Altså, vi ved, at vi lever på en stor klump sten i rummet, som vi kalder planeten Jorden. Vi ved, at vi er placeret ret tæt på en stor lysende sølvagtig genstand, vi kalder Månen, og en stor gylden en, vi kalder Solen. Vi ved, at vi har et specielt forhold til de to, for den ene bevæger sig i en bane omkring os, og vi bevæger os begge to i en bane om den anden.
Længere væk ser vi tusinder af små lyspunkter, som vi kalder stjerner, og de synes alle sammen at være fikseret i et bestemt forhold til hinanden; fx er der en velkendt gruppe på tre stjerner på linie, som vi kalder "Orion", og en anden gruppe, der ligner noget á la omridset af en plov. De synes at have været sådan fra tidernes begyndelse.

For meget længe siden, var der nogle yderst opmærksomme mennesker, der bemærkede, at en håndfuld stjerner ikke syntes at være fikseret i et bestemt forhold til de andre overhovedet. Når man observerede dem i forhold til fx Orion, så kunne man se, at de nærmede sig den og så passerede og bevægede sig bort. Folk i oldtiden så syv af disse himmellegemer, der forekom at vandre rundt for sig selv, og de blev identificeret som planeterne (fra latin, planere = at vandre) Merkur, Venus, Mars, Saturn, Jupiter og Uranus. Merkur og Venus er tættere på Solen end vi er, og de andre er meget længere væk. Nyere tids astronomi har siden da tilføjet to mere til listen, Neptun og Pluto, ved at udlede deres eksistens af beregninger og ikke fra observationer med det blotte øje.
Nu har moderne astronomi konstateret, at de uhyre mængder af stjerner i rummet, faktisk, ikke står i bestemte stillinger i forhold til hinanden heller; det er åbenbart bare en illusion. Vi kan ikke observere deres bevægelser med vores egne øjne, fordi afstandene, vi taler om, er så enorme at det bringer observation ud af vores tidsmålestok, men sandheden er, at selvom de måske ser ud til at stå "stille" og være fikseret i forhold til hinanden, så hvirvler de faktisk af sted, væk fra os og hinanden, med ufattelig fart.

Det nyeste udstyr kan registrere rødforskydning, parallakse, vibrationer og radiobølger, der vidner om alle mulige spændende begivenheder, der finder sted på den nattehimmel, der ser så fredelig ud for vores begrænsede øjne. For rumentusiaster er der en hel række ting, der er ukendte for det almindelige menneske, det er fx neutronstjerner, sorte huller, kvasare, pulsare, og quarker.

Når vi begynder at opdage alle disse fænomener, kan vi kun blive forbløffede over de videnskabsmænds, der gør og beregner alle disse opdagelser, tekniske fortræffelighed. Men vi burde lige stoppe og bemærke os, at ingen af disse ting er blevet opfundet af disse begavede mennesker: de opdager simpelthen, når deres hjerner og teknologi er blevet moden nok, til at håndtere det, det der allerede er der.

Hvordan kom dette forbløffende univers til at eksistere? Eksisterer det bare og har altid været der, eller var der en tid, hvor det ikke eksisterede, og hvor det blev forårsaget? Ja, vi har talrige teorier om den sag, alle baseret på verdens største videnskabsmænds opfattelser. Så er der de svar, som dem der tror på Gud giver.

Jøders, kristnes og muslimers hellige skrifter afviser alle blind materialisme, der ikke ser og føler Skaberens Hånd. I stedet peger de på Guds, Ham som har fuldkommen kontrol over Sin skabning, evige tilstedeværelse og hævder, at der ikke er noget i universet udover Hans magt, for Han er Planlæggeren, dets Skaber. De fastholder, at det er tåbeligt at formode at universet bare opstod ved et tilfælde, specielt når alle ting indenfor vores erfaringsramme, der kan iagttages, er underlagt love om årsag og virkning, der giver klart bevis for, at det er skabt. Al-Qur’an siger fx ganske enkelt:

Når himlenes og jordens Skaber bestemmer en ting, siger Han kun til den, "Bliv til," og den bliver til.(surah 2:117, også 36:82 og 40:68)

Troende påpeger, at alle eksisterende ting, inklusiv os selv, er årsagsafhængige - dvs. de kunne ikke have eksisteret og gør det kun, fordi det er Guds vilje. For alt i universet følger sin Skabers love, "som skabte og formgav, som bestemte og derefter retledte det" (surah 87:2-3, også 55.5-7, 10-12).

Nogen gange er temmelig enfoldige mennesker helt tilfredse med at acceptere ideen om, at universet blev skabt af Gud, men de har et meget sølle og dårligt begreb om, hvordan denne Gud er; de gør Ham til en hyggelig antropomorfisk figur, næsten som en venlig gammel onkel. Dette giver måske en rar fornemmelse, men det svarer ikke til Guds virkelighed.

Al-Qur’an i særdeleshed hæver niveauet af menneskelig forståelse, så folk kan observere og forstå Guds sande egenskaber og så tænke over hans majæstet og almægtighed. Den giver ikke mange specifikke detaljer om astronomi eller kosmologi, men opfordrer snarere mennesket til at søge og opdage. Når mennesker begynder denne søgen og prøver at fatte rummets uhyre størrelse og skabelsens vidundere og de indviklede love, der styrer det, så kan de måske begynde at erkende, at universet er som en tavs bog for viderekomne. For des mere man bliver opmærksom på den Usete verden (som Islam kalder al-Ghaib, der refererer til den åndelige verden og dens realiteter), des mere indser man at der i det fysiske univers er paralleller til og tegn på en Skaber-Gud, som er helt utrolig.

En forunderlig opdagelse er, at balancen og ensartetheden i den Guddommelige lov kan iagttages alle steder, fra de enorme strækninger i det ydre rum af kosmos og til det mikroskopiske plan. Det afspejler Skaberens Enhed og Virkelighed og peger også på, at der er højere verdener hinsides dette fysiske univers’ materielle grænser.
Et andet vigtigt punkt er, at det åbenbart var Guds hensigt, at den menneskelige hjerne ikke skulle forblive i uvidenhed, men skulle være istand til at fatte nogle af disse love gennem intellektet, noget som intet dyr på denne planet kan gøre. Bibelen fortæller, at Gud gav Adam retten til at herske over og betvinge alting, mens al-Qur’an nævner begrebet sakhira, der betyder at alt i himlen og på jorden blev gjort nyttigt for menneskeheden. Med andre ord er det underforstået, at mennesket, gennem sit intellekt og arbejde, har et specielt forhold til Skaberen, fordi det er i stand til at opdage og anvende de abstrakte lover, der styrer universet.

Måske er der i det et lille bevis på at det menneskelige sind, som gradvist kommer til at forstå universets dele og kræfter og støt avancerer højere og højere i spredningen af sin indflydelse og kontrol over disse fysiske love, faktisk, er et tegn på den Højeste Ånd, der kontrollerer, styrer og leder alle fysiske fænomener og systemer i universet. Videnskabsmænd burde, imidlertid, altid undgå fristelsen til at tro, at de kan forstå alt fuldstændig. Som Galileo sagde "Jeg har altid betragtet dem, som ville gøre den menneskelige forståelse til målestok for, hvad Naturen har evne eller viden til at udrette, som overordentlig tåbelige, hvorimod der helt modsat ikke er den mindste effekt i Naturen, som fuldtud kan forstås af de mest spekulative hjerner i verden!"

Disse fysiske love udgør et stabilt og regelmæssigt system, selv om det er kompliceret udover vores nuværende forståelsesevne. Faktisk er enhver videnskabsmand, om han eller hun så tror på Gud eller ej, fuldstændig overbevist om, at universets love faktisk udgør et samlet system, hver del af hvilket passer ind i det indviklede mønster med fuldkommen logik og nødvendighed.

Se, hvis det er tilfældet, har den troende en stærk indikator for at universet, og specielt liv, som vi kender det, ikke bare opstod ved et tilfælde. Når man undersøger nogle af de universelle loves sidestilling, forudsætter det en stærk påvirkning af det man kunne kalde "antitilfældighed". Tag fx den samtidige eksistens af både termodynamikkens anden lov og liv på vores planet.

Termodynamikkens anden lov siger, at der foregår en udveksling af varme mellem to legemer, indtil ligevægt opnås. I vores univers sker det hele tiden og det varmeniveau, hvor der er ligevægt, er alt for lavt, til at opretholde livsformer, som vi kender dem. Og alligevel eksisterer liv på denne jord, selvom rummets miljø er så fjendtligt, at på den næste nærmeste stenklump, Månen, ville ingen person på nogen måde kunne overleve et sekund uden en rumdragt. Solen kunne fx brænde alt der eksisterer på denne planet til aske og omdanne den til kosmisk støv; den mindste ubalance i Jordens omdrejning ville resultere i ødelæggelsen af alt liv. Ingen videnskabsmand tvivler et øjeblik på, at der er fastsatte love, der forklarer dette tilsyneladende mirakel, selvom de måske ikke ønsker at kalde skaberen af disse love Gud.
Lad os slå ind på en lidt anden kurs, og et øjeblik betragte ikke bare universets eksistens, men vores stilling i det. Når vi prøver at udpege vores præcise position i rummet, opdager vi, at der er et problem. Vores sol er en stjerne. Planeterne omkring os udgør solsystemet, og vores solsystem er del af en meget stor gruppe stjerner kaldet en galakse. Der menes at være millioner af galakser i rummet, og vores galakse, kaldet Mælkevejen, anslås at have omkring hundred milliarder stjerner i sig. På en klar nat kan man se vores nabostjerner, alle sammen i klynger på himlen.

Alt dette er rimelig velkendt i dag, men det har ikke altid været tilfældet. Astronomer i middelalderen, der baserede deres ideer på det system Claudius Ptolomy havde udarbejdet i det tredje århundrede e.Kr., forestillede sig et ret lille univers med Jorden præcis i midten, og at Solen og Månen og de kendte planeter bevægede sig i cirkulære baner om den, en overbevisning, der var meget tilfredsstillende for mennesker, der ønskede at tro, at de var den højeste skabelse, centrum for alting og at alting eksisterede for deres skyld. Omkring dette nydelige arrangement var "universets udkant", en slags barriere eller rand som alle stjernerne var indlagt i, det forklarede den måde, de altid bevægede sig rundt på himlen i bestemte forhold til hinanden. Udover det var der ingenting. Alt var perfekt, regelmæssigt, rundt og meget omhyggeligt planlagt af Gud.

Så pludselig, kom senere videnskabsmænd til den erkendelse, at deres beregninger ikke helt svarede til dette enkle billede, og de begyndte at udarbejde teorier, hvis implikationer var overraskende. Fx sagde Kopernikus, astronom og munk (1473-1543), at universet ikke løb i bane omkring vores Jord; i stedet løb vores Jord i bane omkring Solen.
Det havde vidtrækkende implikationer. Da mennesket var kommet sig over chokket over tanken, om at de ikke længere kunne hævde at være centrum for alting, opstod den foruroligende tanke i de modige hjerner, at planeterne og stjernerne muligvis slet ikke var skabt for vores skyld. Vi blev slået ud af vores forherligede, vigtige, centrale stilling, og begyndte derfor, at føle os noget små og bekymrede over vores ubetydelighed.

Det næste, der blev opdaget var, at Jorden ikke var en speciel planet, men bare en enhed i et planetsystem og at sammenlignet med nogle af de andre, var den meget lille. Faktisk måtte videnskabsmænd nødtvungent snart indrømme, at den udgjorde en uendelig lille del af universet. Der kunne være millioner af planeter derude, alle sammen med livsformer på sig.

Særlig den kristne kirke blev rystet over dette, den havde altid lært, at mennesket var det sidste ord i Guds skabelse, Guds eget billede og lighed. Men hvordan kunne det forholde sig sådan, når det bare var en ubetydelig beboer på en ligegyldig og lille bitte planet, der var en blandt millioner? Det var en chokerende tanke.

Hvis videnskabens og astronomiens nye opdagelser virkelig var sande, hvordan kunne mennesket så på nogen måde være af nogen betydning for Gud? Det var meget muligt, at der var andre bevidste væsener, der levede på disse andre planeter, og de kunne være meget vigtigere for Gud end os selv. Hvem kunne vide det? Under alle omstændigheder, selvom man kunne forestille sig at den menneskelige race som helhed havde nogen betydning for den fjerne Guddommelige Kraft, kunne den Almægtige næppe forventes at bekymre sig den mindste smule for mennesker som individer! Det ville være en endnu mere grotesk påstand, end at forstille sig, at der var en OverGartner, som havde opsyn med hele jorden, som var inderligt interesseret i én lille myres skæbne, eller hver individuel babyedderkop på en af de utallige fintvævede tråde!

Som om disse opdagelser ikke var nok, til at gøre troende meget ubehageligt til mode, blev de efterfølgende fuldstændig knust af den moderne astronomis opdagelser, for så snart teleskopet blev opfundet, begyndte videnskabsmænd at gøre enorme opdagelser. En astronom, Giordano Bruno (1548-1600), hævdede at rummet var uendeligt, og at det derfor var latterligt at tænke sig, at vores Sol kunne være dets centrum. Hvis rummet var uendeligt kunne der overhovedet ikke være noget centrum.

Bruno formodede at alle stjernerne var sole, hver med sine egne planeter. Den kristne kirke misbilligede så undergravende teorier og fik Bruno forhørt af Inkvisitionen. Astronomen forsvarede det han troede på og døde på bålet.

En anden ledende videnskabsmand, som Inkvisitionen slog ned på, var den geniale Galileo Galilei (1564-1642). Hans astronomiske observationer tydede på, at der ikke var nogen ende på de ting, der ventede på at blive opdaget ved hjælp af de nye teleskoper, og at menneskeheden helt måtte opgive sine gamle, bekvemme ideer om universet. Lige med et blev mennesket tvunget til at erkende at det næsten ikke vidste noget om det overhovedet!
En af Galileos nye opdagelser rystede i den grad kirken, at det ikke var tilladt for lærere at nævne det i over et århundrede. Det var opdagelsen af at Solen havde "pletter", det vi nu ved er solpletter. Disse pletter troede man oprindelig var småfejl, og ideen om en "plettet" sol tydede åbenbart for kirken på, at den ikke var perfekt. Dette blev så set som en kritik af Guds evne til at skabe alle ting perfekte og blev derfor betragtet som blasfemi.
Som følge heraf, blev Galileo faktisk tvunget af Inkvisitionen til at "indrømme", at han havde udbredt løgne, og ikke før han lå på sit dødsleje, turde han gentage sine skandaløse udsagn, og hævde at han hele tiden havde fortalt sandheden.

Folk plejede at være bange for sol og måneformørkelser, kometer eller meteorer og betragtede dem som varsler om katastrofer eller en eller anden mærkelig begivenhed sendt af Gud, deres glimt på himlen kunne markere store eller heroiske menneskers fødsel. Men i det sjette århundrede efter Kristus, erklærede profeten Muhammad (fred være med ham) at sådanne ting ikke var overnaturlige varsler, men simpelthen naturfænomener, der viste sig ved Guds vilje. Der var en solformørkelse den dag Profetens lille søn Ibrahim døde, og folk forbandt den med hans død. Profeten stod længe og ledte folk i bøn. Da Solen igen var klar, sagde han: "Solen og Månen bliver ikke formørkede, fordi nogen fødes eller dør, men det er to af Allahs tegn. Han skaber ærefrygt gennem dem. Når i ser en formørkelse, så skynd jer til bøn" (Abu Dawud).

Århundreder senere bekræftede Edmond Halley (1656-1742), at meteorer bare er stenklumper i rummet, der har deres egne baner, og hvis de tilfældigvis styrter ned på jorden fra tid til anden, er det fordi jordens og meteorens baner falder sammen gennem rum-tid kontinuumets ubønhørlige love.

Videnskabens fremskridt kunne ikke stoppes af kirkefædrenes panik, for videnskaben var ikke bestemt til at blive et af kirkens redskaber i udbredelsen af dens dogme. I denne periode bar muslimske videnskabsmænd kundskabens fakkel. Deres rækker omfatter navne som al-Farghani (Alfraganus), al-Nayrizi (Anaritius), Abu Abdullah al-Battani (Albategrius), Ibn al-Haythem (Alhazem), al-Zarqali (Azarqiel), Nur al-Din al-Bitruji (Alpetragius) og mange andre. Ingen af disse tvivlede et øjeblik på Skaberens Hånd, der manifesterede sig i universet.

Det blev snart accepteret, at den faste rand af Fiksstjerner overhovedet ikke eksisterede, og at stjernerne var meget længere væk end man tidligere havde troet, og at der var millioner og millioner af kilometer af ukendt rum. Man indså også snart, at ideen om cirkulære himmelbaner var noget vrøvl, og at alting var under forandring. Måske farede stjernerne væk fra os ved utrolige hastigheder.

I år 964 efter vor tidsregning meldte Abd Al-Rahman al-Sufi om tilstedeværelsen af et svagt lys fra en anden galakse på himmelhvælvingen i konstellationen Andromeda. Det var imidlertid ikke før 1923, at Edwin Hubble faldt over dens virkelige natur - en galakse, som vor egen tabt, i det extragalaktiske rums storhed. For at gøre denne opdagelse brugte han det største teleskop, der var til rådighed på det tidspunkt. Siden da har målinger foreslået hundred milliarder galakser, der strækker sig milliarder af lysår væk. Sammenlignet med universets omfang, som man forstod det i det forrige århundrede, ved man nu, at universet er en million milliard gang større.

I forhold til den del af universet, der nu er tilgængeligt for store teleskoper, er galakser kun støvgran, utællelige i kosmos’ enorme dybder. Alligevel indeholder galakser, både kæmper og dværge, mellem en og et hundrede milliarder stjerner, der er lysår fra hinanden. Det er fantastisk at tænke på de tal og afstande; fx er vores sol 30.000 lysår fra vore galakses centrum og hvis man rejser med 250 kilometer i sekundet tager det 250 millioner år at fuldføre en bane!

Gigantiske eksplosioner blev observeret - supernovaer. Stjerner døde. Vi farede også blindt af sted mod en ukendt skæbne. Overfor dette begyndte nogle religiøse mennesker at sætte spørgsmålstegn ved deres mest grundlæggende tro, mens andre helt holdt op med at tro. Var der gået noget galt i Guds skabelse? En smule håb blev givet da videnskabsmænd foreslog at, hvis nogle stjerner døde, kunne det måske også være sandt, at andre stadig blev skabt, og teorien om fortsat skabelse opstod.

Al denne frygt var baseret på forkert og begrænset viden om universet og Kraften bag dets forunderlige måde af arbejde på. Specielt den kristne kirke ønskede at bibeholde troen på det, der stod i Bibelen. Hvis videnskabsmændene havde ret, ville det betyde, at ikke bare var Guds arbejde ikke færdigt på seks dage, som der stod i Første Mosebog, men det var heller ikke ved at være færdigt, selv nu. Og hvis kirken tog fejl i denne sag, hvor mange andre ting tog den så ikke fejl af?
Hvis du begyndte at tænke over det, hvor præcis i universet var det meningen Gud skulle være? Der var ikke længere noget nøjagtigt sted til Ham. Da der ikke var nogen fast omkreds og rummet var uendeligt, kunne man ikke længere forestille sig det skabte univers, som en perfekt rundkreds med alt i sig, som Gud holdt i sine almægtige Hænder. Og lige pludselig blev det moderne slet ikke at tro på Gud. Mange videnskabsmænd fandt, at hele ideen om religion var noget vrøvl, at dens argumenter og dogmer var irrelevante og overforenklede, og de blev ateister.

Spørgsmålet om hvordan universet begyndte, eller hvordan det var opbygget eller planlagt, og hvad dets fremtid var blev undersøgelsesområde for både ateister og troende, videnskabsmændene forventede selvsikkert, at de ville finde et verdsligt svar på alle disse spørgsmål, som ville rydde "den overtroiske hypotese", om at der var en Skaber-Gud, af vejen.

Når man stiller en kosmolog disse spørgsmål i dag er svarene sædvanligvis udtrykt i den sprogbrug, der tilhører vor tids accepterede model, den såkaldte Big Bang teori, de er den logiske forlængelse af opdagelsen af, at galakser viger fra Jorden ved fænomenale hastigheder. Hvis de skyder "væk", så må de have været tættere på i går. Og hvis du følger den proces tilbage til begyndelsen, så må der have været en tid, da alt stof i universet var samlet i et gigantisk atom, som så eksploderede.

Hvad denne teori selvfølgelig ikke fortæller os er, hvordan dette atom opstod, hvor det kom fra, hvilket rum det optog og hvorfor det eksploderede. Alle disse og mange andre spørgsmål om denne eller andre teorier om universets opståen, fx Steady-State teorien, er helt ubesvarede. Det øjeblik man accepterer ideen om at universet rent faktisk har en begyndelse i tid, må man selvfølgelig nødvendigvis gå tilbage til det irriterende spørgsmål om skabelsen og Skaberens natur.