| Nå, er der en
Gud derude, eller er der ikke? Det må være det ene
spørgsmål om tro, der virkelig tæller -
fordi, hvis der ikke er, kan du sandsynligvis glemme alt om resten.
På trods af de millioner liter blæk, der er blevet
brugt på at diskutere dette spørgsmål, er
det faktisk et blændende enkelt valg. Der er kun de to
muligheder: enten er der, eller også er der ikke. Hvis
der ikke er, kan du glemme alt om livet efter døden,
belønning og straf for den måde du har levet dit
liv på, den mærkelige idé om, at et eller
andet sted i din hjerne er der noget der hedder en samvittighed,
der fortæller dig, hvad du burde gøre.
Hvis der ikke er nogen Gud, er det alt sammen bare ønsketænkning,
eller et groft forsøg fra magthavernes side på
at få andre til at gøre, hvad de vil have. På
den anden side, hvis der er en Gud, må du til at se det
hele i øjnene. Selvfølgelig, skal du ikke forvente
at kunne forstå det hele på fem minutter, du ved
udmærket godt, at intelligente mennesker har rodet med
teologiske problemstillinger hele deres liv og stadig indrømmer,
at de ikke kender alle svarene.
Nogle mennesker synes at tro på alle mulige former for
absurditeter, som du udmærket godt ved går fuldkommen
imod det videnskabsmænd har opdaget om universet. Andre
har, på nogenlunde fornuftig vis, fået videnskabelige
opdagelser, til at stemme overens med deres tro på Gud,
men det er stadig svært for mange at finde ud af, hvad
der er rigtigt, og hvad der bare er overtro.
Faktisk ser det ud som om Gud, helt overlagt, har sat os i
et kønt lille uløseligt dilemma. Det dilemma er,
at Han skabte et univers fuld af ting, som vi ikke ved noget
om, og at det altid vil være umuligt for os at forstå
fuldtud, og at Han er så højt hævet over
og udover vores forståelses- og erfaringssfære,
at selv de største hjerner i verden aldrig kan forstå
Ham fuldtud. Lad os et øjeblik se på, hvordan den
hellige muslimske bog, al-Qur’an, udtrykker det:
Intet syn når Ham, men Hans syn når alt, og Han
er udover fatteevne, den Alvidende. (surah 6:103)
Gud, der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Evige…og
de har intet af Hans viden, undtagen hvad Han vil. (surah 2:225)
Nogen vil måske spørge, men hvorfor skal vi overhovedet
tro på Gud? Der er faktisk mange gode grunde.
For det første, vi kan ikke bare ignorere og glemme
alt om Gud. Der er noget inde i os, der bliver ved med at tilskynde
os til at finde svar på dette spørgsmål.
Som de rationelle væsener vi er, har vi behov for at forstå
livet og universet omkring os. Hvordan blev det til? Hvem skabte
det? Hvor kommer denne orden, harmoni, skønhed, symmetri
og balance fra? Hvad ligger der bag naturkræfterne, som
vi føler os så betydningsløse og hjælpeløse
overfor? Hvem skabte dem, eller hvordan kom de til at eksistere?
Vi har brug for et svar, en forklaring på denne vidunderlige
verden vi er sat i. Der er næppe et samfund i verdenshistorien,
der ikke har rodet med disse spørgsmål.
Hvilket par, fra tidernes morgen, har ikke undret sig over
deres nyfødte barns fuldkommenhed, undret sig over det
tilsyneladende mirakel dets skabelse er og inderligt håbet
eller bedt til, at skæbnen eller deres "gud"
ville beskytte det?
Nutidens videnskabelige opdagelser har gjort os endnu mere
opmærksomme på det fint strukturerede univers, vi
er en del af. Nu er vi bedre stilling til at vurdere vores sinds
og krops utrolige udformning og funktion, og alligevel er vi
så hjælpeløse som nogensinde overfor naturkræfterne;
vi er ude af stand til at styre vores egen skæbne, for
slet ikke at tale om naturens gang. Hver bevægelse i millioner
af fjerne galakser og myriader af stjernekonstellationer påvirker
vores tilværelse på jorden, alligevel har vi ikke
nogen kontrol over dem. Vi er placeret i en afstand fra centrum
af vores solsystem - solen - der er afgørende
for vores overlevelse, men vi har ingen kontrol eller nogen
indflydelse på det. Hvor fuldstændig afhængige
er vi ikke, hvor priviligerede og alligevel så hjælpeløse!
Og det mest fascinerende er at på trods af vores hjælpeløshed
og afhængighed, har vi trukket det længste strå.
Vores krop, øjne, ører og evne til at tænke,
er alle vidunderlige gaver. Hvordan forklarer vi den afhængighed,
og denne priviligerede stilling vi har i denne verden? Uden
at tro på Gud, den Mægtigste og dog den Barmhjertigste,
kan dette spørgsmål så besvares?
Troen på Gud synes at være en del at vores natur.
Og når vi desperat har brug for hjælp, rækker
vi stadig ud efter ideen om en gud, en der bekymrer sig om os,
og er der til at hjælpe os, når alt forekommer håbløst.
Der synes at være noget i vores menneskelige natur, der
vil tro på en personlig Gud, der kender os indgående
og faktisk bekymrer sig om os,, og har magten til at hjælpe
os. Vi er alle sammen, ligegyldig hvad vi kalder os -
ateister eller andet - i denne henseende, så at
sige født troende. Ideen, om at vi har en Gud, er så
dybt rodfæstet i vores hjerter og sind, at hvis vi ikke
kan finde rationelle svar, går vi bare hen og opfinder
vore "guder". Det forklarer hvorfor mennesket er rastløst,
indtil det finder sin Sande Gud, for "sandelig, i Guds
ihukommelse finder hjerterne ro" (surah 13:28).
Se, hvis der er en Gud tyder alt på at Han er Sublim
og Fuldkommen. At være fuldkommen betyder at Gud må
være fuldkommen retfærdig. Men når vi ser
på Hans arbejde, denne verden, opdager vi med et chok,
at den langtfra er fuldkommen. Som oftest synes forbrydere,
mordere, smarte men uærlige mennesker at have "succes",
rigdom og have og udøve magt, mens fattige, ærlige,
retfærdige mænd og kvinder berøves belønningen
for deres arbejde.
Her foragtes menneskehedens store godgørere, så
som Jesus, mens onde mennesker, diktatorer og menneskers og
Guds fjender trives og har magt og prestige. Hvor er retfærdigheden
i alt dette? Det er åbenbart en meget ufuldkommen verden,
der må derfor være en anden verden, hvor Guds retfærdighed
vil manifestere sig fuldt og fuldkomment. En tro på en
God, Barmhjertig og Retfærdig Gud fører og naturligt
til at tro på et liv efter dette, hvor mænd og kvinder
vil blive fuldt belønnet. Med andre ord, må der
være en Dommedag, for ellers ville det betyde, at godt
og ondt er lige. Den menneskelige natur afskyr en sådan
idé.
En stemme inde i os fortæller os, at det ikke kan være
sandt, og vi tror på det og behandler andre i dette liv
i overensstemmelse med det; vi skelner mellem de gode og de
onde, selvom de måske er tæt beslægtede med
os, vores egne børn. Vi han lide det første og
tager afstand fra det andet.
Al-Qur’an støtter den menneskelige naturs vidnesbyrd
og fortæller os at, faktisk, "den blinde og den seende
er ikke lige, ej heller er mørke og lys lige , ej heller
skygge og hede, Og de levende og de døde er ikke lige"
(surah 35:19-22), "Skal Vi stille dem der underkaster sig
(Gud) lige med synderne" ( surah 68:35). "Ildens beboere
og havens beboere er ikke lige. Havens beboere er dem, der vil
opnå succes" (surah 59:20).
Dommedag er samtidig et udtryk for Guds Nåde og for Hans
retfærdighed. Hvis Han er Nådig, må Han også
være retfærdig, for ellers ville det betyde grusomhed
og uret mod ofrene og de undertrykte, og en tilladelse til de
onde, til at hengive sig til og triumfere over deres dårlige
moral og uretfærdighed.
Se, hvis der er noget sådant som Dommedag og et tidspunkt,
hvor folk vil blive belønnet eller straffet, for den
måde de har levet deres liv på, så ville Gud
selvfølgelig overhovedet ikke være retfærdig,
hvis Han ikke havde fortalt folk, hvad de burde gøre,
før de gjorde det. Han ville aldrig bebrejde dig for
ikke at gøre det, Han vil have, hvis Han ikke havde fortalt
dig, hvad Han ville have. At gøre det ville være
en grov uretfærdighed snarere end fuldkommen retfærdighed.
Derfor siger det sig selv, at hvis Gud eksisterer, må
Han have åbenbaret noget om sig selv, som menneskeheden
kunne tænke over og forstå, en form for regelsæt
for livet, som mennesket kunne følge. Alle religioner,
og specielt Islam, insisterer på Guds forbindelse med
os selv. Da Gud er fuldkommen retfærdig, har Han sendt
åbenbaringer til menneskeheden i hver eneste generation.
Der har altid været mennesker med en speciel indsigt,
der havde evnen til at "se" eller fatte en del mere
end andre om Gud, og de opfattede det som deres ansvar at fortælle
alle andre om, hvad Gud ville have eller forventede de skulle
gøre.
Gud har faktisk aldrig tvunget folk til at gøre noget
- undtagen, man kunne velsagtens sige, at Han "tvang"
disse specielle mennesker til, at være "åbenbarere"
eller "budbringere". I det mindste, når de havde
forstået arten af deres indsigt, kunne de aldrig lægge
sagen fra sig igen. Den overtog hele deres liv, ligeså
vel som det påvirkede tusindvis af andre mennesker til,
at acceptere det de blev lært.
Godt, kunne du sige, hvad med din generation? Hvor er den specielle
profet der fortæller dig, hvad du skal gøre? Der
synes at være så mange forskellige religioner, og
de hævder alle, at de har ret og de andre tager fejl.
Hvem er det meningen skal fortælle dig sandheden? Kan
Gud virkelig bebrejde dig, hvis du ikke kan bestemme dig, eller
hvis du til sidst bestemmer dig for at de alle er lige gode,
så det er lige meget, hvilken en du vælger, eller
bestemmer dig for, at ingen af dem egentlig er vigtige, når
bare du gør dit bedste?
Hvis du er nået til det stadie i ræsonnementet,
hvor du stiller spørgsmålstegn ved ting og søger
i mørket efter noget, der kan forklare vores eksistens,
så er tiden måske inde, til at du skal sætte
dig ned og prøve at finde ud af, hvad du tror på.
Menneskeheden er som myrer, der løber rundt i en have.
Travle små væsener, fuldkomment optagede af deres
arbejde og kommen og gåen, fuldkommen ubevidste om den
Evigt Vågendes Altseende Øjne, indtil det øjeblik,
hvor Han vælger at stoppe os i vores bane og få
os til at se.
Igennem århundrederne synes der at have været en
kæde af bevidsthed om Guds eksistens, forskellige generationer
fik denne bevidsthed gennem forskellige oplyste mennesker, som
Gud bragte tæt til Sig. Disse udvalgte personer -
kendt som profeter - kaldte folk til Gud og organiserede
dem, der tog imod deres budskab, i trossamfund.
De tre store monoteistiske religioner er, som vi ved, jødedommen,
kristendommen og islam. Af disse adskiller Islam sig noget fra
de andre to, idet denne religion hævder at være
det endelige og sammenfattede udtryk for ægte åbenbaret
viden fra Gud, der omfatter alle de sandheder, som profeter
før profeten Muhammad lærte og forbliver eviggyldig
på grund af selve arten af dens mirakuløse åbenbaring
i form af præcist formulerede udsagn, der blev lært,
skrevet ned og videregivet til alle fremtidige generationer.
Al religion begynder med erkendelse. Det ligger i religions
inderste kerne, at den kan begynde, selv når tro, eller
selve muligheden for tro, er meget svag. Ingen religiøs
leder eller lære i verden kan få det til at ske,
selv om de gør deres bedste, for at lede folk mod Gud.
En af de vigtigste erklæringer, som muslimer tror, Gud
er kommet med er, at "sandheden er let at skelne fra løgnen"
(surah 2:256). Hvis noget er sandt, er det lige meget, hvad
nogen tænker eller siger om det, det vil til sidst være
selvindlysende, og folk vil, når de kommer til fornuft
enten indse det eller forsætligt vælge at ignorere
det.
Du kan ikke tvinges til at tro, lige så lidt som du kan
tvinges til at føle kærlighed. Det er et spørgsmål
om bevidsthed. "Det er umuligt, at påtvinge en tro
ved hjælp af dekret, terror, pres, vold eller tvang. Enhver
pædagog kan give eksempler på, hvordan børn
modstår længerevarende ledelse i en retning, og
hvordan de derefter kan udvikle en interesse i helt modsat opførsel…
Mennesket kan ikke trænes som et dyr." Det ene øjeblik
er der måske overhovedet ingenting; du slentrer af sted
mens du fløjter nonchalant, himlen er blå, fuglene
synger - så - bang! Hele universet ændrer
sig pludselig, og du bliver det mest indsigtsfulde og oplyste
menneske overhovedet pga. dit glimt af indsigt, og alligevel
indser du samtidig, at du er det mest betydningsløse
støvgran.
Pludselig bliver du bevidst om Hans tilstedeværelse,
og - ja egentlig ved du ikke, hvordan du skal forklare
det.
Du har lyst til at smuldre til støv stillet overfor
denne intense og brændende viden, som du aldrig har oplevet
før, og du føler den mest utrolige bølge
af følelser, som du ikke kan forklare, noget der bevæger
sig dybt i dit hjerte, en form for overvældende glæde
og taknemmelighed og forbavselse over, at Gud ser og faktisk
bekymrer sig om dig. Ikke bare det, Han ser alt, hvad du går
igennem, og Han elsker dig. Nu kan du lige pludselig se, at
i de stunder, hvor du følte dig mest alene, var du overhovedet
ikke alene, fordi Gud var med dig. Du har hørt om mennesker,
der pludselig bryder i gråd, og har sikkert tænkt
hvor fjollet det var, men nu har du lige pludselig lyst til,
at synge og græde på samme tid.
Det er faktisk ikke noget nyt. Den voldsomme bevidsthed om,
at Gud kender dig, har tvunget selv de hårdeste mennesker
i hver generation i knæ. Og nu, lige pludselig, er det
din tur! Det er en almindelig oplevelse for alle sande troende,
inklusiv muslimer. Ordet "muslim" betyder "en
der underkaster sig", en person der træffer et bevidst
valg, om at sætte sin vilje efter Guds, for så vidt
som de kan forstå Guds vilje gennem al-Qur’ans ord
eller gennem tegn, der kommer gennem begivenheder i deres liv.
I den forstand anerkender Islam alle fromme mennesker, der underkastede
sig Gud, hvor de end levede og i en hvilken som helst periode
i historien før profeten Muhammmads tid, som muslimer.
Faktisk står der i al-Qur’an, at alle Guds profeter,
så som Abraham, Moses og Jesus kom med det samme budskab:
Islam; og deres sande tilhængere var alle "muslimer".
En muslim er, det forbyde Gud, ikke en, der tilbeder Muhammad!
Det er noget fuldkomment vrøvl, selvom muslimer elsker
Muhammad og historierne om ham, og studerer hans udtalelser
og måde at leve på. Al-Qur’an selv gør
det helt klart at at tilbede en profet, eller et andet menneske,
hvem det så end måtte være, som om han var
Gud, eller en del af Gud, er en så klar misforståelse
af Guds ophøjede og unikke natur, at tilbederen overhovedet
ikke har nogen forståelse for, hvad Gud er. Med al-Qur’ans
ord:
Gud er den, som har skabt jer og forsynet jer. Derpå lader
Han jer dø og giver jer så liv på ny. Er
der mon nogen af jeres (såkaldte) medguder, som kan gøre
noget af dette? Lovpriset er Han (og fri for alle mangler) og
højt ophøjet over det, de sætter ved siden
af (Ham).(surah 30:40)
Husk, at alt, som er i himlene og på jorden, tilhører
Gud. Og dem der påkalder (andre) ved siden af Gud, følger
ikke andet end formodning og gætterier.(surah 10:66)
At tro at Gud har "partnere" der deler Hans kræfter
eller ophøjede stilling, eller at Han på en eller
anden måde består af særskilte aspekter eller
entiteter, er det Islam kalder "shirk", et arabisk
ord, der betyder at opdele Guds natur eller give andre del i
Hans Guddommelighed. Muslimer fastholder, at det er den fejl
kristne begår, der ud fra intens fromhed og hengivelse
og sand kærlighed til Gud, misforstod den Ene Guds sande
barmhjertighed og ophøjede profeten Jesus til status
som Gud.
En integreret del af den muslimske trosbekendelse er at Muhammad
er en af Guds profeter. Hvad betyder det? Det betyder at ca.
to tusind år efter profeten Moses og ca. sekshundrede
år efter profeten Jesus, blev en anden mand kaldt og udvalgt
af Gud til at åbenbare Hans Budskab. Som Gud ville det,
var denne mand en araber fra Quraish stammen, en efterkommer
af profeten Abraham, født i Mekka, en by i Arabien. Faktisk
er denne anden del af den muslimske trosbekendelse en uundværlig
del af troen, og det der adskiller muslimer fra alle andre troende.
Fordi de tror at det budskab, som Muhammad bragte, var den Almægtige
Guds absolutte og uforfalskede ord, hvori Gud selv utvetydigt
udpeger Muhammad til sin profet, erklærer muslimer deres
tro på Muhammads ægte profetiske kalden, og at det
budskab, der blev åbenbaret gennem ham, var den endelige,
fuldkomne og sidste åbenbaring af Guds ledelse til menneskeheden.
Det fører os til tredje muslimske trosartikel, det der
er årsag til hele sagen. Det åbenbarede budskab,
som den velsignede Muhammad hørte og videregav, er tilgængeligt
for os, til at læse og studere selv, den Hellige Qur’an.
Fordi det er Guds åbenbarede budskab, bruger muslimer
det som deres ledetråd i deres private og sociale liv,
selv om de måske til tider ikke forstår det fuldtud,
eller dele af det måske ikke passer andre menneskers ønsker.
Alle muslimer må se disse tre udfordringer, der er i
troen, i øjnene: For det første, tror de virkelig
og oprigtigt i deres hjerter på at Gud eksisterer og er
opmærksomme på dem og ved alt, hvad de gør
og tænker? For det andet, tror de virkelig at Muhammad
er Guds sande Profet og, fordi det hævdes, som en det
af åbenbaringen, at han er den sidste profet? For det
tredje, tror de virkelig, at al-Qur’an består af
Guds direkte budskaber åbenbaret til Muhammad, så
han kunne viderebringe dem til hele menneskeheden, som et middel
til at vise folk, hvordan de kunne føre et rent og godt
liv, for at garantere evig belønning og undgå fordømmelse
for ulydighed? En person der accepterer islam indgår en
form for pakt, om at følge den velsignede profet Muhammads
lære og Guds åbenbarede ord, al-Qur’an, om
hvilken Gud selv siger:
Dette er åbenbaringen af Bogen, i hvilken der ikke er
nogen tvivl, fra alverdens Herre. Siger de, "han har forfalsket
den?" Nej, den er sandheden fra din Herre, at du kan advare
et folk, til hvilket der ikke kom nogen advarer før dig,
for at de måske vil lade sig retlede.(surah 32:1-2)
Faktisk er en muslims trosbekendelse utrolig enkel. Den lyder:
La ilaha illal Lahu wa Muhammadur Rasullah ( der er ingen Gud
undtagen Allah og Muhammad er Guds Profet). Med andre ord, er
det en anerkendelse af, at Gud eksisterer, og at den velsignede
Muhammad, der levede for mere end fjortenhundrede år siden,
er den sidste profet, og derfor hele menneskehedens profet til
evig tid.
Men , ville du måske spørge, hvad har det med
folk, der ikke er muslimer at gøre, eller der ikke er
sikre på om de tror på nogen hellig bog overhovedet?
Er der noget bevis for Hans eksistens, andet end hellige bøgers
rene påstande og overbeviste troendes og teologers følelsesladede
påstande?
Når alt kommer til alt, er en person fuldstændig
berettiget, til at bevare en grad af skepsis, medmindre det
går for vidt, og resulterer i en nægtelse af at
bevare et åbent sind, eller en uvillighed til at undersøge,
det der fremlægges som bevis. I en sag af sådan
betydning, må det da virkelig være bedre for os
at bevare et åbent sind, når vi tænker på
Gud. Så lad os prøve at kigge på det og tænke
over, om der er yderligere bevis. |