- Troen
på den ene Gud, som helt er uden partnere
- Troen
på Hans engle
- Troen
på Guds bøger, inkl. Qur'an, Hans sidste
bog.
- Troen
på Guds profeter, inkl. den sidste profet Muhammad
(fred være med ham).
- Troen
på livet efter døden.
Disse
fem trosartikler udgør hjørnestenen i den islamiske
tro. Den der tror på det er kommet indenfor i Islam,
og er blevet medlem af muslimernes samfund. Men man bliver
ikke en komplet muslim blot ved at tro det rigtige. For at
blive en komplet muslim er det nødvendigt, at udføre
instruktionerne som profeten Muhammad gav os, fred være
med ham, og at praktisere de ting Gud har pålagt os.
At
tro p å Gud gør det obligatorisk at ad lyde Ham
i praksis, for det at adlyde er ledetråden i Islam.
Gennem Islam er det, at der opstår end sand forståelse
af, at Han alene er Guden, og at vi er Hans skabning, Han
er vores Herre, og vi er Hans slaver. Han er Herskeren, og
vi er dem Han hersker over. Efter at have vedkendt sig Ham
som Herren og Herskeren er lydighed den eneste vej, ellers
ville man være at betragte som en rebel. Når man
har troen på Gud og troen på at Qur'an er Guds
bog, sendt til os, ja - så er det absolut nødvendigt
for os, at adlyde alt hvad der står i den bog. Ved siden
af det, er det forstået at profeten Muhammad (fred være
med ham), er blevet sendt fra Gud, hvilket må få
den konsekvens, at al le hans ordrer og forbud også
kommer til os fra Gud, og efter denne erkendelse bliver lydighed
overfor profeten også en pligt, og derfor kan kun den,
der praktiserer alt hvad profeten påbød gennem
sin egen adfærd, kende sin pligt overfor Gud.
Den
allerførste ting er «Ibadah», tilbedning.
Det er den første og væsentligste pligt som skal
praktiseres, af enhver der hører til i muslim samfundet.
TILBEDNINGENS
ÅND
Ibadah
er et arabisk ord, der kommer fra roden: abd. Abd betyder
slave, og derfor underkastelse. Allah er Herskeren, og du
er slaven. Hvad som helst slaven gør i lydighed overfor
sin herre, er «Ibadah». Den islamiske opfattelse
af Ibadah er meget bred. Hvis du renser den tale fra skidt
og ukvemsord, falskhed og 1øgn, og istedet taler sandt
og godt om tingene, og gør alt dette udelukkende fordi
det er Gud, der har pålagt dig det, så er det
«Ibadah» uanset ~ hvor sekulært det synes.
Hvis du adlyder Gud r :' forretningslivet og i økonomiske
anliggender til punkt og prikke, overfor alle du er i kontakt
med. så er det «Ibadah». Hjælper du
de fattige og hjemløse, giver mad til de sultne, og
giver omsorg til dem der lider, så er også dette
«Ibadah», såfremt du gør det oprigtigt
og uden nogen skelen til egen fordel.
I
korthed kan det siges, at alle dine aktiviteter er Ibadah,
såfremt de sker i henhold til Guds lov, og det endelige
og eneste mål er at søge behag hos Gud. Så
når du gør det gode og undgår det onde,
så gør du det for at behage Gud, eller undgå
noget af frygt for at mishage Gud. Gør du dette i alle
livets faser og situationer, så er dine islamiske pligter
under udførelse, dit Ibadah. Ibadah's sande oprindelse
er at behage Gud. Selv dine pligter i økonomisk henseende
er det, når du tjener dine penge ærligt, og føder
på dem der er afhængig af dig, så længe
du er ærlig og sandfærdig i det hele og opfylder
Guds lov.
Kort
og godt kan man altså sige, at Ibadah dækker alle
menneskets aktiviteter, når blot de er i henhold til
de ting, Gud har befalet vi skal gøre. Som en hjælp
til at nå disse mål er tilbedning blevet en praksis.
Det er en træning, og jo mere vi følger træningen,
des bedre bliver vi udstyrede til at forene teori med praksis.
På
denne måde er Ibadah en søjle hvorpå resten
af islams bygning hviler.
Tilbage
SALAH
Salah
er den mest fundamentale af de obligatoriske ting i Ibadah.
Det er navnet på de fem daglige bønner, der består
af fem gange forfriskende og gentagende oplevelser, af det
du har i din tro.
Du
står op tidlig om morgenen, vasker dig, og præsenterer
dig selv foran Gud i bøn. De mangeartede bevægelser
og positioner under bønnen, er selveste ånden
i underkastelse. De mange recitationer påminder dig
hele tiden om din tilknytning til Gud, du søger din
Guds hjælp og retledning, og beder Ham igen og igen
om at støtte dig til ikke at blive af dem, der vækker
Hans vrede, men til at følge den af Ham valgte vej.
Du læser op fra Guds bog og udtrykker dig som et vidne
overfor de mange profeter og opfrisker troen på dommens
dag og husker på at du skal stå til regnskab foran
dm Herre, for alt hvad du begår.
Det
er sådan din dag begynder. Efter nogle få timer
kalder muezzinen dig til bøn, og igen knæler
du for Gud og fornyer din pagt med Ham. Du lægger for
nogle få øjeblikke afstand mellem dig og dine
verdslige gøremål og søger indenfor i
audiens hos Gud. Denne handling påminder dig endnu engang
om din virkelige rolle i livet. Efter denne lille aftræden
går du igen tilbage til dine andre affærer, indtil
du efter endnu nogle timer igen har foretræde foran
din Herre. Igen bliver du påmindet om din relation til
Gud og livet. Når så solen går ned, og aftenmørkedet
begynder at sænke sig om dig, træder du endnu
engang frem til bøn, så at du ikke glemmer dine
pligter og afrunder dine bønner for dagen. Efter nogle
få timer præsenterer du dig så igen for
sidste gang i dette døgn foran din Herre, fremsiger
dine bønner, og fuldkommngører derved hele døgnets
cyklus af henvendelser til Gud. Bønnernes tidspunkt
og sted får dig til aldrig at glemme objektet og meningen
med dit liv, midt i alle de verdslige gøremåls
forvirring.
Det
er let at fatte, hvordan daglige bønner kan styrke
grundlaget for tro, og forberede til et liv med gode egenskaber
og lydighed mod Gud. Det er som en forfriskning for troen,
og fra dette opstår der mod, oprigtighed, meningsfuldhed,
renhed i hjertet, sjælens udvikling og moralsk berigelse.
Læg
mærke til hvordan dette opnås. Du foretager din
afvaskning, på den måde det er blevet beskrevet
af profeten Muhammad, og du fremsiger dine bønner,
på den måde han har foreskrevet (fred være
med ham). Og hvorfor det? Simpelthen fordi du tror på
profethvervet hos profeten Muhammad (fred være med ham),
og derved bliver det din pligt at følge hans foreskrifter
uden beklagelser.
Hvorfor
ikke kritisere Qur'an og være respektløs overfor
den? Det er fordi du accepterer den som værende Guds
ord, og at tale dårligt om den er at forbryde sig mod
Gud. At afvige fra denne bog ville være en synd, da
det er Guds ord. I bøn reciterer du mange ting stille,
og om du reciterer dem eller ej gør egentlig ikke nogen
forskel, for der er jo ingen til at kontrollere dig, men du
vil aldrig gøre noget sådant med vilje. Hvorfor
ikke? Fordi du ved, at Gud altid overvåger, hører
alt hvad du reciterer, og er klar over alle ting, både
åbent og skjult. Hvad får dig til at sige bønnerne,
på steder hvor der ikke er nogen til at fortælle
dig, at du skal fremsige dem? Det er naturligvis fordi du
ved, at Gud altid ser dig. Hvad får dig til at forlade
en vigtig forretningsaftale og skynde dig til moskeen? Hvad
får dig til at bryde din søde søvn om
morgenen, tidligt, bevæge, dig til moskeen i middagsheden,
og til at forlade din underholdning om aftenen, for at søge
bønnen? Er det andet end sansen for at fuldføre
dine forpligtelser, din følelse af at du må fuldføre
det ansvar, du har overfor Herren, uanset hvad der så
end sker. Og hvorfor er du bange for at gøre nogen
fejl i dine bønner? Det er fordi dit hjerte er fyldt
med frygt for Gud, og du ved, at du kommer til at stå
foran Ham på dommens dag og afgive et regnskab for hele
dit liv.
Kan
der være nogen bedre træning, hvad angår
ånd og moral, end bøn? Det er denne træning,
der gør et menneske til en perfekt muslim. Den påminder
om pagten med Gud, den fornyer troen på Gud, opretholder
overbevisningen om dommens dag, og hjælper til med hele
tiden at have disse ting for sit indre øje. Det får
en person til at følge profeten også andre ting,
og det er den stramme træning, der samordner idealer
og praksis.
Tydeligvis,
hvis et menneske har en bevidsthed hvor, pligten overfor Skaberen
værdsættes højere end alt andet materielt,
og hvis dette bliver opfrisket gennem bøn, så
vil denne person også være ærlig og retskaffen
i alle sine andre gøremål, for ellers ville han
jo invitere Guds vrede over sig, den vrede som han hele tiden
har stræbt efter at undgå. En sådan person
vil adlyde Guds love i alle livets faser, på samme måde
som han foretager de fem daglige bønner. En sådan
person kan man stole på alle områder, fordi hvis
han sanser skyggen af synd eller snyd, vil han søge
at undgå det. Hvis det skulle ske at en person, efter
en træning som beskrevet (de fem daglige bønner),
alligevel skulle afvige fra reglen og ikke adlyder loven fra
Gud, så kan det kun være forårsaget af en
særlig indre fordærvelse i selvet.
Endvidere
er det nødvendigt at sige bønnerne sammen med
andre, og især fredagsbønnen.Dette er med til
at skabe følelsen af broderskab og samhørighed
og styrker kærlighedens bånd mellem mennesker.
Der opstår en form for kollektiv enhed og en udligning
af skellene mellem rig og fattig. Bønnen virker også
som en forenede faktor, mellem dem der regerer, og dem der
bliver regeret over, mellem den sorte og den hvide man , analfabeten
og den uddannede, alle sammen står de på en række
og beder til Gud. Bønnen er også med til at optræne
en stærk disciplin og Lydighed under en valgt leder.
Med andre ord, bønner er med til at fremelske alle
de egenskaber, der kendetegner et rigt individuelt og kollektivt
liv.
Disse
er nogle få af de myriader af fordele, vi kan udlede
af de daglige bønner. Hvis vi forkaster bønnen
og holder os væk, så er det kun os selv, der er
taberne. At skulke fra bønnen kan kun betyde en ud
af to ting, enten vedkender vi os ikke, at bønnen er
en pligt, eller også vedkender vi os at bønnen
er en pligt og skulker fra den alligevel. I det første
tilfælde er vores udtalelse om at være troende
i virkeligheden en skamløs 1øgn, for hvis vi
nægter at tage mod ordrer, så anerkender vi ikke
i sandhed Guds autoritet. I det andet tilfælde, hvor
vi anerkender Hans autoritet og alligevel blæser på
den, så er vi slet og ret de mest utilregnelige skabninger,
der træder på denne jord. For hvis det er vores
adfærd over for den højeste autoritet i universet,
hvilken garanti er der så for, at vi ikke gør
det samme over for vores medmennesker? Og hvis dobbeltmoral
er fremherskende i samfundet, så er det sikkert, at
der vil komme et skrækkeligt resultat af splid ud af
det i den sidste ende.
Tilbage
FASTEN
Hvad
bønnen søger at gøre for os hver dag,
gør fasten i Ramadan for os på en måned
(ramadan er den niende måned i månekalenderen),
en gang om året. I denne periode hverken spiser eller
drikker vi noget som helst fra daggry til skumring, uanset
hvor sultne vi bliver, og uanset hvor tillokkende og lækker
en anretning vi bliver præsenteret for. Hvad er det,
der får os til frivilligt at gennemgå sådanne
strabadser? Det er intet andet end tillid til Gud, og tro
på Ham og dommens dag. Hvert eneste øjeblik under
fasten undertrykker vi vores ønsker og indfald, og
gennem det udtrykker vi i virkeligheden en bekræftelse
på Guds lovs ophøjethed. Denne bevidsthed om
pligt, ånd og tålmodighed, der får os til
at overholde fasten igennem en hel måned, styrkes gennem
fasten, og den styrker vores tro. Strabadserne og disciplinen
gennem denne måned stiller os ansigt til ansigt med
livets realiteter og hjælper os til at klare vores liv
gennem resten af året, et liv i sand underkastelse under
Hans vilje.
Fra
et andet synspunkt ser det ud til, at fasten har en stærk
indflydelse på samfundet, for alle muslimerne, uanset
deres status, skal faste gennem den samme måned. Denne
understregning af menneskenes enhed, og deres ligeværd
bringer os et langt stykke nærmere broderskabet mellem
mennesker. I 1øbet af måneden ramadan afslører
ondskab sig selv, mens godheden træder i forgrunden,
og hele atmosfæren er fyldt med renhed og fromhed.
Denne
disciplin er blevet pålagt os til vores fordel. De der
ikke fuldfører denne primære pligt, kan heller
ikke stoles på når der er tale om andre pligter
i livet. Men de værste er dem, der ikke afstår
fra at spise og drikke offentligt i denne måned. Ved
en sådan adfærd viser de, at de i hvert fald ikke
bryder sig noget som helst om Allahs befalinger. Ham som er
Skaberen og Opretholderen. Ikke blot dette, men tillige viser
de, at de ikke er loyale medlemmer af muslimernes samfund,
rettere, de har intet med det at gøre. Kun det værste
kan ventes fra sådanne hyklere.
Tilbage
ZAKAH
Den
tredje pligt er zakah. Enhver muslim er pligtig til at betale
en bestemt del af sin opsparing (2 %) når den er over
et vist minimum, en gang om året, til sine fattige medborgere,
en ny-konverteret Islam, en rejsende eller en person medgæld.
Dette er minimum, men jo mere du betaler, des mere vil Allah
vise sin barmhjertighed overfor dig.
Pengene
der bliver betalt i zakah, er ikke noget Allah behøver
eller modtager, Han er hævet over alle behov eller ønsker,
Han lover os i sin milde og barmhjertige egenskab, at der
vil blive os en stor belønning til del, dersom vi hjælper
vores svagerestillede brødre. Dog, der er en væsentlig
betingelse for at blive belønnet på den måde,
og det er: når vi betaler i Allahs navn, så må
vi ikke forvente noget som helst materielt igen fra nogen
side, heller ikke om det er et godt rygte eller lignende.
Zakah
er lige så meget en hovedbestanddel af Islam, som de
andre dele af ibadah er det: Salah - bøn, samt sawm-faste.
Den fundamentale værdi består i at den forankrer
i os noget der hjælper os af med selviskhed, og det
forhindrer samfundet i at have en urørlig «pengeadel>.
Islam accepterer kun de folk indenfor sine rækker, der
er villige til at give ud af det de har tjent på Guds
vej, villigt og uden skelen til andre fordele. Der er ingen
plads til nærighed. En sand muslim vil når kaldet
lyder, ofre alle sine ejendele på Allahs vej, for zakah
har allerede opøvet ham i at gøre det.
Muslimsamfundet
har meget at opnå gennem zakah. Det er den en tvungen
pligt, for enhver muslim der har noget, at hjælpe sin
fattige medborger. Værdierne er ikke til for, at han
alene skal bruge dem på sin egen komfort og luksus,
der er folk, der med rette kræver noget af hans rigdom,
og de er enker og forældreløse i samfundet, de
fattige, de invalide, dem med evnerne - men uden økonomi
til at udvikle dem, folk der ellers kunne blive meget nyttige
for samfundet. Den der ikke anerkender kaldet, når det
gælder hans ejendom, til fordel for denne slags mennesker
i hans samfund, er i sandhed ond. For der er ingen større
ondskab end den at fylde egne lommer, alt imens andre dør
af sult eller lider under arbejdsløshed. Islam er en
klar fjende af selviskhed, griskhed og skaffesyge. De vantro,
der ikke er i besiddelse af universal kærlighed, kender
kun til at beskytte og forøge deres formue, f.eks.
ved at udlåne penge mod rente. Islams lære er
det modsatte af denne indstilling, her deler man sine værdier
med andre, hjælper dem til at stå på egne
ben, og blive produktive medlemmer af samfundet.
Tilbage
HADJ
– PILGRIMSREJSEN
Den
fjerde hovedbestanddel af ibadah, er hadj, pilgrimsrejsen
til Mekka. Byen Mekka omgiver i dag det lille hus, som profeten
Abraham (Guds fred være med ham) opførte til
hjælp til tilbedningen af Allah. Allah belønnede
ham ved at kalde huset for «Sit Eget Hus>>, og ved at
gøre det til centret, mod hvilket alle vender deres
ansigter i bøn. Desuden gjorde Han det obligatorisk
for alle der har råd til det, mindst en gang i deres
liv, at besøge dette hus. Dette besøg, er ikke
blot en venskabelig visit. Pilgrimsrejsen har sine ritualer
og betingelser, der skal opfyldes, noget der indgiver i os,
fromhed og godhed. Når vi tager på pilgrimsrejse
kræves det af os, at vi undertrykker vores lidenskaber,
afstår fra blodsudgydelser og forbliver rene i ord og
handling. Gud lover belønning for vores oprigtighed
og underkastelse.
Pilgrimsrejsen
er på denne måde den højeste af alle former
for ibadah. Fordi intet menneske, der ikke virkelig elsker
Gud, ville begive sig ud på en så lang rejse,
efterladende alle sine kære bag sig. Denne pilgrimsrejse
er ikke som nogen anden rejse. På denne rejse er alle
tanker koncentrerede om Allah, hele ens væsen vibrerer
af intensitetens ånd, og når man når frem
til de hellige steder, så finder man en atmosfære
fyldt med fromhed, godhed og guddommelighed. Stederne der
besøges, har været vidne til Islams storhed.
Alle disse indtryk efterlader i sindet uslettelige spor og
indtryk, som forbliver der til det sidste åndedrag.
Der
er, i lighed med så mange andre ibadah-former i Islam,
mange fordele som en muslim kan drage af denne pilgrimsrejse.
Mekka er det center hvor muslimerne rejser til en gang om
året, og hvor de mødes og diskuterer ting af
fælles interesse, og hvor de almindeligvis bliver opfrisket
i deres tro på alle muslimers lighed, og deres ret til
kærlighed og sympati fra andre, uanset deres geografiske
eller kulturelle herkomst. På denne måde forener
pilgrimsrejsen muslimerne verden over, i en stor international
familie.
Tilbage
ET
FORSVAR FOR ISLAM
Til
trods for at islams forsvar ikke er en af de fundamentale
ting, så er behovet for et sådant forsvar nævnt
så ofte i Qur’an og Hadith, at vi ser det som en prøvelse
på vores oprigtighed og sandfærdighed som troende
i Islam. Hvis vi ikke forsvarer en vi kalder vores ven mod
intriger og åben fornærmelse fra hans fjender,
eller hvis vi er interesserede i ham udelukkende af selviske
årsager, så er vi falske venner. På samme
måde hvis vi tror på Islam, så må
vi beskytte og forsvare Islams prestige. Den eneste vejledende
fremfærd, bør være at tjene Islam og muslimernes
interesser. I forhold til det må alle vore personlige
affærer finde deres plads på bagsædet.
Tilbage
JIHAD
Jihad
er en del af det generelle forsvar af Islam. Jihad betyder
at stræbe til sit yderste. En person der anstrenger
sig fysisk og mentalt, eller bruger sine penge på Allahs
vej, er virkelig involveret i Jihad. I shariat-sproget derimod,
er ordet Jihad anvendt i den betydning, at det er en krig
der føres alene i Allahs navn, mod de der praktiserer
undertrykkelse som Islams fjender.
Denne
store ofring på livet involverer alle muslimerne. Dog,
hvis en gruppe blandt muslimerne tilbyder sig selv til Jihad,
så bliver resten af samfundet automatisk løst
for sin forpligtelse. Hvis der derimod ikke er nogen der træder
frem, så er samfundet kollektivt ansvarligt. I en islamisk
stat derimod, hvis angrebet af en fjende udefra der ikke er
muslimer, er det alle i samfundet, der skal træde frem
til Jihad. Hvis landet ikke har kræfter til at bekæmpe
angrebet, så er det det tilstødende muslims-lands
pligt at komme til hjælp, og hvis dette også skulle
fejle, så er det alle muslimerne i hele verdens pligt
at træde hjælpende til mod den fælles fjende'
I alle sådanne sager er det den fremtrædende pligt
for muslimer at deltage, i lighed med bønnerne og fasten.
Den der søger at undslå sig er en synder, og
hans krav på at være muslim er tvivlsomt. Han
er en hykler hvis ibadah og bøn er snyd; et hjælpeløst
og værdiløst skuespil.
Tilbage
