Det er ofte svært, at forhindre børn i at danne sig et billede af Gud, som en eller anden ærværdig gammel mand, der foreskriver loven og passer på os. De kristne forestillinger om Gud, viser Ham fx ofte som en ældre hvid mand med langt skæg iført tynde gevandter.

Det er mere end bare et kulturelt fænomen. Det omfatter hele spørgsmålet om at skabe Gud i vores billede - at få Ham til at fremstå, som vi forestiller os Han er, og så prøve at overbevise alle andre om, at vores forestillinger er sandheden. Det er selvfølgelig en af hovedfarerne, ved at tænke på Gud i menneskelige vendinger; fx betyder ordet "Fader" så mange forskellige ting for forskellige mennesker, afhængig af deres oplevelse af fædre. Det kan da vel ikke være nogen tilfældighed, at mange af de mennesker, der tilslutter sig en tro på "Gud Faderen", har en begrænset opfattelse af Hans Natur og betragter Ham som en streng dommer, der altid opdager vores mindste fejltrin, der fører opsyn med vores mest private og intime øjeblikke og tanker, som en nysgerrig forælder, der er mest optaget af, at vi aldrig gør noget, når vi er alene, som vi burde skamme os over at gøre offentligt.

Nå men, enhver religiøs person, der holder på, at Gud ved præcis, hvad folk tænker og gør på et hvilket som helst tidspunkt, må bestemt have det dårligt, når han eller hun har tænkt sig at gøre noget, der er forkert eller betragtes som værende forkert. Det er klart nok en nyttig bremse på vores vildere lyster. Men ideen om Gud, som en streng, ubøjelig, kritisk figur, er på ingen måde dækkende. Mennesker, der har lidt under strenge fædre, der har været umulige at stille tilfredse, og hvem de som børn gik og frygtede, snarere end elskede, ender ofte med en holdning, der er angstfyldt og har karakter af tvangstanker, om den Almægtige, der er skuffende ligeså vel som den er falsk, fordi den udspringer af vores begrænsede personlige erfaringer.

At tjene Gud på de betingelser er ikke et resultat af virkelig tro og tillid og kærlighed, men af frygt; eller hvis man føler, man med held har klaret at underordne sit liv fuldstændig til ritualer, der formodes af tilfredsstille Ham, gør man det med en temmelig overlegen selvgod selvtilfredshed og det selviske ønske om at få et skulderklap.

Den menneskelige hjerne har en tendens, til at tænke på al virkelighed som noget håndgribeligt, fordi vi bor i en fysisk verden. Det kan forekomme os nemmere, at forestille os en Gud, der har en fysisk tilstedeværelse end en der ikke har. Hvis vi imidlertid stopper for at tænke over de ting, vi kan høre, se og røres tilsyneladende virkelighed, indser vi måske, at selv de almindelige ting i vores dagligdags verdens tilsyneladende virkelighed overhovedet ikke er, som vi opfatter og oplever dem. Lad os undersøge det lidt. Vi kan da vel ikke tage fejl af om en ting er fast stof eller ej. Hvis du støder din tå på en mursten, er du i hvert fald ikke i tvivl, hvad dette spørgsmål angår. Og alligevel, hvis du lægger murstenen under et mikroskop, synes den at blive en anden ting. Og det gør din tå også.

Alt i den kendte del af vores univers er simpelthen en række kombinationer af ganske små partikler, som vi kalder atomer - alt , om det så er et bord eller din tå. Disse atomer er meget svære at beskrive, og moderne videnskab finder termen "partikler" helt igennem utilstrækkelig. Ordet partikel antyder, at den pågældende genstand faktisk består af noget, dvs. en eller anden form for fast stof. Men det der forekommer os fast er det faktisk ikke. Igen er det hele vores sansers bedrag, vi kan simpelthen ikke begribe sandheden med vores begrænsede sanser.

Et atom formodes, i meget enkle vendinger, at bestå af en kerne af positivt ladede elektriske partikler kaldet protoner og neutrale partikler kaldet neutroner, omgivet af skaller af negativt ladede partikler kaldet elektroner. Hvis en ting overhovedet eksisterer, består den af disse atomer, og vi siger derfor, at den består af et eller andet stof, at det er materie. Imidlertid er størstedelen af et atom overhovedet ikke materie; det er tomt rum. En mere præcis beskrivelse af "materie" kunne være en række huller omgivet af elektriske felter.

Brint, det enkleste atom, har kun en proton og en elektron. En grundsubstans der ikke består af andet end sig selv kaldes et "grundstof" . Brint er det enkleste af grundstofferne. Hundred og tre forskellige slags grundstoffer er nu blevet identificeret, tooghalvfems naturligt forekommende på jorden, og elleve menneskeskabte. Hvis noget består af mere end et af disse elementer, der sidder sammen, kaldes det en "forbindelse".

Materie er noget mærkeligt noget; det formodes at optage rum og have vægt. Omvendt eksisterer noget, der ikke har nogen vægt og ikke kan lokaliseres i rum, ikke fysisk; det er ikke en fysisk ting. Materie kan have tre former: fast, gas eller væske, og det kan ændres fra en tilstand til en anden. Fx kan metal ændres til væske gennem opvarmning.

Den menneskelige krop - den mekanisme, der hævder at kunne føle berøring - er en særdeles kompliceret forbindelse. En forenklet skolebarns liste over dens bestanddele er som følger: Ilt 65%, kulstof 18.5%, brint 9.5%, kvælstof 3.3%, kalk 1.5%, fosfor 1%, kalium 0.35%, svovl 0.25%, klor 0.2%, natrium 0.15%, magnesium 0.05% og jern, jod, zink, fluor og spor af andre elementer. Bland det hele sammen, og vi har stadig ikke det, der tænker, det der "lever". Det ville også være ret svært, ud fra denne indkøbsseddel af ingredienser at forklare præcis, hvad det er i den utroligt komplicerede forbindelse, der kan røre (vi undersøger dette fænomen mere detaljeret i et senere kapitel).

Videnskaben nøjes imidlertid ikke med bare at opdage, hvad de levende og døde ting i denne verden består af, eller endda, hvad deres mindste atomer består af; det næste den vil vide er, hvad atomets bestanddele består af. Det leder til spørgsmålet om det er muligt eller ej, at der er en mindste enhed i universet, eller om delingen til stadig mindre ting fortsætter for evig, et emne vi vil berøre yderligere i kapitel syv.

Kunne vi sige, at en elektrisk ladning er materie? Den forekommer ikke at være det. Mange videnskabsmænd i dag går længere med forslag om, at selv kernen i et atom egentlig ikke eksisterer som en fast størrelse; den er simpelthen et resultat af positive og negative ladninger, der tiltrækker hinanden. Så vi må passe meget på med ikke at gå ud fra, at et atom af noget som helst, om det så er så fast som jern, overhovedet i virkeligheden er fast stof.

Vi rører ved mange ting, og røres af mange ting, uden overhovedet at være bevidste om dem. For eksempel mærker vi normalt ikke vores krops indre funktioner. På den anden side føler vi et "bump", når vi kommer i kontakt med større konglomerater af atomer, som vi kan se med det blotte øje. Vores bagdel, som for en stor dels vedkommende består af luft, kan uden problemer sidde på et stolesæde, som også for en stor dels vedkommende består af luft.

Med andre ord, er vi bevidste om eksistens på et bestemt "plan", der synes bestrøet med andre genstande udover os selv, som vi kan genkende og danne os et indtryk af med vores sanser, inklusiv vores følesans. Det vi ikke ved, er om der kunne være andre "eksistens planer", der løber parallelt med vores, der måske endda indtager det samme "rum" på et andet niveau. Et hypotetisk spøgelses eller åndsvæsens "bagdel" kunne, fordi den ikke er af det samme "atomare" plan som vores kroppe, gå lige igennem stolen, og selv gennem os.

Kan vi sige, at det "ingenting", at det "rum", som atomerne for en stor dels vedkommende består af, eksisterer? Hvis du tager et vakuumbeholder, og pumper hvert eneste luftatom ud af det, så der overhovedet ingenting er i det, ville vakuumbeholderens "indre" så eksistere eller ej? Hvis du tror det gør, hvad tror du så det er? Det spørgsmål er virkelig en hjernevrider.
Medmindre vi pludselig fik udstyr, der kunne registrere disse atomer, som en radio registrerer radiobølger, der passerer gennem vores værelser og os selv hele tiden, ville vi ikke engang vide, de eksisterede.

Der kunne være myriader af ting på andre planer end vores eget, der måske passerer lige igennem os lige nu. Måske har de enkelte celler i vores krop, hvis uafhængige livscykler vi normalt ikke tænker over overhovedet, på en eller anden måde en følelse af, at de tilhører en større enhed eller "hele", selv om de ikke ved, hvad det er. Det jeg mener er, ved cellen for enden af din finger, at du eksisterer?