Fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest, men (sandt) retfærdig er den, der tror på Gud og den yderste dag og englene og Bogen og profeterne, og som af kærlighed til Ham giver (af) sin ejendom til slægtningene og dem uden familie, og den vejfarende, og dem der beder (af nød), og til (løskøbelse af) de fangne, og som holder bøn og betaler Zakat, og de, der opfylder deres løfte, når de har afgivet det, og de, der er udholdende i trængsler og nød og i krigstid. Sådan er de, der er sande (troende), og sådanne er de Gudsbevidste. (surah 2:177)

Dette er en muslims trosbekendelse. Der er ikke nogen indviklede teologiske forviklinger, man skal igennem, intet behov for, at have en eller anden form for grad i esoterisk viden. En almindelig sjæl kan forstå det umiddelbart.

Hvad er så problemet? Det er helt enkelt dette: en tro der så enkelt og direkte kan opsummeres med det samme og ligefremt tiltaler en almindelig person, af den grund at den er enkel og direkte. Problemet er, at i dag bliver de fleste mennesker uddannet på et niveau, hvor et enkelt udsagn som dette fremkalder bare en smule forlegenhed.

Er nogle af begreberne i det for overforenklede? Dette er Videnskabens Tidsalder, og i vesten er det stadig den Ateistiske Materialismes Tidsalder, selvom videnskabsmænd, endelig langt om længe, begynder at indrømme offentligt, at de bliver nødt til, at gå tilbage til "tegnebrættet", fordi så mange irriterende åndelige "kendsgerninger", der forstyrrer materialistiske teorier, nægter at forsvinde, og som følge heraf er det ikke længere muligt, at ignorere dem, og stadig kalde sig videnskabsmand.

Gud? Måske eksisterer Han virkelig. Når alt kommer til alt var der brug for en stor Kraft til at forårsage Big Bang overhovedet, og hvem placerede de oprindelige ingredienser til det, der eksploderede, i "det uendelige rum"?

Okay, lad os sige, at vi stadig kan beholde Gud som en slags Kraft "derude" – men engle? Profeter? Hellige Skrifter, der består af åbenbarede budskaber fra denne formodede Oprindelige Energikilde? Sig mig, giver det stadig mening, efter alt det videnskabsmændene har lært os, og efter det er lykkedes for den rationelle menneskehed at fjerne al overtro og primitiv teologisk hokus pokus?

Nå gør det? For muslimer er svaret et rungende "ja!" De fleste muslimer ville end ikke stoppe op, for at tænke over det et øjeblik. De er vokset op med bevidstheden om Guds eksistens lige fra barndommen. Hvis de blev født ind i praktiserende familier, ville Guds navn være et af de første ord de hørte, og de ville være blevet opdraget af samvittighedsfulde forældre, til at være opmærksomme på Gud i alt, hvad de foretager sig. De husker automatisk på Gud, det er en del af deres dagligdag, og ligeså naturligt som at trække vejret.

Det er de heldige. Men udover sådanne overbeviste muslimer, eller overbeviste folk af en anden tro i ethvert samfund, hvor videnskabelig eller rationalistisk den end måtte være, er der stadig utallige tusinder af mennesker, der føler et behov dybt i deres sjæl, for at tro på Gud, men ikke desto mindre konstaterer de, at de ikke kan, fordi de ikke har svar på visse grundlæggende spørgsmål.

For eksempel, hvis Gud eksisterer, hvorfor kan ingen så se Ham? Det er ikke ment som nogen respektløshed eller fornærmelse, det er da vel et rimeligt spørgsmål, hvis Han virkelig er "der". Hvorfor viser Han ikke Sig Selv og beviser, at Han eksisterer en gang for alle? Så ville alle indse, hvor tåbelige de havde været at afvise Ham, og de ville angre deres synder og dårlige vaner og vende sig til Ham i tilbedelse, og verden vil fortsætte som den skal.

En anden ting – hvordan kan det være, at uskyldige mennesker kommer noget til, eller får smertefulde sygdomme, hvis det er sandt, at Gud elsker mennesker? Hvorfor tillader Han, at folk sulter ihjel, drukner i katastrofale oversvømmelser eller bliver begravet under jordskælv eller under vulkanudbrud? Hvorfor tillader Han ulykker at ske eller forfærdelige krige? Alle disse katastrofer må, da vel, simpelthen være bevis for, at Gud ikke eksisterer overhovedet, og hvis Han gør, må Han være ret afmægtig, når Han ikke redder folk fra alle disse ulykker.

Han kan, under alle omstændigheder, ikke være særlig god. Vi ville ikke tortere folk sådan, specielt ikke folk, som vi ved elsker og interesserer sig for os. Derfor kunne man konkludere, at Han faktiske ikke kan være så god, som vi er, medmindre Han simpelthen er ude af stand, til at gøre noget ved det overhovedet – og i det tilfælde, hvorfor er det så meningen, vi skal tilbede Ham? Det giver ikke mening.

Og hvad med alle de ting videnskaben har lært os ? Skabte Gud virkelig universet, eller opstod det bare ved et tilfælde? Havde Gud noget med skabelsen af os at gøre, eller kunne vi ligeså godt være blevet lavet i et reagensglas? Har vi virkelig en sjæl i os, eller er vi intet mere end bare en samling atomer? Kan vi virkelig fortsætte med at leve, efter vores krop er død, når vi ved, at den bare rådner op i jorden eller fortæres af ild? Er der virkelig sådanne steder som Paradis og Helvede, og hvis der er, hvordan kan vi så nå det ene og undgå det andet?

Dem der søger sandheden, der kommer til Islam fra en anden tro, gør det ofte med en enorm følelse af lettelse: De har altid ønsket og prøvet at tro på Gud og tjene Ham på den rigtige måde, men blev afskrækket af doktriner og skikke i deres foregående religioner, der fik dem til at føle sig ilde til mode, ting som de ikke rationelt kunne acceptere. Enhver sådan konvertit til Islam vil altid hævde, at for dem er skønheden ved Islam, at det er så rationelt. Faktisk ville mange af dem overhovedet ikke være blevet konvertitter, hvis de havde fundet nogle aspekter af troen der ikke forekom rationelle. Så før de konverterer, bliver Islam underkastet virkelig strenge kriterier af disse mennesker.

I dag, hvor religion er under uafbrudt angreb og tit betragtes som gammeldags overtro, som enhver intelligent og uddannet person burde rydde af vejen, synes det nødvendigt at bevæbne troende med lidt viden og en rationel undersøgelse af visse formodninger angående Guds eksistens, så de både kan gennemtænke deres eget standpunkt mere indgående og også tilegne sig evnen til at besvare anklager og spørgsmål fra dem, der søger at angribe deres tro, mere fornuftigt.

Et lukket, blåøjet sind er dårligt udrustet til at klare sådanne spørgsmål, ligesom et lukket, kynisk et er det. Nogle af de ideer, som videnskabsmænd lo af så sent som i går tages i dag meget alvorligt – fascinerende ideer, nogle vigtige, andre bare direkte mærkværdige og interessante. De faste, pålidelige ting i livet, som vi har kaldt "materie", er pludselig blevet et fuldstændigt mysterium igen, videnskabsmænd er ikke længere overbevist om, at det er hverken fast eller pålideligt.

En definition på en troende, som en der "gennem tro accepterer det, som han i sit hjerte ved ikke er rigtigt" er i virkeligheden definitionen på en tåbe. Hvis Gud eksisterer, og hvis Han gav os intelligens, vil Han, formodentlig, gerne have, vi bruger den. Den alvidende indbildske skal, som nogle voksne har, må væk; det overfladiske hykleri, egoismen, dovenskaben, at nægte at høre på andre – alle disse må tilsidesættes og erstattes med et åbent, videbegærligt sind, en holdning, der viser tiltro til, at der er svar, der kan findes og den rene glæde ved at opdage.

Selv den største mængde tricks kan ikke få en person til at tro på Gud. Svaret ligger ikke i samfundsmæssige aktiviteter, klubber eller at prøve at hægte sig på det, der er populært blandt en ingruppe på et givent tidspunkt. Man kan ikke berettiget bede et menneske om at tro, medmindre det forekommer fornuftigt, at gøre det, som følge af en eller anden personlig indsigt han eller hun har oplevet.

Bed et almindeligt barn om at gøre et eller andet, og han eller hun vil, efter al sandsynlighed, straks og fornuftigt tænke "hvorfor det?" Selv hvis han eller hun ikke er uhøflig nok til at spørge. Og et sådant spørgsmål er faktisk helt rimeligt. Man kan ikke, berettiget, bede et menneske om at tro på noget med hensyn til en religion, medmindre det forekommer fornuftigt.

De gamle spørgsmål, vore forfædre stillede om religion, er ligeså gyldige i dag eller måske endnu mere, for dette er en tid, der forlanger et eller andet bevis for alting. Defensive svar mødes ikke med andet end foragt. Så lad os gå i offensiven. Lad os, til at begynde med, foreslå at måske, hvis lidt mere viden blev givet ud først til en, der ville til at kritisere troen på Gud, ville mange af hans/hendes kritikpunkter blive skåret væk under ham/hende.

Lad os så komme i gang og virkelig tænke på Gud. Hvorfor tror troende, og i særdeleshed muslimer, på det de gør?"