Vi har bemærket, at alt i universet er styret af lovene om årsagsvirkning . Denne viden er hele videnskabens grundlag. Hvis universet ikke fulgte love, ville det aldrig være muligt for os at gennemtænke ting, komme med forudsigelser og observere om vores teorier er rigtige eller ej. Ingen tvivler seriøst på udsagnet om at kausalitetsprincippet styrer hele materiens verden.

Når vi, imidlertid, betragter et menneske, begynder vi at spekulere over, om vi kun har med materiens verden at gøre, eller om der ikke er noget andet indblandet også. Er det menneskelige individ bare en dygtig maskine, der nødvendigvis må følge naturlovene, eller er der et andet aspekt - kald det Ånd eller Sjæl - der ikke nødvendigvis er nødt til at være "slave" af disse love, men måske kan kontrollere dem, for at forme det individs egen skæbne?

Forestil dig, at man kunne få al information om en person, alle småbidderne af hans forældres genetiske kode, som han har arvet, alle de påvirkninger han har været udsat for gennem sin opvækst og uddannelse. Kunne man så forudsige, hvordan han ville opføre sig i en hvilken som helst given situation? Kunne man regne ud, hvad det næste han ville gøre i en krise var? Kunne man, ud fra sådan information, forudsige, hvordan et barns voksne karakter ville udvikle sig?

En der tror at sådan forudsigelse er mulig kaldes en determinist. Dem, der vil gå endnu længere end det og hævde at alle fremtidige begivenheder allerede er nøje planlagte, og at intet du kan gøre i dette liv kan ændre din skæbne på nogen måde, kaldes fatalister. De fastholder, at menneskelig aktivitet overhovedet ikke er fri, men forudbestemt af alle mulige regler og motiver der påvirker viljen, og at alt hvad vi "vælger" at gøre er forudbestemt af, hvilke typer personer vi er.

Ordet "skæbne", på latin "fatum" betyder "det sagte". Det forudsætter en Enhed, der har kontrol, en Guddommelig Ånd eller Orden i universet, hvis plan ikke kan ændres, når den en gang er blevet udformet. Når en ting er blevet "sagt" eller "skrevet", er der ingen måde at undslippe den på; den må ske.

Fatalister tænker ikke nødvendigvis på denne Enhed som et personificeret væsen eller Gud; mange accepterer ganske enkelt, at universet er styret af naturlovenes abstrakte struktur, uden nogen guddommelig skaber. Det er den overordnede lov i sig selv, der aldrig kan ændres eller undgås, men hver begivenhed eller observeret fænomen er det direkte resultat af forudbestemte årsager, der har påvirket den. Planen er derfor ubønhørlig og fuldstændig uundgåelig.

Derfor tror fatalister på, at hvis man kunne få al viden om alle de fakta og påvirkninger, der ville have indflydelse på et individs liv, kunne det livs detaljer nådesløst forudsiges, selv tidspunktet og omstændighederne for det individs endelige død. Alle begivenheder er i virkeligheden resultater, følger af årsager, der er love fastsat på forhånd, og mennesket er magtesløst til at ændre tingene, lige meget hvor meget de måtte ønske eller forsøge at gøre det.

Andre fatalister har en mere personificeret idé om den Guddommelige Kraft og vender hele processen om. De indtager det synspunkt, at Gud er Alvidende og derfor ved alting om alles fortid, nutid og fremtid samtidig, og at fra det øjeblik en sjæl bliver undfanget eller implanterer sig i en krop, kender Han også det præcise øjeblik, hvor den vil forlade den. Med andre ord, hvis dit dødsøjeblik er blevet fastsat til 15:30 en bestemt dag, så, selvom du måske bestemmer dig for at blive i seng og ikke risikerer at gå ud, vil loftet falde ned på dig, eller du vil få et dødeligt hjerteanfald eller sådan noget, og du vil ikke kunne undslippe din tid.

Spørgsmålet om vi har en fri vilje eller ej er derfor tofoldigt, baseret på de foregående spørgsmål om det er sandt eller ej, at Gud eksisterer og har absolut viden om alting, og om der er en eller anden del af mennesket, der er immaterielt og ikke underlagt naturlovene, eller ej.

Selvfølgelig, hvis der er en Gud, må Han vide alt. Hvis Han er udenfor tid, så, mens vi oplever vores nutid, ved Han hvad vores fremtid vil være. Hvis Han ved det, så må det, som vi vil gøre i fremtiden, på en eller anden mystisk måde udenfor vores tid, være forudbestemt eller fastlagt. Derfor forekommer det, at vi faktisk ikke er frie.

Tænkere fra de tidligste tider har kæmpet med spørgsmålet, om mennesket har en fri vilje eller er bundet af skæbnen. Socrates, fx, argumenterede for at det kun var uvidenhed, der gjorde mennesket til skæbnens kastebold, og at uddannelse og viden ville give det frihed. Plotinos (204-270 e.Kr.) fremhævede forskellen mellem det, der er åndeligt, og det der er styret af materiens love. Han troede på at menneskets sjæl var fri, men så snart disse immaterielle sjæle kom ind i materielle kroppe, blev de underlagt fysiske love.

Fatalisme har formet talløse millioner troendes tro og livssyn, selvom medlemmer af forskellige religioner plejer at have noget forskellige perspektiver. Nogle mennesker accepterer ideen om "held" - at deres handlinger kan ledes ved at kaste en mønt eller sådan noget. Millioner af mennesker tror, deres fremtid er forudbestemt af stjernernes bevægelser og stilling. En nylig rundspørge i U.S.A viste, at omkrig tres procent af de adspurgte unge troede på astrologi, og astrologi er et nøgleaspekt i religion i Kina og Japan.

Hinduer og buddhister tror på karma og hævder, at der er evige love af årsag og virkning, der styrer alle menneskers liv, og bruger ideen om reinkarnation til at give svar på nogle af de problemer, der opstår i den forbindelse. Reinkarnations doktrinen fremsætter en tro på en mangfoldighed af liv i denne verden, en proces af død og genfødsel, hvor begivenhederne og betingelserne for en persons nutidige liv er det direkte resultat af hans eller hendes handlinger i en forudgående inkarnation. Således kan nogle "uforklarlige" tragedier, der synes at ophæve ideen om at Gud er nådig og god, forklares som værende en retfærdig straf for noget, en person gjorde i et foregående liv, og følelsen af evig retfærdighed genoprettes.

Jøder, kristne og muslimer, på den anden side, afviser ideen om at den menneskelige sjæl gennemgår en lang række liv i forskellige kroppe. I stedet tror de på, at alle mennesker kun har et liv her på jorden, som de generelt er enige i på en eller anden måde, er en test eller prøvelse, der bestemmer deres evige skæbne i det næste liv.

Der er tydeligvis et problem her. Hvis mennesket skal stå til ansvar for sit liv på jorden, så må det være i stand til at udøve en ægte og meningsfyldt moral, mens det er på jorden. Det er specielt vigtigt, hvis mennesket kun får et forsøg - dvs. det ikke bliver reinkarneret. Med andre ord, hvis en Gud, karma eller noget andet skal forsøge at bedømme os på en eller anden måde, må vi have muligheden for at træffe ægte valg baseret på vores egne bedømmelser. Ellers gælder bedømmelse ikke; hvis en person ikke er fri til at træffe et valg, så kan han eller hun ikke drages til ansvar for den kurs, han eller hun følger.

Folk, der tror på Gud, fastholder at, selvom det måske faktisk er rigtigt vores personlighed i stor udstrækning afhænger af vores arvede egenskaber - den fysiske krop vi har fået og vores omgivelser, specielt i de tidlige år - er vi ikke programmerede robotter. Ikke alle reagerer på samme måde på en given situation, nogle af os er meget mere uselviske, gavmilde, tilgivende, hjælpsomme og kan overkomme mere end andre. Men det er ikke noget, vi er tvunget til. Selvom vi er født med en evne til at genkende og udøve grundlæggende godhed, er det helt op til os, om vi vil bruge de evner eller ej. Hvis vi ser en gammel dame, der kæmper sig op ad vejen med tunge pakker, kan vi vælge, om vi vil hjælpe hende, vælte hende og stjæle hendes pakker, ignorere hende eller råbe grimme ting efter hende og løbe væk.

Det fører videre til en interessant tanke. Vi kan underholde os selv med at gætte, hvad et bestemt individ ville gøre ved den gamle kvinde. Men vi har alle en følelse af "burde"; vi tror, vi ved, hvad det gode menneske, det religiøse menneske, det samvittighedsfulde menneske burde gøre. Når vi siger, at en person burde gøre noget, går vi ud fra, at den person faktisk er fri og i stand til at gøre det. Kant (1724-1804) indså det helt klart, da han fastholdt at menneskelig frihed er en moralsk nødvendighed, for uden den kan vi ikke betragte som værende ansvarlige for de ting vi gør. Det er ret formålsløst at sige, at en eller anden burde hjælpe sin syge mor fx, hvis den person er i fængsel, bevidstløs eller bor i et fjernt land. Med "burde" underforstås "kan". Dog, siger fatalisterne, hvis Gud ved alt, må Han også på forhånd vide, hvad en person vil gøre på et hvilket som helst tidspunkt. Og siden handlinger på den måde kendes på forhånd, må de være forudbestemt, så hvor er friheden til at vælge?

Mod ideen om en uundgåelig skæbne, fastholder jødedommen, kristendommen og islams hellige skrifter, at mennesket kan påvirke det, der forestår dem i fremtiden. Det kan det, fordi aspekter af dets lovede fremtid er betingede.

Nøglen til at forstå den menneskelige frie vilje, ligger i at sondre mellem sindet og ånden eller sjælen - om disse skal identificeres som en enhed eller to adskilte og forskellige enheder. Hjernen er en fysisk ting, en del af materiens verden og underlagt alle dens betingelser; sindet og sjælen er ikke fysiske eller materielle, men kan udøve viljens påvirkning over kroppen. Hvis mennesket har friheden til at vælge forskellige veje, er den del der træffer valget sindet, og Gud kontrollerer ikke nogens sind ved magt.

Se, hvis Gud kan gøre, hvad Han vil, så ville det selvfølgelig være helt muligt for ham at kontrollere vores sind og vores valg. Det er noget der ligger indenfor menneskets egne evner, og det ville ikke være noget problem for Gud. Det enkle faktum, at Han tillader folk at vælge ikke at tro på Ham og ikke gøre hvad Han vil demonstrerer, på afgørende vis, at Gud ikke robotiserer folks sind.

Derfor, mens vi accepterer, at intet kan ske uden med Guds viden, Ham som kender alle skabte væsners nutid, fortid og fremtid, og mens Han også ved, om vi vil adlyde Ham eller ej eller være ulydige overfor Ham eller ej, påvirker det alligevel ikke vores frihed til at træffe valg. Vi mennesker ved ikke, hvad vores skæbne er, og derfor, når vi vælger hvilken vej vi vil tage, påvirkes vi ikke af forhåndsviden.

Alle profeterne inklusiv Abraham, Moses, Jesus og Muhammad (fred være med dem alle) lærte folk, at det de valgte, hvad angår tro på Gud og lydighed mod Hans vilje, gør en stor forskel i det endelige udfald af deres sag. Ganske enkelt, fordi mennesket har en bevidst sjæl, har det en enorm evne til at elske og være venligt eller at hade og være destruktivt. Det betyder, at selvom de måske alle er født med sjæle af samme værdi, forbliver de ikke ens. Grundet dets naturlige evne til at bære ansvar, hæver menneskets åndelige evner det op over dyrerigets niveau, selvom individer, selvfølgelig, kan opføre sig så dårligt, at de faktisk synker lavere end dyrenes niveau.

Alle tre monoteistiske trosretningers - jødedom, kristendom og islam - hellige skrifter fastholder at Gud sendte ledelse til menneskeheden fra begyndelsen af den menneskelige race. De holder på, at menneskelig fri vilje er en nødvendig og afgørende faktor i vores endelige skæbne, og er faktisk præcis grunden til, at Gud valgte budbringere og åbenbarede sig for dem. Hvad, kunne man spørge, var hovedformålet med sådanne åbenbaringer? Til det svarer de monoteistiske religioner enstemmigt, "ledelse, så individer kunne blive i stand til at træffe de rigtige valg og beslutninger, til at lede handlingerne i deres liv." Hvis det havde været umuligt at gøre det, fordi vores handlinger og endelige skæbne alle var forudbestemte, så ville der overhovedet ikke have været noget formål med sådanne budbringere eller åbenbaringer.

Ifølge islam så, hvis en hvilken som helst del af menneskeheden ikke havde lejlighed til at høre Guds åbenbarede ord og Hans advarsler, ville de stadig være i en uskyldighedstilstand, eller i uvidenhed, som de dårlig kunne bebrejdes. Hvis det er menneskets pligt at elske og tjene Gud og underkaste sig Hans vilje, skal det selvfølgelig have haft muligheden for at vide, hvad den vilje er. Derfor er nødvendigheden af åbenbaring en del af ideen om Guds retfærdighed og nåde mod os.

Muslimer tror på at Gud åbenbarede Sig Selv til dem Han valgte og oplærte, individer der havde åndeligheden til at forstå. Budbringerne valgte ikke at udføre dette arbejde; tværtimod, Gud valgte dem, meget til deres overraskelse og for nogens vedkommende modstræbende. Hvis det var umuligt for folk at vælge at gøre Guds vilje, fordi deres skæbne allerede lå urokkeligt fast, ville Gud ikke bare være uretfærdig i stedet for retfærdig, men der ville også forekomme at være meget lidt formål med at gøre forsøg på at leve et godt liv. En af fatalismens meget virkelige farer er den fortvivlelse og hjælpeløshed en sådan indstilling skaber. Det er lige meget om et individ faktisk er hjælpeløst eller ej, alene det at han eller hun føler sig hjælpeløs medfører en passivitet, der går over i overtro og ikke fremmer karakterudvikling og indre styrke. Tværtimod føre det ofte til defaitisme, og hindrer individet i at gøre en indsats for at forbedre enten sig eget lod eller dem omkring hams.

Dem, der tror fuldkommen på skæbnen, løber derfor ind i de samme problemer som den græske filosof Zeno af Citium, som levede i det tredje århundrede før vor tidsregning. Han tog sin slave i at stjæle og ville prygle ham for det, men slaven svarede, at han ikke havde ret til det, fordi det var skæbnebestemt at han skulle stjæle.

Hvis kriminelle simpelthen udlevede deres skæbne, ville ansvaret for det ikke ligge hos de stakkels mennesker, men hos den der bestemte deres handlinger, Gud selv. Med hensyn til Gud som den Første Årsag, som vi har talt om, ville det logisk også betyde at Gud er den Første Årsag til al ondskab, vold, undertrykkelse og dårligdom nogensinde begået af mennesker, et begreb der fuldstændig modsiger den forståelse af Gud, som profeterne præsenterede.

Hele de hellige skrifters, fra den monoteistiske tradition, etos er at der er alternative skæbner for os og, at det er op til os, at prøve at leve på en måde, så Gud er tilfreds med os og giver os adgang til Sin Ophøjede Guddommelige tilstedeværelse i Paradis. Grundlæggende er budskabet det samme: Hold dig til Guds vej og lev et retskaffent liv, så vil Gud tage imod dig, dit liv på jorden vil være meningsfyldt og velsignet og dit evige liv vil være glædeligt og ikke pinefuldt.

Vi må tage muligheden for, at Gud faktisk ved alt, i betragtning, men at på samme tid overlader Han valget mellem forskellige handlemuligheder til os. Han må være i stand til at se alle de mulige resultater af lige meget hvilken handlemåde vi vælger, men i Sin Visdom lader Han os være frie, til at træffe valg.