Sådan er det berømte kristne argument, der forsøger at bevise Guds eksistens ud fra et videnskabeligt og filosofisk standpunkt. Der er faktisk mange traditionelle måder at forsøge at bevise Guds eksistens på, baseret på kosmologi - dvs. studiet af universet og dets oprindelse, funktion og årsag. Nogle søger bevis for en Plan eller Ledende Hånd i rummets mekanik eller i evolutionens udvikling.

En tidlig tankegang, som Skt. Anselm i det ellevte århundrede e.Kr. og den store muslimske filosof Muhyiddin Ibn Al-Arabi i det tolvte støttede, var forsøget på at bevise Guds eksistens alene ved hjælp af logisk ræsonnement. Gud blev defineret som selveste essensen af Fuldkommenheden, Godheden og Kærligheden. Derfor var Gud, alene per definition, nødvendigvis den størst mulige ting, der eksisterede, den yderste på værdiskalaen. Det var ikke muligt, at forestille sig noget større end Gud, af den enkle grund, at hvis noget kunne betragtes som mere fuldkomment eller bedre end Gud, så kunne det man naivt havde troet var Gud umuligt være Ham. Hvis noget var større end Gud, så var Gud ikke Gud. Per definition måtte Gud være "det udover hvilket intet, man ikke kan forestille sig noget større eller bedre".

I hvert samfundslag er der en værdiskala. Ikke alt er lige; nogle ting er bedre eller af større værdi end andre, og nogle er værre. Der er en opadgående skala af godt, bedre og bedst. Hvis Gud er det Absolutte, det Bedste så må Han logisk set eksistere; hvis Han ikke gjorde, ville mange eksisterende ting selvfølgelig blive betragtet som bedre eller større. Det er absurd at tænke sig, at det som er det største af alt er imaginært. Derfor er Gud det Nødvendige væsen, og Hans ikke eksistens er en logisk umulighed.
Ligeledes, hvis Gud er den i højeste grad fuldkomne, må Han eksistere, fordi hvis Han ikke gjorde, kunne Han ikke beskrives som værende fuldkommen. Hvis Han ikke er den mest fuldkomne, så kan Han ikke være Gud. Eksistens må være en af fuldkommenhedens egenskaber, siden det som ikke eksisterer ikke kan være fuldkomment. Derfor må Gud eksistere. Hele argumentet er indeholdt i dets eget udsagns logik.

Under alle omstændigheder gør menneskets fortsatte kontemplation af Gud det tydeligt, at Han med sikkerhed til stadighed har været tilstede i den menneskelige bevidsthed og har efterladt noget meget håndgribeligt bevis på Sin eksistens, som den lange historie om profetskab gennem tiderne vidner om. Hvad kunne ideen om Gud være opstået af, hvis der aldrig havde været noget sådant? Hvordan kunne den idé overhovedet være kommet ind i den menneskelige bevidsthed, hvis ikke Gud var årsag til det?
Videnskaben burde være religionens allierede i overvejelsen af dette argument, for videnskabsmænd vil beredvilligt indrømme, at universet er fuld af fænomener og erfaringer der, på nuværende tidspunkt, stadig er udenfor den menneskelige bevidsthed og stadig afventer vores opdagelse. En ydmyg videnskabsmand er yderst opmærksom på, hvor ubetydelig og lille hans viden egentlig er, lige meget hvor tilsyneladende stor den måtte forekomme den udenforstående.

Problemet med at bevise Guds eksistens afhænger af, hvad vi mener med ordet "virkelig". For de fleste mennesker er noget "virkeligt" det, som er underlagt naturlovene og er begrænset af sådanne aspekter som form, masse, vægt, sted etc. Hvis en ting er underlagt naturlovene, så må den lov være større end tingen, og kan ved den ovenstående definition ikke være Gud.

Dette argument kan, imidlertid, ikke bruges til at bevise, at Gud ikke virkelig eksisterer, for vi må indrømme, at noget meget større end nogen naturligt forekommende fast genstand eksisterer - nemlig naturlovene. Det selvsamme argument, som man ville bruge til at bevise begrebet om naturlovenes eksistens og overlegenhed over enhver fysisk genstand, er da vel et argument, der grundlæggende ligner argumentet for Guds eksistens, undtagen at argumentet for Guds eksistens går et skridt længere tilbage, for vi kan ikke acceptere at den Kraft, der skabte naturlovene, på nogen måde kunne være begrænset af dem.
I det tilfælde forstærkes argumentet om, at Gud ikke har nogen fysisk eksistens, som vi forstår det, da det ville binde Ham af Hans egne love. Gud er Virkelig i den forstand, at Han eksisterer og har ubegrænset magt, selvom Han ikke eksisterer som en begrænset fysisk genstand.

Vores viden om en hvilken som helst fysisk genstand er meget begrænset, baseret som den er på vores sansers oplevelse, som kan lave alle mulige fejl. Nu da vi forstår, at materie i virkeligheden kun er en manifestation af forskellige energier, er det så ikke muligt, at dens fysiske eksistens i sine mange former tilhører et område af årsag og virkning, som ikke i sig selv er fysiske overhovedet, men som på en eller anden måde forårsager fysiske reaktioner? Havde Skt. Thomas Aquinas alligevel ret? Skabte en ulegemlig Gud en fysisk verden?

Materialister tror på at kun det, de kan se med deres øjne, høre med deres ører og føle med deres hænder, er virkeligt. Religiøse tænkere, der indtager den modsatte holdning, gives "paraply" betegnelsen idealister. De søger efter tegn på en Ånd bag materiens midlertidige og ustabile overflade og hævder, at det der er virkeligt overhovedet ikke kan ses. Vi kan kun skimte en manifestation eller indtryk af det, eller måle dets virkninger på dets omgivelser, men tingen-i-sig-selv kan vi aldrig se.

Fx hvis vi tænker på et almindeligt bord, vi ved måske nok, at det er aflangt i form, brunt og fladt ovenpå, men vi kan faktisk ikke, se at det forholder sig sådan. Lige meget hvilken vinkel vi ser det fra, ser vi det faktisk som alt andet end aflangt, medmindre vi med vilje svæver i en bestemt stilling lige over det. Hvad angår dets farve, ser vi at den påvirkes af lys og skygge, så dele af det forekommer sølvagtige og andre sorte. Vi ved måske, det er fladt, men kan kun se det flade der er foran vores øjne, og ikke den fulde form i dens mange dimensioner. Med andre ord kan vi se vores indtryk af et bord, men ikke bordet-i-sig-selv, det Virkelige Bord. Faktisk kan det hele måske være en illusion eller en hallucination; måske er bordet der overhovedet ikke.

Nogle filosoffer hævder, at det eneste vi sikkert kan vide er, at vi selv eksisterer, og at siden vi eksisterer i et miljø, er der noget andet udenfor os, der ikke er os selv. Nogle skeptikere vil imidlertid hævde, at siden vi er ude af stand til at bevise noget sådant, så er det måske bare nogle forestillinger vi har om ting udenfor os selv.

Lad os nu følge en anden tankerække, der er et argument for Guds eksistens, der ikke er baseret på ideen om materie når det allerede eksisterer, hvad det så end betyder, men på kausalitet.

Vi ser i vores univers, at hvad der end sker, sker det af en grund; dvs. det er blevet forårsaget af noget andet. Disse andre "nogeter" eksisterede før den begivenhed de forårsagede. Og de blev sat i gang af forudgående årsager.

Nutidens videnskabsmænd slås med den nylige opdagelse, at der på det subatomare plan forekommer at være et vist element af uforårsaget aktivitet, der ved første øjekast ser ud som om den kunne true den ordnede idé om, at alt må adlyde fastsatte love, fordi alt forårsages. Det kunne imidlertid hævdes, mod denne foruroligende idé, at subatomare reaktioners tilsyneladende ubestemthed ikke er andet end vores uvidenhed. Når vi engang har fundet ud af reglerne, vil vi kunne se, at alle disse uforårsagede reaktioner følger love, trods alt.

Det er værd at gentage igen og igen, at videnskaben aldrig skaber eller opfinder noget; den opdager simpelthen når tid og ånd er parate til at erkende, det som allerede er der. Des mere intelligente man forestiller sig disse opdagende videnskabsmænd er, des mere burde man anerkende den Yderste Intelligens den Kraft er i besiddelse af, der rejste det hele på forhånd, så hjerner til sin tid kunne få del i det!

Hvis vi formulerer kausalitetsprincippet på en anden måde, siger vi, at alt er som det er af en grund. Med andre ord er alt "årsagsafhængigt". En årsagsafhængig ting er noget, der eksisterer, selvom det ikke nødvendigvis behøver at gøre det. Tag vores bord igen. Vi ser bordet og går ud fra, det eksisterer. Men er det muligt, at dette bord måske aldrig havde eksisteret? Selvfølgelig er det det. Derfor er det en årsagsafhængig ting. Hvorfor eksisterer dette bord så? Fordi nogen har fældet et træ, taget tømmeret og bygget det; hvis de ikke havde gjort det, ville bordet ganske enkelt aldrig have eksisteret.

Og hvad med træet? Er det årsagsafhængigt? Er det være muligt at det bestemte træ aldrig havde eksisteret? Igen, selvfølgelig er det det. Træet eksisterer bare fordi nogen plantede det, eller en fugl lod frøet falde, der hvor træet står, eller et frø blev ganske enkelt båret derhen med vinden. Det er den direkte årsag til det træ. Og kunne den årsag aldrig være indtruffet? Selvfølgelig! Og sådan fortsætter det. Alting i vores univers er årsagsafhængigt.

Hvad med universet selv? Er det muligt at hele universet aldrig havde eksisteret? Ja, selvfølgelig er det det! Det er lige meget hvilken videnskabelig teori du tager udgangspunkt i - ursupper, atomer der støder sammen, Big Bang teorier; de kan alle fremsættes som mulige grunde til at universet kom til at eksistere, hvis du ikke vil acceptere den enkle mulighed, at Gud skabte det.

Problemet med mange videnskabsmænd er, at de slutter argumentet der: de går ikke videre til det næste trin og spørger om ingredienserne til Big Bang, hvad det så end var, eller om andre kausalitetsteorier selv er årsagsafhængige. Svaret må være, "selvfølgelig er de det". Så igen er vi landet på "uendelighedens" kyster.

Hvis du ikke vil tro på Gud, må du acceptere, at alt stammer tilbage og tilbage fra "uendelighed". Der er faktisk kun de to valgmuligheder: Enten accepterer vi at rækken af årsager fortsætter for evigt, og at der ganske enkelt ikke er noget sådant som begyndelsen på universet og eksistens (eller, formodentlig, en slutning, da uendelighed da vel må række i begge retninger); eller vi underkaster os og siger, at der må have været en Første Årsag, og at der var en tid, hvor universet endnu ikke var blevet forårsaget og derfor ikke eksisterede.

Hvis du antager dette andet syn, ønsker du naturligvis at vide, hvad denne Første Årsag kunne have været. Det er det en troende ville kalde Skabelses Øjeblikket - det øjeblik da Gud sagde "bliv til!" og det blev til.

Lige meget hvad du vælger at kalde den Skabende Kraft, er det et faktum at universet eksisterer, selvom det ikke nødvendigvis behøvede det, og det faktum må, helt ærligt, rejse spørgsmålene "Hvorfor?" og "Hvorfra?"

Bare lige et sidste hovedbrud, jeg vil gerne gøre opmærksom på et par matematiske mærkværdigheder, der måske kan illustrere problemerne med at tage ordet eller begrebet "uendelighed" for pålydende. Større hjerner end min kan måske finde en løsning på alt dette, men jeg syntes det var sjovt at sidde og rode med det.

Her er det første, og til det skal man egentlig bruge en gruppe mennesker med regnemaskiner af forskellige mærker. Prøv først at løse det i hovedet og med papir og blyant.

Alle matematik lærere ved, hvad en tredjedel af noget er, det er en ganske enkel brøk at tænke sig. Hvis du imidlertid prøver at dividere et med tre, ved almindelig division, vil du opdage at du aldrig kan finde svaret. At selvtilfreds sige ".333333333 R" er en undskyldning for et præcist svar og fortæller dig egentlig ikke hele sandheden. Ligeså, hvis du gentager den samme proces med symbolet pi, som er 22/7. Prøv at udføre regnestykket, og så vil du se, hvad jeg mener.

Nu kommer det sjove, når vi opdager, hvor langt videnskabsmænd vil gå for, at skjule problemer og tilfredsstille os. Du vil gerne dele dit æble mellem tre mennesker. Okay, du dividerer det med tre. Gør det på en regnemaskine og du får .333333333 R. Så du bliver irriteret og spiser hele æblet selv alligevel. For at komme tilbage til sagen, bare gang med 3 og alt burde være tilbage ved det oprindelige. Men er det det? De regnemaskiner, der fortæller dig sandheden, giver dig .999999999 R, og du vil irriteret kunne konstatere, at en del af dit æble er forsvundet for evig i "uendeligheden". Andre regnemaskiner, der er opmærksomme på det, laver en automatisk tilpasning og giver dig hele tallet 1. Men…
Er det muligt, at der kunne være en mindste partikel? Hvis det er, som en der tror på skabelsen helt sikkert ville acceptere som en grundlæggende sandhed, så burde det være muligt at finde størrelsen på det mindste tal, der ikke kan deles yderligere. Med andre ord, er det muligt at have et tal, der ikke kan divideres med to? Vel, logisk set er svaret "Nej". Selv hvis du kommer ned til en millionte trilliontedel af en centimeter kan den, i teorien, stadig deles med to. Det eneste problem er, at vi løber tør for navne til at kalde dette minimale tal. Hvis du imidlertid anvender dette på faktisk kendt afstand, forekommer der at være et problem.