Det at klare ondskab er det emne, der stiller størst krav til dem, der vil leve underkastet Guds vilje. Er ondskab noget, der skal betragtes som en fjende og bekæmpes? Eller er det noget, der skal accepteres, som bare endnu en manifestation af Guds uundgåelige plan og orden for os, som vi endnu ikke forstår.

Enhver troende må acceptere ideen, om at ethvert af universets aspekter, med alle dets love og livsformer, er bestemt af Guds vilje i overensstemmelse med Hans guddommelige plan, og må også acceptere i sit hjerte, den ubønhørlige logik i, at i sidste ende er Gud faktisk ansvarlig for alt, hvad der sker i universet, selv de ting der forekommer os at være tragedier.

Ifølge islams synspunkt stammer alle ting fra Guds guddommelige almagt, nåde og retfærdighed. Nåde beskrives i al-Qur’an som Guds grundlæggende egenskab, og den "omfatter alle ting" (surah 7:156). Skabelsen af universet, livet og menneskeheden - det er manifestationer af Hans uendelige nåde:

Og af Sin barmhjertighed har Han skabt dag og nat for jer, for at I kan hvile (om natten) og for at I kan søge Hans nåde (om dagen), og for at I må være taknemmelige. (surah 28:73)

Gud har bragt jer ud af jeres mødres skød, da I ikke vidste noget, og Han har givet jer hørelse og øjne og hjerter for at I måtte være taknemmelige. (surah 16:78)

Og Han har undertvunget for jer (alt), som er i himlene og på jorden. I dette er der sandelig tegn for folk, som tænker sig om. (surah 45:13)

Guds største gave til menneskeheden er imidlertid evnen til at ræsonnere og en fri vilje. Denne handlefrihed medfører den garanti, at alle mennesker har mulighed for at udøve deres fri vilje.

Vi skabte sandelig mennesket af en blandet dråbe for at prøve det, og Vi gav det hørelse og syn. Vi har sandelig vist det vejen, om det er taknemmeligt eller utaknemmeligt (det afhænger af dets vilje). (surah 76:2-3)

Når folk misbruger deres magt, eller kommer væk fra deres Skabers eksplicitte Vilje, som den er udtrykt i ledelsen åbenbaret til Hans profeter, er de i konflikt med resten af skabelsen, som er underkastet Hans Vilje. Denne misbrug af fri vilje fra menneskets side er skyld i al ulykke, elendighed og ødelæggelse. Den eneste måde at fjerne denne type moralsk ondskab fra livet på, er at fjerne valg- og handlefriheden, hvilket er intet mindre end at fratage menneskeheden selve dens moralske eksistens’ raison d’être.

Endvidere, hvad angår de tilsyneladende onder i den fysiske verden, så som orkaner, jordskælv og andre naturkatastrofer, er vores viden så begrænset, at vi ikke kan begribe det overordnede billede, og vi forstår heller ikke formålet med de forskellige hændelser og begivenheder. Men vi tror på Guds grundlæggende godhed, nåde og godgørenhed, og stoler på Ham :

Sig: Han er den Nådige, vi tror på Ham, og vi har sat vores lid til Ham, og I vil snart erfare, hvem der er i åbenbar vildfarelse. (surah 67:29)

Derfor er den rette reaktion på Guds vilje, når den ytrer sig på måder, som vi mennesker finder svært at bære, det muslimer kalder sabr, eller sjælsstyrke. Det er den form for faste standhaftighed, som udvises af en, der virkelig tror på, at lige meget hvad der sker i livet, lige meget hvor dårligt alt forekommer at være, Gud ved bedst, Han er Den Nådigste og Almægtig, og at under selv de værste omstændigheder vi må igennem, som test og prøvelse, ligger Guds uendelige nåde og godgørenhed. Alle disse test og prøvelser, modgang og også velstand er udelukkende midler, til at bringe det bedste frem i os, og udvikle vores moralske og åndelige potentiale. Vores succes og præstationer afhænger af vores moralske indstilling og opførsel i forskellige situationer. Profeten (fred være med ham) sagde:

De troendes tilfælde er mærkværdigt, for der er godt for dem i ethvert anliggende; og det er ikke tilfældet for nogen andre end troende; for hvis de har anledning til at føle glæde, takker de (Gud), således er der godt for dem i det. Og hvis de har problemer og viser hengivenhed (og udholder tålmodigt) er der også godt for dem i det. (Muslim)

Tro på visdommen i Guds bestemmelse og på Hans absolutte kontrol over alting, tilskynder muslimer til at udøve selvbeherskelse og forhindrer dem i at drage forhastede slutninger om, at når noget der sker for individ forekommer at være af det onde, er det det rent faktisk. Når noget går galt, når tragedier rammer, er alt ikke tabt; siden vi måske ikke er bevidste om grunden til en ulykke, accepterer vi ydmygt at der er en grund, en visdom og at det i sidste instans er for vores eget bedste, forudsat at vi udholder det med den rigtige moralske indstilling og opførsel. Vores pligt, hvad situationen end måtte være, er at adlyde vores Herre og gøre Hans vilje, og overlade udfaldet til Ham og bede til, at det i sidste ende vil være en kilde til godt for os - det er den islamiske måde.

Ondskab står for alt, hvad der er i modstrid med Guds vilje: oprør og fjendtlighed mod Hans love og ledelse. På samme måde som tro på Gud står for kærlighed til Gud og al den godhed der strømmer fra Ham, er afsky for ondskab også en naturlig følge af en sådan tro. Således er troen på det ene en afhængig af afvisningen af den anden:

De, som tror, kæmper for Guds sag, og de, der ikke tror kæmper for ondskabens sag. (surah 4:76)

Kamp, eller jihad mod ondskab, er således en forlængelse af vores bestræbelser på at være gode. I islam går "at påbyde det gode" og "at forbyde det onde" hånd i hånd. At være opmærksom og genkende alle former for ondskab og amoralitet omkring os, og gøre sit bedste for at modarbejde dem, det er den sande betydning af ordet jihad (at anstrenge sig eller stræbe), enhver muslims hovedforpligtelse, som de følgende hadith eller udtalelser fra Profeten viser:

Ved Ham i hvis hånd er min sjæl, I skal påbyde det der er rigtigt og forbyde det der er forkert, forhindre dem der forser sig og få dem til at tilslutte sig det der er rigtigt … eller Allah vil forene jeres hjerter og forbande jer, som Han forbandede dem. (Tirmidhi og Abu Dawud)

Dem blandt jer, der ser noget afskyeligt skal rette det med sine hænder; hvis de ikke har kræfter/magt nok til det, så skal de gøre det med deres tunger, og hvis de ikke har nok magt/kræfter til at gøre det, skal de i det mindste (hade det) i deres hjerter, og det er den svageste tro. (Muslim)

Islam anerkender individers ret til at bekende sig til og følge den religion, de vælger. Al-Qur’an siger:

Der må ikke være tvang i religionen, for sandheden er let at skelne fra løgnen. Den der fornægter dem, der leder vild, og tror på Gud, han har grebet fat i det stærkeste håndtag, der aldrig går i stykker. (surah 2:256)

Der er, derfor, ikke tale om at påtvinge ikke muslimer islamisk tro eller moral med magt. Dem der bekender sig til islam og villigt accepterer dets orden forventes, imidlertid, at underkaste sig dets disciplin og livsregler.

Al-Qur’an fremsætter specifikke lærer om ondskab, som for en muslim hæver visse konklusioner over enhver tvivl. Til at begynde med, i relation til Adam og Eva, lærer den, at de første mennesker var en enestående skabelse, og at roden til al denne verdens ondskab ligger i misbrugen af den frie vilje Gud har givet mennesket. Både Adam og Eva, siger al-Qur’an, blev bedraget af Satan og var ulydige mod Gud. Senere angrede de og blev tilgivet, ingen skamplet af synd fulgte dem eller fremtidige generationer. Det viste at mennesket er svagt og har brug for Guds støtte, hjælp og ledelse, for at følge den rigtige vej. Derfor lovede Gud at lede og støtte menneskeheden, ved at ophøje Sine profeter blandt dem og give dem ledelse.

At følge Guds ledelse afhænger imidlertid af menneskets valg og vilje. Al-Qur’an fortæller os, at folk har fået en instinktiv viden om godt og ondt:

Og tænk over sjælen og, hvordan den er gjort fuldkommen, så viste Han den [sjælen] det der er dårligt og det der er godt for den. (surah 91:7-8)

Ligeledes gav Gud mennesket evnen til at ræsonnere og høre og synssansen, og viste det så den rigtige vej, men Han overlod valget til det: Hvis det vælger at følge den rigtige vej, leder Gud det og hjælper det, men hvis det vælger den anden vej, overlader Gud det til sig selv og giver det mulighed for at følge den vej, det selv har valgt:

Hvad da den angår, som giver ud (til andre) og er Gudsbevidst, og tror på det rette, hans vej fremad vil Vi gøre let. Men hvad angår den, som er gerrig og sig selv nok og forkaster det rette, hans vej til trængsel vil Vi gøre let.(surah 92:5-10)

Skeptiske materialister, der mener at moderne videnskab har bortforklaret alt overnaturligt, håner altid det faktum at Bibelen og al-Qur’an lægger vægt på troen på det usete. Selv troende, der gerne vil synes videnskabeligt "respektable", er ærlig talt forlegne over det. De ville helt klart foretrække at alt, hvad der ikke passer ind i moderne materialisme overhovedet, ikke var der.

Ifølge al-Qur’an, har Gud skabt flere andre former for væsner end mennesket - væsner som vi normalt ikke kan se. Af disse hører engle til den højeste orden af væsner og bruges af Gud til at udføre forskellige af Hans bud. Engle har ikke en fri vilje, men gør præcis hvad Gud befaler dem: "(Englene) er ikke ulydige mod Gud, i det Han påbyder dem, de handler, som de har fået befaling om" (surah 66:6). Udover engle eksisterer der også jinn, som, ligesom mennesket, har valgfrihed. De jinn, der vælger det onde, ledes af Satan, om hvem al-Qur’an siger: "Han var en af jinnerne, og han adlød ikke sin Herres befaling" (surah 18:50), da han nægtede at bukke for Adam pga. hovmod og misundelse. I sit hovmod udfordrede han Gud, han ville gøre sit bedste for at bevise, at Adam og hans børn ikke fortjente den store ære, Han havde skænket dem:

Og vi sagde til englene: "Buk jer for Adam." Og de bukkede sig, undtagen Satan… Han sagde: " Se ham du har æret over mig. Hvis du giver mig udsættelse til opstandelsensdag, vil jeg visselig få magt over hans efterkommere undtagen nogle få." (surah 17:61-62)

Gud gav Satan den henstand, han bad om, og sagde:

Gå bort,…og forled hvem af dem du kan med din (forførende) stemme, angrib dem med dit kavaleri og dit infanteri, og del med dem rigdom og børn, og giv dem løfter. Men Satan lover kun bedrag. Mine (oprigtige) tjenere har du ingen magt over (surah 17:63-65)

Så ifølge al-Qur’an, er oprindelsen til ondskab afvigelse fra Guds erklærede vilje, begyndende med djævelens had mod mennesket, da det første blev skabt. Gud ærede det første menneske, Adam, og gjorde ham til Sin viceregent på jorden. Men Satan gjorde opstand mod det guddommelige bud og udfordrede Gud med, at mennesket faktisk ikke fortjente den høje stilling, det havde fået. Siden da har Satan gjort sit bedste, for at føre folk væk fra Gud, men har ikke nogen magt til rent faktisk at tvinge nogen til at følge en ond vej. Så længe mennesket står fast på sin tro, har det intet at frygte fra Satan og hans forbundsfæller, for deres magt er begrænset og kan overvindes med Guds hjælp, Hans tilgivelse altid er lige ved hånden, for dem der er kede af deres fejltagelser og beder om Hans tilgivelse. Ifølge en hadith, sagde Profeten:

Sandelig, djævelen sagde: "Ved Din Ære, Herre, jeg vil ikke ophøre med at vildlede Dine tjenere så længe, der er liv i deres krop." Den Almægtige og Ærefulde Herre sagde: "Ved Min Ære, Storhed og Ophøjede rang, jeg skal ikke ophøre med at tilgive dem, så længe de søger Min tilgivelse" (Ahmad).

Hvis man stopper op for at tænke over formålet med menneskeligt liv, i lyset af guddommelig åbenbaring, bliver det klart, at det ikke bare er for at vandre planløst rundt og more sig og undgå smerte og ondt så godt man kan, det er for et højere formål. Den begunstigede stilling vi indtager i dette liv medfører ansvar. Hvis der er noget formål med livet, så må vi være optaget af, hvordan vi kan opfylde det formål og undgå fiasko og tomhed. Al-Qur’an siger:

Tror mennesket da, at det er ladt alene uden mål?(surah 75:36)

Vanskelige omstændigheder eller traumatiske hændelser er beregnet til at afprøve, hvilket stof vi er gjort af og få det bedste frem i os, ved at udfordre vores samvittighed og energi. Tålmodighed i vanskeligheder og afsavn, og taknemmelighed i tilfælde af gode omstændigheder er godt for en person, fordi til sidst loves han eller hun stor belønning og en evig bolig i sublim ro og glæde - Paradis. Profeten Muhammad sagde: "Allahs varer er dyrebare. Allahs varer er Paradis." (Tirmidhi). Kun ved at anstrenge sig alene for Allahs sag, kan man opnå denne højeste succes.

Gud har købt de troendes liv og ejendom; mod at de skal have (Paradisets) have.(surah 9:111)

Den person, der har en sådan tillid til Gud, besidder en ro og standhaftighed, der er en del af hans eller hendes rustning mod dette livs grusomheder. Og når død indtræffer, mistes troen ikke og tilliden svækkes ikke, for døden er en del af verdensordenen, og en muslims indstilling til døden er, at enhver før eller senere må opleve den. Derfor er det, muslimer er bekymrede om ikke døden i sig selv, men hvordan de bedst kan bruge, den tid de har til rådighed før den indtræffer.

Og giv ud af det, Vi har forsynet jer med, førend døden kommer til en af jer, så siger han: "Min Herre, hvorfor giver du mig ikke udsættelse til en nær tid, så vil jeg give almisser og være blandt dem der gør godt." Men Gud vil aldrig give nogen udsættelse, når hans tid er kommet.(surah 63:10-11)

Døden i sig selv er ikke en ulykke, der rammer mennesket, det er snarere den menneskelige sjæl, der bevæger sig videre til et højere eksistensniveau, som vi, med vores begrænsede fysiske evner, ikke kan opfatte. Så selv om muslimer er lige så kede af det som andre, over at miste deres kære, er deres indstilling tillidsfuld accept og tiltro til Guds nåde.

Hvorfor skulle Gud ville prøve os? Ja, det er af disse prøver at vi kan vokse ud af svaghed og egoisme og blive stærke, trofaste individer - nogle der er berettigede til at blive gengældt og belønnet for deres tålmodighed og bestræbelser.

Gud tillader ondt at eksistere side om side med godt af samme grund: at prøve menneskeheden, og give den mulighed for, at følge ondt eller godt, som de vælger. Vi har friheden til at vælge, om vi vil være onde eller ej, og vi må beslutte, hvad vi skal gøre ved folk, der er det. Vi kan vælge om vi vil tilfredsstille vores lavere jegs ønsker eller sætte Gud før vores ønske om selvtilfredsstillelse.

Følgelig må vi arbejde på at finde ud af, hvordan vi skal reagere på forseelser og ondskab. Hvis en person gør noget forkert mod en anden, er der tre måder det onde kan sejre på, og kun to som den kan overvindes på. Vi kan gøre gengæld i vrede, bære nag eller lade det gå ud over nogle andre. I hvert af disse tilfælde fortsættes ondskaben og gives videre. Men ondskab besejres hvis den forurettede er gavmild nok til at "tage mønten ud af omløb" - dvs. tilgive den person, der har forårsaget krænkelsen og stoppe den onde kæde fra at fortsætte. Al-Qur’an siger:

Godt og ondt er ikke lige. Gendriv det onde med det bedste, og den, der var din fjende, vil blive en nær ven.(surah 41:34)

Der er imidlertid tilfælde af fuldstændig ondskab uden anger, hvor personer eller grupper ikke vil afholde sig fra forbrydelse og undertrykkelse, lige meget hvor meget venlighed og tilgivelse der tilbydes dem. I det tilfælde, ifølge islam, befales den forurettede part at drive ondskaben tilbage med magt, ikke ud fra et ønske om hævn, men for at sikre retfærdighed og den undertryktes rettigheder. Hvad angår den slags tilfælde siger al-Qur’an:

Og hvis Gud ikke drev nogle mennesker tilbage ved hjælp af andre, så ville jorden være fuld af ufred.(surah 2:251)

Ideen om at stoppe ondskab med magt er måske svær at håndtere for dem, der er opdraget med pacifisme, men at forestille sig, at al ondskab kan fjernes med godhed, er naivt og støttes ikke af historien. Gud er, imidlertid, barmhjertig og elsker barmhjertighed, og brugen af magt er derfor forbeholdt til at være sidste udvej. Al-Qur’an fremhæver, at når det er muligt er tilgivelse den bedre vej:

Og det er en del af Guds barmhjertighed, at du er mild mod dem (dem der har fornærmet dig eller har syndet). Hvis du var streng og hårdhjertet, så ville de have brudt med dig. Så tilgiv dem, og bed om tilgivelse for dem.(surah 3:159)

Sig: O Mine tjenere, som har begået overtrædelser mod sig selv, fortvivl ikke om Guds barmhjertighed, for Gud tilgiver alle synder. Han er den Tilgivende, den Barmhjertige.(surah 39:53)

Det er kærlighed til Gud der fjerner kulden, bitterheden og smerten over tabet, ensomhedens og afvisningens smerte og vreden over at være blevet behandlet dårligt af andre. Måske er livet blevet givet os præcis, for at vi kan lære at tro, elske Gud og elske vores medmennesker og vise dem medfølelse. Profeten sagde: "I kan ikke tro, før i elsker hinanden," (Muslim). I en anden hadith sagde han: "Gud, Den Medlidende, er barmhjertig mod dem der er barmhjertige. Hvis i viser barmhjertighed mod dem, der er på jorden, vil Ham der er i himlen vise jer barmhjertighed," (Abu Dawud).

Praktiske mennesker fastholder, at ægte moral kræver standarder der er universelt acceptable. Det forekommer at være universelt acceptabelt fx, at vi bør "gøre mod andre, som vi ønsker, de skal gøre mod os". De monoteistiske religioner lærer os, at det er vores pligt at elske Gud mere end nogen eller noget andet, at adlyde Hans ordre gå godt vi kan og behandle andre med venlighed og medfølelse.

En muslim arbejder på at få en fuldstændig oversigt over livet, universet og alle virkelighedens aspekter. Er alt dette bare en meningsløs rejse fra kaos til fuldstændig tilintetgørelse, eller er det den højeste plans utrolige og indviklede åndfuldhed, udarbejdet af en guddommelig Ånd? Er vi bare klatter af atomare stumper og stykker, eller betyder det noget, at vi er individer, der kan føle kærlighed og forstå og tilbede? Tumler vi bare gennem livet fra vores uønskede fødsel til vores uønskede død, eller lever vi i overensstemmelse med en samvittighedsdrevet intelligens der synes ledet og ifølge hvilken vi lider eller forårsager lidelse, når vi afviger fra den? Er det alt sammen formålsløst og et resultat af tilfældet, eller bliver vi prøvet og forberedt på en fremtidig eksistenstilstand?

Vi kan tilbringe vores liv som automater, som maskiner, eller vi kan tage springet til tro og ændre hele vores motivation. Selvom vi ikke kan bevise Guds eksistens, kunne vi begynde at ændre vores liv, og opføre os på en måde, som om Han eksisterede, som om Han kunne se, som om han forstod alle vores indre tanker og bevæggrunde, som om det faktisk betød noget, hvordan vi reagerede på enhver prøvelse hvert vågent øjeblik. Så, formoder jeg, kunne vi, hvis vi var "videnskabelige" selv sammenligne resultaterne af de to livsmønstre og bedømme, hvilken af dem var mest fordelagtig, den mest behagelige, den mest integrerende og den mest fornuftige.

En muslim har taget dette spring til tro. Og på den måde kommer vi tilbage til udgangspunktet, til den muslimske shahadah, trosbekendelsen:

La ilaha illal lahu wa Muhammadur Rasulullah (der er ingen andre guder end Gud [Allah] og Muhammad er Guds sendebud)

Der er dem, der begræder deres lod i livet og klager over, at livet på jorden er som at blive kastet ned midt i en indviklet teknisk situation uden en manual eller kort til at finde vej eller klare det, eller have styr på det. For en muslim er der ingen sådan forvirring eller mangel på retning; det forekommer så indlysende, at en retfærdig Gud aldrig ville være så grusom at overlade Sine elskede tjenere i så forfærdelig usikkerhed.

I sin sidste prædiken sagde den velsignede Muhammad til sine følgere: Jeg har efterladt mig to ting - al-Qur’an og min sunnah (hans lære, eksempel og livsform). Hold fast ved de to, og I vil ikke fare vild fra den rigtige vej. (al-Muwatta). Der er ingen grund til at vandre blindt omkring, famle sig frem i mørket og ikke begribe noget. Vejskiltene er blevet opstillet, og er der for alle til at finde og følge, hvis bare de vil åbne deres øjne og begynde at kigge.

At åbne åndens øjne kræver et vist mod og et beslutnings øjeblik. Det er som om, verden er fuld af mennesker, der gerne vil svømme, og som måske er villige til at læse al den relevante litteratur om svømning og lave alle mulige øvelser, men de er bange for at komme i vandet. Deres sind er naget af alle mulige former for tvivl og usikkerhed; det er det menneskelige sinds natur. Man kunne sidde ved siden af swimmingpoolen hele dagen og teoretisere om svømningens teknikker og fordele eller endda spekulere over om poolen virkelig eksisterer eller bare er et fantasifoster, en hallucination; eller man kunne hoppe i og opdage, den er virkelig og, at svømning er meget styrkende både for svømmerens krop og sjæl!

Begynderen sopper rundt på det lave vand og får så lidt selvtillid, ved at øve sig indenfor poolens sikre grænser. En mere erfaren svømmer kan flyde som en mikroskopisk prik på overfladen af et enormt hav, der er så dybt, man ikke kan forestille sig det, og stadig føle sig sikker og tillidsfuld i Guds hænder.

Det øjeblik man indser, at måske er det hele virkeligt er der underkastelse til Gud begynder. Det er overhovedet ikke enden på historien, men kun begyndelsen. Det der følger derfra er en hel livstid, hvor man skal blive fortrolig med den velsignede vejs landemærker, som vi er blevet ledet til, og så følge den så godt vi kan, indtil Gud tillader os at sige at vores arbejde er afsluttet og vende tilbage til Ham.