Se, her er en anden mærkværdig tanke. Forestil dig, du bare var en af cellerne i din egen krop, du ville se tingene fra et helt andet synspunkt end dit "jegs" nuværende perspektiv. Du ville se enorme afstande alle vegne omkring dig, og du ville være ude at lede efter mad og undgå angreb fra bakterier. Et interessant spørgsmål er: Ved den individuelle celle, at du eksisterer?

En anden mærkelig ting er, at selvom de nuværende atomer i vores kroppe udskiftes hele tiden, føler jeg stadig, at "jeg" er "mig", selvom min krop bliver større, mindre eller ældes. Så der må, da vel, indeni mit dødelige legeme, være en "person eller "væsen", der forbliver den samme, på trods af alle fysiske forandringer; jeg er bestemt ikke opmærksom på at være blevet en anden. Kunne det være, at "jeg" er "mønsteret" og at "jeg" bliver ved med at kontrollere min atomare struktur hele vejen gennem min levetid? Er min materielle krop, med alle dens funktioner, ubønhørligt styret af naturlove og bare en maskine, eller er der en "ånd" i min maskine?

Forestil dig, jeg købte en gammel bil og kørte rundt i den indtil hjulene sprang, og så satte nye hjul på, og når motoren brød sammen, satte jeg en ny i, og når chassiset rustede op, satte jeg et nyt på, og når en hvilken som helst del gik i stykker, erstattede jeg den. Efter jeg har kørt en million kilometer, kører jeg så stadig i den samme bil? Er min krop ikke præcis som den bil, uafbrudt bliver hver lille det erstattet og fornyet, og alligevel er det stadig "mig"?

Bevidste væsener ved intuitivt, at der er mere i mennesket end den materielle "pose tricks". Vi er mere end bare produkter af naturen, selvom vores kroppe er vidunderlige maskiner, der adlyder universets love. Det er en indiskutabel sandhed, at vores fysiske kroppe kommer til at eksistere, oparbejder et lager, holder sig i gang et stykke tid og endelig kører ned og går i opløsning. Men der er noget andet ved os. Der er en "chauffør" i vores "maskine". "Jeg" er ikke bare en enhed, der optager et sæt atomer et bestemt stykke tid.

Lad os et øjeblik tænke over dette begreb "jeg". Når jeg tænker på mig "selv", mener jeg det normalt ikke som en reference til mine mekaniske og fysiske processer, alle de ting, der foregår indeni mig, som jeg normalt overhovedet ikke er bevidst om. Men der er et "jeg", der bliver vred, når nogen irriterer mig, og et "jeg", der føler sig såret, når nogen ikke kan lide mig, et "jeg" der forelsker sig og desperat ønsker at blive genelsket. "Jeg" bliver bange og enten ser jeg optimistisk på tingene, eller "jeg" er opgivende. Og når "jeg" har ondt i min mave eller mit ben, føler "jeg" det er noget der sker for mig, og ikke at det er mig. Jeg er bevidst om en forskel mellem mit "jeg" og min krop.

Irriterende nok, kan jeg ikke videnskabeligt bevise, at "jeg" overhovedet eksisterer. "Jeg" er helt sikker på, jeg eksisterer, og jeg er bevidst om, at jeg kan tænke. Men nogle materialistiske videnskabsmænd fastholder at tænkning og hukommelse og personlighedsbevidsthed, alle bare er nogle af hjernens funktioner, som kan etableres ved at stimulere visse dele af den. En "ånd" eller "sjæl" kan ikke udtages under en operation og undersøges. Den kan overhovedet ikke ses, derfor eksisterer den, ifølge sådanne tænkere, ikke. Eller gør den?

Måske har vi mere end et jeg. Der er det jeg jeg kender og er bevidst om. Så er der det Væmmelige jeg som jeg prøver at kontrollere, men som "får" mig til at gøre ting, jeg ved, jeg ikke burde. For det tredje, er der det Ideelle Standard Jeg, som jeg ved, jeg kunne være, hvis jeg gjorde mig tilstrækkelig umage. Og endelig er der Det Allerhøjeste Jeg, som er den ideelle standard af godhed, som jeg ved, jeg aldrig kunne nå, men som jeg alligevel kan visualisere.

Kristne, muslimer og jøder tror alle, at mennesker har en sjæl. Hinduer siger også, at vi har en, men at den bliver ved med at komme tilbage fra eksistens til eksistens. De gamle ægyptere hævdede, at vi mindst har fem. Mange moderne psykologer siger vi ikke har nogen, men anerkender, at vi har "sider" af vores personlighed med mærkelige navne som "ego", "id" og "superego".

Men hvis sjælen ikke eksisterer, er det virkelig mærkeligt, at troen på den har eksisteret så godt som universelt gennem hele historien. Hvis en ting ikke eksisterer og aldrig har, er det så rent faktisk muligt at forestille sig den overhovedet? Hvad gav fra begyndelsen folk den skøre idé, at de havde en sjæl?

Det er af grundlæggende betydning at studere tænkning. Tænkning er den kraft som ånden fungerer på; udvid din tænkning, og udvid din ånd. Hvis du ikke gør det, eller stoler på produkterne af andre menneskers tænkning, er du mere unyttig end en snegl, der bevæger sig af sted på jordens overflade.

Kan vi virkelig være sikre på, som materialistiske filosoffer og videnskabsmænd gerne vil have os til, at mennesket ikke er andet end en slags forherliget maskine, et væsen der reagerer "mekanisk", fordi det er blevet programmeret af følelser, omgivelser eller biokemiske processer? Eller kunne det være sandt, at den person overhovedet ikke er kroppen, men den sjæl, der bor i den krop et givent stykke tid? Og hvis vi virkelig er sjæle snarere end bare kroppe, så er ateistiske videnskabsmænds materialistiske konklusioner overordentlig falske, vildledende fremstillinger af menneskets sande natur.

Mange mennesker hævder, at have oplevet det der nu kaldes "ud af kroppen" eller "nærdøds"oplevelser, under hvilke de tror, de har haft den ret usædvanlige oplevelse af, at deres bevidsthed blev forlænget udover deres egen krop af en eller anden grund (sædvanligvis i forbindelse med en ulykke eller hjerteanfald eller under en operation) og de tror, at de da kunne se ned på deres tomme fysiske jeg fra et eller andet sted i rummet med godt overblik, måske nær loftet i det rum, hvor de var "døde".

Her er et eksempel, fortalt af en helt jordnær og intelligent militærlæge tilknyttet Royal Flying-Corps, taget fra Journal og the Soceity for Psychical Research 39:692, 1957. Lægen styrtede ned med sit fly ved start på en lille flyveplads ude på landet og blev kastet ud af cockpittet. Han landede på ryggen i en fordybning i jorden, hvor ingen af flyvepladsens bygninger var synlige. Da hjælpen kom, var han helt bevidstløs. Og alligevel huskede han at have kigget ned på ulykkesstedet fra ca. 50 meter over det.

Lægen så sin egen krop og sin brigadechef og en anden pilot løbe mod den, han følte sig lettere irriteret, over at de var interesserede i den og, ønskede de ville lade den være i fred. Han så så en ambulance køre ud, men så stoppe, og så føreren stige ud og bruge et håndsving. Han så ambulancen køre ind på et hospital, hvor sygehjælperen hentede noget, og så kom de endelig og tog ham med på en tur. Han kom til bevidsthed, da de var ved at hælde lugtesalt (et stimulerende middel) ned i hans hals. Den efterfølgende undersøgelse af begivenhederne viste, at hver detalje i lægens version af det der var sket, mens han havde været bevidstløs, var korrekt.

Nye videnskabelige undersøgelser og eksperimenter med "ud af kroppen" oplevelser synes at antyde, at der er meget mere i det her end individer, der bare har syn eller hallucinationer forårsaget af chokket eller iltmangel.

Dr. Peter Fenwich, fx er overlæge i neuropsykiatri ved Mandsley Hospital i London. Han har studeret bogstavelig talt hundredvis af såkaldte "ud af kroppen" eller "nærdøds"oplevelser. Han var interesseret i videnskaben om bevidsthed og er nu overbevist om, at sjæle kan forlade kroppen og opsamle information og se ting, som den bevidstløse krop ville være ubevidst om. Han mener, at undersøgelse af dette fænomen nu har nået et stadie hvor alle, lige meget hvor skeptiske, burde kunne acceptere muligheden for at ånden/bevidstheden/sjælen kan løsrive sig og forlade hjernen.

Mennesker, der tror de har haft sådanne "nærdødsoplevelser", synes generelt, at det er det mest spændende og fascinerende, der nogensinde er sket for dem, og som følge heraf ændres hele deres indstilling til liv og død og livets betydning. De fastholder, at fra det øjeblik de havde den oplevelse, er de ikke i tvivl om at sjælen ikke er det samme som en af hjernens funktioner, men er den enhed, der er bestemt til at vende tilbage til Gud efter vores liv på jorden, selvom vores jordlige kroppe rådner bort eller på anden måde bortskaffes. Om Gud vil vælge at genoplive deres fysiske krop på en eller anden mirakuløs måde bliver næsten uden betydning for dem, for de er fuldstændig overbeviste om at den virkelige person er sjælen, og ikke den krop den for en kort stund bor i.

Typisk for de tilfælde, der er blevet indberettet, er den studerende Catherine Wortons (fortalt i Women´s Own bladet, 22 juni 1992) der beskrev, hvad der skete for hende den dag, der opstod komplikationer efter en rutinemæssig operation. Hun havde fået fjernet mandler og tog hjem fra hospitalet, men begyndte nogle dage efter at bløde meget. Hendes mor skyndte sig at få hende tilbage på hospitalet, hvor hun blev indlagt.

Pludselig, fortalte hun senere, kunne hun se ned på sin krop fra loftet, hun kunne se bagsiden af sig hoved men ikke ansigtet. Hun kunne se lægerne, der behandlede hende, men følte sig meget fredfyldt, og ville bare være i fred. Catherine sagde, at oplevelsen ikke var skræmmende, og hun følte ingen panik over at skulle dø. Hun så tilbage på sit korte liv og følte glæde, og tænkte på hvilken dejlig tid hun havde haft med sin familie. Så blev alt sort, og hun vågnede op i sin seng med et intravenøst drop i armen. Indtil da havde hun ikke fået noget medicin, og om noget troede hun, hun måske havde haft den oplevelse, fordi hun havde mistet så meget blod. Da hun ikke var religiøs og ikke forbandt hændelsen med død, kunne hun først sætte navn på det der var sket for hende, efter at have set et fjernsynsprogram om "nærdødsoplevelser".

Størstedelen af såkaldt "ud af kroppen" oplevelser finder sted i forbindelse med en ulykke eller sygdom, men de er også blevet berettet af folk, der har været under indflydelse af narkotika eller bedøvelse, og dem der hævder at have haft sådanne oplevelser, mens de sov eller var døsige. Der er beretninger om nogle få tilfælde, hvor folk angiveligt med vilje kunne projicere deres sjæl udover deres krop efter behag, sædvanligvis under procedurer der omfattede hypnose eller afspændingsteknikker, der bruges under meditation eller yoga.

Charles Tart, fra University of California, afsluttede for nylig et pilotstudie af Robert Munroe, en person, som hævdede at kunne komme ud af sin krop efter behag. Elektroencefalografiske målinger taget på ham i denne tilstand viste, at han hverken drømte eller var rigtig vågen, men udsendte langsom alfabølge aktivitet, mens hans krop var halvparalyseret.

Selvom videnskaben ikke har dokumenteret forekomsten af metafysiske oplevelser, må vi erkende, at den mangler redskaberne til at identificere og måle sådanne fænomener. Når man har med sager, der hverken kan bevises eller modbevises at gøre, er det mest fornuftige ikke at lægge sig fast på nogen bestemt anskuelse.

I afgørelsen af om sjælen i sig selv eksisterer, fortæller vores inderste os, da vel, at vi er mere end bare en maskine, selvom vi måske ikke kan finde eller måle den uhåndgribelige enhed.