Troen, på at ens person overlever efter den legemlige død, har været udbredt siden de tidligste tider. Mennesket er instinktivt bevidst om, at det har et "jeg", og det ved der uundgåeligt vil komme en tid, hvor dets fysiske kroppe vil ophøre med at fungere. Så naturligvis er det meget interesseret i at vide, hvad der vil ske med dets "jeg" efter dødsøjeblikket.

Selvfølgelig, hvis en persons "jeg" ikke er andet end en del af hjernecentret og menneskets atomare konstruktion, så vil "jeget", ligesom kroppen, ophøre med at eksistere efter dødsøjeblikket, og nedbrydes og opløses ligesom resten af kroppen. Hvis der ikke er nogen sjæl, er der ikke noget liv efter døden i den forstand, at en person fortsætter med at eksistere. Som følge heraf er den eneste form for udødelighed man står tilbage med den, at videreføre en del af sin genetiske struktur til sine børn, hvis materielle kroppe og programmer begynder inde i din krop. De fleste af os ville, imidlertid, ikke betragte det som udødelighed; det er ikke det vi tænker på, når vi tænker over vores fremtidige overlevelse som personer, som vi håber på.

Hvis vi accepterer ideen om, at en ikkemateriel sjæl bebor den bestemte gruppe af atomer, der tilhører os, på trods af de mange forandringer der hele tiden finder sted i den gruppe, kunne det så ikke være muligt for vores sjæle at vedblive med at eksistere som adskilte enheder, adskilt fra vores fysiske krop?

De tidligste mennesker mente det, og lagde enten rigtig eller symbolsk mad og drikke og forskellige andre nyttige ting i deres afdødes grave, eller opstillede altre for dem i deres gamle hjem, for at deres skygger kunne fortsætte med at leve lykkeligt side om side med deres familier.

De gamle grækere og hebræere forestillede sig et noget dystert liv efter døden for deres elskede afdøde. De troede på, at der var et land for bortgåede sjæle et eller andet sted under jorden, et sørgeligt og trøstesløst sted, som ingen havde lyst til at komme til. Hvis det var de afdødes lod, så var døden naturligvis noget der måtte beklages og frygtes. Det ville være meget bedre ikke at "overleve" overhovedet, men i stedet give sit jeg hen til intetheden eller en tilstand af evig søvn. Det var sikkert frygtelige forestillinger som denne, der fik pårørende til at bede for at deres afdøde kære måtte "hvile i fred" og ikke være dømt til evig vandring i elendighed som ulykkelige skygger.

Mange religiøse tænkere var overhovedet ikke tilfredse med at tro, at Gud ville efterlade individer, Han havde elsket og bekymret sig, om et så forfærdeligt sted; det syntes fuldkomment urimeligt og stemte overhovedet ikke overens med tankerne om Gud som Kærlighedens Højeste Væsen, som havde kontrol over alt, inklusiv liv efter døden. Og nogle, specielt de jødiske farisæer og tidlige kristne, overvejede den mulighed, at de døde kom over i en søvntilstand, der ville slutte på den store Genopstandelsesdag, når Gud mirakuløst ville gengive kød til de opløste knogler og deres sjæle igen ville komme ind i deres tidligere kroppe.

Andre troede at efter døden, ville de opleve ikke bare en søvn, men at deres sjæle rejste til et andet sted. Og dette sted var ikke forudbestemt til at være et uhyggeligt støvet og mørkt sted, for en retfærdig Gud ville da vel skabe forskellige konsekvenser for vores sjæle, afhængig af om vi fortjente belønning eller straf for vores handlinger i dette liv.

Det er selvfølgelig blevet foreslået at en hvilken som helst form for tro på jegets glædelige overlevelse efter døden ikke er andet end ønsketænkning. Mennesker ønsker naturligvis ikke at dø og kan ikke bære tanken om, at al deres arbejde og anstrengelse er til ingen nytte. De har også et stærkt ønske om at blive genforenet med afdød familie og venner, som de elskede højt.

Hvis det kunne bevises, at der ikke var noget liv efter døden, ville en hel del mennesker sikkert holde op med at ulejlige sig med at være religiøse, siden der ikke ville være nogen velsignet belønning eller glædelig genforening i vente, ikke længere noget formål med at prøve at leve et godt, uselvisk liv, for at opnå frelse i det næste liv. Andre ville måske opgive ud fra en følelse af fortvivlelse over uretfærdigheden i, at der ikke var nogen fremtidig tid eller tilstand, hvor uretfærdigheder ville blive rettet og folk belønnet eller straffet for det de havde gjort, skuffede over at de tydeligvis ikke ville blive belønnet eller straffet i dette liv.

Se, mens Himmel og Helvede måske er en yderst indlysende skæbne, når det drejer sig om rigtige helgener eller skurke, udgør det uden tvivl et problem, når det kommer til grænsetilfælde. Gør det ikke hele ideen meningsløs? Hvad vil Gud bestemme for os, der hverken er rigtig gode eller rigtig onde, men et eller andet sted midt imellem?

Nogle tror, at selvom Han ikke smider os i Helvede, må vi, for at komme i Himlen, enten meget pludselig forbedre os, eller også må der være en proces af gradvis udvikling, der fortsætter efter vores krops død. Den romerskkatolske doktrin foreslår et sted kaldet Skærsilden, en tilstand, hvor sjæle, der endnu ikke er egnede til Himlen, kan blive renset. Andre teologer, inklusiv mange af de jødiske farisæer på den velsignede Jesus’ tid, troede, imidlertid, at hvis vores gode handlinger opvejede vores dårlige, om så med den mindste smule, ville Gud have barmhjertighed med os. Al-Qur’an præsenterer Dommedag som kulminationen på Guds barmhjertighed, hvor godt og ondt endelig vil blive adskilt:

Han har foreskrevet Sig Selv barmhjertighed. Der er ingen tvivl om, at Han vil samle jer sammen til opstandelsens dag.(surah 6:12)

Og Vi vil opstille den retfærdige vægt til dommens dag, så ingen sjæl skal lide den mindste uret. Og selv om det var så lidt som vægten af et sennepskorn, så vil Vi komme med det. (surah 21:47)

Fra det islamiske perspektiv er det interessant her at bemærke, at selvom gode gerninger er vigtige er de ikke i sig selv nok for en persons frelse, der afhænger udelukkende af Guds nåde. Det fortælles at Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde: "Ingen af jer vil komme i Paradis alene på grund af jeres gode gerninger." Han blev spurgt, "selv dig, Guds Profet?" Han svarede, "ja, selv mig, medmindre Gud skænker mig sin gunst og nåde," (Bukhari).

Troen på livet efter dette er en meget afgørende faktor i menneskets liv. Accept eller afvisning af den bestemmer selve kursen i det menneskes livsmønster og opførsel. Selvom de måske er gode uselviske individer, er folk, der tror at denne verden er alt, hvad der er, naturligvis kun interesserede i deres egen succes eller fiasko i denne verden. Men dem, der tror på livet efter dette, er meget opmærksomme på, at det giver livet på jorden mening og mål; de lever, så at sige, med deres to fødder i to verdener, og tanker om og interesse for livet efter dette udgør en stærk motiverende faktor i alt, hvad de gør.

Det faktum at mange "progressive" mennesker tvivler på livet efter dettes virkelighed skyldes egentlig ikke videnskaben. Det er "logikken" i materialisme, der fastholder at, siden en person efter døden reduceres til støv, og siden ingen person nogensinde har været vidne til et tilfælde, hvor et opløst legeme er genopstået, må død og ødelæggelse være afslutningen på livet, og der er ikke noget efter det. Men er det virkelig videnskabeligt ræsonnement? Ikke for dem, der anerkender, at der stadig er uopdagede dimensioner af virkeligheden. Selvom ikke en eneste person nogensinde har set et tilfælde af genopstandelse, betyder det bare, at vi med sikkerhed kan fastslå, at vi ikke ved, hvad der vil ske efter døden. Det betyder ikke at ingenting vil ske. Videnskaben fortæller os ingenting, hverken negativt eller positivt, i denne henseende.

Bare fordi ingen har set en ting, betyder det ikke, at den ikke eksisterer eller ikke kan ske. Ærlige videnskabsmænd, med virkelig indsigt lærer os, at der er en hel del mere selv til fysisk eksistens og det materielle univers, end det vi dødelige kan opfatte med vores begrænsede sanser. De indrømmer, at der måske eksisterer en verden, der ikke er tilgængelig for den menneskelige bevidsthed eller bundet af det menneskelige intellekts begrænsninger; den er fuldstændig udover menneskelig opfattelsesevne og forbliver Skjult eller Uset. Det kendte materielle univers, som vi kender, er kun ligesom toppen af et isbjerg, størstedelen af hvilket forbliver skjult for vores øjne. Følgelig, må det indrømmes, at universet er fuld af alle mulige ting, som mennesket aldrig har set og ikke kan forestille sig, den menneskelige sjæls fortsatte eksistens efter døden er ikke noget, som nogen person er i en stilling til kategorisk at afvise.

Alle mennesker vil utvivlsomt "smage" døden. Hvis de har sjæle, så er det ganske muligt, at disse sjæle vil forlade deres kroppe, mens deres lig rådner væk, og dets atomer går tilbage, til at berige den jord de kom af.

Det er muligt der er et andet liv, der er af meget anderledes art end livet i denne verden, et liv, hvor vi vil blive så fuldstændig forvandlet, at vi ikke kan forstå det, lige meget hvor meget vi forsøger. Islam, fx, lærer at:

Og ingen ved, hvad der er skjult for dem af øjenlyst som belønning for det, de plejede at gøre.(surah 33:17)

I Paradis har Jeg [Gud] forberedt til de retskafne troende, hvad intet øje nogensinde har set, og intet øre nogensinde har hørt, og hvad den skarpeste hjerne aldrig ville kunne forestille sig. (Hadith Qudsi)

Vi kan nemt påpege, hvilken fejlslutning det er at formode, at det på nogen måde er svært for Gud at

gengive allerede skabte ting - os selv - liv.

Hvordan kan I fornægte Gud? Når I dog var uden liv, og Han gav jer liv. Derpå lader Han jer dø, og derpå skænker Han jer atter livet, så I vender tilbage til Ham.(Surah 2:28)

Mon Han, som skabte himlene og jorden, ikke har magt til at skabe deres lige? Jo, og Han er den Store Skaber, den Alvidende.(surah 36:81)

Tror mennesket, at Vi ikke kan samle dets knogler? Nej, Vi er i stand til at sætte selv deres fingeraftryk sammen fuldkomment. (surah 75:3-4)

Folk, der tror på Gud, må derfor betragte "mekaniske" og "materialistiske" fortolkninger af universet, som faktisk værende irrationelle, underlegne, forkerte og vildledende.