Sharia's principper

Sharia - Dens natur og oprindelse

Sharia: Rettigheder og forpligtelser

Guds rettigheder

Egne rettigheder

Andre menneskers rettigheder

Alle skabninger rettigheser

Sharia- Den universelle og evige lov

 

SHARIA'S PRINCIPPER

Vores diskussion om Islams grundlag ville være mangelfuldt hvis vi ikke også kastede lidt lys over islams lovgivning, studerer hovedprincipperne, og søger at se den mennesketype og det samfund som Islam ønsker at skabe. I dette sidste kapitel foreslår vi at studere Sharia's principper, for at få et komplet billede af Islam, og på en måde så vi kan komme til helt at nyde den islamiske vejs fortræffelighed.

Tilbage

SHARIA - DENS NATUR OG OPRINDELSE

Mennesket er blevet givet utallige egenskaber og megen kraft, og forsyningerne til ham, hvad alle disse ting angår, har været rigelig. Mennesket besidder intelligens, visdom, vilje, syn tale, hørelse, følelser, sensitivitet, kærlighed, frygt, vrede, hændernes - og føddernes kraft, og meget mere. Disse egenskaber er blevet givet mennesket, fordi det ikke kan klare sig uden dem. Menneskets liv og succes i livet bygger på disse egenskaber og deres rette anvendelse. Gud har givet dem til mennesket for at det skal kunne tjene andre. Hvis ikke disse egenskaber er anvendt i deres fulde udstrækning, kan livet ikke opnå fuldbyrdelse.

Gud har tillige givet mennesket alle muligheder og ressourcer til at få de naturlige egenskaber i mennesket til fungere bedst muligt, og til derigennem at få taget vare på alle dets behov.

Det menneskelige legeme er blevet konstrueret på en måde, så det er blevet til det bedste instrument til opnåelse af livets endelige mål. Hvad angår verden omkring mennesket, så findes der ressourcer til rådighed af enhver art. Naturen og alt hvad den indeholder er blevet skabt for mennesket, og det kan anvende den til at opfylde sine behov på enhver ønskelig måde.

Foruden dette er der andre mennesker at samarbejde med. og sammen har de mulighed for at sammensætte et bedre og mere frugtbart liv.

Disse kræfter og ressourcer er blevet overrakt os, for at de må kunne blive anvendt til fordel for alle mennesker. De er blevet skabt for at de skal kunne gøre godt for os, og ikke til ødelæggelse. Den rette anvendelse af disse egenskaber er, altid at søge at opnå mest muligt fra ressourcerne og med ingen, eller så begrænsede skadelige bivirkninger som overhovedet muligt. Kun denne udnyttelsesgrad af kræfterne kan være korrekt. Enhver anden form for udnyttelse, hvor spild og ødelæggelse følger, er både forkert og urimelig. Hvis du f.eks. gør noget der skader dig, ved at du skaærer dig, det er en ren fejltagelse, og den rammer kun dig. I det øjeblik at din handling også skader andre mennesker, og du kommer til at forulempe dem også, så er det nærmere et misbrug af de af Gud givne kræfter. Hvis du f.eks. spilder af ressourcerne, og tillige ødelægger dem, så er det en stor fejl. Det er fuldstændig urimeligt, fordi det er den menneskelige årsag der foreslår destruktionen, og skadeforvoldelse må undgås, for at opnå det der bringer fremgang og fordele. Hvis nogen skadelig bieffekt opstår, så må det kun være i sådanne tilfælde, hvor det ikke er muligt at undgå, og hvor det står i skyggen af meget større fordele. Enhver afvigelse fra dette princip er selvfølgelig forkert.

Når vi holder dette hovedprincip frem og ser på menneskene, så finder vi, at der er to slags mennesker. Først er der dem der bevidst misbruger deres kræfter og tilrådighedsværende ressourcer med spild til følge, de modarbejder egne interesser og skader andre mennesker med det. Dernæst er der de mennesker, der er oprigtige og målrettede, men gennem total uvidenhed begår fejl og deres behov er egentlig retledning til at se den rette vej, og få det mest mulige ud af egne kræfter og ressourcer. Det opførselskodeks vi er belevet givet af Gud - Sharia - imødekommer netop dette behov.

Sharia stipulerer Guds lov, retleder mennesket og regulerer dets liv til størst mulig fordel for det selv. I slams hovedfunktion er at vi se mennesket den bedste måde til at opnå forskellige fordele på den mest succesrige måde. Guds lov er ene og alene til vor fordel, der er intet i den som lader noget af vor styrke gå til spilde, eller som undertrykker vores naturlige behov, eller dræber vores moral eller følelsesliv.

Det forlyder ikke: bliv asketisk - eller: forlad verden, opgiv alt hvad der giver dig komfort og gå ud junglen eller bjergene uden brød eller tøj, for at bringe dig selv i udslettelsens fase. Et sådant standpunkt har ingen relation til Islam, men det har derimod en lov der er formuleret af Gud til menneskehedens fordel.

Sharia er blevet åbenbaret af den selv samme Gud som har forsynet mennesket med alting. Han ville næppe søge at bringe Sin egen skabning til fald. Han har ikke givet mennesket nogen kraft som er unødvendig, eller uanvendelig. Han har heller ikke skabt noget i himlene eller på jorden, som ikke kunne blive tjenstgøre de for menneskene. Det er Hans tydelige vilje, at universet - dette enorme værksted med de uendelig mange aktiviteter -skal fortsætte uhindret og glidende, så mennesket skal kunne få det bedste og mest mulige ud af sine produktive kræfter og ressourcer, indenfor alt hvad der er blevet ham givet på jorden og selv i de højeste himmellag. Mennesket bør anvende alle de givne ting på en måde, så det self, og samtlige medmennesker kan drage størst muligt nytte af dem, og bør aldrig, bevidst eller ubevidst, være til nogen skade for Guds skaberværk. Sharia er ment som en vejledning af menneskets skridt i denne retning. Den forbyder alt hvad der er skadeligt for mennesket, og tillader eller påbyder, alt hvad der er til menneskets fordel.

Lovens principielle fundament er det, at mennesket har ret - og i nogle tilfælde tillige pligt til, at opfylde sine behov og ønsker og til at søge sine interesser opfyldt, og gøre sit yderste for at opnå succes og Lykke, men det væsentlige her er, at mens mennesket søger at opfylde alle disse behov, så må det på ingen måde ødelægge noget for andre mennesker, der jo er i den samme situation. Det er en nødvendighed at have en social samhørighed, gensidig assistance og et godt samarbejde mennesker imellem, for at opnå hvad de hver især søger. Hvad angår de ting der er blandet med godt / ondt, samt vinding /tab, så er retningslinien i denne lov, at vælge den lille skade til fordel for større fordele, og at ofre små fordele for at undgå skade som ikke står mål. Sådan er Sharias grundholdning.

Mennesket bør kende sine begrænsninger, dets viden er begrænset, og mennesket i enhver tidsalder kan ikke vide hvad der er godt for det og hvad der ikke er det, hvad der vil give fordele, og hvad der vil bringe tab. Kilderne til menneskets viden er for sparsomme til at give ham den ufortyndet sandhed. Det er derfor, at Gud har sparet os for risikoen, og åbenbaret for os loven der er den rette og fuldkomne livsmodel for hele den menneskelige race. Fordelene ved denne lov bliver tydeligere, og sandheden bliver mere og mere kendt omkring dette, efterhånden som tiden skrider frem, og oplysningen forøges. Selv i dag findes der folk der ikke værdsætter disse regler, men yderligere fremskridt i positiv retning vil vise at Sharia er overlegen i forhold til andre systemer. Uden at vide det driver verden hen imod den guddommelige model. Mennesker af en slags der i århundreder nægtede at acceptere denne model, står i dag efter de mange prøvelser og dårlige erfaringer, og ser sig nødsaget til at adoptere væsentlige dele af denne guddommelige lov. De der fornægtede åbenbaringernes sandhed, og i stedet hængte deres håb på deres egne argumenters krog, efter at have dummet sig og høstet bitre erfaringer, adopterer i dag på den ene eller anden måde dele af Sharia. Men hvilke tab har de ikke måtte lide?

Der er folk er har troen på Guds profeter, de accepterer deres tale og lovgivning (Sharia) med fuld vi den og forståelse. De er måske ikke klar over hvad alle de forskellige dele medfører i detaljer, men i det store og hele er de helhjertede og oprigtigt underlagt denne lov på frivilligt grundlag, hvilket er udfaldet af sand viden, og det frelser dem fra at begå dumheder, og det der er værre, ud af uvidenhed' Det er den slags mennesker, der er på den rette vej, og de vil givetvis opnå succes.

Tilbage

SHARIA: RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER

Det mønster Islam foreskriver består af rettigheder, og forpligtelser. Ethvert menneske som accepterer denne religion, er tvunget til at efterleve den. I det store og hele er der pålagt enhver muslim mand fire pligter og rettigheder:
 

Guds rettigheder over ham (rettigheder som ethvert menneske er nødt til at opfylde). 

Egne rettigheder (rettigheder hans egen krop og sjæl har).

Andres rettigheder (andre menneskers ret over ham selv). 

Retten hos de kræfter og ressourcer som Gud har placeret i hans varetægt, og givet ham magt til at anvende til egen fordel. 

Disse rettigheder og forpligtelser er en af Islams hjørnestene, og det er en pligt for enhver muslim at forstå dem og nøje at overholde dem. Indenfor Sharia er hver enkelt rettighed nøje klarlagt, og det påvises også hvilken måde en forpligtelse kan bringes til udførelse på, uden at nogen anden forpligtelse bliver glemt eller skubbet til side. Vi skal nu søge at diskutere disse rettigheder og forpligtelser, så ideen om den islamiske måde at leve på, og dens fundamentale værdier, kan klarlægges.

Tilbage

GUDS RETTIGHEDER

Først må vi undersøge det grundlag hvorpå Islam baserer forholdet mellem mennesket og dets Skaber. Det væsentligste og den første rettighed Gud har er, at mennesket skal have tro på Ham alene. Mennesket må vedkende sig Hans autoritet, og ikke sidestille nogen med Ham. Det er indforstået i kalima: La ilaha il Allah - der er ingen gud anden end Allah.

Den anden rettighed Gud har over os er, at vi helhjertet skal følge Hans retledning, den livsmåde som Han har vist os (Islam), og vi bør søge at behage Ham med både sjæl og legeme. Vi fuldfører disse forpligtelser ved at placere troen på Guds profet, samt ved at acceptere profetens ledelse.

Den tredje rettighed Gud har over os er, at vi skal adlyde Ham uden reservation og helt ærligt. Vi op fylder denne forpligtelse ved at følge Guds lov, som den er indeholdt i Qur’an og Sunna.

Den fjerde rettighed over os er, at tilbede Ham, Ibada, som nævnt tidligere.

Disse rettigheder og forpligtelser står over alle andre rettigheder, og som sådan må andre forpligtelser udsættes eller suspenderes, hvis det griber forstyrrende ind i Guds rettigheder. Det gælder f.eks. ved bøn eller under faste, hvor mennesket må ofre mange af sine personlige rettigheder. Det er nødvendigt at stå tidligt op om morgenen for at bede, og det er nødvendigt af ofre søvnen. I løbet af dagen må noget væsentligt arbejde måske udsættes eller Opgives, for at tilbede Skaberen. Igennem måneden ramadan, må ofringer i form af mad og drikke konstant foretages, for at glæde Herren. Ved at betale zakah, demonstreres Gudskærligheden over kærligheden til værdier i økonomisk henseende. Under pilgrimsrejsen ofres penge, og gennemgås vanskelige situationer på grund af rejsens besværligheder. I Jihad, er det igen nødvendigt at ofre penge, samt mange andre værdier, måske også ens eget liv.

På samme måde må man under udførelsen af disse pligter ofre nogle af de rettigheder som andre mennesker normalt har over en. F.eks. må en tjener eller oppasser forlade sit arbejde for at tilbede sin Gud. Eller en forretningsmand må lukke sin forretning for at tage på pilgrimsrejse til Mekka. I Jihad giver mennesket sit liv udelukkende for at glæde Allah. På samme måde som disse eksempler, er der ting under menneskers varetægt, der falder ind under samme kategori, dyr og ejendom m.v. Men Gud har formuleret Sharia på en måde, så der er ensartethed og harmoni i de forskellige dele af livets faser og ofringen af de andre rettigheder, er blevet reduceret til et absolut minimum.

Guds begrænsninger i vore pligter viser, hvordan det hele kan hænge sammen. Han har tilladt os enhver facilitet til udførelsen af vores religiøse pligter, f.eks. Salah. Hvis du ikke kan finde vand til afvaskningen før bøn, eller hvis du er syg, så er det tilladt dig at bruge fast stof (tajammum). Hvis du er på rejse, er det dig tilladt at afkorte bønnen. Hvis du er syg, og ikke kan stå op til bønnen, så er det dig tilladt at sidde op. eller ligge ned, mens du foretager Salah. Hvad angår fremsigelserne under bønnen, så er de så fleksible, at du selv kan bestemme, hvor meget eller hvor lidt du er istand til at fremsige i øjeblikket. Hvis der er meget tid og ro, så kan vi læse et stort stykke fra Qura’n i bønnen, hvis der er travlt og vi ikke har tid, så kan vi nøjes med ganske korte vers. Den generelle regel er, at under dagens travle timer, reciterer vi korte vers, hvilket især har betydning i den fælles bøn, hvor vi er flere, der skal indpasse os og vores aktiviteter. Gud er tilfreds med os hvis vi gør ekstra (nawafil) Ibada, men Han accepterer ikke hvis vi overdriver, ved f.eks. at faste over evne så vi svækkes og ikke formår at tage vare på vores almindelige forretningsmæssige forpligtelser.

På samme måde ser vi det med zakah. Minimumraten er blevet fastsat af Gud, og menneskene er blevet givet mulighed for at give så meget ekstra som det måtte falde den enkelte ind på Guds vej. Giver man zakah, opfylder man en forpligtelse, og giver man mere, så søger man Guds velbehag tilsvarende mere; men Han ønsker ikke at vi skal ofre alle vores ejendele i almisse, og derved fornægte os selv og vores familier de rettigheder og fornødenheder som tilkommer os og dem. Det er ikke Hans ønske, at vi skal fattiggøres. Vi er blevet befalet at være moderate i velgørenhed.

Se på pilgrimsrejsen. Den er obligatorisk alene for dem der kan få råd til det, og som er fysisk istand til at foretage den. I den situation er det obligatorisk at foretage rejsen en gang i livet, på et passende tidspunkt. Hvis der f.eks. er en krig der gør det vanskeligt at rejse, eller andre årsager, så kan rejsen udsættes til et senere tidspunkt. Desuden er tilladelse fra ens forældre en grundlæggende forudsætning, så at ældre forældre ikke lider nød under fraværet. Alle disse eksempler viser tydeligt hvor mange rettigheder Gud har givet til individet, sammenlignet med de rettigheder Han har tilskrevet sig Selv.

Det største offer for Guds sag er Jihad, for i Jihad ofrer mennesket ikke kun sit liv og ejendom, men det destruerer tillige liv og ejendom for andre. Som allerede nævnt er det islamiske princip det, at vi skal lide et mindre tab, for at frelse os selv fra et endnu større tab. Hvordan kan tabet af menneskeliv, også selv om det er tusinder, sammenlignes med det tab som ville overgå menneskeheden hvis resultatet blev det ondes sejr over det gode? Aggressiv ateismes sejr over Guds religion er et langt større tab, og det ville være en ulykke hvis verden derigennem blev et hjemsted for ondskab og perversion, det ville ødelægge livet både indefra og udefra.

For at vi skal undslippe fra denne endnu større ulykke, har Gud beordret os til at ofre vores liv og ejendom for Ham, men samtidig har Han forbudt unødig blodsudgydelse forulempelse af børn og ældre, syge og sårede. Hans ordre til os hvad angår kamp er; kun at bekæmpe dem der bekæmper os. Han påbyder os ikke at forvolde unødig destruktion selv i fjendens land, og at behandle de overvundne med ære og retfærdighed. Vi er blevet instrueret til at overholde de aftaler vi har indgået med fjenden, og at standse fjendtlighederne når modparten gør det, eller så snart de ophøre med aggression og anti-islamiske aktiviteter.

På denne måde tillader Islam kun et minimum af menneskeofring, og ofring af ejendom og andre menneskers rettigheder, under fuldbyrdelsen af Guds egne rettigheder. Islam søger at etablere balancen mellem menneskers forskellige krav, og at justere de forskellige rettigheder og pligter, på en måde så livet bliver rigere på de mest udsøgte resultater og den størst mulige fortjeneste.

Tilbage

EGNE RETTIGHEDER

Fakta er, at mennesket er mere ondskabsfuldt og uretfærdigt overfor sig selv, end overfor nogen anden skabning. På overfladen ser dette mærkeligt ud, hvordan kan et menneske være uretfærdigt mod sig selv? Dette er i særdeleshed underligt, når vi ved at mennesket almindeligvis, elsker sig selv højere end alle andre. Hvordan kan mennesket være sin egen fjende? Dette synes ulogisk, men en nærmere undersøgelse vil vise at denne udtalelse indeholder en hel del sandhed.

Menneskets største svaghed er, at så snart det føler stærk trang til noget, så giver efter, i stedet for at bekæmpe trangen. I visse tilfælde er takken for denne eftergivenhed, noget der volder stor skade. Der er det menneske der drikker, kræver alkohol og ikke formår at holde op med at drikke, til trods for at det koster både penge, dårligt helbred, ære, og meget andet. En anden person bliver offer for sin egen appetit på sex, og spolerer sig selv ved at overdrive det. Så er der modstykket, der bliver forgyldt af spirituel opløftelse, han undertrykker sine fysiske behov og almindelige Lyster, kontrollerer sin appetit, lader hånt om tøj, forlader sit hjem for at finde ensomhed i junglen og i bjergene. Han tror ikke verden er til for ham, og han afskyr den i alle dens manifestationer og former.

Disse er blot nogle få eksempler på hvordan mennesket går til yderligheder. Man møder tilsvarende eksempler i alle afskygninger hver eneste dag, og der er ingen grund til at fremhæve flere menneskelige fejljusteringer her.

Islam står for menneskeligt velfærd, og det erklærede mål for Islam er, at etablere balance i livet. Det er derfor at Sharia klart erklærer, at dit eget selv også har en rettighed over dig, at din egen person har krav som må honoreres.

Sharia forbyder alt det der er harmfuld for menneskets fysiske, moralske eller mentale eksistens. Den forbyder fortæring af blod svinekød, rovdyrs kød, ådsel, alkohol og stoffer, samt andre urenheder. Alle disse ting har en negativ effekt på vores fysiske, intellektuelle moralske eller åndelige liv, og samtidig med disse ting forbydes, så opfordres der til at spise rene fødevarer og sunde ting, fordi menneskets krop har en ret over det. Islams lov forbyder mennesket nøgenhed og påbyder det at klæde sig respektabelt. Islam opfordrer sine følgere til at arbejde, og ikke til at vandre arbejdsløse omkring eller være dovne. Sahria’s ånd er den, at mennesket bør anvende Guds kræfter til at få oprettet et godt og behageligt liv, Gud der har overøste jorden og himlene med kilder til vores velfærd.

Islam er ikke at tro på en undertrykkelse af seksuelle Lyster; det er op til mennesket at kontrollere og regulere sit eget sexliv, og at finde denne opfyldelse indenfor ægteskabet. Det er ikke tilladt for en muslim at trække sig ind i total selvfornægtelse, og således er det også pålaget mennesket at deltage i det gode og uskadelige liv, med al komfort og, når blot det forbliver fromt og vedvarende, alt imens hele hverdagslivet forestår med alle dets trængsler og problemer.

At søge åndelig opløftelse, moralsk renhed og nærhed til Gud med frelse i det kommende liv, er ikke ensbetydende med at fornægte alt i denne verden, tværtimod, menneskets prøvelse ligger i denne verden, og mennesket skal forblive i den, og søge Allah lige her og nu. Vejen til succes ligger i at følge den guddommelige lov midt i alle livets mangfoldigheder, ikke udenfor dem.

Islam forbyder selvmord, og indprenter i mennesket at det tilhører Gud. Det er en tillid som er blevet betroet mennesket for en tid, så det kan få mest mulig glæde af livet, det er ikke ment, ingen at livet skal blive skadet eller tilintetgjort på en skødesløs måde.

Dette er måden hvorpå Islam indprenter i menneskets sind, at dets eget sind og hele person har visse rettigheder, og at det er menneskets egen betroede opgave, at sørge for at denne pligt bliver fuldført overfor sig selv, på de måder det er blevet foreslået på i Sharia. Dette er måden hvorpå mennesket kan være fuldstændig sandt overfor sig selv.

Tilbage

ANDRE MENNESKERS RETTIGHEDER

På den ene side har Sharia pålagt mennesket at fuldføre sine egne personlige rettigheder, og at være sand overfor sig selv og sine egne behov, men på samme tid er det også blevet pålagt at være påpasselig med at se til at andre mennesker ikke lider undertrykkelse på deres personlige behov. I Sharia er der forsøgt at skabe balance mellem menneskets rettigheder og samfundets rettigheder, på en måde så der ikke opstår nogen konflikt, og så der er et samarbejde i gang for at etablere Guds lov.

Islam har strengt forbudt at fortælle 1øgne, uanset i hvilken form, fordi løgn tilsløre den der lyver, skader andre mennesker, og bliver til skade for hele samfundet. Tyveri, bestikkelse, bedrag og forfalskning er totalt forbudt, og således også med rentetagning. Bagtalelse og spil, lotteri samt alle de forskellige spil og planlægning baseret på held er ligeledes forbudt, fordi kun en person vinder på bekostning af tusinder af andre der bliver taberne.

Alle disse former for udnyttelse i økonomisk henseende er blevet forbudt, fordi der er tabere på den anden side af heldet. Monopolisering, sortbørshandel og spekulation i jord, der forhindrer almindelig dyrkelse, er heller ikke tilladt. Mord og blodsudgydelse, spredning af uorden og vold, er determineret som forbrydelse, for der er ingen der har ret til at tage liv eller ejendom fra andre mennesker for personlige vindings skyld eller for selvhævdelse.

Sex uden for ægteskab, og unaturlige former for sexydelser, er blevet strengt forbudt, fordi det ikke blot undergraver moralen og ødelægger helbredet hos udøveren, men det spreder desuden korruption og umoral i samfundet som helhed, forårsager kønssygdommenes spredning, ødelægger helbredet i det offentlige og derved for de kommende generationer, det forstyrrer relationerne mellem mennesker, og det slår revner i det kulturelle materiales struktur vi ønsker i samfundet. Islam ønsker at rive op med rode alle sådanne former for kriminalitet.

Alle disse begrænsninger og forbud er blevet pålagt gennem Islams lov, for at forhindre mennesket i at overskride grænserne for det der er andres rettigheder. Islam ønsker ikke at mennesket bliver egoistisk eller selvcentreret, blot for at opnå nogle få glæder og opfyldelse af nogle lyster fra sind eller krop som skamløst går ud over andre mennesker og nedbryder moralen. Islams lov regulerer livet således at individets rettigheder og samfundets rettigheder er i overensstemmelse. Men når det gælder det menneskelige velbefindende og kulturelle fremskridt, så er negative restriktioner ikke alene tilstrækkelige. I et fredeligt og fremdriftigt samfund, er det nødvendigt at folk samarbejder positivt, og etablerer gensidige relationer mellem hinanden, og med de sociale institutioner der bidrager til deres fælles velfærd, og etablerer et ideelt menneskeligt samfund. Sharia har ledet os i denne henseende, og vi foreslår nu at vi ser lidt nærmere på de dele af den islamiske lovgivning, der kaster lys over disse sider af livet og samfundet.

Familien er menneskets første vugge, det er her de første spor af karakter sættes. På sin måde er det ikke kun det enkelte menneskes vugge, men tillige hele civilisationens vugge. Lad os derfor først se på de dele af Sharia der har særlig indflydelse på familiesituationen.

En familie består af en hustru, mand og deres børn. De islamiske regler for en familie er meget tydelige. De giver manden ansvaret for at tjene pengene og sørge for familiens underhold, så han kan beskytte kone og børn mod livets ondskab. For kvinden gælder det, at hun tager vare på hus og hjem, og at hun opdrager børnene med den størst mulige glade og tilfredshed. Børnenes pligt er at adlyde forældrene og respektere dem, og når de bliver aldre, at tjene forældrene og tage sig af dem.

For at få et hjem til at fungere som en velordnet og velstyret institution, har Islam adopteret følgende principper:
 

Ægtemanden er blevet givet den position, at han leder familien. Ingen institution kan arbejde gnidningsløst, uden der er en hovedadministrator. Man kan ikke forestille sig en sko l e ud en rektor, eller en by uden borgmester. Hvis der ikke er nogen til at kontrollere en institution, bliver resultatet kaotisk. Hvis hver person i en familie går sine egne vegne, vil der ikke kunne herske andet end forvirring. Hvis manden går en vej og konen en anden, vil børnenes fremtid blive ødelagt. Der må stå en i spidsen for familien som dens overhoved, så disciplinen kan bibeholdes. Denne rolle er i Islam blevet tildelt manden, og på denne måde er familien den primære, veldiciplinerede, enhed for civilisationen, og en model på samfundet som helhed. 

Familiens overhoved har forpligtelser. Det er hans ansvar at arbejde og påtage sig alle de opgaver som falder uden for det egentlige huslige arbejde. Kvinden er blevet fritaget for alle de pligter der ligger udenfor hjemmet, så hun helt kan hellige sig pligterne derhjemme, og opdragelsen af børnene, nationens fremtidige beskyttere. Kvinderne er blevet beordret til at opholde sig i deres huse, og fuldføre de forpligtelser der er blevet givet til dem. Islam vil ikke afkræve dem to gange. Først ved at de skal tage vare på hjemmet og børnenes opdragelse , og an den gang ved at de skal tage et arbejde ude for at være med til at tjene til livets ophold, det er tydeligvis ikke retfærdigt. Islam har fastlagt kønnenes funktionelle adskillelse efter disse retningslinier. 

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med at kvinden ikke må forlade hjemmet overhovedet. Det kan hun naturligvis, når det er nødvendigt. Loven har specificeret hjemmet som hendes særlige arbejdsområde, og med eftertryk - at hun skal være påpasselig med at forbedre hjemmelivet. Når hun går udenfor hjemmet, bør visse formaliteter overholdes. Det er en generel regel at familien udvides gennem blodrelationer og ægteskabsaftaler. Ægteskabet kan være med til at binde familiemedlemmer sammen til en stærk enhed, hvor de gensidige relationer er både sunde og nære. En familie hvor man støtter hinanden og giver styrke og tilfredshed til sine nære. Islams lovgivning har formuleret visse grundlæggende regler som indeholder alle tidsaldrenes visdom. De kan opsummeres således:
 

Forbud mod ægteskab mellem de mennesker der er så nært beslægtede med hinanden som f.eks. mor og søn, far og datter, stedfar og steddatter, stedmoder og stedsøn, far og datter, stedfar og steddatter, stedmoder og stedsøn, bror og søster, halvbror og halvsøster, onkel og niece eller nevø på fædrene og mødrene side, eller svigermor og svigersøn, svigerfar og svigerdatter. Disse forbud styrker båndene i familien, og gør forbindelserne mellem dem absolut rene og ublandede; og de kan nu blande sig frit med hinanden uden nogen uklare og misforståelige forhold, og med ren og ægte affektion. 

Udenfor ovenstående begrænsninger i ægteskabelige forbindelser, står mulighederne åbne mellem slægtningene. Relationerne ved ægteskab bliver nærmere, og bringer de to familier til at omgås hinanden mere frit, og det giver almindeligvis gode ægteskaber, da der hersker en forståelse mellem familiernes for hinandens svag og særheder på et tidligt tidspunkt. Derfor er der i Sharia ikke kun et forbud, men tillige en opfordring til at gifte sig med venskabelige eller beslægtede familier, fremfor totalt ukendte, selv om dette naturligvis ikke er forbudt. 

I en gruppe af nærtstående familier, er der som oftest nogle der er mere fattige end andre. Det islamiske princip er det, at det er en mands pligt at sørge for sine slægtninge i nød. De har en rettighed overfor ham. Respekten for familiebåndene er teknisk set kaldt for «Silat-al-rahm». Muslimer skal respektere disse bånd så meget som muligt. At være illoyal over for sine slægtninge er at negligere deres rettigheder, og det er en synd foran Gud, som har vist uvilje mod det. Hvis en slægtning bliver fattig, eller har været ude for visse problemer, så er det den mere velstående slægtnings ansvar at hjælpe ham. I særdeleshed i forbindelse med at uddele zakah og andre almisser. 

Arveloven indenfor Islam er formuleret på en måde, så værdier efterladt fra en rig person ikke kan gå til et enkelt sted, men skal distribueres på en måde, så alle de nære familiemedlemmer får del deri. Søn, datter, hustru, ægtemand, far, mor, bror, søster og andre nære slægtninge har første ret. Hvis der ikke findes nogen slægtninge så nær den afdøde, så bliver værdierne givet til de der står nærmere, end de der står fjernt. På denne måde bliver en persons ejendom efter dennes død, distribueret til slægtninge og dette er et fatalt grundstød mod den kapitalistiske kapitalophobning. Den islamiske lov er enestående i sin fortræffelighed, og andre lande er ved at tage mange ting fra denne kilde og sætte dem ikraft. Den triste situation er dog at muslimerne selv ikke er klar over det revolutionære potentiel der ligger lige foran dem, og gennem uvidenhed er der endog nogen som undgår enhver form for praksis af det. I adskillige dele af det Indo-pakistanske subkontinent er der døtre, der bliver afholdt fra at få deres retmæssige arv; dette er en håndgribelig og uværdig fejl og en krænkelse af principperne i Qur’an. 

Efter de familiemæssige relationer, kommer menneskets relationer til venner og bekendte, naboer og lokalbefolkningen i dets eget område, mennesker med hvem vi kommer i kontakt regelmæssigt. Muslimer anerkender disse relationer og muslimer har pligt til at behandle sådanne folk med ærlighed, sandfærdighed, høflighed og passende respekt. Det er pålagt en muslim at respektere andres følelser, og undgå sårende sprogbrug, at hjælpe hinanden, at hjælpe og støtte de syge og hjemløse, at styrke den fattige og handikappede, og at have sympati for de der har lidt. Det er pålagt at hjælpe de forældreløse og enkerne, føde de sultne, klæde de nøgne og give arbejde til de arbejdsløse.

Islam siger at Gud har givet dig værdierne, så spild dem ikke på luksus og udskejelser. Gulds anvendelse er blevet forbudt(Bortset fra kvinders anvendelse af guld som smykker.), og det samme for sølvtøj og silkeklædning, og spilden penge på nytteløse ting og ekstravagant luksus. Reglerne i Qur’an er baseret på princippet at intet menneske skal kunne smide om sig med værdier, når de kunne gøre godt for tusinder der er i behov for dem. Det er både ondt og uretfærdigt at værdier, der kunne underholde de sultne masser, blot skal ødsles væk. Islam ønsker ikke at afskære folk fra deres værdier og ejendom, hvad man har tjent og arvet er uden tvivl ens egen ejendom. Islam accepterer denne ret og pålægger tillige at gøre mest muligt godt med den. Det er foreslået, at hvis man er rig, så hav bedre tøj og bolig og et godt liv. Men Islam gør det til en pligt ikke at lade det humanitære element udenfor synsvidde.

Det som Islam totalt fordømmer er selvcentreret selvbedrag, der negligerer andres ulykke eller velbefindende, og som lægger grund til overdreven individualisme. Islam ønsker at samfundet som helhed skal have fremgang, og ikke kun nogle få individer. Islam befordrer hos individet, en sans for social bevidsthed, og foreslår et simpelt og frugtbart liv, således at overdrivelser undgås, alt imens man får opfyldt egne behov, uden at glemme ens nærmeste, og naboens behov-medborgeren, det er det der er Islams mål.

Indtil nu har vi været inde på menneskets relation til de nærmeste familiemedlemmer og venner, og lad os så se på det bredere perspektiv i det samfund Islam ønsker oprettet. Enhver der går over til Islam, bliver ikke kun medlem af en religiøs gruppe, men bliver tillige medlem af det islamiske samfund. I Sharia er der formuleret visse regler for opførsel der gælder for samfundet som helhed, og disse regler hjælper med til at befordre godheden og forbyder det onde, det er en mekanisme der vogter over samfundet, så intet dårligt kommer ind i det. Visse af disse regler er følgende:
 

At beskytte samfundets moralske standard, og befordre en god udvikling efter sunde retningslinier, bl.a. kønnenes frie omgang med hinanden er ikke tilladt. Islam foranlediger en funktionel distribution mellem kønnene af pligter indenfor forskellige områder. Kvinden bør vie sig til hjemmets pligter og manden til pligter af social og økonomisk karakter udenfor hjemmet. Bortset fra slægtninge og de nærmeste i familie, er det blevet foreskrevet mænd og kvinder ikke at blande sig frit, og hvis det er nødvendigt for dem at gøre det, så bør det foregår under forholdsregler kaldet Purdah. Når kvinden går udenfor hjemmet, bør hun gøre det i simpelt tøj og ordentligt tilsløret over både ansigt og hænder* (Maududi's fortolkning af Purdah er særlig streng. I henhold til majoriteten af lærde, kræves kun en tildækning af kroppen og håret, altså ansigt hænder og fødder undtaget. Denne form er den almindeligt accepterede som værende: det nødvendigt utildækkede). Kun i tilfælde hvor det er absolut nødvendigt bør hun afdække hænder og ansigt, og efter dette bør hun tildække sig igen. 

I relation til disse regler, er mændene blevet bedt om at sænke deres blik og undgå at se på kvinderne, og hvis en mandsperson alligevel skulle komme til at kigge på en kvinde, så bør han vende blikket bort. At søge at se dem er forkert, og at søge deres bekendtskab er værre. Det er både mænd og kvinders pligt at søge beskyttelsen af deres personlige moral, og at holde deres sjæl ren fra alle urenheder. Ægteskabet er den perfekte form for seksuel samvær, og ingen bør forsøge at overskride disse grænser, eller blot tænke sig noget sådant. Selve den menneskelige tanke skal holdes ren fra denne form for perversitet.

Af samme årsag er det blevet pålagt altid at bære ordentlig klædning. Ingen mand bør vise sin krop fra navlen til knæene, og ingen kvinde bør vise nogen del af sin krop bortset fra ansigt og hænder, for andre end familien og ægtemanden, uanset hvor nær en bekendt der er tale om. Teknisk set er dette «Satr>> (tildækning) og at holde disse dele tildækkede er en religiøs pligt for både manden og kvinden. Gennem denne foranstaltning er det Islams målsætning at kultivere hos sine følgere en dyb sans for moderation og renhed, og undertrykke enhver form for ublufærdig og amoralsk adfærd. 

Islam står ikke for tidsfordriv, underholdning og forlystelse, hvis det indebærer en stimulering af sansernes ophedning og en tilskyndelse til umoral. Denne form anses for at være tidsspilde og spild af penge og energi, og den destruerer selve det moralske fiber i samfundet. Afslapning er i sig selv en naturlig nødvendighed, og det inspirerer til nye aktiviteter, og fornyer livsånden og trangen til at udforske. Afkobling og hvile er lige så vigtigt for livet som luft og vand er det, man har især behov for hvile og afslapning efter hårdt arbejde, men det skal være en form for afslapning der forfrisker ånden og sindet, det skal ikke være en afslapningsform der undertrykker ånden og følelserne. Absurd og meningsløs afslapning, hvor tusinder af mennesker er vidne til vold og umoral, er det modsatte af det ved vi forstår ved sund afslapning. Selv hvis det synes fornyende overfor sanserne, så er det for sindet og moralen horribelt. Der kan ikke være plads for noget sådant i et islamisk samfund eller kultur. 

For at sikre enheden og solidariteten indenfor nationen, og for at opnå velfærd og tilfredshed i det islamiske samfund, er de troende blevet formanet til at undgå gensidige stridigheder, social uretfærdighed og alle former for sekterisme . De er blevet forman et til at ende alle stridigheder i henhold til loven i Qur’an og i profetens Sunna, og i tilfælde af at de stridende parter ikke kan enes i øvrigt, så må de i stedet for at skændes og slås til sidst begrave deres strid i Allahs navn, og lade 1øsningen på spørgsmålet forme sig efter Hans afgørelse. I spørgsmål der har med almen national interesse at gøre, bør de hjælpe hinanden, adlyde deres ledere og undgå at spilde deres energi gennem mundhuggeri over trivielle ting. Sådanne stridsspørgsmål og uenighed er en skamplet på Islams nation og en potentiel kilde til en svækket nation. De bør undgås for enhver pris. 

Islam anser viden og videnskab som en fælles arv for hele menneskeheden, og muslimerne har så absolut frihed til at tage del i denne udvikling, og gøre brug af den praktisktaget til ethvert tænkeligt formål. Men hvad angår spørgsmålet om kultur og levemåde, så er det forbudt at imitere andre nationers adfærdsformer. Det psykologiske element i at limitere udspringer fra et mindreværdskompleks og fornedrelse, og det endelige resultat af dette er dyrkning af en taber-mentalitet. Kulturel efterabning af andre kan få skrækkelige resultater for en nation; det destruerer den indre gyldighed for nationen og slører visionen, udbreder mindreværdsfølelsen og lige så langsomt, men sikkert, suges alle de kulturelle værdier ud af den, og tvinger den i knæ. 

Dette er årsagen til at den hellige profet (Allahs velsignelser være med ham) bestemt og med eftertryk har forbudt muslimer at efterligne kultur og levemåde fra ikke-muslimer. Nationens styrke ligger ikke i påklædning, skikke eller kunst; dens styrke og vækst er begge i gæld til den rette viden, til videnskaben og til disciplin og organisation, samt handlingens energi. Hvis du ønsker at lære fra andre, så lær fra deres vilje til handling og sociale disciplin, gør brug af deres viden og tekniske bedrifter, men hæld ikke til den slags kunst og udfoldelse der udbreder kulturelt slaveri, og nationale mindreværdskomplekser. Muslimerne er blevet pålagt at være på vagt overfor noget sådant.

Nu kommer vi til muslimernes relationer til ikke-muslimer. Ved omgang mellem dem er de troende blevet instrueret i ikke at være intolerante og snæversynede. De er blevet befalet ikke at tale nedsættende om deres religiøse ledere eller helgener, eller at sige noget fornærmende om deres religion. Det er blevet pålagt dem at undgå skænderier med dem unødvendigt og at leve i fred og venskab. Hvis ikke-muslimerne viser fred og venlig instilling overfor muslimerne, og ikke krænker deres territoriale og andre rettigheder, så skal muslimerne også have venlige relationer til dem. og handle retfærdigt og korrekt med dem.

Det er vores religions adelsmærke at vi besidder større gæstfrihed og medmenneskelighed end nogen anden nation, og at vi opfører os mere nobelt og beskedent. Dårlige manere og opførsel, undertrykkelse og snævertsynethed er mod selve Islams ånd. En muslim er født i verden for at blive et levende symbol på godhed og ædelmodighed. En muslim bør vinde andre menneskers hjerter gennem god karakter og godt eksempel, og derved er han blevet ambassadør for Islam.

Tilbage

ALLE SKABNINGER RETTIGHEDER

Nu kommer vi til den sidste form for rettigheder. Gud har æret mennesket ved at give det autoritet over Hans utallige skabninger. Alt er blevet lagt tilrette for os. Han har givet os magt til at underkaste os dem alle og gøre dem til tjenende objekter for os. Denne overlegne position gør det muligt for mennesket at gøre med medskabningerne hvad han vil, men det er ikke meningen, at de skal betvinges uden grænser. Ifølge Islam har alle ting i skabningen sine rettigheder overfor mennesket. F.eks. bør mennesket ikke spilde deres ressourcer unødigt, og bør heller ikke påføre dem smerte eller skade dem på nogen måde. Når mennesket bruger medskabningerne i sin tjeneste, må det sikre sig at de tager mindst mulig skade, og de bør bruges på en måde der sparer dem mest muligt.

Islams lov indeholder mange af disse rettigheder. Vi har eksempelvis tilladelse til at slagte dyr til vores føde, men det er blevet os forbudt at dræbe dem for sjov eller sport. Under slagtning er metoden der hedder <<dahbh», blevet pålagt os, hvilken er den bedste metode til at skaffe sig kød på. Andre metoder er enten mere smertefulde, eller de ødelægger kødet, eller fratager det væsentlige egenskaber. På samme måde er det i Islam erklæret uønsket at påføre dyret vedvarende smerte. Islam tillader at dræbe visse skadedyr og vilde rovdyr, udelukkende fordi menneskeliv i forhold til deres liv skønnes af større værdi. Men her tillades det heller ikke at dræbe dem gennem en unødvendig lang eller smertefuld metode.

Hvad angår bæredyr eller ridedyr, så er det forbudt menneskene at underfodre dem, at overlaste dem, eller at slå dem unødigt meget. At fange fugle og spærre dem inde i bure, uden særlig årsag, betragtes også som forbudt. Islam tillader end ikke nyttesløs nedskæring af træer eller buske. Mennesket kan bruge deres frugter eller andre materialer, men han må ikke destruere dem, da de trods alt repræsenterer liv. Islam tillader heller ikke spild selv blandt de døde ting, dette til en grænse som f.eks unødig udstrømning af vand. Det er en betroet pligt ikke at spilde ting i skabningen under alle forhold og i enhver form, der skal gøres brug af alle ressourcer - døde eller levende.

Tilbage

SHARIA- DEN UNIVERSELLE OG EVIGE LOV

I det foregående har vi givet en overfladisk opsummering af Islams lov, den lov som Muhammad (Allahs fred være med ham) bragte menneskeheden for alle kommende tider. Denne lov tillader ingen forskel mand og mand imellem, kun i tro og religion. De religiøse, sociale, politiske og kulturelle ideologier der gør forskel på mennesker på grund af race, nationalitet eller farve, kan aldrig blive til universelle mønstre for en verdensideologi, simpelthen fordi en person der tilhører en race eller nation, ikke kan ændres til at tilhøre en anden race, eller til at være blevet født et andet sted, og hele verden kan ikke uden videre blive kondenseret til et enkelt land. Farven på en neger, en kineser eller en hvid mand, kan ikke ændres. Sådanne ideologier og sociale systemer må møde deres begrænsning indenfor sin race, sit land eller sit samfund. De er tvunget til at være snævre, begrænsede og nationalistiske. Modsat disse er Islam universal. Enhver person der erklærer «la illaha il-Allah, Muhammad rasul Ullah (der er ingen anden at tilbede end Allah, og Muhammad er Hans profet) træder ind i Islams fold, og får derved samme rettigheder som andre muslimer. Islam giver ingen særbehandling på grund af race eller fødeland, hudfarve, sprog eller lignende. Islam appellerer til hele menneskeheden.

Islam lov er uendelig, og er ikke baseret på skikke eller traditioner fra noget bestemt folk, eller nogen bestemt tidsalder i menneskehedens historie. Islam er baseret på de samme principper som naturen er skabt under, inklusiv mennesket selv. På samme måde som denne natur til alle tider forbliver den samme, og under alle forhold, så er denne lov også mulig at praktisere under alle forhold og til alle tider.

Den universelle og evige religion er Islam.

Tilbage