Ideen om at Guds natur er sådan, at man ikke kan se Ham, går tilbage til de tidligste traditioner, selv når det er udtrykt i antropomorfisk sprog. Fx fortælles det, at profeten Moses specifikt bad om at se Guds herlighed åbenbaret (Anden Mosebog 33:20), og det blev klart sagt "Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet". Historien fortsætter med at fortælle, hvordan Moses søgte ly i kløften af en sten og blev dækket af Guds hånd, mens Gud passerede; så da Gud fjernede Sin hånd, står der i Bibelen, blev Moses opfordret til at se på Hans ryg, for han ville aldrig kunne se Guds ansigt.

Er dette være en sand begivenhed, hvor en af Guds kendteste troende så ham, eller er hele begivenheden opdigtet? Var det der blev set Gud Selv, eller noget andet? Lige meget hvordan man fortolker denne gamle historie, er der ingen tvivl om, at hovedlæren er, at Gud i dette liv er udover menneskets opfattelsesevne. Guds tilstedeværelse er så sublim, brændende i sin renhed og styrke, at intet menneske kan modstå dens kraft. Al-Qur’an henviser til en lignende hændelse og siger:

Da hans Herre åbenbarede Sin Majestæt på bjerget, sønderknuste Han det, og Moses faldt besvimet om. Da han var kommet til sig selv, sagde han: Hellig er Du og uden mangler. Jeg vender mig til Dig, og jeg er den første af de troende. (surah 7:143)

Er der mere bevis fra de hellige bøger, der underbygger dette fænomen? Ja, hele vejen igennem Det Gamle Testamente siges det, at Gud beskyttede dem Han ville kommunikere med, ved at omringe Sig Selv med en beskyttende sky, shakinah (Tredje Mosebog 16:2). Ved Sinaibjerget, da Han gav Israel Loven, "for israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild" (Anden Mosebog 24:17). En mørk sky dækkede bjerget, og ud af denne sky kom der lyn og torden og lyden fra en trompet og en høj stemme (Anden Mosebog 19:16-19, 24:15; Brevet til Hebræerne 12:18,19).

Moses siges at have slået et "Åbenbaringstelt" op, hvor han førte fortrolig samtale med Gud: "Når Moses kom ind i teltet, steg skysøjlen ned og stod i indgangen til teltet, og Herren talte med Moses. Når folket så skysøjlen stå i indgangen til teltet, rejste de sig alle sammen, og de kastede sig ned, hver i sin teltåbning. Og Herren talte til Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler til det andet" (Anden Mosebog 33:9-11). Da Moses kom ned fra Sinai, står der i Bibelen, havde oplevelsen faktisk påvirket hans ansigtshud, der nu skinnede, og han blev nødt til at gå med slør (Anden Mosebog 34:29, 33).

Da tabernaklet blev sat op, var der en sky over det, og "Herrens herlighed fyldte boligen" i den grad, at Moses ikke kunne gå ind (Anden Mosebog 40:34-35, sammenlign Første Kongebog 8:10-12; Johannes Åbenbaring 15:8). Ifølge Bibelen, kunne israelitterne åbenbart se skyen helt klart: når den steg, forberedte de sig på at bryde op, og når den bevægede sig, fulgte de dens retning til den næste lejr. Efter templet blev bygget beskyttede en strålende sky Pagtens Ark fra menneskeøjne. Det var kun tilladt ypperstepræsten at gå ind i templet en gang årligt, på Forsoningsdagen, på andre tidspunkter siges han og de andre præster, at være blevet beskyttet mod Guds tilstedeværelse af et gardin på tykkelse med en mands knytnæve.

I Det Nye Testamente optræder skyen stadig. Ved en lejlighed, da en gruppe af disciple siges at have hørt det der angiveligt skulle være Guds stemme, beskrives den som kommende fra en meget strålende sky, der overskyggede Jesus på Forklarelsens Bjerg (Matthæus Evangeliet 17:5). Da Jesus steg til himmels "og en sky tog ham bort fra deres øjne" (Apostlenes Gerninger 1:9), og han forudsagde, at når han kom tilbage til jorden ville folk "se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed" (Lukas Evangeliet 21:27; Matthæus Evangeliet 24:30; Markus Evangeliet 13:26; Johannes Åbenbaring 14:14).

Skyen repræsenterede formodentlig Guds usynlige tilstedeværelse, og iagttagere forventedes at "se" betydningen med deres "åndelige øje". Den type syn som Jesus talte om var åndelig: "Til dem er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se" (Johannes Evangeliet 9:39).

Se, der er en verden til forskel mellem at se en strålende sky, eller noget som helst andet der repræsenterer Guds tilstedeværelse, og at se Gud selv. Det siges, at det ikke var Gud selv, men Guds budbringer, en engel i en sky, der ledte Israels stammer gennem ørkenen (Anden Mosebog 23:20-21, 33:2; Esajas Bog 63:9).

Jesus’ lære fra Det Nye Testamente, angående det umulige i at se Gud, ligner tidligere profeters. I Johannes Evangeliet 6:46 står der, at Jesus har sagt at: "Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen". I indledningen til Evangeliet fremstilles det imidlertid noget anderledes: "Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er fra Herren, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk" (Johannes Evangeliet 1:18). St. Johannes Epistel er klarere: "Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og Hans kærlighed er fuldendt i os" (Første Johannes Brev 4:12).

Se, ifølge den islamiske udlægning, blev al-Qur’an åbenbaret til Profeten Muhammad gennem englen Gabriel, Guds budbringer. Ved profetens opstigen til Paradis, en begivenhed kendt som lailat al-mi’raj (natlig rejse til himlen), blev Muhammad vist Himlen og Helvede og deres beboere, men selvom han siges at have været tættere på Gud end noget andet menneske, fik han ikke desto mindre ikke lov til at (eller vi skulle måske sige "kunne ikke") se eller gennemskue mysteriet om Guds væsen. Der var en barriere, der ikke kunne overskrides, selv af englen Gabriel - den Strålende Sky af Uvidenhed hindrede hans øjne - om det så var i hans opløftede fysiske eller psykiske krop eller i en vision eller trance, alt efter hvordan man fortolker hans natlige rejse - i at se den Ubeskrivelige Almægtige.

Så, alle yderligere overvejelser om at se Gud med vores øjne ender i en blindgyde. Men hvad med vores høresans? Nå, til at starte med, hvis vi kun tænker på budskaber overført med almindelig lyd, så lad os overveje muligheden for at, ligesom vores synsapparat er meget begrænset, er vores udstyr til at opfange lyde ligeså begrænset, så at selv hvis Gud transmitterede, ville vi i vores nuværende tilstand ikke kunne "opfange Ham".

Det er, under alle omstændigheder, meget begrænset, hvad vores ører hører. Hvis du var blind og ikke kunne bruge dine øjne overhovedet, ville du sandsynligvis have en ekstra følsom høresans. Og hvis du lukkede dine øjne nu og bare sad og lyttede, ville du sikkert bliver overrasket over alle de forskellige ting, du kunne høre, som du normalt overhører.

Husk på, at vores ører ikke er nær så effektive som mange dyrs. Vi har allerede omtalt at politihunde reagerer på fløjter, der har en for høj tone, til at den menneskelige hørelse kan opfange den. Der er også subsoniske lyde, og videnskabsmænd siger, at det ville være muligt at udvikle en pistol, der kunne slå alt ned bare ved brug af lydbølger, vi ikke engang kan høre.

Men al den snak om lyd og om at høre lyd, er i virkeligheden bare endnu en af vores univers’ mærkelige illusioner. Mærkeligt nok er det "larmende" miljø vi lever i faktisk helt stille, og det vi tænker på som lyd, er igen bare et spørgsmål om bølger, ligeså meget en illusion som farve.
Syn og lyd - disse to aspekter af "virkeligheden" er virkelig utrolige. Vi burde takke Gud, hvis vi overhovedet anerkende Hans eksistens, for to ting: For det første, at Han gav os de to illusioner, som vi altid tænker på som virkelige, for ellers måtte vi tilbringe vores liv som de blinde og døve, og for det andet, at Han begrænsede det vi kunne opfatte, så vi ikke bliver drevet til vanvid af den susende masse af atomare enheder eller kakofonien af alverdens lyde, der drøner mod os ubeskyttede!

Det vi kalder lyd, er faktisk et system af bølger i bevægelse, der opsamles af vores ørers fintfølende mekanisme. Disse bølger er vibrationer, når de bevæger sig ind i øret, støder de på trommehinden, og får også den til at vibrere, og disse vibrationer føres så til det indre øre af en række små ben. Det indre øre er fyldt med en væske, og vibrationerne bevæger sig gennem den og til nerverne og derfra til hjernen. Endelig får hjernen rede i de opfangne vibrationers betydning og fortolker dem som lyde. Uden hjernen til at fortolke vibrationerne, ville lydene simpelthen ikke eksistere. Hvis en del af udstyret, der er nødvendigt på disse vibrationers rejse, var defekt, ville "lydene" blive helt forkerte.

Hvis du stadigvæk tror, du virkelig laver lyde og ikke bare udsender vibrationer, så prøv at tænke på, hvordan en telefon fungerer - alle de mennesker der taler samtidig, alle de ledninger, alle de kilometer, der skal tilbagelægges. Dine ord bevæger sig overhovedet ikke, kun vibrationerne. Telefonen omdanner mekaniske vibrationer til elektriske og tilbage igen. Det vigtige element i lydbegrebet er faktisk modtageren. Vibrationerne bliver overhovedet ikke til noget hvis der ikke er nogen modtager, til at give dem betydning.

Du har måske hørt om den Zenbuddhistiske "koan" eller gåde om, hvilken lyd et træ, der falder i midten af en ubeboet jungle laver. Hvis du tænker grundigt over det, vil du se problemet, det afhænger alt sammen af, hvad du mener med lyd. Tænk over det. Hvis lyden faktisk kun er vibrationer opfanget af en eller andens trommehinder, og hvis der ikke er nogens trommehinder til at opfange dem, eksisterede lyden så nogensinde? Kan en lyd eksistere uden et øre, til at høre det?

Muligvis taler Gud til os, men enten er vores ører ikke følsomme eller modtagelige nok, til at opfange vibrationerne, eller også er vores hjerner ikke udviklede nok, til at forstå i de vibrationer, de modtager. Med andre ord, Gud har ikke valgt at kommunikere med os gennem luftbølger - vores ører, ellers ville Han have gjort det muligt for os at dechifrere disse lydvibrationer. Eller måske noget andet udstyr vi måtte have fået til formålet ikke modtager, måske er vi bare ikke "stillet ind". Det rum du sidder i i øjeblikket er jo fyldt med radiobølger, men medmindre du har noget modtager udstyr - det vi kalder et "radioapparat" - kan du overhovedet ikke høre dem. Og her må vi igen takke Gud, hvis vi antager at Han eksisterer, for Hans barmhjertige indskrænkning af vores sanser.

Men hvad med Profeten Muhammad, eller for den sags skyld alle de andre profeter, der hævdede, at de kunne høre Guds stemme? Ikke bare al-Qur’an, men også de kristne og jødiske hellige bøger er fulde af meldinger fra mennesker der hævdede, at de hørte denne stemme. Den sædvanlige profetiske bemærkning er "således siger Herren". Hvad hørte de - eller er disse historier simpelthen falske?

Nå men, hvis du læser passagerne omhyggeligt, kan du se, at der faktisk aldrig står, at profeterne hørte Guds stemme med deres ører. Det er meget mere sandsynligt, at de opfangede noget, der blev overført direkte til deres sind eller hjerter af en kraft særegen for Gud. Vi vil aldrig få det at vide. Men vi ved fra de hellige bøger, at dem om hvem det fortælles, at de modtog budskaber fra Gud modtog budskaber, som andre var ude af stand til at høre, og at de budskaber berørte dem, der modtog dem, dybt. For Gud, når Han vil gøre noget kendt eller forstået, synes at arbejde tæt og gør ikke bare sit budskab kendt eller forstået, men følt, og efterlader dem, der har "hørt" Ham, overbeviste om, at de har hørt Guds stemme.

Selvfølgelig er hjertet bare en pumpe, men dets indre betydning er meget anderledes. Du "lægger dit hjerte" i de ting du gør, eller du har ikke lyst til et eller andet fordi "du ikke har hjertet med". Hjertet kan blive "blødt" af ømhed, eller man er "tung" om hjertet som et symbol på mismod, eller det kan "knuses" af sorg. Usympatiske mennesker er "hjerteløse", andre kan være "hjerteangste", "helhjertede", "blødhjertede" osv.

Måske påvirker alle følelser det ikke-fysiske hjerte, eller måske hjertet selv, i dannelsen af ejerens personlighed, påvirker følelserne. Det er i hvert fald blevet et organ, der repræsenterer det indre udtryk. På en eller anden måde repræsenterer hjertet en persons indre dybde, og det lader til, at det er hjertet Gud taler til, og det Guds ånd påvirker.

Sindet er intellektet eller et informations- og videnssamlingscenter, der tænker og ræssonerer og kommer til konklusioner, men til tider underkender hjertet sindets vurderinger eller konklusioner. Sindet anbefaler måske en vej, men hvis hjertet ikke har noget ønske om at følge den vej og standhaftigt nægter at gøre det, følger en person så godt som altid hjertet og ikke den logiske hjerne.

Udefra set, kan en person vise et hvilket som helst ydre skin til verden, om at han eller hun vælger, men det der tæller for Gud er, hvilken tilstand den persons hjerte er i, og siden Gud kan se ind i det menneskelige hjerte, kan Han nøjagtig bedømme ens bevæggrunde og som følge heraf om man er værdig eller ej. Det underforstås således, at det er Guds ånds påvirkning af de troendes hjerter, der får dem til at tale, udholde forfølgelse eller bære alle mulige former for prøvelser og vanskeligheder.

Ifølge Bibelen, besluttede Jeremias sig engang for ikke at tale i Guds navn længere, men sagde: "Der (kom) i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler. Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det" (Jeremias 20:9).

Det islamiske begreb "qalb", hjertet, følger den samme tankegang. Når profeten Muhammad hørte englen Gabriel, var det ikke noget andre, der var tilstede, kunne høre. Der står i al-Qur’an selv, at den blev sendt ned til profetens hjerte.

Traditionerne, der handler om at den velsignede Muhammad modtog åbenbaringer, er forskelligartede. Nogen gange, sagde han, hørte han en stemme direkte, og nogen gange så og hørte han englen Gabriel. Under alle omstændigheder, er det imidlertid klart, at den velsignede Muhammad klart og tydeligt hørte det budskab, som englen videregav til ham.

Men han hørte det ikke i ordets almindelige betydning, for dem der var med ham og omkring ham ved de lejligheder, hvor han modtog åbenbaringerne, kunne ikke høre, det han hørte. Det var en indre "stemme"; det var som om den velsignede Muhammad kunne høre med en sans, som andre mennesker ikke er i besiddelse af. Gud lod ikke sine budskaber runge ud over hele verden; de gik gennem den velsignede Profets person og "medium".

Historien fortæller, at disse buskabers virkning både på de individer, der modtog dem, og dem de videregav dem til, var forbløffende. Aldrig har Guds budskaber nået noget menneske, uden at det har forbløffet dem, der modtog dem, ændret deres liv og opildnet dem med tilskyndelsen til at gøre godt - tit på bekostning af deres eget liv.

Nogle gange åbenbarede de budskaber sublime sandheder. Andre gange vejledte de om gode egenskaber og korrekt opførsel i livets private og offentlige sfærer og var praktiske, jordnære og tit ret detaljerede. Og til tider åbenbarede Stemmen et indviklet budskab om indretningen af menneskelige samfund og samarbejde.

Men talte Gud til profeten Muhammad ved hjælp af almindelige lyde? Selvfølgelig gjorde Han ikke det. Hvis der var en fysisk Gud derude i rummet, der talte, ville dette kunne spores som en energikilde, og sådan en forunderlig energisender ville helt sikkert være blevet præcist lokaliseret af vores videnskabelige udstyr. Vi opfanger transmissioner fra quasistellare genstande i den yderste rækkevidde af rummet; så hvis Gud derfor "transmitterede" i ordets traditionelle betydning er der ingen tvivl om, at vi alle ville være i stand til at opfange Hans budskaber.

Hvis Gud skulle tale til os ved hjælp af lyd, og hvis man gik ud fra at Han opholdt sig et eller andet sted langt borte i rummet, ville det rejse endnu et mekanisk problem: det faktum at almindelig lyd bevæger sig meget langsomt. Nogle af vores jetfly flyver nu hurtigere end lyden, selvom lyd ikke bevæger sig nær så hurtigt som lys, det er otte minutter om at nå jordens overflade fra solen, 150 millioner km væk. Så hvis Gud talte til os et givent øjeblik, og udtrykte sig via vores tidsmålestok og bølgefysik, ville budskabet sandsynligvis ikke nå os, før længe efter det var nyttigt for os, og muligvis ikke før efter vi var døde. Da Gud er Gud, ved Han præcis, hvordan Han skal overføre et budskab direkte til os i det præcise øjeblik, Han ønsker det, uden overhovedet at have brug for lyd, som vi kender det, som medium.

Einsteins relativitetsteori hjælper med at illustrere problemet. Tid forekommer ikke os særlig relativ, fordi vi er programmeret til at tænke i meget små enheder og mål - vores "lokale" oplevelse. Men når du anvender teorien på stjernerne eller planeterne i rummet, afsløres det med det samme, at det er umuligt at give absolutte tider for noget som helst. Hvis solen eksploderede, for eksempel, ville vi se det, såfremt vi overlevede, otte minutter senere, men folk på fjernere planeter ville ikke vide noget om det, før lysbølgerne endelig nåede frem til dem, og det ville afhænge af afstanden. Det er underligt at tænke sig, at de stjerner vi ser på nattehimlen så fjernt fra os, måske rent faktisk overhovedet ikke eksisterer mere, vi ser kun det der var der for hundreder af lysår siden, hvilket er den tid det tog for lyset fra de stjerner at nå os. For at sende et "lyd" budskab til os skulle Gud have talt til os århundreder før vi blev født. Giver det nogen mening? Egentlig ikke, når Gud har andre, meget mere direkte midler til at kommunikere med os på.

Nu da det er klart, at Gud ikke har valgt at åbenbare Sig Selv personligt, direkte til hver af os ved hjælp af syn og lyd, burde vi ikke i stedet for at overveje midler forbundet med det "ydre rum" fokusere på vores "indre rum"? Måske skulle, vi i stedet for at forsøge at finde et fysisk middel til at opfatte Ham, egentlig begynde at bruge vores ikke-fysiske egenskaber - vores ikke-materielle modtage apparat.

Fx er det ikke sandt at Gud tit "taler" til os gennem vores samvittighed? Og alligevel, hvem kan på nogen måde definere, hvad en "samvittighed" er? Det er ikke en fysisk ting overhovedet; man kan ikke udvinde den, lægge den på et dissektionsbord og udpege samvittigheden for det menneskelige øje. Og alligevel er den der helt klart, som vi alle har erfaret.