Darwins evolutionsteori har været en af de stærkeste kræfter bag materialismens fremgang. I vesten præsenteres den sædvanligvis for børn i skolerne som et grundlæggende faktum, snarere end som en teori eller arbejdshypotese.

Det geologiske bevismateriale, der gives for at støtte evolutionen, er meget overbevisende for en ung elev, men det er i stor udstrækning, fordi der aldrig seriøst fremlægges noget bevis, for at støtte den anden side af argumentet. Evolutionsteorien går grundlæggende ud fra at hele naturen er nået til sin nuværende form, fordi de mere effektive konstruktioner altid fortrængte de mindre tilfredsstillende, enten ved at berøve dem livet eller fødeforsyning. De bedst tilpassedes fortsatte beståen var naturens store mål, selvom hvad naturen er og, hvordan dette mål egentlig blev opnået, stadig var et spørgsmål om tro.

Teorien er, af flere grunde, frastødende for folk, der tror på Gud. For det første er den modbydelig, fordi den helt og holdent udelukker Guds eksistens og postulerer et univers, der ikke har et Guddommeligt Væsen som sin Skaber og Leder. Religion behandles som overtro, og det bliver videnskabsmændenes pligt at prøve at uddanne religiøse mennesker ud af deres uvidenhed og til "moden tankegang"!

For det andet, er teorien modbydelig, når den anvendes på mennesker, fordi det er en udviklingsteori, der sætter sex og grådighed højt; på et laverestående plan er det en proces, der ikke bryder sig om andet end succes. De svage bliver skubbet til side og bliver udryddet af flertallet.

I menneskelige vendinger betyder den bedst tilpassedes beståen, at enhver der mener, han er et eksemplar af de bedst tilpassede, har ret til at trampe på alle andre. Man kan med det samme se, hvorfor denne teori blev grebet og promoveret af nazisterne før anden verdenskrig, da de lavede forsøg med genmanipulation for at skabe herrefolket, herrenvolk.

I forlængelse betyder denne teori også, at siden verden formodentlig er styret af tilfældet, og der ikke er andet til at forklare det, kan individer bruge deres korte liv til deres egen bedste fordel og trampe på enhver, der står i vejen for dem.

Hvordan opstod denne teori oprindelig? Jo, økonomen Thomas Malthus (1766-1834) studerede befolkningsprincipperne og skrev en berømt essay, hvor han påpegede, at størrelsen på et hvilket som helst dyresamfund afhang af dets fødeforsyning. Ifølge ham, var det almindeligt, at mange flere børn blev født, end der kunne overleve på den føde, der var til rådighed; således ville en kamp for overlevelse nødvendigvis begynde, hvor de svageste blev overvundet af dem, der kunne udnytte den fordel de havde i form af størrelse, vildskab, eller hurtighed og intelligens. Kun de bedst tilpassede ville overleve, og resten ville ophøre med at eksistere.

Da Charles Darwin læste Malthus værk, indså han pludselig, at livsformers evne til at tilpasse sig deres omgivelser i virkeligheden var nøglen til deres eksistens eller udryddelse. Hvis en art udviklede sig til fuldkomment at passe til et bestemt klima og dets vegetation, og det miljø så pludselig ændrede sig, ville den art med det samme være meget ugunstigt stillet og kunne endda uddø. Fx er det blevet foreslået, at de koldblodede dinosauruser, der regerede jorden i tusinder af år, var ude af stand til at tilpasse sig istiden, hvorimod de mindre, varmblodede pattedyr kunne. Så dinosauruserne uddøde, og kaninerne overlevede. Den kraft, der udvalgte hvilke skabninger, der skulle leve og hvilke skulle dø, var ingen anden end naturen selv.

Siden skabningerne med de mest gunstige egenskaber overlevede på bekostning af de andre, blev det foreslået, at det kun var et spørgsmål om tid, før de udgjorde flertallet og de mindre tilpassede formindskedes i antal og til sidst uddøde. Man var derfor tvunget til at acceptere enten, at Gud ret formålsløst havde skabt myriader af arter, der var dømt til at mislykkes (hvilket kunne antyde, at Guds planer gik galt), eller at det var muligt for arter at ændre sig og udvikle sig, i det tilfælde blev Guds oprindelige planer forbedret, og arterne var ikke bestemt en gang for alle ved Skabelsen. Det var hvad teorien om arternes foranderlighed, som Darwin fremsatte, indebar.

Man fandt derudover at det var muligt med vilje at ændre husdyrs form og størrelse og salgbarhed ved kunstig udvælgelse; og dermed med vilje avle dyr, der kunne producere mere kød med mindre fedt eller flere æg og mere mælk hurtigere.

Darwin kiggede så på mennesket, der, for ham, bare var endnu et dyr. Var mennesker forskelligartede som andre dyr? Formerede de sig også så hurtigt, at de konkurrerede om overlevelse? Viste deres krop spor af deres dyriske afstamning – Fx sådanne elementer som knogler, der var begyndelser til haler? Kunne deres specielle egenskaber af sind og moral være opstået naturligt, mens de langsomt skiftede form? På alle disse spørgsmål svarede Darwin og dem, der tænkte som ham, emfatisk "ja".

Darwins hovedpunkt var, at kampen for eksistens og overlevelse gradvis ville føre til fremgang og højere udvikling. Derfor kunne mennesket godt tillade sig at være stolt af sin afstamning fra meget ydmyg oprindelse. Ideen om at mennesket var skabt fuldkomment, men sørgeligt var faldet fra sin nådestand til synd og ufuldkommenhed, kunne ikke længere opretholdes.

Ideen om evolution indebærer at troen på, at Gud har skabt alle de forskellige dyrearter fuldkomne fra skabelsesøjeblikket, er forkert. Ifølge dette synspunkt dukkede hver levende ting ikke spontant op, skabt fuldkommen til at passe til omgivelserne, men udviklede sig fra en anden levende ting, der kom før det. Og det blev ikke bare foreslået, at en levende ting var ufuldkommen på et eller andet stadie i sin udvikling mod noget andet, det blev også formodet at selv omgivelserne ikke var fuldkomne og færdige, for de blev ved med at ændre sig, og idet de ændrede sig overlevede de skabninger, der bedst passede til de nye betingelser, mens andre ikke gjorde.

Når en art en gang eksisterer, synes den at være i stand til, at udvikle sig på begrænsede måder mod bestemte mål. Mennesker, der tror på, at dette er muligt, men også tror på en guddommelig kraft, kaldes vitalister. De accepterer, at der er er forandring fra et udviklingsstadie til det næste, men mener at denne forandring er forårsaget af noget udover vores univers, der leder det; efter deres mening er evolutionen af en hvilken som helst organisme altid hen mod en form for mål eller formål.

Siden udgivelsen af Darwins berømte bøger Arternes Oprindelse i 1858 og The Descent of Man, en bog om menneskets afstamning, i 1867, har videnskabsmænd generelt nægtet at acceptere den teistiske idé om, at Gud lavede alt præcis, som Han ville have det skulle være for evigt. Mennesker, der klyngede sig til den gamle lære, blev gjort til grin, selvom de prøvede at give videnskabelige forklaringer på deres overbevisninger.

Hvis Darwin havde ret, måtte menneskeheden opgive troen på arternes uforanderlighed og formode der var gået umådelige tidsperioder siden livets oprindelse; opgive ideen om Guds grænseløse visdom og rundhåndede gavmildhed i fuldkomment at tilpasse alle skabninger til de omgivelser de må leve i; indrømme at mennesket nedstammede fra dyr og opgive den bibelske lære om syndefaldet, og prøve at gætte, på hvilket stadie i alt dette dyremennesket fik sin sjæl – hvis noget sådant overhovedet eksisterede. Formodentlig kunne mennesket ikke længere hævde at have noget som helst specielt forhold til Gud. Faktisk kunne det forholde sig sådan, at der ikke var nogen Gud, når alt kom til alt.

Kommunismens grundlæggere, Marx og Engels, var fuldstændig henrykte for Darwins teorier, og Engels identificerede kampen for menneskehedens værdighed med kampen mod religion og dens falske foregivender . Han så frem til skabelsen af en race af supermennesker lige langt fra det moderne menneske, som de var fra aberne, han troende, religion ville blive afsløret som et falsum, og troende udleveret som uvidende, dekadente og negative i deres indstilling til menneskelige fremskridt. Så kommunismen tog fat på med vilje, at underminere religion for menneskets bedste.

Der var derfor ikke noget at sige til, at den kristne kirkes ledere, stillet overfor alt dette, blev overbeviste om at darwinisme, socialisme, kommunisme, materialisme og ateisme alle var nærmest identiske og alle i lige høj grad djævlens værk!

Men lad os kaste et frisk blik på nogle af de "fakta", der tilsyneladende medførte en uoprettelig splittelse mellem videnskab og religion. Til at begynde med bør man huske på, at de geologiske optegnelser kun rummer resterne af de dyr, der tilfældigvis døde passende steder. De kan aldrig blive selv tilnærmelsesvis komplette og evolutions "sekvenser" der, selvom de måske ser meget overbevisende ud i en lærebog, har nødvendigvis store huller i sig, der er blevet udfyldt af rene formodninger.

En "ekspert" vil måske pege på tilfælde, som menes at have fundet sted, i forhistoriske hestes gradvise tab af de ekstra tæer i hovene fx, men det er stadig intet mere end en følgeslutning, at dette fænomen på nogen måde var forbundet med de bedst tilpassedes beståen.

Faktisk er den generelle opfattelse den, at vi har en fuldstændig samling af fossiler fra eohippus til hest og archaeopteryx til fugl, men museums udstillinger af sådanne samlinger snyder faktisk eller er i det mindste misvisende. De er bare samlinger af fossiler, fra mange forskellige kilder og steder, ofte opstillet ikke i kronologisk orden, men efter størrelse. Der er overhovedet ikke noget bevis for nogen som helst "familie" forbindelse mellem eksemplarerne, som måske endda kommer fra forskellige kontinenter. Det er som om nogen havde arrangeret en tilfældig gruppe fugle efter størrelse og hævdet, at på denne måde har de bevist evolutionen fra en gærdesmutte til en struds!

Hvis evolutionsteorien er sand, er det meget overraskende, at der endnu ikke er blevet opdaget nogen beviser for en sikker fælles stamfader til to forskellige skabninger i optegnelserne over fossiler – det man kunne kalde en "missing link". Det er ikke nok at udpege forskellene mellem forskellige heste- eller abe arter, for de var allerede heste eller aber. Der mangler bevis for en eller anden mellemliggende skabning, der kunne have udviklet sig til to forskellige ting.

Derudover er det af afgørende nødvendighed, at mennesker, der tror på arternes foranderlighed, udfører et detaljeret arvelighedsstudie, for at prøve at finde ud af, hvordan det er muligt for en skabning at udvikle sig til en anden. Gregor Mendel (1822-1884) fx, var en videnskabsmand, hvis arbejde om genetik Darwin havde til rådighed til at studere, og alligevel synes Darwin ikke at have udnyttet denne mulighed. Man kan se, hvordan Mendels arbejde om nedarvede egenskaber og arvelighedsfaktorer gør Darwins teori uanvendelig.

Tag som eksempel Mendels arbejde om arvet øjn eller hudfarve, eller senere forskning i arvet blodgruppe. Hvis en blåøjet person gifter sig med en anden blåøjet person, kan de to rimeligvis forvente at få blåøjede børn. Se, hvis ingen brunøjet person nogensinde var kommet ind i den families "genetiske pulje", kunne det meget vel være tilfældet, men når en brunøjet person en gang er kommet ind i billedet, kan tingene aldrig blive de samme igen.

Hvis en brunøjet person giftede sig med en blåøjet, ville afkommet enten have rent blå øjne, rent brune øjne eller en blanding af brun og blå i hvilket tilfælde, de ville se brunøjede ud. Når man tænker på de millioner af sædceller, der sendes af sted mod kvindens æg, for at skabe et eneste menneskebarn, er det indlysende, at selvom antallet af mulige blåøjede eller brunøjede er lige stort, har de ikke lige store muligheder for at nå frem og blive undfanget. Det er imidlertid ikke muligt uden laboratoriemæssig indgriben at forudsige, hvad barnets øjenfarve vil blive. Derfor er det helt muligt for blåøjede mennesker, at vælge at gifte sig med andre blåøjede mennesker i generationer og så pludselig få et brunøjet barn, fordi genet er der.

På samme måde, hvis en hvid person gifter sig med en sort, er det helt muligt at få et helt hvidt barn eller et helt sort et, eller et der er en blanding af begge farver og derfor ser "brunt" ud. Forestil dig, at denne blanding forekom kun en gang i en familie, og at den hvide del aldrig mere giftede sig med den sorte del. Hvad ville der så ske med det efterfølgende afkom? Ville de alle gradvis blive blegere, indtil det sorte gen blev arbejdet ud? Overhovedet ikke, de samme muligheder for forskellige farver ville stadig være der. Det kunne meget vel ske, at på et eller andet tidspunkt i fremtiden, når alle havde glemt at der blandt familiens aner på noget tidspunkt havde været en sort "bidragyder", og alle de nulevende medlemmer af familien var så hvide, som de kunne være, kunne et helt sort barn blive produceret, eller vice versa.

Interessant nok, var profeten Muhammad (fred være med ham) opmærksom på arvelighedsfaktorer. En araber, der var chokeret over, at hans kone uventet havde født et mørkt barn, kom til ham. Allahs Sendebud spurgte så, om manden havde nogen kameler. Han svarede, at det havde han. Profeten spurgte om deres farve, og manden sagde de var røde. Profeten spurgte så, om der var en mørk en blandt dem, og manden bekræftede det. Adspurgt hvordan det var sket, svarede manden at det måske var sin stamme den var vendt tilbage til. Profeten sagde at det måske var en stamme han (barnet) var vendt tilbage til. (Muslim)

Der er et stort problem i, at prøve at forklare den grundlæggende mekanisme i, hvordan en type levende væsen kunne have "udviklet" sig til en anden type. Det fejes normalt til side, ved at hævde, at der er sket forskellige forandringer i cellernes kerne, specielt "tilfældige" forandringer, kendt som mutationer (mutationer hævdes at være evolutionens "råvare").

Faktisk er reproduktionen af genetisk materiale bemærkelsesværdig præcis, trykfejl eller fejlkopiering af DNA forekommer meget sjældent. Når sådanne trykfejl forekommer er de så godt som altid ringere, skadelige eller dødelige. Med andre ord, er de ikke gode nyheder for det individ, der bærer det mutante gen. Bare i sig selv gør det faktum, at de fleste mutationer er skadelige for en organisme det svært at være enig i, at mutation må være kilden til evolutionens "råstoffer"; mutanter er generelt vanskabninger eller misfostre, og når mutanter placeres i konkurrence med den normale race, bliver de bortelimineret efter en eller nogle få generationer. Under alle omstændigheder skaber disse mutante muligheder kun variation indenfor en given art, men skaber aldrig en ny art.

Alle disse betragtninger må få en ærlig tilhænger af evolutionsteorien til at stoppe op og tænke. Darwin selv, mod slutningen af sig liv, skrev et brev, hvori han sagde at, "troen på naturlig selektion må på nuværende tidspunkt udelukkende være baseret på generelle betragtninger … når vi går ned i detaljen… kan vi ikke bevise, at en eneste art har ændret sig, ej heller kan vi bevise, at de formodede forandringer er gavnlige, hvilket er denne teoris grundlag."