Problemet med mennesket er, at det er blevet smartere end, hvad der er godt for det. Det tror, det ved alt. Udviklingen indenfor teknologien i dette århundrede har været så strålende, at alle ved, hvordan man bruger elektricitet og elektronik, betjener maskiner, bruger computere osv. Selvfølgelig ved meget få af os, hvordan man laver disse ting, men det at bruge dem er i den grad blevet en del af vores dagligdag, at vi næsten har en fornemmelse af, at æren for dem tilkommer os.

Mennesket flyver rundt i rummet og foretager teknologiske processer under vægtløse forhold tusinder af kilometer over vores planets overflade. Der synes næsten ikke at være det mennesket ikke kan, når det sætter sig det for. Og alligevel er det faktisk utrolig uvidende om næsten alting.
Tag bare vores verden, den vi tror, vi kender så godt. Det første spørgsmål vi kunne stille er, "hvordan ved vi, at den virkelig er der overhovedet?" Og hvad med os selv, "Er vi virkelig virkelige?" Lyder det skørt? Det er det egentlig ikke. Vi synes at have en helt anden eksistens, når vi sover. Så hvordan kan vi afgøre, hvilken en er den virkelige verden - den vi oplever når vi er vågne, eller den når vi sover? Hvilken en er virkeligheden? Ja, hvordan kan vi regne ud, om vi er vågne eller sover nu, i dette øjeblik? Du tror, du er vågen, men det kunne alt sammen være en drøm, kunne det ikke? Det hjælper ikke at knibe sig selv i armen, det kunne også være en del af drømmen.

Under alle omstændigheder, hvis du går ud fra, at du må være vågen, fordi du læser denne bog, så besvarer det stadig ikke spørgsmålet om hvilket af vore liv, der er det virkelige. Måske er vores sande tilstand, den vi er i når vi lægger vores krop i seng, og det vi laver nu er bare at tilbringe nogle få timer vågne, for at spise noget mad og komme af med affaldsprodukter, så vi kan fortsætte med at sove igen.

Og hvad med tingene omkring os? Er de virkelige? Når vi undersøger dem nøje, lader de bestemt til at være det - faste ting som borde og stole etc. Men filosoffer kan fortælle dig, at det er noget af et problem at definere, hvad et bord faktisk er.

Du kan se tingen foran dig. Der er den - der er ingen tvivl om det. Hvis du sparker til den, vil den skade din fod. Du kan sætte din tallerken på det og trygt spise din mad. Du kan endda danse på det, hvis du vil. Nej, der kan bestemt ikke være nogen tvivl om, at bordet eksisterer, og at det er en ret fast ting.

Men hvad ville der ske, hvis du slog en flis af, og lagde den under et kraftigt mikroskop? Hele begrebet ville da blive helt anderledes. Dit bord ville ikke længere se ud til at være fast og stille, men en masse af små uidentificerede stumper og stykker i bevægelse. Det ville din finger, eller tallerken eller maden på den for resten også.

Så hvilket er det virkelige bord? Det du ser med dine egne øjne, eller det mikroskopet ser? Det er indlysende, at vores øjne ser et meget mere begrænset bord, end det mikroskopiske billede giver. Antyder det så ikke, at vi ser alting på en begrænset måde? Hvis vi kunne se, som vi ser gennem mikroskopet, ville vi faktisk aldrig se bordet overhovedet, for det ville blive en kompleks ting, der er alt for omfattende til, at vi kan begribe den.

Faktisk må vi, når vi tænker over det, betragte vores syns begrænsninger som en barmhjertighed. Hvis vi kunne se alt som gennem et mikroskop, ville vi aldrig have lyst til at spise eller drikke noget, med mindre vi kunne vænne os til tanken om, at en dråbe vand sydede med vridende livsformer. Et andet eksempel, du behøver bare at stå i en stærk solstråle, for at måtte tage hele vejrtrækningsfænomenet op til fornyet overvejelse. Det er svært at tro, at alle de støvpartikler bevæger sig ind og ud af vores næsebor og lunger, for ikke at nævne de modbydelige mikrober, der kravler rundt ind og ud af vores øjne eller det øverste lag af vores hud!

Pointen er, at vores øjne faktisk ikke fortæller os særlig meget om vores verdens virkelighed overhovedet. Det vi ser er meget begrænset (selvom det passer os at det er sådan) og i nogen grad misvisende.

Her er et andet mærkværdigt eksempel. Vi tror, vi ser mennesker og ting på den rigtige led, men faktisk bliver billederne på vores retina vendt om, og vi ser alt på hovedet. Tror du ikke på det? Prøv at spørge en øjenlæge. Du tror, du ved, hvordan du ser ud? Overhovedet ikke; du kan kun se dig selv i et spejl. Og hvis du vil vide hvilken forvrængning det bevirker, så prøv det enkle eksperiment med at holde noget skrift op foran spejlet og læse det. Forstår du? Du ser også dig selv spejlvendt

Og ikke nok med det, selvom du måske tror, du ved, hvad farver er, er det igen kun en subjektiv oplevelse. Der er ingen måde at vide, om det du kalder grønt, og det andre kalder grønt er det samme. Faktisk er verden overhovedet ikke i farver. Det vi tænker på som farver, er ganske enkelt de forskellige måder hvorpå vores øjne fortolker forskellige bølgelængder af lys, der bliver tilbagekastet fra ting.

Vrøvl? Se på himlen. Okay, den er blå. Men hvor begynder den at være blå? Luften omkring dig er klart nok farveløs, og den er stadig farveløs udenfor vinduet. Der er ikke noget bestemt sted, hvor den pludselig bliver blå. Du kunne tage med en flyvemaskine eller rumfartøj, og du ville aldrig støde på et sted, hvor luften pludselig fik sin dejlige sommerhimmel farve. Det er alt sammen en illusion, naturens trick, en fortolkning som vores sanseorganer foretager.

For at afslutte vores lille rundtur i synets verden - hvis vores synssans er så upålidelig, hvordan kan vi så egentlig finde ud af noget om vores verden, for slet ikke at tale om Gud?
Hvad med vores andre sanser? Vi antager, at vi har fem - syn, hørelse, lugtesans, følesans, smagssans. Vi bruger generelt disse sanser, til at finde ud af, om en ting er der eller ej. Uheldigvis gælder de samme principper som ovenfor; alle vore sanser er begrænsede. Det er velkendt at nogle dyr har langt bedre udviklede sanser end vores; for eksempel kan en hund spore et menneske eller en forsvunden ting alene ved hjælp af lugten. Politiet bruger nogen gange fløjter, der har et toneregister, der ligger for højt for en forbryders øre, men som hunden kan høre.
Vi ville ikke klare os længe i en jungle, hvis vi tilfældigvis havnede i en, hvis det ikke var for et træk der opvejer ulemperne: Den menneskelige hjerne. Ved hjælp af den, har vi udarbejdet fikse måder, at opveje vore naturlige mangler. Selvom vores krop er langsom, ubetydelig og forsvarsløs, er vi stadig dyrerigets konger. Alt dyre- og planteliv synes at eksistere til gavn for os. Men gør det egentlig? Vi er så blinde, at vi ofte ikke indser at fra et andet synspunkt bliver vi måske bare set som fødevareforsyning for mikrobeverdenen. Mikrober spiser os bare og smider os så væk!

Så, hvis vores sanser ikke fortæller os særlig meget om vores egen verden, hvorfor skulle vi så forvente, at de fortæller noget om Gud overhovedet? Senere vil vi se på muligheden for, at det jeg kan se af mig selv ikke engang virkelig er mig, men bare min samling af atomer. Se, hvis jeg ikke kan se det virkelige mig, selvom jeg ved jeg eksisterer, kan det ligeledes være at Gud eksisterer, men jeg ikke kan se Ham!