Tidens gang er et aspekt af vores virkelighed, der har fået talløse mennesker, til at tænke over Guds eksistens. For, engang eksisterede vi ikke. Hvor var vi før den tid, og hvordan kom vi til at eksistere? Og vi oplever alle at blive ældre og indser, at vi en dag vil ophøre med at eksistere. Da alt dette er skjult i tidens mysterium, tillægger mange tiden magt over liv og død.
I oldtiden blev tid personificeret, som en evig sandhed eller guddommelig entitet, der eksisterede som en "enhed" i helheden, fra evighed til evighed, der omfattede alt og havde den ultimative magt til at overvinde alt, fordi den alene strakte sig til evigheden.

Grækerne ærede begrebet tid, ved at personificere århundredernes ubønhørlige gang i figuren "Gamle Fader Tid", de kaldte "ham" Kronos, Zeus’ "fader" og i sidste instans alle levende tings "fader". Og blandt de hedenske arabere blev tid (Dahr) betragtet som en gud, der eksisterede fra evighed til evighed og fordelte godt og ondt blandt menneskeheden.

Tidens evige eksistens er en idé, der er kommet frem i vores moderne ateistiske og materialistiske tid. Snarere end at acceptere, at der er en Skaber-Gud og en "tid" udenfor Tid, hvor skabte tings eksistens endnu ikke var begyndt, foretrækker mange videnskabsmænd den udlægning, at de partikler universet blev formet af har evig eksistens; med andre ord, de har ikke nogen begyndelse som sådan, men stammer tilbage fra uendelighed.
Tid er en integreret del af vores rum, da det er noget, der kun måles ved en partikels vekselvirkning på en anden, ingen partikler, ingen tid.

Videnskabsmænd, som betragter universet som ikke havende nogen fast begyndelse eller skabelsesøjeblik, mener at partiklerne, om end på et subatomart plan, har eksisteret for evigt, som en slags ursuppe, som, givet den uendelige kronologi (Kronos = tid), på den ene eller den anden måde, ved et tilfælde, udviklede sig til det, der var nødvendigt for at starte vores univers.
En parallel kunne være, at hvis man blev ved med at smide en bunke mursten op i luften i en uendelig tidsperiode, ville man til sidst få en rar bolig. På en eller anden måde, er det svært at se, hvordan sådan en idé kan blive betragtet som mindre "overtroisk" eller "mirakuløs" end at acceptere Skaberens Store formgivende Ånd!

Tid bliver et problem for religiøse mennesker, når de begynder at tænke over, hvad det betyder når man siger, at Gud er evig og har eksisteret for evig. De hævder, at der aldrig var en tid, hvor Gud ikke eksisterede, og at ligesom Han stammer tilbage fra evigheden, før vores eksistens, sådan fortsætter Han også til evighed, efter vores tildelte tid.

Hvordan kan vi opnå nogen forståelse af, hvad uendelig eller evig eksistens betyder? Det forekommer os simpelthen ikke logisk at tænke i baner, der ikke omfatter en tidsorden; for os kommer en ting altid før eller efter en anden. En bevidsthed om tid er indbygget i vores natur; derfor er det meget svært for os at forstå, hvad det betyder, når man siger, at Gud er udenfor tid.

Tidens gang er uundværlig for vores bevidsthed om ting. Hvis du kan forstå ideen om, at lyd ganske enkelt er en serie bølger, så er det indlysende for dig, at hvis man "fastfryser" tiden i et givet sekund og isolerer en af disse vibrationer fra resten, ville lyden i det øjeblik ikke eksistere. For overhovedet at eksistere må, den sprede sig i rummet som en strøm, og det involverer tid. Vi lever i det der kaldes en firedimensionel rum-tid kontinuum.
Tidens gang tilfører vores eksistensbevidsthed en helt ny dimension, uden den ville vi ikke have nogen tanker, ingen hukommelse. Vi føler, vi ved, hvad tid er, fordi vi kan checke minutternes gang på uret, men på trods af vores gode ideer og praktiske brug af dem, er præcis tid noget som, igen, egentlig er en illusion. Den eksisterer ikke, undtagen som en noget grov måling, som vi bruger praktisk.

Vi beregner vores tid ud fra længden på jordens bane rundt om solen, målt i enheder af jordens omdrejninger om sig selv. En fuld bane om solen tager 365.24 enheder, som vi kalder dage. Hver dag har 24 timer, hver time tres minutter, hvert minut tres sekunder. Men forestil dig vi målte efter månen, som oldtidens babyloniere, hebræerne og arabiske stammer; så, hvis vi var præcise, ville hver måned have 29.5 dage og hvert år kun 354 dage. Vores forsøg på at få præcise målinger har ført os til Cæsium uret, men selv det går nogle sekunder forkert for hver få år. Det har virkelig vist sig at være utrolig svært præcist at afbalancere vores sol og måne.

Både solen og månen synes så ubetydelige og små for astronomer, når man tager afstanden forbundet med måling af universet i betragtning, at de taler om "stjernedøgn" (stjernetid) eller "lysår". Et lysår er den afstand en lysstråle kan tilbagelægge på 365.25 dage med den utrolige hastighed på 171.884.400 km i minuttet, og begrebet om det hastighedsniveau eller afstand er udover de flestes forståelse.

Set fra en anden vinkel, er det vigtigt at huske på, at vores bevidsthed om tid også er subjektiv og afhænger af, hvad vi laver. Hvem kan sige, hvad fem minutter virkelig betyder? Der er også en verden til forskel på fem minutter, når man venter på at blive hængt, fem minutter tilbage af fodboldkampen, når man har brug for endnu et mål, fem minutter tilbage af en eksamen, når man stadig mangler at skrive en stil, eller fem minutter, hvor man sidder og slapper af på en bænk i parken. Hvad er de virkelige fem minutter værd?
Stop tiden et bestemt øjeblik - fx 10:30 om formiddagen. Du tror måske, du ved, hvad om formiddagen er, men det er et helt andet tidspunkt i Mekka eller Sidney, eller New York, for mens solen skinner på den ene side af jorden, er det nat på den anden. Det afhænger alt sammen af, hvor du tilfældigvis befinder dig.
Og tidspunktet for en hvilken som helst begivenhed afhænger også af, hvor du ser den fra, den er relativ i forhold til, hvor du er. Hvis en fra Mars, en fra Venus og en fra Pluto alle så jorden eksplodere, ville de første to se det en del tidligere end den tredje. Deres tidsfæstelse af en begivenhed ville ikke være en "absolut" dato, men kun en relativ dato, hvor den blev registreret i deres tid.

Og hvad med den mærkværdige idé om, at hvis man bare bevægede sig hurtigt nok, ville man ende med at bevæge sig baglæns? Hvordan kan det være? Hvis du kunne sætte dig selv i et cirkulært kredsløb og bevæge dig med en hastighed, der oversteg lysets, ville du snart se ud, som om du overhalede dig selv!

Så alene tid er svært nok at forstå, og når vi prøver at regne ud, hvad "uendelighed" betyder, får vi virkelig problemer. Alt i vores vidensområde har begyndelser og slutninger. Men Gud har ikke.

Vi må prøve at forstå, at hvis Gud eksisterer og er udenfor og udover hele det skabte univers, så må Han være i stand til at se hele processen simultant. Det er lidt ligesom en filmoperatør, der underholder et publikum med billede efter billede på en filmstrimmel, men som kan hive det hele ud mellem sine hænder og se det hele på en gang. Vi måler vores tilværelse gennem "billederne", men Gud kan se det hele samtidig.

Det ville selvfølgelig betyde, at for Gud ville der ikke være sådan noget som fortid, nutid eller fremtid, som vi kender det. Det ville også vidne om sandheden i, at tid er anderledes, når vi kommer over på et helt andet eksistensplan udenfor vores fysiske kroppe. Der er en stigende mængde bevis fra folk, der passer syge og døende, på at tit, før deres øjeblik af sidste og fuldstændig "død", gennemgår deres sjæl en bred række af oplevelser, nogle gange også et tilbageblik på alle begivenhederne og traumerne i deres liv her på jorden, der kun tager et øjeblik i forhold til vores tid. Den samme elasticitet i tid opleves af patienter i narkose eller folk, der drømmer.
På den anden side, når vore kære "dør", og dem der er ladt tilbage længes efter at blive genforenet med dem, kan det, som synes lang tid for den elskede person, der er ladt tilbage på jorden, meget vel gå som et lyn for den såkaldt "døde" person.

Den bibelske beretning om Skabelsen er løbet ind i vanskeligheder for dem, der ønsker at være videnskabeligt korrekte, fordi der står, at Gud startede på bar bund eller urkaos uden andet end "mørke over urdybet" og skabte alle himmellegemer, plus en velfungerende Jord med alle dens livsformer, kulminerende med mennesket, på seks dage. Ikke så mærkeligt, at Han siges at have haft brug for at hvile sig den syvende dag.

Mens al-Qur’an afviser ideen om at den Gud, "som hverken slumrer eller sover" nogensinde har brug for at hvile sig, nævner den også, at skabelsen fandt sted på seks dage. Den giver imidlertid et fingerpeg om, at Guds "dag" og vores er helt forskellige. Fx

Gud er den, som skabte himlene og jorden, og hvad der er imellem dem, på seks dage… Han leder (alle) sager fra himlene til jorden; og derpå stiger det op til Ham på en dag, hvis mål er tusind år, efter jeres beregning. Sådan er Han, der kender det usynlige og det synlige, den Almægtige, den Barmhjertige.( surah 32:4-6)

Det står altså klart, at de skabelses"dage" der nævnes i både Bibelen og al-Qur’an selvfølgelig ikke betyder dage, som vi beregner dem, dvs. Jordens fireogtyve timers bane om solen. Som et bevis på det, hvis noget er nødvendigt, så prøv bare at tænke på det faktum, at der refereres til forhold der begyndte før Jorden og Solen blev skabt. Kapitel et i Første Mosebog nævner fx at Gud skabte en lyskilde (eller energi?) på den første dag, og at Han adskilte lys og mørke, men skabelsen af Solen og Månen finder ikke sted før dag fire!

Som vi lige har set, antyder al-Qur’an i surah 32:5, at en af disse "dage" er lig med tusind år af vores tid (se også surah 22:47), og i surah 70:4 nævnes det, at en "dag" er lig med ikke mindre end 50.000 år. I det store hele koncentrerer al-Qur’ans åbenbaringer om tid sig sædvanligvis ikke så meget om ideer om evighed, som om tidens relativitet.

Englene og Ånden (englen Gabriel ) stiger op til Ham på en dag, hvis mål er halvtreds tusind år…de ser den (dommedag) langt borte, men Vi ser den nær. (surah 70:4, 6-7)

Her præsenteres vi for tre relative former for tid; Først menneskelig tid, som målt af vores sol og måne; for det andet levende væsners, der ikke specifikt er af denne jord, tid; og for det tredje Guds Egen. Hvis vi prøvede at måle Guds tid på dette livs plan, ville det tage tusinder millioner eller endda kvintillioner af år. På det åndelige plan kunne al denne "tid" imidlertid gå på et øjeblik, som der står i al-Qur’an, "før du kan blinke". Det der er meget vigtigt her er at den forestilling om at tid er relativ, som man finder i al-Qur’an, er helt i overensstemmelse med de seneste videnskabelige opdagelser i dette århundrede, og helt ulig de ideer der præsenteres i antropomorfisk mytologi.
De hedenske arabere, som dyrkede tid, indtog den stoiske holdning, som dem der gør deres bedste for at klare livet, på trods af deres deprimerende tro på, at døden vil være slutningen på det hele. Et typisk hedensk arabisk udsagn var "Der er ikke andet end vores nuværende liv. Vi er intet og så lever vi, og kun tiden tilintetgør os." (surah 45:24). Al-Qur’an afviser fuldstændig den indstilling og påpeger, at siden mennesket ikke har nogen idé om, hvad der vil følge efter døden, er det bare en formodning fra deres side, "men de har ingen viden derom, de formoder kun". (surah 45:24).
Disse hedninge argumenterede mod den evige lære, om at døden på ingen måde er afslutningen på et individs historie. Alle de religioner der bygger på guddommelig åbenbaring, jødedommen, kristendommen og islam, har insisteret på, at mennesker har udødelige sjæle og bærer ansvar for deres handlinger i dette liv.

Sådanne troende blev generelt hånet, for det deres ikke troende samtidige hævdede var ønsketænkning. Skeptikere fastholdt, at siden der ikke var noget bevis for livet efter døden, kunne det umuligt eksistere. De tidlige muslimer blev fx udfordret til at bringe en af deres forfædre tilbage fra de døde, som et bevis på at livet fortsætter efter døden (surah 45:25-26). Jesus, som tidligere havde været stillet overfor en lignende hån, siges ironisk at have bemærket, at "hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en står op fra de døde" (Lukas Evangeliet 16:3).

Som svar på den form for skepsis giver al-Qur’an klart bevis for, at sjælen overlever efter døden, for at Gud skaber og genskaber for anden gang og for Hans ultimative magt over alle ting. Tid, baseret på vekslen mellem nat og dag, var kun en del af Hans plan. Den var relativ, men, ikke desto mindre, var der et tegn på Guds skabelse og visdom i den.

Sandelig, i himlene og på jorden er der tegn for de troende… og i nattens og dagens vekslen, og i det Gud sender ned fra himlen som ernæring, hvormed Han gør jorden levende efter dens død… tegn for folk der forstår(surah 45:3,5)

Kort sagt, al-Qur’an viser at hedningernes indstilling til tid var forkert, baseret som den var på deres uvidenhed. Tid, som alt andet der hører til i vores univers, er en skabt ting, og ikke Gud. Den har absolut sin andel af mysterier, men den er ikke mere evig end materie. Den er også relativ i forhold til vores forestillinger og ikke absolut, som Einstein beviste, og er faktisk ikke meget mere end et fantasifoster, blot et redskab til at måle begivenheder i forhold til hinanden. Per definition kan det kun være Gud der er selvopretholdende, evig fra begyndelsen og evig til det sidste, den Absolutte.