Når folk tror der er en Gud og, at Han er Godhedens Yderste Kraft, står de overfor det alvorlige problem, at der sker mange smertefulde og forfærdelige ting i denne verden, der synes ret uforenelige med en hvilken som helst idé om en mild og medlidende Skaber.

I enkle vendinger er problemet dette: Hvis Gud virkelig er Den Højeste, så må Han, per definition, være i stand til at gøre hvad som helst og alting. Hvis Han er Alvidende, så må Han vide alt, hvad der eksisterer og sker, ned til den mindste detalje. Hvis Han er Almægtig, så kan der ikke være noget, Han ikke kan gøre. Og alligevel eksisterer der uden skyggen af tvivl meget lidelse og ondskab, ofte på måder det er udover vores forstand at acceptere. Åbenbart må en af de foreslåede antagelser om Gud være forkert.

Hvis Han er Alvidende, er Han helt bestemt opmærksom på menneskelige tragedier og forfærdelige lidelser; hvis Han er Almægtig, kunne Han stoppe og udrydde alle vores problemer, hvis Han ønskede det; hvis Han elsker alle ting, burde Han bestemt ønske at gøre det. Det faktum at ondskab og lidelse eksisterer antyder derfor tilsyneladende at, enten er Gud ikke Almægtig og har ikke evnen til at gøre noget ved ondskab, eller at Han ikke er Alvidende og derfor på en eller anden måde forbliver uvidende om lidelse, eller at Han er opmærksom på det og godt kunne gøre noget ved det, men ikke gør det, og derfor ikke elsker alle ting.

Man må stoppe op og spekulere over, hvorfor lidelse og ondskab overhovedet eksisterer. Hvis Gud virkelig er Skaberen, hvorfor skabte Han så muligheden for sådan smerte, fortvivlelse og rædsel? Er der noget begrænset enten i Guds magt eller Hans gode intentioner, eller er der simpelthen overhovedet ikke noget moralsk aspekt i omløb i universet, så tingene bare sker, som de gør, fordi sådan er det bare?

Lad os tage et specifikt eksempel på menneskelig lidelse og tænke over dets implikationer. Forestil dig, at der er et barn der bliver trukket med af en oversvømmet flod og drukner, fordi det ikke kan nå bredden og i sikkerhed. Hvis en tilstedeværende stod der og så på med en livline i hånden, men ikke kastede den, ville vi helt sikkert betragte den person som en skurk og anklage ham for at være moralsk ansvarlig for barnets død.

Hvis du oversætter dette eksempel op til Guds plan, at Han ser nogle stakkels mennesker i vanskeligheder, kan du se præcis, hvorfor så mange mennesker der må gennemgå nogle grufulde lidelser, fra tid til anden har svært ved at tro på en medlidende, omsorgsfuld og Almægtig Gud.

Gud, som ser den mindste spurv falde, burde se barnet i nød og gøre noget ved det. De fleste religiøse mennesker er opvokset med den tro, at Gud gjorde vidunderlige ting for Sine følgere i gammel tid, og endda leverede et mirakel nu og da, når det var nødvendigt. Så hvorfor gør Han det ikke nu?
Nogle gange, hævder folk, påvirker Gud rent faktisk begivenhedernes udfald, ved at gribe ind i den menneskelige bevidsthed. Han bruger individers, gruppers og nationers samvittighed til at, få dem til at skamme sig over ikke aktivt at medvirke til at rette op på tingene, når folk er udsat for misbrug, mishandling eller under nationale katastrofer så som tørke eller hungersnød eller krig.

Nogle gange synes Gud at kommunikere med individer gennem en eller anden form for psykisk evne, måske ved at sende varsler eller advarsler eller visioner om ting, der vil ske senere. Folk får ubehagelig fornemmelser eller livagtige drømme om bestemte flyvemaskiner eller tog og undgår at rejse med dem. Så når flyvemaskinen eller toget forulykker, føler de deres fornemmelser eller forudanelser var tegn på guddommelig indgriben. Måske var de.

Det ville helt sikkert være rart at tænke på, at hvis vi bad inderligt nok eller havde levet gode nok liv, så, når vi befandt os i en vanskelig situation, ville Gud på den ene eller den anden måde ordne tingene, så vi mirakuløst blev reddet fra det, der truede os. Men som vi alle ved alt for godt, arbejder Gud ikke på den måde. Og som alle præster ved alt for godt, er resultatet alt for ofte det, at når folks bønner ikke bliver besvaret, og deres kære drukner eller dør af kræft eller kører galt i deres bil, mister de deres tro på Gud, for ud fra deres synspunkt er der ikke nogen mening med eller fordel ved at tro, hvis Gud nægter at hjælpe dem, der ikke har gjort noget for at "fortjene" lidelse. For dem ser det ud som om religiøs inderlighed og løfter om Guds kærlighed og godgørenhed, ligesom så mange fromme ønsker er helt uberettigede.

Talløse filosofiske hjerner har rodet med spørgsmålet om lidelse og talrige gode svar er blevet foreslået. Hvis man undersøger dem nøje opdager, man at de fleste af dem er subjektive og afspejler fremsætterens personlige fordomme.

Gud er virkelig Den Højeste, Almægtige og Alvidende, men tager vi fejl, når vi formoder, at vi på nogen måde er specielle for Ham? Ud af alle de millioner af livsformer, som Gud har skabt, hvorfor skulle mennesket så gå ud fra, at det fortjener nogen speciel opmærksomhed fra Ham? Mennesket er altid så selvcentreret; ja, generelt tror det endda, at det er denne planets hovedbeboer, og at hvis et rumskib fra en anden planet landede her, ville det være mennesket som disse rumvæsner ville kommunikere med og ikke myrer, bier eller mikrober.

Måske er al denne søgen efter et svar i materiens verden et vildspor. Hvad er Guds forhold til vores univers?

Den jødiske filosof Baruch Spinoza (1632-1677) troede på, at hver del af universet ubønhørligt var fastlagt ved lov, og således følger hver levende ting sin kurs, ved logisk nødvendighed. Han troede ikke på, at der var noget sådant som et tilfælde. Ifølge hans system var det derfor en logisk umulighed for noget at være bedre end det allerede var, og hvis en ting syntes at være dårlig eller ond, var det bare fordi, vi ikke er i en stilling, til at forstå hele universet i sin helheds uendelige fuldkommenhed. Han troede på, at vores ideer om godt og ondt ganske enkelt er subjektive vurderinger af, om vi betragter noget som værende til vores fordel eller ej.

Spinoza argumenterede for, at denne subjektivitet var malplaceret; det er ikke rigtigt, at alt er lavet bare til gavn for os. For at universet kunne være perfekt, måtte det omfatte et helt spektrum af erfaringer og væsner, de lavere ligeså vel som de højere; et univers der ikke indeholdt et helt spektrum ville være mindre perfekt, end et der gjorde. Derfor, argumenterede han, må der være plads til synderen lige så vel som til helgenen.

Evolutionister ignorerer ideen om menneskets fald fra en oprindelig tilstand af fuldkommenhed og til synd. Hele evolutionsteorien er baseret på levende tings gradvise udvikling gennem talløse skiftende former i en støt opadgående tendens mod kompleksitet. Ifølge dette ræsonnement, er vores moralske bevidsthed ikke andet end en del af den gradvise fremgang, fra uudviklet selvbevidsthed til omsorgsfuld interesse for hele menneskeheden. Hunde og katte tager sig af deres familie, men de betragter det ikke som et onde, at hunde dør af sult. Bevidstheden om at noget kunne betragtes som ondt har udviklet sig et eller andet sted på vejen, i takt med at mennesket ophørte med bare at være et dyr.

Indtil nu har alle teorierne under overvejelse været baseret på det materielle univers, som vi kender det. Men hvad med det åndelige univers? Måske gør det ikke så meget, hvis vi lider smerte og ondt i denne verden, fordi vi vil blive kompenseret for vores lidelse i den næste verden. De onde og de gode - begge vil modtage lønnen for det de har gjort fra Guds uendelige retfærdighed.

Hvis mennesket har fået lov til at have en fri vilje, må der være mulighed for en række valg og uundgåeligt vil nogle af de ting, vi vælger at gøre, være mindre gode end andre. Nogle af vore valg vil forvolde andre en hel del smerte og lidelse; nogle vil skabe had, misundelse, grådighed, ondsindethed, frygt, fortvivlelse, foragt, hovmod, grusomhed, gerrighed og begær!

Vi har talt om ondskab, som om vi ved, hvad det er. Men hvilke slags ting er onde? Der synes at være to hovedtyper af ondskab, fysisk og moralsk. "Fysiske onder" er lidelse som opstår af naturlige årsager, så som tørke, oversvømmelser, jordskælv, sygdom osv., og om end vi måske kan indrømme, at de måske er uheldige for de mennesker, der bliver påvirket af dem, er de fuldstændig knyttet sammen med udformningen af naturlovens principper om årsag-virkning.

De mange mennesker, som hævder at føle en religiøs bevidsthed gennem naturens skønhed - ting som forårsblomster og storslåede solnedgange - indtager et noget sentimentalt og ensidigt synspunkt, for naturen er også vild og ubarmhjertig og er i virkeligheden ikke stille eller blid eller fredfyldt overhovedet. Så tit eksisterer vi på trods af naturen. Naturen er ligeglad med dem den udsletter. Der er ikke noget element af "retfærdighed" i naturkatastrofer. Et jordskred kan lige så vel falde på masser af uskyldige børn som på en skurk.

Naturen er styret af love, der ikke ændres for at passe til vores behov eller gavn. Og de samme regler gælder, når vi mennesker handler, for vi er også en del af naturen. Hvis vi bombarderer folk med napalm, bliver de forbrændt, kugler dræber, spritkørsel dræber, skødesløshed i industri eller i hjemmet dræber.

Er disse ting virkelig Guds skyld? Jeg mener, er det ikke noget uretfærdigt og urimeligt at forvente at Gud skulle bryde naturlovene for vores skyld? Hvis vi løb efter bussen, og ikke nåede den, og så bad til Gud om at bussen skulle komme tilbage for vores skyld, ville vi have startet en kædereaktion, hvor bussen ville køre bagud og ikke fremad, og aldrig nå sit bestemmelsessted! Hvis vi sad under en faldende sten og Gud venligt ændrede tyngdekraftlovene for vores skyld, så vi ikke blev mast, kunne det resultere i, at talløse millioner af væsener ville skyde af sted mod deres undergang i rummet. Og så, hvis bøn ville Gud, hvis Han valgte at gøre det overhovedet, besvare - din, min, en andens? Men hvad hvis hver af os bad om en forskellig ting, en som gik imod de andre supplikanters bønner?

De tre monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam lærer (og det forekommer at være et ret rimeligt krav under alle omstændigheder) at det er vores opgave at leve indenfor naturlovene, og bruge dem så godt vi kan til gavn for menneskeheden og planeten. Hvis vi forurener vores atmosfære eller ødelægger vores iltproducerende regnskove eller udrydder truede arter eller fjerner vilde planter, hvis medicinske egenskaber måske vil vise sig at være lige præcis dem, vi har brug for til helbredelse eller modgift, eller ødelægger vores beskyttende ozonlag, er ansvaret bestemt vores. Hvordan kan vi så bebrejde Gud?

Ufred og fordærv har vist sig til lands og til vands på grund af det, menneskenes hænder har gjort (surah 30:41)

Men hvad med moralsk ondskab? Moralsk ondskab er resultatet af vores egne handlinger - ikke de dårlige ting vi gør af uvidenhed, men overlagt onde og ondskabsfulde handlinger; der opstår af overlagt forsømmelse, egoisme, had og ondskabsfuldhed. Som vi har set kan åndelig udvikling kun finde sted, hvis der er fri vilje, og for at fri vilje kan eksistere, må der være muligheden for at træffe forkerte eller amoralske valg, eller gøre nogle ting der er mindre gode end andre. Det må nødvendigvis betyde, at for at være frie, må vi nødvendigvis leve i omgivelser fyldt med farer og udfordringer, omgivelser hvor resultatet af vores egne frie valg kan skade os selv og andre.

I dette århundrede har folk måttet leve med den forfærdelige viden, at de fuldstændig kan ødelægge alle deres omgivelser, og hele deres art; den frie vilje, udøvet af en eneste mand med sin finger på en knap, kunne udrydde alt liv, som vi kender det. Det er eksistensen af menneskets frie vilje, der tillader individer at være i en sådan magtposition. Det var vores skattepenge, der betalte videnskabsmændenes, der opfandt bomberne, løn, vores stemmer (eller forsømmelse) der gav de forskellige tyranner magten over os.

I historien om Adam og Eva, var det første menneskelige par skabt fuldkomment, men ligesom alle efterfølgende mennesker var de udstyret med fri vilje. De valgte ikke at adlyde Guds befaling - dvs. at synde. Før han spiste den forbudne frugt, var Adam hverken god eller ond; faktisk var han ikke et moralsk væsen overhovedet, fordi han havde aldrig udøvet sin frihed til at vælge. Men efter at have spist kom, sammen med hans viden, ansvar.

Det er ikke svar på den indvending, at hvis Gud ikke havde skabt et specielt træ, fortalt Adam at hvis han spiste af dets frugt ville han lide og så gav ham (a) valget mellem at spise eller ikke spise af det, og (b) muligheden for at gøre det, ville Adam ikke være kommet i vanskeligheder og generet sin Skaber.

Hvis Gud fjernede alle de dårlige valg, der er tilgængelige for os, ville vi ikke berettiget kunne kaldes "gode" overhovedet, men ville ganske enkelt være ikke tænkende robotter og ikke frie sjæle. De fleste af os ville ikke være interesseret i en sådan tilværelse. Kunne et liv fuldstændig blottet for frihed på nogen måde være tilfredsstillende, endsige Guds vilje for os?