre dele af troen meningsløs. En sådan fornægtelse vil tillige destruere selve grundlaget for godhed i livet, og mennesket ville nødtvungent stå med et liv i uvidenhed og vantro. Den der reflekterer en lille smule over dette vil se det ganske klart.

I hverdagen, når som helst du bliver bedt om at gøre noget, tænker du straks: hvad godt er der i dette, og hvad er skadeligt? Dette er selve den menneskelige natur, vi bedømmer altid en handling uden nogen form for resultat, som unødvendig. Man vil ikke finde det tilfredsstillende som menneske at tilbringe sin tid på meningsløse og unødvendige job, og på samme måde vil vi heller ikke gå særlig højt op i at undgå nogle ting der ingen skade forvolder. Den almindelige regel er, at jo stærkere din overbevisning om en tings meningsløshed er, des mere vil din reaktion mod den blive manifesteret, og jo mere tvivl du har om nødvendigheden af noget, des mere flakker din stræben efter det. I det store og hele er det, som et barn der stikker sin hånd ind i ilden, fordi det ikke er sikker på om ild nu også brænder og gør ondt. Hvorfor er der nogle folk der undgår studier? Fordi de ikke til fulde forstår det væsentlige og alle fordelene ved uddannelse, og fordi de ikke tror på at alt det, de ældre søger at presse ind i deres hoveder.

Tænk på en mand der ikke tror på dommedagen. Han vil ikke opfatte troen på Gud og et liv i henhold til Hans veje som noget med konsekvenser. Hvilke værdier skulle han placere i at søge Guds velbehag? For en sådan person er hverken det at adlyde Gud eller at nægte Gud Iydighed af nogen betydning. Lydighed eller ej, der er ingen konsekvenser - så hvorfor skulle han bekymre sig om at følge Guds forordninger? Eller Hans profeter, eller Hans bøger? Hvad mening ville der for ham være i at gå gennem prøvelser og ofringer i en stræben efter at undgå verdens fristelser? Hvilken gavn ville det være for et menneske at have troen på Gud, hvis han samtidig blot kunne leve efter sit eget forgodtbefindende og kun følge sine egne lyster?

Dette er ikke alt. Hvis man går endnu dybere i sine betragtninger, finder man, at troen på et liv efter døden er den mest afgørende faktor i menneskets liv. Menneskets accept eller forkastelse af dette er direkte afgørende for menneskets adfærd og kurs.

Et menneske, der alene er optaget af sin succes i dette liv, vil kun blive interesseret i øjeblikkelige fordele eller ulemper, sådan et menneske vil ikke påtage sig nogle gode handlinger, hvis ikke der er nogen øjeblikkelig materiel fordel forbundet hermed. Et sådan menneske vil heller ikke kunne afstå fra nogen ting, med mindre der er en tydelig ulempe som umiddelbar følge heraf.

Men det menneske der tror på det kommende liv, og som er overbevist om konsekvenserne af egne handlinger, vil se på vinding og tab i denne verden som midlertidige og foranderlige, og vil ikke sætte sit indskud til et senere liv ind på at opnå en lille øjeblikkelig fordel. En person af denne slags vil altid se på tingene i deres videre perspektiv og altid se på den permanente fordel. Denne person vil gøre det gode, uanset prisen han må betale i dette liv, og uanset de ofre han må yde for det i øvrigt. På samme måde vil han søge at undgå det onde og forkerte ud fra den betragtning, at det er de uendelige konsekvenser han skal se på egne indfald og ideer.

Der er altså en radikal forskel på to sådanne personers tro, indstilling og adfærd. Den enes ide om hvad en god handling er, begrænses af hvorvidt han kan opnå noget øjeblikkeligt ved den. Om han kan opnå noget i dette korte midlertidige liv i form af penge, ejendom, offentligt bifald, eller andre lignende ting der kan give ham ære, magt eller position, eller blot verdslig lykke. Sådanne ting bliver hans livsobjektiver. At opfylde sine egne ønsker og selvskabte behov bliver til hovedindholdet i hans liv, og han holder sig ikke tilbage fra ondskab og uretfærdige midler, hvis det fører til hans mål. På samme måde er hans opfattelse af onde eller dårlige handlinger den, at det enten er noget der giver risiko eller en fare for sine personlige interesser i denne verden, som f.eks. tab af liv eller ejendom, sygdom eller at blive påført et dårligt rygte, eller en anden ubehagelig konsekvens.

I modsætning til dette er den troende mands opfattelse af godt og ondt helt forskellig. For ham er alt hvad der glæder Gud godt, og alt hvad der påkalder Guds unåde er dårligt eller ondt. Efter hans opfattelse vil en god handling forblive god, også selv om den ikke tilsyneladende bringer nogen fordel for ham i dette liv, og selv om det ser ud som om, der bliver ham et tab tildelt på grund af denne gode handling. Han er overbevist om, at Gud vil belønne ham i det evige liv, og det vil blive den virkelige succes for ham. Og på samme måde vil han ikke forfalde til nogen misgerning på grund af noget materielt, for han ved, at selv om det så også skulle lykkedes for ham at undgå straf i dette liv, så vil han alligevel blive taberen, når han skal stille i Guds retssal senere. Han tror ikke på en relativ moralsk standard, men holder sig til en absolut standard, som den er åbenbaret af Gud, og lever i henhold til den, uanset om der er et materielt håb involveret, eller om der skulle være en fare forbundet med det i denne verden.

Det er altså troen, eller vantroen, på livet efter døden der får en person til at adoptere forskellige metoder i sit liv. For et menneske der ikke tror på dommedagen, er det komplet umuligt at indrette sit liv på en måde som foreslået gennem Islam.

Islam siger: <<For Guds sag giv værdier (za kah) til de fattige!» Hans svar er: <<Nej, zakah vil begrænse mine værdier! Jeg vil heller kræve rente af mine penge og få nogle flere!> Og alt imens han samler sig værdier, vil han ikke betænke sig på at tage fra alle der skylde ham, rig eller fattig. Islam siger: <<Undgå altid løgnen og tal sandt, til trods for at du kan tjene nok så meget ved at lyve, og til trods for at du kunne undgå at miste nok så meget gennem løgn!» Men hans svar bliver: <<Hvad skal jeg med en sandhed der ikke bringer mig nogen fordel her, men tværtimod bringer mig tab, og hvorfor skulle jeg undgå at lyve, når det til tider kan bringe mig fordele uden risiko for tab og end ikke bringer mig et dårligt rygte?» Kommer han på et øde sted i nærheden af et stykke værdifuldt materiale, tilsyneladende uden ejer, så siger Islam: Det er ikke dit, lad det være!» Men han siger: <<Dette er noget jeg er kommet til uden besvær eller anstrengelse, hvorfor skulle det ikke blive mit? Der er ingen der ser mig samle det op. der er ingen til at fortælle politiet om det, eller give vidnesbyrd om det i en evt. retssag, eller give mig et dårligt navn blandt folk.» Islam siger: <<Vær ærlig med værdierne, giv det tilbage til rette ejermænd som er blevet dig betroet, og giv det videre til de retmæssige arvinger!» Han svarer: <<Hvorfor det, der er ingen, der kan bevise at disse ejendele er med mig, selv den dødes børn ved intet om det. Når jeg selv kan investere det og få glæde af det uden nogen krav fra andre, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det?»

I korthed vil det sige, at for hvert skridt i livet vil Islam lede individet i en bestemt retning og til en bestemt indstilling og adfærdsmønster, i modsætning til den vantro der vil gå modsat alle disse principper, fordi Islam værdsætter alle ting i forhold til deres evige konsekvenser, den vantro er kun interesseret i den øjeblikkelige nære og verdslige effekt af tingene. I dette lys er det klart, at en person ikke kan være muslim uden at tro på dommedagen. At være muslim er en meget storslået ting, fakta er, at man kan end ikke være et godt menneske uden denne tro, fordi fornægtelsen af dommedagen degraderer mennesket til et sted lavere end det laveste animalske stade.

Tilbage

LIVET EFTER DØDEN

Indtil nu har vi beskæftiget os med troen på dommedag, og lad os så gå videre til konsekvensen af dommedagen - livet efter døden. Hvad profeten Muhammad belærte os om livet efter døden, og dommens dag (Guds fred være med ham), er klart baseret på årsag og virkning. Selve vores lydighed mod hans råd og anvisninger er baseret på en tro og et tillidsforhold til ham som værende Guds sendebud til os, men hans lære på dette område er så meget mere fornuftigt og forståeligt end noget andet synspunkt angående livet efter døden.

De følgende synspunkter er udledt af disse læresætninger:

Nogle mennesker siger at der intet er efter døden og at der efter døden intet er tilbage af mennesket. I henhold til sådanne mennesker er der slet ingen virkelighed forbundet med en tro på et liv efter døden, de mener at det er videnskabelig umuligt. Dette er et synspunkt man finder hos ateister, der i øvrigt mener at deres ateisme er videnskabelig funderet. De tager den vestlige videnskab til indtægt for deres synspunkt.

Andre mennesker fastholder at mennesket som en konsekvens af -sine handlinger til stadighed bliver genfødt i denne verden. Hvis mennesket lever et dårligt liv, vil det blive genfødt i et kommende liv som et dyr af en eller anden slags, eller et laverestående menneske. Hvis mennesket derimod lever et godt og værdifuldt liv, vil det ifølge dem, blive genfødt i en højere rangklasse. Synspunkter som disse finder vi i visse østlige religioner.

Der er et tredje synspunkt, som vi kan kalde troen på en dommens dag, menneskets oprejsning i den guddommelige retssal, eller straf for tidligere handlinger, og dette er det sammenfaldende synspunkt hos alle profeterne.

Lad os nu gennemgå disse synspunkter et for et.

Hvad angår det første, der hævder at have autoritet med støtte i videnskaben, så siges det her, at der ikke er noget liv efter døden. Efter døden er mennesket efter sigende reduceret til støv; derfor er menneskets død afslutningen på livet, og der er intet liv efter denne afslutning. Men er dette virkelig videnskabeligt? Hvis de ikke har set nogen oprejses fra de døde og derfor fornægter denne mulighed, kan de jo rent faktisk kun hævde, at de ikke ved, hvad der sker efter døden. Istedet for at holde sig indenfor denne, deres egen begrænsning, så hævder de flot at der intet er efter døden, og på samme tid hævder de oven i postulatet, at de tillige-taler ud fra viden (ved at hævde at deres ide er videnskabelig). I virkeligheden væver de over dette tema i uvidenhed. Videnskaben fortæller os intet om dette, hverken positivt eller negativt, og der er ingen bevisførelse fra dens side, og det virker sammenfaldende med den sag, hvor en person der aldrig havde set en flyvemaskine og ikke troede på dens eksistens, sagde at der slet ingen flyvemaskiner findes over hovedet. Fordi der er nogle forhold og ting, som ingen mennesker har set, betyder det ikke automatisk, at de ikke eksisterer. Intet menneske, og hele den samlede menneskehed kan ikke hævde om en ting at den ikke eksisterer, blot fordi de ikke har set den. Denne fremgangsmåde er i sig selv uvidenskabelig, og intet fornuftigt menneske kan give den nogen vægt.

Lad os se på den anden gruppes tro. I henhold til dem er mennesket kun menneske, fordi det i sin tidligere form førte et godt liv, og et dyr er et dyr, kun fordi det opførte sig dårligt i et tidligere liv med andre, hvadenten man er dyr eller menneske, så er det en konsekvens af ens handlinger i et tidligere liv. Man kunne fristes til at spørge: Hvem eksisterede så først, mennesket eller dyret? Hvis de accepterer at mennesket var der først, så må det jo betyde, at mennesket i sin tidligere form var dyr, og det gennemhuller deres egen udtalelser og ender i en ond cirkel. Der er ingen begyndelse mulig for denne teori, det ene kommer af det andet, hvilket gør den absurd.

Lad os overveje den tredje mulighed. Første punkt er, at verden vil komme til en ende, Gud vil destruere og opløse hele universet, og i dets sted vil Han udvikle et andet og højere kosmos.

Denne udtalelse er utvivlsomt sand, der kan ikke kastes nogen tvivl over den, fordi jo mere vi reflekterer over den, des mere bliver det klart, at kosmos ikke er bestandigt og evigt uforanderligt. Alle de kræfter der virker i det er begrænsede, og de vil på et tidspunkt nå deres udmattelse. Det er derfor, at videnskabens folk hævder, at vores sol en dag vil blive kold, og miste al sin energi, stjernerne vil støde sammen, og hele universets system vil blive destrueret. Hvis evolution er sandt hvad angår universets bestanddele, hvorfor skulle det samme så ikke være tilfældet med universet som helhed? At tænke på universet som noget der vil blive totalt udslettet, og ikke eksisterende, er da meget mere uacceptabelt end at forestille sig universet gå ind i en ny fase, et andet udviklingsstade, der vil bringe en forbedret tingenes orden.

En an den mulighed i forbindelse med den ne tro er, at mennesket igen «vil blive givet liv>. Er det umuligt? Hvis det ikke er muligt' hvordan var det da muligt, at mennesket blev givet liv til dette nuværende liv? Det er ganske klart, at Gud der skabte mennesket i denne verden kan gøre det samme i den næste. Det er ikke blot muligt, men det er tillige nødvendigt, som det vil blive vist senere.

En tredje mulighed er den, at alle menneskets handlinger i denne verden bliver registrerede og præsenterede på opstandelsens dag. Beviserne for at noget sådant kan lade sig gøre, har vi fra videnskaben i dag. De lyde vi laver producerer små bølger i luften, hvorefter de uddør. Det er blevet opdaget, at lyde efterlader en effekt på de objekter de rammer i omgivelsen, og at de kan reproduceres ud fra effekten på disse objekter. Grammofonplader er konstruerede ud fra dette princip. Ud fra dette kan man ane at ethvert øjeblik af menneskets liv, er påtegnet overalt hvor det har færdedes livet igennem, produceret gennem de lydbølger som er forårsaget gennem vores bevægelser, fuldstændig opbevaret og klar til at blive draget frem igen.

En fjerde mulighed er den, at på opstandelsens dag vil Gud i in retssal dømme mennesket for dets gode eller dårlige handlinger, og hvad kan der være-i-vejen med dette? Årsagen er klar, vi ser mennesker gå gennem livet og gøre gode ting uden at få noget ud af det, og vi ser tusinder af eksempler på folk, der gør gode ting, og som får problemer ud af det for deres liv og levned, og modsat ser vi onde folk, der livet igennem nyder det og lever godt, mens de er skyld i andre menneskers ulykke. Er det ikke rimeligt, at de skulle møde deres dom hos Gud? Når vi i det daglige måler sådanne uligheder, så kræver vores retfærdighedssans, at der må komme en dag, hvor den der gør godt vil blive belønnet for det, og den der begår ondt vil blive straffet. Hvis du f.eks. har en bensindunk og en æske tændstikker og sætter ild til din modstanders hus med det, så slipper du måske fra det uden at blive opdaget, og det får ingen konsekvenser for dig, men betyder dette at handlingen ikke havde nogen konsekvens overhovedet? Nej - vel, det betyder blot, at den fysiske handling er tydelig og erfaret, hvorimod den moralske del af handlingen forbliver tildækket og skjult. Synes du, at det er urimeligt at den del af handlingen aldrig skal frem i lyset ? Hvis du mener ja, så er spørgsmålet, hvor og hvornår, automatisk tilstede. Svaret er, at det ikke kan blive i denne verden, da kun materielle konsekvenser af handlinger materialiseres fuldt ud her. Moralske konsekvenser bliver ikke altid tydeliggjorte på det materielle plan.

Resultater og konsekvenser efter denne højere kategori kan kun forekomme hvis en anden " tingenes orden " indtræffer, hvor en rationel og moralsk lov regerer på højeste niveau, og hvor alle de fysiske love er underlagt dem. Som tidligere nævnt er dette det næste stade i universets udvikling, det der kan fostre noget sådant. Det er et højere trin på udviklingsstigen på den måde, at det er de moralske love, der bliver sat over de fysiske love. De rationelle konsekvenser af menneskets handlinger der er helt eller delvist skjult i denne verden, vil da træde frem. Menneskets status vil da blive defineret alene på grundlag af dets rationelle og moralske værdi, dømt i henhold til livsopførsel, prøvelser og udfordringer. I den forordning vil man ikke finde en mand af høj værdi tjene under et fjols, eller en moralsk udviklet personlighed underlagt en skamløs person, som tilfældet er i denne verden.

Den sidste mulighed med denne tro er, at eksistensen af paradis og helvede heller ikke er en umulighed. Hvis Gud kan skabe solen, månen, stjernerne og jorden, hvorfor skulle det så ikke også være muligt for Ham at skabe et paradis og et helvede? Når Han vil afholde Sin rettergang og give retfærdige belønninger eller straffe, så er det jo klart, at der tillige må være to steder, hvor disse ting kan blive fuldbyrdet. Der må være et sted hvor de belønnede kan være og få deres ære, lykke, glæde og taknemmelighed af alle slags, indfriet. Og der må være et sted, hvor de fordømte kan opholde sig med deres skam, smerte og ulykke.

Efter at have overvejet alle disse muligheder er der intet fornuftigt menneske, der kan undslippe den konklusion, at et liv efter døden er højst acceptabelt for intellektet og fornuften, intet af det er ulogisk eller umuligt, og desuden, når en sand profet som Muhammad (Guds fred være med ham) har proklameret det som værende fakta, og vi kun kan få godt fra det, så ligger visdommens vej der, hvor man accepterer det og ikke forkaster det uden nogen tungtvejende grunde.

Det ovenfor nævnte er de fem trosartikler, der er grundlaget for Islams struktur på dette område, det er indeholdt i den kendte betegnelse «kalima tajiba». Når man erklærer «La ilaha il-Allah» (der er ingen gud anden end Allah), opgiver man alle de falske forestillinger om Gud og befæster troen på den Eneste Gud - Allah. Derefter bekræfter man profethvervet hos Muhammad ved at tilføje: «Muhammad -ur- rasul-Ullah» (Muhammad er Allahs profet). Ved tilkendegivelsen af hans profetværdighed bliver det obligatorisk at acceptere de trosartikler vi har nævnt. Først troen på Gud med Hans suverænitet og ophøjethed, Hans engle, Hans åbenbarede bøger, livet efter døden og dommedag. Det bliver obligatorisk at følge metoden til at adlyde Allah, og tilbede Ham på den måde profeten Muhammad har bedt os om (fred være med ham). Det er der, vejen til frelse ligger.

Tilbage